Helte og halvguder - Når øjeblikket brænder

Dette er fortællingen om, hvordan Kong Minos fik bygget sin labyrint, og hvordan Ikaros fløj for tæt på solen. Det er fortællingen om skønhed, der falmer, og hvordan alting med tiden forgår.

Jeg trækker på gammelkendte sagn fra både det nordiske og det græske panteon, men der vil også være iblandet et strjef af fri fantasi.

(Bidrag til Movellas Talent Show - anden audition)

9Likes
20Kommentarer
434Visninger

Author's note

Denne movella kom på 2. pladsen i Movellas Talent Show 2018.
AA

1. Ikaros

 

Kong Minos sendte bud rundt i sit rige,
at han på Kreta ville lade bygge
en labyrint hvis lige,
man aldrig før havde set magen.

Snart nåede hans ord Daidalos’ ører,
og med sin søn han lod
vuggende skibe føre
ham og Ikaros til Kreats kyster.

Han bøjede sig for kongens fod,
og sagde han kunne bygge,
en mægtig labyrint,
der ikke ville stå i andres skygge.

Og sådan gik det til at Daidalos
og Ikaros lagde sten på sten,
og at der i Knossos
lød mejselslag til natten sen.

Med tilfredshed i sindet færdiggjorde
de det store bygningsværk.
Det var mægtigt
og knejsede både stolt og stærkt.

Da knælede de foran Kong Minos
i den fejlagtige tro,
at han ville skænke
dem guld og rigdom, men han lo.

Med et vift med hånden kastede kongen
Daidalos og hans søn tilbage
ind i labyrinten,
som de havde bygget over tusind dage.

Ikke en sjæl måtte kende vejen ud,
og udgangen blev muret til.
Nu var faderen og sønnen fanget,
som ofre for kongens spil.

Men de gav ikke op bare, fordi
det gik dem ilde.
Af lodtråd, stillads og lærred
flikkede de med fingre snilde

to sæt monstrøse vinger sammen:
hele fem meter brede!
Nu følte de begge,
at de ikke kunne være mere rede.

Med varsler og løftede pegefingre
formanede Daidalos sin søn
om ikke at lade sig lokke
af havet vidt og solen køn,

og så kastede de sig ud i luften
med spredte vingefjer.
De tumlede i vinden
berusede af friheden, som det jo sker.

Daidalos kom dog hurtigt til sig selv
og snart nåede
han i sikkerhed på en
af de venligtsindede, vuggende både.

Men Ikaros var ikke til at ryste
ud af frihedens klør.
Vindens susen steg ham
til hovedet; han blev helt ør.

Under ham bredte havet sig
med skibe vuggende på bølgen blå,
og skumtoppede bølger
rakte ud, men kunne ikke nå.

Over ham pulserede solen, og
han optændtes af en glød,
da noget i ham skreg,
at fløj han ikke op, da var han død.

Han steg og steg og vedblev af stige.
Varme kærtegnede hans krop.
Og selv farens formaning
forhindrede ham ikke i at stige op.

For et øjeblik betød labyrinten intet
med dens mørke, kolde mure,
og heller ikke faderen
havde ham længere i forventningens bure.

Ikaros var fri, og han var lykkelig,
og han lo af glæde.
Han spredte sine arme
og følte sig så lykkelig, han kunne græde.

Jo højere han steg, jo varmere blev der,
indtil hans vinger brød i brand.
Lærredet svitsedes, snoren knækkede,
og træet lyste over alt forstand.

På afstand lignede han en falden stjerne,
der brød atmosfærens skjold,
og verden bebrejdede,
at han lod sig selv i overmodets vold.

Men Ikaros, der styrtede mod havet,
var ikke bange.
Der var intet, han fortrød,
og frygten kendtes kun fra sange.

Et øjeblik havde han kendt til frihed,
og følt sig ligeså let som luft.
Af og til kan drømme
overvinde selv den sunde fornuft,

så da vandet lukkede sig om ham,
var der intet, han fortrød,
bortset fra, måske, det ikke
varede længere, og så var han død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...