Dystopian beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2018
  • Opdateret: 26 sep. 2018
  • Status: Igang
Et dystopisk drama, som tager dig med i en verden, du ikke har oplevet før. Rhea og Damyian er vidt forskellige men befinder sig pludselig på en og den sammen side.

0Likes
0Kommentarer
690Visninger

Author's note

Historien kommer til at bestå af to noveller dette er første del
AA

1. Prolog - afstraffelsen

Den larmende støj og de høje råb fra tilskuerne trængte dybt ind i Damyians ører mens han blev gennet ud i den store arena af to vagter. Sollyset blændede ham i øjnene da han trådte ud ad stenporten. Normalt ville han bevæge hånden mod hans ansigt for at skærme for solens blændende stråler, men vagterne have et fast greb om hans arme. Da han trådte ud ad porten, kiggede han rundt og så hvordan tilskuerne i arenaen gik mere og mere amok i deres sæder. En barriere af vagter med elektrostave og pistoler holdte dem i skak.

Damyians øjne fandt vejen mod det åbne areal der strakte sig ud foran ham. Arenaens ovale form strakte sig foran hans blik. Tribunerne som omsluttede hele arenaen var tæt pakket med et ophidset publikum. Den lyse sandjord var prydet med små kaskader af rimfrost, som den kølige januar nat havde efterladt. Mod hans vilje kunne han ikke tage øjnene fra det.

Han kunne mærke hvordan klumpen i hans hals voksede, hvilket gjorde det besværligt for ham at trække vejret ordentligt. Hjertet i hans bryst hamrede så hårdt at det begyndte at gøre ondt mod hans ribben og hans muskler begyndte at trække sig smertende sammen. Han have mest lyst til at løbe bort. Løbe hen i sikkerheden af sit hjem og gemme sig under hans dyne, men sådan ville det aldrig blive igen.

Tilskuerne blev tavse da et højt og skingert signal, pludselig fyldte hele arenaen og en stemme begyndte at snakke gennem en mikrofon.
”I dag, mine kære undersåtter.” stemmen tav og ventede på at alle tilskuere var stille inden han fortsatte. ”I dag skal vi være vidner til hvordan en afstraffelse.” han tav igen.
Sikkert for at gøre stemningen endnu mere spændt. Damyian tvang sig selv til at kigge ned i jorden, absolut besluttet på, ikke at kigge op mod glasburet i den modsatte ende af arenaen, hvor den talende mand befandt sig.

”Denne unge mand,” fortsatte han og gesturede ned mod Damyian og samtlige ansigter fulgte den samme retningen.
”Han har levet i vores gunst. Haft et tag over hovedet, haft mad på bordet. Alligevel valgte han at vende sig mod os, mod jeres kongefamilie, for at berige sig selv.” manden kiggede på sine undersåtters ansigter med tilfreds mine, nu havde han deres utvivlsomme opmærksomhed. Hans ene mundvig krøllede sig op i et lille smil inden han selvtilfreds startede på sin monolog igen.

”I sidste uge udnyttede han dog vores godmodighed. Som en af tjenestedrengene i min brors hus havde han samt hans familie gjort sig fortjent til vores tillid og vores beskyttelse, men dette var dog ikke nok. Nej! Damyian Thae!” snerrede han og pegede atter over mod Damyian, mens han hævede sin rungende stemme. ”Han valgte at stjæle fra min brors datter, og min højtelskede niece.” han holdte inde og lagde sit ansigt i sørgelige folder.
”Denne halskæde,”, råbte han og holdte en vidunderlig gylden medaljon halskæde frem. Medaljonen var sirlig graveret med små fine snørkler og i midten befandt sig fem klare og skinnende krystaller. Stemningen i arenaen blev mere anspændt og den føltes næsten elektrisk.

”Som alle ved er dette strengt forbudt. Det er strengt forbudt, hvor enhver, udover for storfamilierne at være i besiddelse af sådan noget! Alle jer – vores værdsætte arbejder har slet ikke brug for sådan noget, da vi udover vores overdådige kærlighed også skænker jer mad, hus, arbejde og sikkerhed.” sagde han og publikummet sugede ethvert ord til sig.

”Mine kære undersåtter.” sagde han med venlig stemme, inden han fortsatte. ”I dag er vi her for atter at vise jer alle sammen hvad der sker, når regler bliver brudt! Denne unge mand har brudt reglerne og vil nu komme til at bøde for det. Efter lang tids drøfter, tog mine mænd og jeg den beslutning at vi ikke kan henrette en på blot 14 år, men at han – ligesom alle andre – skal han kende sin plads og bøje sig for love. Beslutningen er derfor at han skal kravle! ” han råbte de sidste ord og menneskemængden i arenaen gik amok, jublede og overskænkede manden med klapsalver.

”Naturligvis.” fortsatte han og holdte en hånd op så mængden ville falde ned igen. ”Naturligvis, skal vi sørge for at bevare vores skønne samfund. Derfor har rådet yderligere besluttet, at familien Thae, efter i dag er bandlyst fra vores by og nu skal kæmpe for deres egen overlevelse i dødslandet, som vi alle ved, er umulig.” afsluttede han og satte sig ned i den højrygget stol bag ham mens han nød bifaldet.

Damyian kiggede op fra jorden, det sortnede for hans øjne, han troede at han ville besvime, men så venlig var skæbnen ikke imod ham. Vagterne ruskede hårdt i ham for at føre ham til midten af den markerede bane, som strakte sig fra den ene ende af arenaen til den anden. Angstsveden begyndte at boble på hans pande og han spændte i hele hans krop.

Med vidt åbne og paniske øjne kiggede han på banen. Han havde før hørt om den. Hans far havde fortalt ham om den, når han havde set andre kriminelle kravle den. Jorden som han snart skulle kravle på, var spækket med smertelige fælder, såsom hårde elektroniske stød, knive der pludselig stikker op fra jorden og borer sig i ens hud. Der var anbragt forskellige udløser på banen, og når man rørte dem – som slet ikke kunne undgås – blev man på brutal vis, mindet om at man havde brudt reglerne.

Hans mor havde aldrig ladet ham komme med for at se på en afstraffelse endnu, da hun syntes at det var for brutal en forestilling for en på blot fjorten år. I stedet stod han i dag selv på den forkerte side af banen, mens hjertet bankede højlydt bag hans ribben.

Startskuddet der blev fyret af rungede højlydt i arenaen og Damyian blev voldeligt kastet ned mod jorden. Hans ben og arme rystede med sådan en voldsomhed, at det tog ham et par sekunder før han genfandt dem og stod på alle fire foran den markerede bane. Han kiggede et kort øjeblik op på de to vagter, som befandt sig på hver sin side af ham. Begge to havde den samme sorte og tunge uniform på, men det var stadig tydelig at se at begge to var bredskuldret og veltrænet. Deres sorte hjelme som dækkede hele deres ansigt, skinnede blankt i solens stråler. De havde begge pisken klar i hænderne, klar til brug, hvis nu det gik for langsomt.

Publikummet var ude af sig selv og ventede med stor utålmodighed på at han skulle starte. Det krævede en stor koncentration at få sat kroppen i gang og få den flyttede fremad. Han lukkede øjnene og håbede på at det hele snart ville være overstået og at de forestående smerter ikke ville være alt for ulidelige. Han havde ikke noget valg. Hvis ikke han kravlede ville han – eller værre – hans familie, blive tortureret eller henrettet. Indtil videre havde vagterne heldigvis kun haft interesse i at slå ham med pisken eller el stav, da han – sammen med hans familie – sad fængslet de seneste dage. Hans krop rømmede sig stadig efter skaderne, men han tvang sig selv til at komme i gang.

Han nåede kun tre skridt på den kolde og hårde jord inden et voldsomt elektrisk stød gennemgik ham, fra hans venstre hånd og ud i enhver celle af hans krop. Han krampede voldsomt og sank ned i jorden med hovedet ned i den isende sandjord. Folket jublede. Han rejste sig på alle fire igen og kravlede videre. Han syntes at banen strakte sig i det uendelige. Atter en udløser! Denne gang borede sig noget spidst ind i hans ryg. Glædeligt havde han glemt alt om at farerne også godt kunne komme oppefra.

Et støn undslap ham. Han prøvede at få fat i odden der sad fast i hans ryg, da han pludselig kunne mærke genstanden forlade den. Han kiggede op. Vagten på hans højre side stod med den lille blodige od i hans hånd. Damyian nåede knap nok at registrere, at vagten have løftet pisken, som han nu kraftig smældede mod Damyians bare ryg. Han skreg og tårer af smerte samlede sig i hans øjenkrog. Hans ben var lige ved at give efter men han tvang sig selv til at fortsætte.

Det ene efter det andet strømslag borede sig voldsomt gennem Damyians lemmer og efterlod hans håndflader og knæ sort svedne og forbrændte. Hans hjerte slog så uregelmæssigt og hårdt at luften blev trukket ud af hans krop. Hans krop var vædet af sved og han havde svært ved at holde sig på arme og ben. Rysten som beherskede ham blev forværret voldsom for hvert strømslag hans krop tog i mod.

Modstridende kiggede han op. Halvvejs! Han skulle til at lukke et lettet støn ud da han pludselig mærkede en ekstrem varme mod hans højre ben. Han kiggede bagud og så at røde og orange flammer slikkede sig op ad det. Han skreg med sine lungers kraft mens han hurtig bevægede sig væk fra udløseren og ilden. Han rullede sig hysterisk rundt i sandet, til flammerne var slukket.

En uhyrlig og voldsom smerte bevægede sig fra det forbrændte kød til resten af hans ben. Skrigene tog han fat i det. Han kunne slet ikke udholde smerten. Ud af øjenkrogen kunne han se hvordan de to vagter nærmede sig. Voldsom fik det revet ham ud af hans sammenkrøbne position på jorden og lagde ham med maven ned mod jorden.

”Kravl!” skreg den ene og sendte sin pisk afsted mod Damyians ryg.
Smerten gennemborede hans ryg og brystkasse. Han rejste sig atter på alle fire, men var ude af stand til at bevæge sig fremad, og sænkede sit hoved. Endnu et slag ramte hans ryg og et mere lige efter. Han kunne se hvordan blodet dryppede ned ad siderne på ham. Han hev ivrigt efter vejr, en luften syntes ikke at nå hans lunger.

”Kravl” skreg vagten igen, eller måske var det den anden, Damyian kunne ikke høre forskel længere. Hans sanser var ved at forsvinde og efterlod ham forsvarsløst mod de mange smerter som nu beherskede hele hans krop. Med stor anstrengelse kravlede han videre. Endnu et strømstød! Han prøvede så godt han kunne at bevare kontrollen over sin krop.

Efter et par sekunder kravlede han videre. Han mærkede hvordan en spids dolk borede sig ind i maven på ham og han stønnede højt. Han kiggede ned, fandt dolken med hans hånd og trak den blodige genstand ud af maven. Følelsen da den spidse dolk forlod det åbne sår i hans mave, gav ham en ekstrem kvalme og han kastede svidende galde op. Han smed dolken ned i jorden og tvang sig selv til at kravle videre. Han kiggede atter op. Der kunne ikke være mere end ti meter nu fastslå han. Et skarpt slag ramte atter hans ryg. ”Hurtigere!” skreg vagten ham ind i øret.

Han flyttede lidt på sin venstre hånd og et voldsomt strømslag gennemgik ham. Vridende faldt han ned på jorden mens hans mund lukkede krampagtige skrig ud. Det lød slet ikke som ham selv, syntes han. Han kunne ikke mere! Sved blandet med blod dryppede ned af ham. Smerterne der gennemborede hans krop. Benet brændte så voldsomt og de mange strømslag gjorde at han ikke længere havde hans arme og ben under fuldkontrol. På dette tidspunkt ønskede han, at de `bare` havde henrettet ham. Den ene vagt ved hans side svingede atter med pisken og han kunne mærke hvordan læderet, borede sig dybere og dybere ind i kødet på ham.

Han skulle kravle videre! Han kunne ikke lade dem skade hans familie! Med de sidste kræfter rejste han sig atter op på alle fire og startede igen med at kravle. Den gennemborende smerte af endnu en od i hans ryg fik ham næsten til at give op. Han lukkede et højlydt skrig ud, da han kravlede den sidste meter.

Endelig kom han over banens slutstreg. Han faldt skrigende og grædende sammen på jorden. Hørte hvordan folkemængden havde nydt forestilling med ham i centrum. Han åbnede øjnene men kunne intet andet se end slørede skygger bevæge sig rundt om ham. Hans synsfelt blev mørkere og mørkere, lydende forsvandt i det fjerne. Han opgav at holde sig vågen og gav smerterne lov til at overtage hele hans krop. Han kunne ikke føle andet end den. Intet andet. Inden alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...