Englen - part II

Hvordan ville vores samfund se ud når mennesket lever i en kontant kamp mod vejret? Når alt vi har er frygten for, at den næste naturkatastrofe bryder igennem Værnet?
Religionen betyder alt nu. Den eneste måde at forbygge Jordens undergang er at gøre Gud glad - eller det er der nogle som tror.
Engel 107 lever i denne verden. Hun har ingen andre funktioner end at skulle påtage sig menneskets synder - og bøde for dem.
Hun er Engel, og han er fri.

6Likes
13Kommentarer
257Visninger

Author's note

Dette er en viderefortolkning af min movella 'Englen', og mit bidrag til talent konkurrencens anden runde. Derfor anbefaler jeg, at man læser Englen (kapitel 1) først, da der bliver henvist til begivenheder, som foregår i den.
AA

2. ~ 1 ~


Hendes skridt er rolige, men faste. Himlens farve sender hende besked om, hun skal skynde sig. Morgengryet er her. Men alligevel bliver skridtene ikke hurtigere. Et brøl fra en motorcykel sender chokbølger gennem hende, og hun vender sig om. Fyren – Alex – holder stadig der, hvor han satte hende af. Han er iført et bredt smil. Med sin ene hånd vinker han kort til hende, mens den anden sender endnu et dunder afsted, før han sætter motorcyklen i bevægelse og forsvinder.

I et øjeblik står hun og ser efter ham. Den mystiske fremmede hun mødte på bakketoppen. Hun knuger kanten af jakken. Hans jakke. Hvorfor fortalte hun dog ham, at hun intet navn har? Det er ikke tilladt. Kerub vil ikke blive glad. De skal leve i illusionen, har han sagt. Vi – Englene – er dem som synderne bestemmer vi skal være.

Jakken trækker hun tættere omkring sig. Men er Alex ikke anderledes? Bag de grå iriser så hun noget mere, en ild, men hans gerninger taler sit eget sprog. Alt han har udvist over hende er uselvisk næstekærlighed. Mon hun ville se ham igen? Selvom hun ikke vil vedstå det, så kan hun mærke et håb blusse. Et hun prøver at slukke. Hvorfor give sig selv unødige forhåbninger? Hendes liv er trods alt midlertidigt.

”Der er du!” lyder en stemme bag hende. Hun drejer rundt i et spjæt. Foran hende står en af disciplene. Hun er klædt, som alle andre disciple, i en grå hørkjole. ”Borgmesteren har bedt om dig flere gange. Du skal se at—Vent, hvad er det du har på?” Hun rækker ud efter jakken, men fingrene når ikke stoffet, idet Englen træder et skridt tilbage.

”Hvilket lokale befinder han sig i?” Stemmen er skarp. Disciple er Englenes tjenere. Deres job er ikke at stille spørgsmål. De skal observere og lære, fordi en dag ville de også blive Engle.

”Rum 3.” Englen nikker et tak og forsvinder indenfor.

Hun manøvrer gennem kirken med snilde. Dette er hendes område. Det er her hun har magten, hvor end lille den er. Selv om hun ved at borgmesteren venter, så går hun ikke hen til hans lokale. Hun burde, men på en eller anden måde fører benene hende et andet sted hen. Et sted hun kender godt. Hendes kammer.

På døren er der monteret en lille tavle, hvorpå hendes tal er skrevet sirligt. 107. Hvis hun ville, kunne hun fjerne det med et fingerstrøg. Det er kun lavet med kridt. Hun ved godt hvorfor den er lavet til at blive udskiftet. Udvisket. Til at hun kun har fået et tal og ikke et navn. Hun skal snart dø, ligesom en hver anden Engel.

Døren åbner hun roligt og træder indenfor. Her er sparsomt. Et skab og en seng. Mere behøver en Engel ikke. Forsigtigt rækker hun ud efter jakken og tager den af. Hun må ikke eje noget, det har Kerub sagt. Men hun kan ikke få sig selv til at skille sig af med den. Langsomt kører hun en hånd henover den. Mærker stoffet. Den er slidt, men på en måde ser den ikke lurvet ud. Som er det hele blot små aftryk af liv. Atter skånsomt folder hun den sammen, og lægger den i bunden af sit skab. Hun tager en dyb vejrtrækning, før hun træder ud af kammeret og bevæger sig mod rum tre.

 

Borgmesteren sidder ned med hovedet mellem hænderne. Døren bag hende smækker i, og han ser op på hende. Ansigtet lyser op i et smil. Selvom, han er borgmester synder han meget. Hun har påtaget mange af dem allerede, men alligevel begår han flere. Men er hun selv en synder ved at tie om Alex? Ved at bryde Kerubs regler?

”Åh min kære, Amanda! Endelig er du her!” Hans stemme er ekstatisk. Han går imod hende med åbne arme, som slynges rundt om hende. Hendes identitet er bestemt af synderen, og for ham er hun Amanda.

”Det er så længe siden, min skat!” fortsætter han og styrer hende over håret. Hun er sikker på, at det ikke har været mere end fire dage siden han sidst indgik et skrifte, men hun siger ham ikke imod. Det er ikke hendes plads. Alt hun skal er at tage imod hans forseelser, og alt andet bestemmer han. Den ene hånd rejser rundt over hendes krop.

”Blot dig for Guds Engel, så din vanhelligelse kan blive tilgivet,” siger hun roligt og indøvet. Ivrigt slipper han hende igen og bevæger sig mod sengen, som står midt i lokalet.

Hun betragter ham stille imens han klæder sig af. Håret er farvet, men ansigtet afslører tegnene på tidens gang. Øjnene er grå. Ikke samme slags som Alex’. De virker mørkere. Er mørket grunden til hans skrifte?

”Kom, min kære,” siger han og afbryder hendes tanker. Han er blottet nu. Nøgen. Sådan som man skal være overfor Gud. Sårbar så Englen kan påtage sig den andens synd. Så synderen kan blive fri. Mon en dag Alex ville være synderen i rummet? At det ville være hans ansigt hun ser, i stedet for borgmesterens? Ville hun overhovedet se ham igen? Hun forsøger at lægge nattens minder om den fremmede væk, men de bliver ved med at dukke op. De må ikke være der. Hendes pligt er at overtage synden. Noget hun ikke kan hvis ikke hendes sind er tomt. Hvis ikke det er rent.

Hun glider let over gulvet med elegante skridt. Stiller sig foran ham. Næsten skælvende rækker han ud efter hendes kjole. Krænger stropperne af hendes skuldre, og lader den lange kjole falde til gulvet. En dyb lyd genlyder i rummet. Det er altid den samme lyd. Altid når hendes kjole rammer gulvet.

”Åh, Amanda! Du er så perfekt.” Med de ord træder Englen ud af kjolen og lægger sig på sengen. Lukker øjnene og forsøger at åbne sit sind for borgmesteren. Hun føler sengen give efter for hans vægt, før hun mærker hans ånde på hendes ansigt. Med sin ene hånd kærtegner han blindt hendes kind. Hun åbner øjnene brat. Han har ikke sagt ordene endnu. Det er ikke tilladt. De er blottet overfor Gud. Han skal sige ordene før han må røre hende. Ellers kan hun ikke modtage hans synd.

Måske ved han det godt selv, for han fjerner hånden hurtigt igen. Måske er det hendes øjne. Hvordan mon de ser ud? Har de nogen gnist, en sjæl, ligesom Alex’?

 ”Jeg beder Guds Engel om, at hun vil høre mit skriftemål og påtage sig synden efter Guds vilje,” siger han så, endelig, efter lang tid, hvor han blot stirrer på hende. Som udfordrer han hende. Som udfordrer han Gud. Kerub vil ikke tillade det. ”F-fortæl ikke nogen om hvad jeg gjorde,” tøver han. ”Min kone ved ikke, jeg er her.” Hun modstår sin trang til at rynke på panden. Selvom han bestemmer i dette rum, må han ikke blive grebet af hovmod. Kerub skal have besked, så hans hybris kan få sin rette nemesis.

”Åben din sjæl for Guds Engel i din mest sårbare stund, og lad byrden af synden hvile på hendes skuldre,” citerer hun og lukker øjnene endnu en gang.

Der går et stykke tid før han begynder, men hans energi er ikke som den plejer. Hænderne er i hvile og lader sig ikke rejse rundt på hendes krop. Lydene, som undslipper ham er næsten hule. Stødene er barske og en tåre triller ned af hendes kind, mens hun knuger lagnet for ikke at lade flere komme. Hun lader sig selv drifte væk og fokusere på at modtage synden i det øjeblik borgmesteren bliver mest sårbar. Når han blotter sig fuldstændig over for hende og Gud.

Med et brøl klasker han sammen over hende, og hun slår øjnene op. Ser direkte ind i hans. Ser sjælen og synden. Mærker hvordan hendes krop bliver tungere, som bliver der lagt noget tyngende over hende. Hun lukker øjnene igen og byder den velkommen. Tilføjer den sin egen sjæl.

”På vor Herres befaling påtager Guds Engel dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Hendes tone understreger, hvor indøvet sætningen er, men markerer også overfor borgmesteren, at skriftemålet er ovre. Med skælvende bevægelser rejser han sig fra hende. Sætter sig på kanten og stirrer ligefrem.

”D—” prøver han. ”Du siger ikke noget til Kerub, vel?” Hans stemme er fuld af falsk håb, som ved han allerede godt selv, hvad hun vil svare. Roligt kravler hun ud af sengen og fisker sin kjole op fra gulvet. Tager den på, uden at se på ham.

”Kerub ser alt,” siger hun så og peger. Han følger fingerens retning og opdager kameraet. Udtrykket i hans ansigt bliver forvrænget i frygt, men før han når at sige noget bliver døren slået op med et brag. Kerub står i åbningen. I hans ene hånd har han pisken. Han bevæger sig mod Englen først, og hun slår øjnene ned.

”Det er okay,” hvisker han til hende. Stemmen er blød. Behagelig. ”Gå ud og vask dig. Husk forladelsen i morgen.” Med de ord er hans fokus nu udelukkende på borgmesteren, som allerede græder. Hun ser sig kort over skulderen før hun går ud ad døren. Kerub har tvunget ham ned på knæ og står bagved ham med løftet arm.

”Bare rolig,” hører hun ham sige til borgmesteren. ”Din smerte er kun midlertidigt. Dine sår midlertidige.” Hendes ben fører hende væk fra dem. Hun ved hvad der vil ske nu, men alligevel sender smældet fra pisken et chok gennem hende. Et skrig genlyder gennem gangen. Forplanter sig i bølger. Hun har set afstraffelser før, men på en måde rammer denne hende anderledes. Det er blot midlertidigt gentager hun for sig selv. Fødderne sætter tempoet op, men hun når at høre fire smæld og fire skrig mere, før hun når sit mål.

 

Selve baderummet er ikke stort. Der er kun plads til fem Engle ad gangen, men lige nu er hun alene. Usikkert får hun sat sig på bænken og læner sig op ad væggen. Stirrer ud i rummet. Der er tre brusere monteret på muren overfor. En stor affaldsspand i en irriterende gul farve. Op ad væggen ved siden af hende står et bord, der er fyldt op med rene håndklæder og kjoler. Alle Engle bruger samme størrelse. Hun stiller sig op. Flår sin kjole af med en voldsommere kræft end planlagt og smider den ned til de andre i spanden. Den er ikke ren mere.

Hun skruer helt op for bruseren og træder ind under den. Vandet, der først rammer hende, er koldt. Langsomt bliver det varmere mens hun står med lukkede øjne under det. Venter på at varmen skal hjælpe på hendes ekstra byrde. Venter på at vandet skyller alle spor af borgmesteren væk.

Fra en lille hylde tager hun en svamp. Selv om dens udseende ikke byder ind til det, skrubber hun hver eneste millimeter af sin krop. Alt skal væk. Synden i sjælen er det eneste, som hun tager med sig fra borgmesteren. Fraværende stopper hun ved arene under navlen. De har sørget for at intet kan komme ud af akten. Intet udover en sjæl plaget af endnu en synd.

Når hun er færdig bliver svampen lagt på plads igen. Vandet slukker hun modvilligt for og vrider det værste vand ud af hendes hår. Dampen har gjort luften i rummet tung nu, men det generer hende ikke. Det minder hende om regnvejrsdagene. Roligt går hun væk fra bruserne og efterlader sig et vådt spor efter sig. Fra bordet tager hun det øverste håndklæde og begynder at tørre sit hår.

Hun er i gang med at kæmme det, da døren går op. Ud af øjenkrogen ser hun en anden Engel komme ind og tage sin kjole af.

”Godmorgen,” siger hun og lægger kammen fra sig.

”Jeg hørte en blive pisket, var det en af dine?” spørger Englen. Hun vender sig mod hende og ser hende ordentligt. Den anden Engel ligner hende, men ansigtet er plettet af fregner. Hun genkender hende. De er begge blevet Engle på næsten samme tid. Hendes nummer er 118.

”Ja,” svarer 107.

”Hvem var det?”

”Borgmesteren.” Munden formes som et lille O på den anden Engel. ”Vil du ikke sige til Kerub, at jeg går ind og sover, så jeg er frisk til forladelsen i morgen?” fortsætter hun og tager en ren kjole fra bordet.

”Skal du ikke påtage flere synder?” Hendes pande er som frosset fast i en sammenkrøllet mimik. ”Kerub vil—”

”Kerub vil lade mig sove,” afbryder hun. ”Jeg har ikke sovet i nat, og jeg har lige haft borgmesteren, og han valgte at vanhellige sin Gud.” Hun borer sine øjne ind i hendes, men afbryder det ved at trække kjolen over hovedet. Engel 118 snakker altid for meget. Noget hun aldrig kom af med fra sin discipel tid.­ Munden på hende bliver mast sammen til en tynd linje, før hun åbner munden for at svare.

”Jeg skal nok lade Kerub vide, du sover.”

”Tak.” Hun bevæger sig mod døren, men ser sig tilbage før hun åbner. ”Vi ses til forladelsen.”

 

Pladsen er lyst op af store projektører. De blænder mere end solen. Kerub står i midten, omringet af tolv pæle formet som kors. De står oprejst i en perfekt cirkel. Englene står spredt ud omkring dem. De er alle samlet her. Det skal de. Grå mænger sig med hvid, men de behøver ikke være her. Det er ikke en discipels pligt. Hun har overværet syv. Fem som discipel og to som Engel. Måske bliver hun valgt i dag. Hendes nummer er ved at være det laveste.

Blandt grå og hvid er andre farver. Det er folket. De nysgerrige af dem, og dem som vil genopleve syndernes forladelse. Hendes øjne flakker rundt mellem dem. Håbet om at finde en bestemt skikkelse blomstrer. Selvom det ikke burde. Selvom det ikke må.

Fra sin plads i midten rømmer Kerub sig, og en øredøvende stilhed indtræffer. Selvom han skal være ydmyg, har han altid sit mest overdådige tøj på til forladelsen. Hans øjne flakker rundt mellem tilhørerne. De gennemborer alt, som kan de se sjælene på hver enkelt på pladsen.

”Vær hilset alle sammen!” klinger hans stemme højt. Han råber ikke, men alligevel når den ud til hver eneste. ”Vi er samlet her for at ære Englene. For at hylde Dem i Deres opofrelse. Tolv Engle er klar til at udføre denne opgave i aften. De har påtaget folkets synder, og de hviler tungt i Deres sjæle. Men De gør dette for at helbrede vores verden. For at Gud igen skal se os som værdige og stoppe hans fortørnelse, der ligger som en sort sky over os alle.”

Han udnytter sin pause til at se rundt mellem de fremmødte. Til at lade ordene synke ind. Hun har hørt dem før, men måden han siger dem fanger hende hver gang.

”Jeg vil nu sige tolv tal. Hvert tal svarer til en af vores Engle, der skal sone for synderne i deres sjæl.” Hun holder vejret selv om hun ved, hun ikke burde. Det er en ære at blive en del af forladelsen. Men håbet fra før, får hende til at tvivle. Ville hun være tilfreds med at dø i aften, når hun håber på at se Alex igen? Når det eneste hun vil lige nu er at være på bakketoppen.

”81,” siger Kerub og den tilsvarende Engel går frem mod ham. ”87. 99. 101. 105. 108. 112. 117. 118. 120. 121. 124.” Hun synker klumpen i halsen og lader en forbudt taknemmelighed skylle over hende.

De tolv Engle står foran hver sit kors med ansigtet vendt mod Kerub, der står i midten. En discipel kommer med to spande og sætter dem ved den første Engel. Nummer 81. Disciplen rækker Kerub et par handsker, som han tager på. Op fra den ene spand tager han et søm og en hammer. Sømmet bliver dyppet ned i den anden spand, der indeholder en klar væske.

”Vi er dig evigt taknemmelige,” siger han lavere end før. Det er lige før hun ikke hører det. Englen nikker og løfter armene ud til siden, så det passer med korset. Han lader sømmets spids hvile roligt på hendes håndflade, før han slår til det med hammeren. Ansigtet på Englen bliver forvrænget i en voldsom grimasse, men ingen lyd undslipper hendes læber. Ingen lyd må. Han skal slå fire gange før det sidder dybt nok. Fra sin plads kan hun se noget sile ned fra hånden. Hun ved hvordan det ser ud tæt på. Det er en discipels opgave at vaske det væk om nogle dage.

Processen bliver gentaget med den anden hånd. Søm fra spand dyppes i væsken, hamret gennem hånden og ind i pælen. Denne gang kun tre slag. Hovedet på Englen begynder at hænge, og hun ved hvorfor. Det er den klare væske. Den er indført efter en Engel var i live i over seks døgn på korset. Nu bøder de med det samme.

Et længere søm bliver brugt til fødderne. Det skal trods alt gennem begge fødder før det når pælen bag. Da det sidste slag fra hammeren lyder, træder Kerub tilbage og skyder sine hænder i vejret. Som hjalp han Englens sjæl på vej til Gud.

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt os?” råber alle Engle og disciple i kor, med en sådan styrke, at det giver genlyd ud til resten af byen. Det er folkets råb om hjælp. Et håb om at afværge den næste katastrofe. Gøre Gud fornøjet så han endnu en gang kan kaste sin velsignelse over menneskeheden.

Kerub går videre til næste Englen og spandene bliver flyttet med. Søm. Væske. Hammer. Processen gentages igen og igen. Råbet om hjælp gentages.

”Har slet ingen af jer navne?” lyder en stemme ved siden af hende. Hun ved allerede hvem det er uden at kigge. Et smil breder sig på hendes læber. Hvorfor smiler hun? Forladelsen er ikke noget at smile af. Engle dør for folkets synder, og snart vil det også være hende.

”Det—” Hun stopper sig selv. Det er ikke respektfuldt at tale imens. Men alligevel, kan hun ikke lade være med at svare ham. ”Jeg skulle ikke have fortalt dig det. Kerub vil ikke—”

”Det er ham gutten med dræbersømmene og kæmpe hammer, ik?” Hun drejer hovedet for at stirre vantro på ham. ”Ja okay. Nok ikke lige den bedste måde at beskrive ham på. Undskyld,” siger han og lyder oprigtig. ”Min hjerne og mund kommunikerer ikke helt så godt i aften.” Hans øjne er anderledes. De udstråler noget, som får hende til række ud efter ham. Hånden lander på hans arm, og roligt lader hun sin tommelfinger køre frem og tilbage i en udefinerbar rytme.

Råbet om hjælp gentages igen, men hendes stemme er ikke blandt dem. Hun er opslugt af hans grå øjne. Noget i dem ændres brat. Han ser væk fra hende og ud på mængden. På Kerub. Han er nået til den sjette Engel.

”Det der bliver dig en dag,” hvisker han, med øjnene fastlåst på Englene. Ordene er ikke henvendt til hende, det ved hun. Det er hans tanker. ”Har du det okay med det? Er du klar til at… dø?” Hun fjerner sin hånd og når lige akkurat at være med i næste råb.

”Det er det, som Englene er udvalgt til, Alex.” Hendes øjne flakker rundt mellem Englene og ham. ”Jeg har altid vidst mit liv ville ende her. At det var midlertidigt.” Nu er det ham, der tager fat i hende. Uden at sige et ord trækker han hende ud til kanten af pladsen. Her kan hun ikke se noget og lydene af hammerslagene findes næsten ikke.

”Er det nok for dig? Det her… ødelagte liv? Hva? Er det nok?” Vreden skinner tydeligt igennem. Skinner gennem hans øjne.

”Hvis jeg ikke påtager mig folkets synder og soner for dem. Så dør vi alle,” siger hun stille, uden at se på ham. ”Guds vrede har forvandlet verden til et hav af naturkatastrofer. Værnet kan kun modstå så meget. Ved at gøre dette kan vi kurere verdenen.”

”Hvordan verdenen ser ud har ikke noget med Guds vrede at gøre,” hvæser han og knytter sine hænder. ”Hvis der er noget han skulle blive vred over, ville det være henrettelsen af unge piger!” Hun vrider sig fri af ham og borer sine øjne ind i hans.

”Henrettelse?” Hvordan kan han finde på at tænke sådan? ”D-dette er ingen henrettelse! Vi bøder for alt det I har gjort. Bøder for jeres fejl. Jeres overskridelser. Har du aldrig syndet, Alex?” Ved hver sætning rykker hun sig lidt tættere på ham. Retter ryggen. Hun er så tæt på, at hun kan mærke hans åndedræt. Først stirrer han på hende med store øjne, men så bliver det erstattet af et stort smil.

”Jo, jeg har nok syndet,” indrømmer han. ”Men derfor vejer det ikke i mit hjerte. For mig betyder mine handlinger, blot at jeg lever. Hele verdenen er døende. Måske er den mere midlertidig end…” Han tager en dyb indånding og kører sin ene hånd gennem håret. ”Men alt det her? Det virker bare lidt langt ude.” Et niende råb, får ham at spjætte.

”Det er fordi du ikke tror.” Smilet vokser, og han ryster på hovedet.

”Jeg tvivler på, at det er den eneste grund.” Han ser væk fra hende og træder et skridt tilbage. Klør sig i nakken. ”Jeg skal nok forsvinde nu. Undskyld, jeg har stødt dig, men jeg kan ikke...” Han vifter hånden i retningen af Kerub og Englene.

”Har du aldrig hørt om forladelsen før?” Forbløffelsen er tydelig i hendes stemme. Øjnene er igen på hende. Vreden i dem er fordampet.

”Hørt om den? Massere gange. Tror bare, at jeg valgte ikke at tro på det. At det blot var en historie.” Hun åbner munden for at svare ham, men endnu et råb genlyder og stopper hende. Hun vender hovedet mod midten af pladsen, selvom hun intet kan se, så ved hun præcis hvad der foregår.

”Synes du så stadig, at det blot er en historie?” spørger hun endelig og gør tegn til Englene.

”Nej. Selvfølgelig ikke. Ved faktisk slet ikke om jeg får sovet i nat. Det her er næsten som et…” Stemmen dør hen, men hun ved, hvor han vil hen med sine ord. Han tager fejl. Det er denne verden, som er et mareridt, og forladelsen er vejen til at bekæmpe det. ”Dine øjne fortæller mig, at du ikke er enig. Det er helt okay. Der er plads til meninger i denne verden, selvom den er ødelagt.”

”Alex…” Hun stopper idet at hun ikke ved hvad hun vil sige til ham. Hvad hun skal svare? Hans svar er at finde sit smil tilbage.

”Det er sjovt at du kan sige mit navn, og jeg blot har et nummer at kalde dig. Du er nødt til at få et navn. Hvis vi ses igen, altså,” siger han og ryster på hovedet. At se ham igen? Er det noget hun vil? Er det noget hun må? De eneste hun har set flere gange er hendes syndere. Ville Alex også blive sådan en?

”Kan du ikke bare give mig et?” spørger hun. Det er det Kerub vil have. De vælger er navn. Vælger hvem Englen skal være.

”Nej, det kan jeg ikke. Vis lidt mandsmod. Lidt rygrad. Vælg et navn til dig selv. Vælg hvem du vil være resten af dit liv.” Med de ord begynder han at gå mod porten, men da han er et stykke væk vender han sig om og vinker. Det er næsten som at se ham på motorcyklen forleden. Han vinker på præcis samme måde og har samme smørret smil malet i ansigtet. Skønt hun prøver at bekæmpe det, så bliver der dannet et smil på hendes egne læber. Han forsvinder ind mellem Engle, disciple og mennesker. Efterlader sig kun et eneste spor af at have været der. En smilende Engel.

Endnu et råb forlyder og hendes smil krakelerer. Gennem mængden kan hun nu skimte Kerub. Hun er sikker på, at nogle af menneskerne er gået. Alt hendes øjne fanger nu er gråt og hvidt. Kan de, ligesom Alex, ikke affinde sig med forladelsen? Ved de ikke hvad Englene ofrer for dem? Hun knytter hænderne. Den svage klang af hammerslagene skærer gennem hende, og hans ord runger i hendes ører. Det der bliver dig en dag.

Det tolvte og sidste råb ekkoer gennem pladsen. Det er første gang i aften hun selv vælger ikke at råbe med. Ubevidst træder hun tættere på midten igen. Kerub giver handskerne og hammeren tilbage til disciplen. Hun ved godt, hvor lang tid det tager at gøre dem rene. Det er næsten som om, stoffet suger alt til sig. Den gråklædte pige bukker til ham, før hun bevæger sig væk. Et øjeblik synes hun at fange en skælven i hænderne, men disciplen fortsætter med faste skridt. Måske har dette været hendes første forladelse?

Hun vender sin opmærksomhed tilbage til de tolv Engle. De virker næsten fredfyldte på korsene. Hovedet bøjet forover, så håret hænger frit og svajer i vinden. Projektørerne får de hvide kjoler til at lyse op, som stjerner på en nattehimmel. Men de røde plamager bryder den illusion. Det drypper stadig fra et par Engle. Dråberne, som rammer den voksende pyt på jorden i en bestemt rytme, afgiver en svag lyd. Som når hun ikke lukker ordentligt for vandhanen.

Pladsen er fuldstændig tom nu. Der er kun hende og Englene tilbage. En dag – snart – ville det være hende. Men noget i hende ulmer. En gnist eller glød. Noget hun har fået fra en anden. Et håb og et ønske, om ikke at ende der. Det er hendes skæbne at ende der, men hvad nu hvis hun ikke vil? Hun lukker øjnene og tager en dyb indånding. Selvom det ikke må, har det fundet fæste i hende. Flammen i hende er håb, og hvor kortvarigt hendes tid end er, så håber hun på at se Alex endnu en gang.

Ham, der er stolt af at synde.

Ham med de venlige grå øjne, der indeholder en gnist hun aldrig har set før.

Ham, som er den eneste konstant i hendes midlertidige liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...