Dystopian beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2018
  • Opdateret: 26 sep. 2018
  • Status: Igang
Et dystopisk drama, som tager dig med i en verden, du ikke har oplevet før. Rhea og Damyian er vidt forskellige men befinder sig pludselig på en og den sammen side.

0Likes
0Kommentarer
684Visninger

Author's note

Historien kommer til at bestå af to noveller dette er første del
AA

4. På vej

Tusindvis af tanker kørte frem og tilbage i hovedet på Rhea, som en endeløs tornado der bare ikke sænkede farten og rev alt solidt og fast med sig og kun efterlod ødelæggelse og fortvivlelse. Hun kunne ikke finde hoved eller hale i tankestrømmen og ligeså snart hun prøvede at fæstne sin koncentration på en tanke, blev den afbrudt i samme sekund.

Hun sad sammen krympet på gulvet af toget, ved siden af sin bror og overfor hendes fætter Syed. Ingen af dem havde sagt et ord, siden de blev smidt ind i kupéen. Rhea trak sine ben op under hagen og smed armene beskyttende rundt om dem. Hendes arme var tilsølet med jord og hun kunne stadig fornemme den fugtige og sødlige smag af jord i hendes mund. Hun ønskede sig virkelig et glas vand for at kunne få smurt tørheden i hendes hals og mund og komme af med jordsmagen.

Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået siden de var blevet anbragt her og det gamle tog havde sat sig i bevægelse. Naivt og håbefuld havde hun bedt at toget ville give op på et eller andet tidspunkt, men dette skete ikke. Med små ryk her og der bevægede toget sig frem ad i uændret hast gennem den sorte tunnel. Kupéen blev oplyst af et par gamle neonrør, som kastede et hvidt og unaturligt lys på dem og som hendes øjne havde været længe om at vænne sig til.

Om og om igen prøvede hun at fremmane de passende billeder til aftens forløb, men det hele virkede så uklart som om man så det igennem matteret glas. Uklart og sløret. Det hele var gået så hurtigt. Hun huskede det høje brag der pludselig fik jorden under hende til at brage. Den nydelige græsplæne der pludselig skød ryg og kastede menneskerne – som befandt sig på plænen – gennem luften.

Nogen af dem var heldig og var kun blevet kastet gennem luften, andre fik sprængt både arme og ben af. Hun fremkaldte det tumult der var opstået bag hendes lukkede øjenlåg. Skrigende og grædende mennesker over alt og hun selv kunne ikke gøre andet end at stå som en statue og se på.

Hun havde haft lyst til at løbe men hendes ben havde ikke adlydt kommandoen. Hun havde klamret sig til Jarrel med alt kraft, indtil ham fyren med de blå øjne var kommet og havde stukket en dolk ind i maven på Jarrel. Han tog hende med sig og med alt kraft prøvede hun at råbe efter hjælp men hendes stemme havde forladt hende og der var ikke kommet andet ud end et par hæse luftstød.

Hun åbnede øjnene og kiggede over på sin fætter, som sad og stirrede tomt ud i luften. Flere forskellige udtryk spejlede sig i hans øjne. Vrede, arrigskab, beslutsomhed. Hans mørke øjne så ud til at være fast besluttet, på hvad, var Rhea dog ikke klar over. Hun vendte hovedet og kiggede over mod sin bror. Han sad som forstenet og virkede nærmest… rolig?

Hendes tankestrøm blev pludselig afbrudt da døren til kupéen åbnede sig og tre personer kom ind efter hinanden. Pigen som var med var sikkert på samme alder som Rhea. Hun havde langt, lyst og spejlglat hår og hendes ansigt havde kraftig fremtrædende grønne øjne. Hendes sorte kamptøj var fyldt med et let lag af jord over det hele. Hun udstrålede en selv sikkerhed, som Rhea kun kendte fra sig selv når hun kommanderede andre rundt, men på pigen brød hun sig slet ikke om det.

Efter hende kom der en ung fyr trædende ind. Han havde næsten det samme sorte kamptøj på som pigen, men hans dolk og pistol var dog stadig fastgjort til hans bælte. Han havde det samme lyse, skinnende hår som pigen og de samme iagttagende grønne øjne, de kunne ikke være andet end søskende, tænkte Rhea. Dog var fyrens ansigt en smule rundere end pigens, som var mere smalt.

Til sidst kom ham fyren, som havde kidnappet Rhea. Hun kunne mærke hvordan angsten atter gjorde forsøg på at bryde ud, og det løb hende koldt ned ad ryggen, blot ved synet af ham. Hendes øjne begyndte at svie. Hun glippede et par gange med øjnene, hun nægtede at begynde at græde. Fyren var iklædt et par gamle, sorte og forvaskede jeans, en sort t-shirt og ovenpå en slidt læderjakke. Ligesom den anden fyr bar han også et bælte med fastgjorte våben. Han lænede sig mod vinduet overfor hende.

Han lagde armene over kors og Rhea kunne se hvordan hans muskler begyndte at spænde i armene på ham. Hans isende blå øjne kiggede frem og tilbage på de tre og ligesom hans to følgere havde han et let lag af jord i det mørke, pjuskede hår.

Pigen med det blonde hår smed et eller andet imod Rhea og de to andre, som hun sad sammen med, uden at værdige dem et blik. Ligesom Rhea altid havde gjort overfor hendes ansatte, men at stå på den anden side af billedet var dog ikke nær så sjovt. Rhea satte et pokerface på, besluttet på ikke at lade sig anmærke hvordan angsten i hende var ved at overtage hende.

Til hendes store begejstring så hun dog at det var et par flasker med vand pigen havde kastet imod dem, hurtig snuppede hun en og drak hele dens indhold. Godt nok var det ikke så koldt og det hjælp heller ikke så meget på den klamme jordsmag men i det mindste føltes hendes hals ikke længere som sandpapir.

Mayka tog ligeledes grådigt imod det tiltrængte vand mens Syed bare sad og nedstirrede de tre personer med et giftigt blik. Rhea satte låget tilbage på flaskens hals og begyndte nervøst at lege med den mellem hendes hænder, bange for hvad der nu måtte komme.

”Havde I tænkt jer at sige noget eller vil I bare stå og glo?” det var Syed der med sin gennemtrængende stemme afbrød stilheden. De tre andre kiggede på hinanden.
”Hallo!” sagde Syed med løftet stemme og i et bestemmende tonefald, mens han rejste sig op på benene og skulede faretruende mod de tre andre. Rheas mod havde tilsyneladende forladt hende total, hvis hun op til nu overhovedet, nogensinde havde været i besiddelse af det, tænkte hun.

Pigen med det lyse hår kom styrtende og faretruende imod Syed med en løftet dolk, som Rhea slet ikke havde lagt mærke til hun havde.
”Blaze.” sagde fyren med de blå øjne med rolig og hæs stemme.
Modstræbende stoppede pigen - der åbenbart hed Blaze - op og sænkede dolken. Syed foldede sine hænder i næver og Rhea kunne tydelig se hvordan hans overilede temperament var ved at komme op til overfladen.

”Hvor tager I os hen? Hvem er I? Hvad er det I er ude på?” brølede han og trådte et skridt nærmere på de tre fremmede. Rhea havde kendt Syed hele sit liv og vidste hvor kort en lunte han havde og hun så til med bange anelser mens hun tydeligt kunne se at tålmodigheden var brændt væk i ham. Han stormede hen mod dem og kastede sig over den lyshåret dreng og sammen væltede de ned på det hårde gulv.

Hurtigt kom Blaze og den blåøjede hen mod de to vridende personer og fik dem skilt fra hinanden. Heftigt blev Syed taget i kraven af den mørkhårede fyr og han kastede ham hårdt ned i gulvet bag sig. Rheas øjne skulle skynde sig for at følge med og hun kunne se hvordan Syed kom op på alle fire og spyttede blod ned mod gulvet, så var han altså blevet slået. Rhea havde slet ikke lagt mærke til det, da episoden skete så hurtig.

”Vi har…” begyndte Syed med hård stemme, mens han atter rejste sig op på benene. ”Ret til at vide hvad I vil!” han brølede atter de sidste ord ud i kupéen og små spytklatter med blod forlod hans mund samtidig. Den lyshårede fyr var atter kommet op på benene men så ikke ud til at være kommet til skade.

”Du har ikke ret til noget som helst her!” råbte Blaze tilbage til ham. Syed rankede ryggen og lagde sit jeg-bestemmer, ansigt på.
”I ved godt hvem jeg er og jeg forlanger…”, råbte han, mens han atter var på vej over mod gruppen med knyttede næver.
”STOP!” råbte Rhea, som nu også var kommet op på benene. Forsamlingen kiggede overrasket på hende og Syed blev stående med det samme. Hvor hun have fået den kraftige stemme fra lige pludselig vidste hun heller ikke, men hun prøvede at genfinde den.

”Det er jer der har kidnappet os.” sagde hun med hendes stålfaste stemme, glad for at den åbenbart ikke have forladt hende helt.
”Det er jer som har taget os med her og vi forlanger at få af vide hvorfor!” afsluttede hun og kiggede frem og tilbage på de tre.
Et halvkvalt fnys undslap Blaze og Rhea sendte hende et giftigt blik. Hun stillede sig overlegent overfor Rhea.
”Du fatter det ikke vel prinsesse?” sagde hun med ren gift i stemmen.
”Du er ikke hjemme længere, du har ikke ret til at forlange om noget som helst.” hendes stemme var så kold, så faretruende at den fik Rhea til at skælve indeni, men hun holdte hendes blik fast med Blazes og prøvede at lægge så meget had i det som muligt.

”Så er det godt!”
Det var den mørkhårede som afbrød dem.
”Blaze, kom her.”
Hun slap blikket fra Rhea og stillede sig ved siden af fyren.
”Hør, vi kan naturligvis ikke fortælle jer alt,” startede han.
”Jeg hedder Damyian, det er Kaito og det er Blaze.” fortsatte han.
”Vi har kidnappet jer af den simple grund…” han holdte inde og så ud til at overveje sine ord grundigt. ”For at få Great Hollows regering til at vælte.” sagde han mens han pustede luft ud.

Nu forstod Rhea ingenting mere, hvad havde de med den at gøre?
”Hvad mener du? Hvad har I med regeringen at gøre? I er vel fra de ydre ringe” spurgte Rhea. 
Damyian kiggede på hende med sine blå øjne og hun var lige ved at fjerne blikket men holdte det dog.
”Det var vi engang.” sagde Damyian
Rhea rynkede øjenbrynene.
”Hvad?”

”Vi var stort set alle sammen engang beboer af byen. Vi er dem som i årenes løb er blevet bandlyst fra byen.” afsluttede Damyian med iskold stemme.
Rhea gispede. Det kunne ikke passe. Hun havde aldrig hørt at nogen overlevede dødslandet som befandt sig bag murene. Eller var det bare en løgn hun havde fået af vide?
”Det er umuligt!” det var Syed som med vantro øjne kiggede på dem.
”Ingen har nogensinde overlevet dødslandet.” fastslog han.
”Og alligevel står vi her.” sagde Damyian og vendte blikket mod Syed.
”Vi har aldrig hørt om at nogen har overlevet dødslandet.” indskød Rhea og Damyians blik fangede atter hendes.
”Naturligvis ikke. Det ville de regerende aldrig indrømme. Ikke engang overfor jer. Men tro mig det er der.”
”Hvor mange?” spurgte Rhea nervøs, hun kunne mærke hvordan stemmen truede med atter at forsvinde.
”Hvor mange, hvad?” spurgte Damyian.
”Hvor mange bandlyste er I?”

En højlydt og sarkastisk latter undslap Blaze, som om det var det dummeste Rhea overhovedet kunne spørge om. Rhea kiggede på hende med et blik der var skarp som syre, så skarp at den kunne ætse sig igennem ens hud. Hun have kun lige mødt hende og vidste allerede nu at hun aldrig nogensinde ville bryde sig om den lyshårede pige.

”Det spørger du ikke seriøst om?” spurgte hun hånende og trådte et skridt nærmere, men blev med det samme holdt tilbage af sin bror der havde lagt en hånd på hendes skulder.
”Hver dag smider Great Hollow mennesker – endda hele familier – ud foran deres mure, i håb om at bevare deres latterlige ide om gode gener og dårlige gener, tror du virkelig at alle de mennesker der bliver smidt ud, dør?” spurgte hun hånligt.

Rheas mave trak sig sammen. Hun havde aldrig regnet med at folk rent faktisk kunne overleve dødslandet.
”Hør.” det var Damyian der atter overtog.
”Det kommer ikke sagen ved hvor mange vi præcis er og vi har heller ikke et præcist tal på hvor mange det er. En del af dem som krydser dødslandet afviser at komme med og bo i byerne.”
”Byer?” for første gang sagde Mayka noget og kiggede op på Damyian med overraskede øjne. Forskrækket kigget Rhea ned på sin bror, som stadig sad nede på gulvet, hun havde glemt alt om han også var der.
”Ja. Havde I virkelig regnet med at Great Hollow er den eneste by i hele verden?” Damyian lød ligeså overrasket som Rhea følte sig.

Måske havde det været naivt, men ja, hun havde altid troet på at Great Hollow var den eneste by tilbage i verden. Hun havde aldrig skænket de bandlyste en tanke, at de måske selv opbyggede civilisationer ud af de ruiner, som krigen havde efterladt. Hun følte sig en smule dum, at hun aldrig havde tænkt tanken. For hende var hun verdens cemtrum, sådan havde det altid været og den inderste ring i Great Hollow havde været hele hendes univers. Hvordan kunne hun havde været så naivt? Straks kom de dystre tanker om hvor meget hendes far, hendes familie havde holdt hemmelig for dem.

”Det troede I virkelig?” fortsatte Damyian, som svar på deres ansigtsudtryk.
”I over 300 år har Great Hollow bandlyst folk. Revet familier fra hinanden på mest brutale vis, naturligvis er der andre byer i denne verden, det sørgede jeres forældre og jeres forfædre for.”
”Hvis det du siger er sandt så havde Great Hollow for længst fundet jer og destrueret de byer. I har dårlige gener der er en grund til at I eller en i jeres familie – sammen med jer – er blevet bandlyst. De ville ikke bare lade jer leve.” indskød Syed.
Rhea var tilbøjeligt til at give ham ret, der var jo en grund til at disse mennesker og deres familier var blevet bandlyst.
”Selvfølgelig ved de at der er overlevende! Vi er gode til at undgå dem, nu er det heller ikke fordi de leder så meget efter os. Endnu. Men Great Hollow lever – som de altid har gjort – i en naiv drøm at de er verdens centrum og intet udefra nogensinde ville kunne ødelægge dem. De regner med at resten af jorden er ubeboeligt, hvilket naturligvis også er løgn.”

Rhea kunne mærke hvordan al farven forlod hendes ansigt. Hun tog et par skridt baglæns og lænede sig op ad vinduet. Den panik der havde taget fat dybt indeni hende var for alvor ved at finde vejen frem mod overfladen.
”Jeg har brug for et toilet.” fremstammede hun og kiggede på de andre.

Damyian kiggede over på hende og gjorde et kort nik med hovedet, som tegn på at hun skulle følge med ham. Hendes ben satte sig tungt i bevægelse, de føltes som om de var limet fast til gulvet og kvalmen samt svimmelheden gjorde det ikke nemmere for hende. Det rystende tog hjalp bestemt heller ikke. Med stor omhu holdte hun fast til de afpillede sæder med hænderne, så hun kunne støtte sig.

Døren åbnede sig for dem og de kom ind i endnu en kupé, der lignede fuldstændig den anden. For enden af denne var der endelig et toilet. Damyian åbnede døren og vendte sig om mod hende mens hun med besvær fulgte efter ham. ”Jeg kan vel selv gå på toilet?” spurgte hun forskrækket og trådte et skridt tilbage.
Et lille smil krusede på hans læbe. ”Ja, der er ingen måde du kan flygte på derinde fra, jeg venter bare her.” Hun sendte ham et irriteret blik gik ind og lukkede døren bag sig.

Rummet var ikke større end man lige kunne vende sig rundt og desværre have han ret med at det var umulig for hende at flygte, der var ingen vinduer. Skuffelsen bredte sig en smule i hendes krop. Selvom hun ikke engang havde vidst hvad hun skulle havde gjort, havde hun haft mulighed for at flygte. Hun vendte sig mod spejlet og kiggede forskrækket på hendes eget ansigt. Hendes éngang så nydelige makeup hang alle andre steder end hvor det skulle, hendes hår var så filtret at hun var bange for, at hun aldrig ville få det redt ud igen. Hendes lyse hud i ansigtet var fyldt med jord og skidt. Kvalmen steg atter op i hende, hun vendte sig hurtig rundt mod toilettet og kastede op.

Åndeløs sad hun på det beskidte gulv mens tårerne trillede ned over kinderne på hende. Det hele var simpelthen for meget for hende. Hendes hoved var ude af stand til at bearbejde alle de nye informationer hun havde fået, alt det der var sket på blot én dag. Hele hendes verden smuldrede for øjnene af hende. Det bankede let på døren og hun kiggede forskrækket op, hvor lang tid var der gået?

 

”Er du okay?” spurgte Damyian gennem døren.
Rhea rømmede sig og kom besværet op på benene.
”Ja. To sekunder.” svarede hun.
Hun tændte for vandet i hanen og smed det i hovedet, skrubbede så hårdt hun kunne på hendes kinder med knoerne – for at få alt skidtet af – indtil de var blodrøde. Hun betragtede sig selv kort i spejlet og hun fik en underlig nøgen fornemmelse af ikke at have noget makeup på. Hendes hasselbrune øjne, som kiggede tilbage på hende, var underlig matte og havde mistet den gyldne farve. Hun viskede de sidste tårer væk fra kinderne og tog en dyb indånding. Du er en Winhya, huskede hun sig selv på. På denne måde viser vi styrke, og rebellerne ville ikke havde nogen svagheder at sigte efter, hendes fars ord gav genklang i hendes tanker.

 

Da Damyian og hende atter vendte tilbage i kupéen, var Syed og Blaze midt i en heftig diskussion.
”Så er det nok!” råbte Damyian ad dem, mens han med hastige skridt nærmede sig dem og stillede sig imellem de to. Med tunge skridt kom Rhea frem til de andre og lænede sig atter mod den kolde rude, selvom hun lige havde fået koldt vand i hovedet, følte hun stadig at hun var ved at brænde op.


”Hør her.” startede Damyian, ”Vi er bare kommet for at give jer disse.” sagde han mens Blaze og Kaito trak deres rygsække af skuldrene og smed dem foran Rhea og de to andre på gulvet.
”Jeg ved at alt det her er meget, og ja, I er vores gidsler lige nu, men der er ingen her…” hans blik hvilede på Blaze, som himmelvendte øjnene. ”Som gør jer fortræd. Vi er trods alt ikke ligesom lederne i Great Hollow. Se nu at få spist og sovet en smule, om et par timer ville vi være fremme ved vores mellemstop.” afsluttede han.

 

Damyian og de andre skulle lige til at vende sig om og gå, da Rhea brød tavsheden. ”Vent. Hvor skal vi hen?” spurgte hun.
”Til New Napoli” svarede Damyian og vendte sig atter om mod dem. Rhea var nær ved at tabe kæben.
”New Napoli?” spurgte Rhea men hendes stemme knækkede og hun kiggede ned mod sin bror.
”Som i Italien, fra den gamle verden?” afsluttede Mayka. Damyian gav dem et kort nik og bevægede sig mod udgangen af kupéen sammen med de to andre i hælene.

 

Lidt betuttet stod Rhea tilbage sammen med de to andre og kiggede mod døren hvor Damyian, Blaze og Kaito netop var forsvundet ud af.
”Det kan ikke passe.” det var Mayka som sagde noget først.
Rhea vendte sig om mod hendes bror og så hvor fattet han enlig virkede, hvis man betragtede situationen. Eller var han ved at gå i chok?
”Jeg er sikker på at far og onkel Nolan nok snart ville finde os.” sagde Rhea og bukkede sig ned så hun sad overfor Mayka, men desværre lagde hun mærke til at hun ikke lød så overbevisende som hun enlig gerne vil. Gud ved, hvor længe de har planlagt dette kup, og det var helt sikkert planlagt ned til de mest hårfine detaljer.

Hele hendes liv havde hun været beskyttet af murene rundt om den inderste ring og de vagter som fulgte med hende og familien, men nu var hun altså blevet kidnappet. Det var som om at tanken først nu fandt vej frem gennem hendes sind og denne skrækindjagende tanke borede sig nu længere og længere ind i hende, som et træ der begynder at slå sine store og tunge rødder ned i jorden, for at være sikker på at blive der hvor den var. For første gang i hendes liv følte hun sig fuldstændig hjælpeløs og uden nogen form for magt. Det løb kold ned ad ryggen på hende og hendes nakkehår rejste sig.

”De skal nok få som de fortjener! Alle sammen!” sagde Syed mellem sammenbidte tænder, hans øjne slog lyn. ”De kan ikke bestemme over os, vi er medlemmer af den royale familie, jeg skal arve tronen en dag. De ved slet ikke at de ikke længere kan bunde! Det er en flok bortviste der slet ikke ved hvad de har gang i!” sagde han ud i rummet.
”Jeg tror de ved præcis hvad de laver.” svarede Rhea og kiggede op på sin fætter. Hvis hans øjne kunne havde slået ihjel, var hun ret sikker på at hun i dette sekund var død.
”Hvad? Hvad snakker du om din dumme tøs.”
Rhea himmelvendte øjnene, hendes fætter og hende havde aldrig været de bedste venner, hun foragtede ham og hele hans person. Han var den eneste der turede at være nedladende til hende, men kun når de var selv, var der andre rundt omkring, var han som udskiftet og den største røvslikker. Rhea knyttede hendes næver sammen i et forsøg på at genvinde kontrollen.

”Du skal ikke sige dumme tøs til mig.” snerrede hun ad ham.
”Prøv for en gangs skyld at bruge dit hoved, Syed! De er kommet ubemærket ind i den inderste ring, deres forfædre og dem har opbygget tabte civilisationer rundt omkring i Europa. Tror du virkelig at de ikke ved hvad de bevæger sig ud i? Jeg tror bestemt ikke at de er primitive, tænk bare på hvor mange videnskabsfolk, ingeniør, mekaniker og tusindvis af andre der er blevet bandlyst! Disse mennesker har fået den bedste læring hos os og taget den med udenfor murene og bruger den nu imod os.”
”Uanset hvem de er og hvad de kan, så kan de ikke måle sig med os.” sagde Syed og hans blik formørkedes.
”Åh, det har de allerede.” sagde Rhea tonløst.

Rhea kunne se hvordan hendes fætter begyndte at spænde i samtlige muskler. Pis, tænkte hun. Nu er den galt. Som en furie rejste han sig op og med to skridt var han hos Rhea. Hans højre hånd lukkede sig om hendes smalle hals og uden meget anstrengelse, fik han hende op på benene og trykkede hendes hoved voldsomt mod ruden. Hans fingre klemte endnu mere rundt om halsen på hende og Rhea kunne mærke hvordan adgangen for luften ned til lungerne, blev nægtet.

”SYED!” Mayka var kommet op og stå og kiggede forfærdet på sin fætter. Han gik rask hen mod dem og prøvede at få fjernet Syed fra hans søster. Men ikke blot var Syed mere end et hoved højre end Mayka han var også meget stærkere og den næve som ramte Maykas ansigt sendte ham tumlende tilbage og blodigt ned i gulvet. Syed vendte atter sin opmærksomhed mod Rhea. Hans årer i tindingen var tydelig opsvulmet, det gjorde de altid når han var galt, men dette var noget andet. Godt nok havde Syed altid været en pestilens, men aldrig før havde Rhea været bange for ham. Ikke før nu.

”Du skal ikke fortælle mig hvad de kan og ikke kan!” han råbte så højt ad hende at det gjorde ondt i ørene. ”Bare fordi at du åbenbart har givet op. Tsk, ikke at det undrer mig du er bare et dumt pigebarn. Men du skal ikke belære mig om noget, du ikke engang har forstand på!” han brølede hende direkte ind i ansigtet og hun lukkede øjnene. Hendes luft var ved at være opbrugt og hun begyndte at se små sorte prikker flimre for øjnene af hende. Desperat prøvede hun at befri sig fra Syed greb, men det var ikke til nogen nytte.

”Fatter du det?” brølede han hende ind i ansigt imens hans greb om halsen, blev endnu strammere. Han sørgede for at havde ordentlig fat inden han voldsomt bankede Rheas baghoved mod den kolde rude.

Hun kunne straks se hvordan det begyndte at flimre for øjnene af hende og svimmelheden trådte til med det samme, sammen med en dunkende smerte fra hendes baghoved. Hun mærkede tydeligt hvordan en varm væske løb ned ad nakken på hende. Hun fik lige åbnede øjnene da hun fik øje på en skikkelse bag Syed. Ude af stand til at sige noget stirrede hun ligefrem og mærkede hvordan Syeds hånd pludselig slap hende, mens han blev slynget op i luften, for hurtig at lande hårdt på gulvet. Rhea sank ned på knæ og gispede voldsomt efter luft. Hun tog sig op mod baghovedet. Hun mærkede tydeligt hvordan blodet havde gjort hendes hår vådt og da hun trak hånden frem for at se på den, var den dækket med den røde og tykke væske. Det fik det til at vende sig i maven på hende. Mayka var over hos hende i løbet af et splitsekund og tog forsigtig hendes ansigt i sine hænder og kiggede bekymret på hende.

”Hvad fanden sker der?” det var en ru stemme der skar sig ind i Rheas ører. Hun kiggede op og kneb øjnene sammen for bedre at kunne fokusere. Det var Damyian og Kaito som stod og kiggede forskrækket på dem. Syed lå sammenkrøllet på gulvet med hænderne bundet sammen bag ryggen.
”Det kommer ikke dig ved!” råbte Syed med sin ubrydelige stædighed.
”Det kommer os i hvert fald noget ved, når du er ved at tage livet af din kusine!” det var første gang at Kaito sagde noget. Han kiggede på Syed som var han det klammeste han længe havde set.
”Tag ham ud i kupé 3, der kan han være for sig selv.” sagde Damyian over skulderen mod Kaito, som straks fik Syed op på fødderne og skubbede ham voldsomt ud af kupéen, hvor de befandt sig. I samme sekund kom Blaze ind med en lille hvid, slidt kasse som hun overrakte til Damyian.

”Kan jeg lige se på hende?” spurgte han Mayka med rolig stemme.
Mayka rykkede sig en smule til siden så Damyian kunne komme til. Rheas øjne prøvede at fokusere på de to foran hende men det hele var en smule sløret og den intense ringen for hendes ører gjorde det ikke nemmere at koncentrere sig. Damyian satte sig ned på knæ og løftede forsigtig hendes ansigt for at se hendes hals. Et lille smertende gisp undslap hende.

”Undskyld.” sagde han stille. Han rejste sig en smule og tog Rheas ansigt og vendte det en smule. Hun kunne havde skreget for smerterne der fór hende gennem halsen ved bevægelsen, men hun bed sig selv i læben for at undertrykke det. Hun kunne mærke hvordan hans hænder forsigtig prøvede at finde frem til såret på hendes baghoved. Han slap hende og gav sig til at rode ned i den hvide kasse. Han fandt to forskellige bøtter frem. ”Her, brug denne her…” sagde han og holdte en lille gennemsigtig bøtte frem, med blålig salve. ”Til såret på hovedet og denne her til halsen.” sagde han og holdte en anden lille rund bøtte frem med noget gulligt gelé indeni.

”Her jeg skal nok tage dem.” sagde Mayka da Rhea ikke reagerede hurtigt nok og tog bøtterne fra Damyian. ”Du burde lægge dig til at sove, du har fået en hjernerystelse, ” sagde Damyian mens han rejste sig og samlede kassen op fra gulvet. ”Bank på døren hvis der er noget.” afsluttede han, rettet mod Mayka og forsvandt atter igen, sammen med Blaze.  

Mayka åbnede bøtten med det blå indhold først og kom det forsigtig på det åbne sår, som befandt sig på Rheas baghoved. Hun kunne straks mærke hvordan det klistrede stads filtrede sig ind i hendes hår, trods Maykas forsigtighed. Han åbnede bøtten med den gullige gelé og en behagelig duft af forskellige krydderurter fandt vejen ud.

”Forsigtig.” sagde Rhea og Mayka gjorde sit bedste for at være forsigtig, men hendes hals var så øm at enhver lille bevægelse gjorde ondt på hende. Hun bed sig på læben for at undgå at lukke flere smerte lyde ud. ”Sådan.” sagde Mayka og rykkede sig en smule tilbage, nærmest for at tjekke om han nu også havde gjort det rigtigt. Han sænkede blikket og rømmede sig en smule.

”Jeg er ked af at jeg ikke kunne hjælpe.” sagde han og undgik hendes blik.
Rhea kneb sine øjne lidt sammen, hun havde stadig lidt svært ved at få hendes øjne til at fokusere.
”Han slog dig ud. Du prøvede.” sagde hun og tog sig blidt til halsen, bare at tale gjorde vanvittigt ondt, som om hendes stemmebånd blot var et par strimler sandpapir som gned sig op og ned ad hinanden. Hun prøvede at gøre en synkebevægelse men det var umuligt for hende.

Hun kiggede sørgmodigt ned på sin bror som stadig hang med hovedet. Hun havde enlig altid frydet sig over når han sad sådan og skammede sig som et lille barn, der havde gjort noget det ikke måtte, men denne gang var det anderledes. En trist følelse voksede sig frem i hendes inderste, hun var overbevist om at han rent faktisk mente det og det fik hende til at føle sig endnu være. Hun havde aldrig skænket ham særlig meget opmærksomhed og var led overfor ham, men her prøvede han altså at beskytte hende fra deres psykopatiske fætter og havde det dårlig over at han ikke havde klaret opgaven. Den sure smag af bebrejdelse og en smule selvhad lå bagerst i hendes mund.

”Mayka,” frembragte hun hæs, han kiggede op, ”Du kunne ikke havde gjort noget. Det er okay.” forsikrede hun, ham om. Hun fastholdte hans hasselbrune øjne og så, til sin overraskelse, hvor meget hans øjne mindede om hendes, som om hun for første gang kiggede på dem. Hun fik en pludselig trang til at lægge hovedet i skødet på ham, noget hun aldrig har haft lyst til før, men lige nu kunne hun godt bruge noget familiært omsorg. Hun slog tanken ud af hovedet og gav sig i stedet til at rode i den ene rygsæk.

Hun åbnede rygsækken og vendte den om så indholdet væltede ud ad åbningen. Noget forskelligt tøj kom til syne. Hun lagde rygsækken ved sin side og begyndte at studere tøjet, mens Mayka gav sig til at undersøge indholdet på den anden rygsæk.

”Mad!” udbrød han glad og viste indholdet til Rhea. Der var nogle æbler, tre flasker vand – siden de jo enlig havde været tre – lidt brød og noget andet frugtlignende hun ikke vidste hvad var. Synet af maden fik det til at vende sig i hendes mave og hun nøjedes med en flaske vand i stedet, som hun lagde i skødet af sig selv. Rhea og Mayka – som nu havde et æble mellem tænderne – undersøgte tøjet sammen. Hurtig fandt hun frem til tøjet i hendes størrelse. Et par sorte jeans, med hullede knæer, en falmede, turkis langærmede t-shirt, nogle slidte sorte læder støvler og en mindst ligeså slidt, tynd læderjakke.

Hun ønskede sig inderligt et bad inden hun skiftede til det andet tøj, men der var ikke rigtig andet at gøre. Det var rart at komme ud af kjolen, som siden de var blevet kidnappet havde siddet klæbende mod hendes svedige ryg. Forsigtig tog hun den smukke hårspænde ud ad håret som hun lagde i en lomme på læderjakken. Hun kom i det nye tøj – bortset fra jakken, den kunne hun bruge som pude – og satte sig atter på sin plads med ryggen hvilende mod væggen. Mayka var også kommet i et par hullede cowboybukser, en grå t-shirt og nogle tunge udseende, sorte sko. Hun pakkede resten af tøjet tilbage i rygsækken og kiggede til hendes venstre side hvor hendes bror sad og gumlede på en skive brød.

”Tror du de allerede leder efter os?” spurgte Rhea og hvilede sit hoved sidelæns mod væggen så hun kunne se Mayka.
”Ja.” svarede han tyggende.
”Jeg mener det skal de vel. De har brug for os. Vi er efterkommer af den royale familie, det er vel derfor de bandlyste udvalgte os.” sagde han og kiggede på hende.

Rhea havde fået så meget ny information på blot et par timer og var blevet godt og grundig banket, at hun slet ikke havde haft tid til at overveje, hvorfor det enlig var dem, de bandlyste havde taget med sig. Men Mayka havde nok ret. Det var en af de ting hun slet ikke kunne lide ved ham. Hans åndssvage logiske tankegang. ”Ja. Du har nok ret.” svarede hun.

”Hvad så hvis de ikke finder os? Vi ved ikke noget om hvilke redskaber de bandlyste har, hvor godt de kan skjule sig. Du hørte selv Damyian, ’nu er det heller ikke fordi de søger så meget efter os” citerede hun. ”Hvad så hvis de slet ikke har nogen anelse om hvor de skal lede?” fortsatte hun og skælvede en smule ved tanken.
”På et eller andet tidspunkt finder de os nok.” sagde Mayka.

 

Rhea slappede en smule mere af. Ja, selvfølgelig ville de det. Det skulle de, tænkte hun. ”Og indtil da…” fortsatte han. ”Må vi to, for engang skyld holde sammen.” afsluttede han og hun kunne se skyggen af et smil, da han rakte hans hånd frem for at indgå en tavs pagt sammen. Hun smilede et lille smil, nikkede kort til ham – hvilket naturligvis sendt smerter hele vejen igennem struben – tog hans hånd og klemte den.

 

Omtåget og ør i hovedet vågnede Rhea da en eller anden ruskede let i hende. Hun satte sig op med et spjæt og var lige ved at banke hovedet ind i Damyians, som sad foroverbøjet mod hende. Hun blinkede et par gange og rystede let på hovedet inden det gik op for hende at hun lige var blevet vækket. Hun tog sig til hovedet med hendes venstre hånd, såret var næsten væk på hendes baghoved og hendes hals gjorde heldigvis ikke nær så ondt længere. Hun kiggede spørgende op på Damyian, som lige havde vækket hende, hun kunne slet ikke huske at hun var faldet i søvn.

Hvad hun dog kunne huske, var de urolige og hjemmesøgende drømme som havde bredt sig i hendes sind. Hun drømte at hun stod alene ude på en græsplæne, pludselig var der dukket en skygge op foran hende, den havde Syeds ansigt og den smilede hånligt til hende. Han tog hårdt fat i halsen på hende og pludselig befandt de sig i et brændende flammehelvede, røgen fra de orange flammer havde føltes så realistiske at hun havde haft svært ved at trække vejret. Hun prøvede – skrigende – at befri sig fra Syeds greb men ingenting hjælp. Hans smil mod hende var grusomt da flammerne slikkede sig rundt om hendes krop.

Hun kiggede ned ad sig selv og lagde mærke til vægten af et sølv metal armbånd hvis lille grønne lys blinkede imod hende, men inden hun kunne nå at spørge hvad det var tog Damyian ordet. ”Vi skal videre.” meddelte Damyian der nu stod oprejst foran hende. Der gik lige et par sekunder inden Rhea forstod hvad han sagde. Hun nikkede, tog sin sammenfoldede læderjakke og rejste sig. Mayka var allerede kommet op og stå. Damyian gjorde tegn til at de skulle følge ham. Som om de havde et andet valg, tænkte Rhea bittert.

De fulgte ham ud af det gamle tog og endte på en ny, men meget mere nedslidt perron. Rødder og planter havde overtaget væggene i hallen og gulvet var ikke andet end jord blandet med beton. Damyian gik mod venstre side, hen mod en slags metal stige som var fastgjort til væggen. ”Vi skal op her.” sagde han og gik et stykke til siden for at gøre plads til Rhea og Mayka. Hun tog fat om de kolde metalstænger og kravlede op. Heldigvis var der ikke så langt som hun havde frygtet.

Den kølige aftenluft omsvøbte hende da hun steg op af hullet i jorden. Rundt om hende stod der allerede nogle af de andre bandlyste – højst sandsynlig dem som havde deltaget i kuppet – alle sammen, havde de store jordplamager på tøjet og enkelte sår her og der. Mayka kom op og stillede sig lige ved siden af hende.

Da hendes øjne begyndte at vænne sig til mørket så hun ud over landskabet og hun gispede en smule. Her var intet. Intet! Løs sand dominerede landskabet og enkelte sanddynger var oprejst hid og did. Så langt øjet rakte var der intet andet end sand. Hun kiggede op og så at der var fuldstændig overskyet, ikke engang månen kunne træde frem. Hun vendte sig rundt på hælen og udstødte et lille skrig, mens hun trak hårdt i Maykas ærme, så han også vendte sig om.

”Åh.” var det eneste han frembragte. Nogle meter foran dem rejste der sig en kæmpemæssig mur, så højt at Rhea ikke engang kunne se toppen af den. Den grålige beton virkede nærmest sort i denne mørke og muren strakte sig længere – mod højre og venstre – end man kunne se med det blotte øje.

”Vi er i dødslandet. Ude foran byen.” sagde Rhea åndeløst.
”Nå det kunne du alligevel regne ud eller hvad?” lød en hånlig stemme bag hende. Inden Rhea nåede at dreje sig rundt, vidste hun allerede hvem det var. Syeds hænder var stadig bundet sammen på ryggen med håndjern og to tilsyneladende stærke mænd have et godt greb rundt om hans arme.

”Før ham ind i hoverflyet og bind ham godt fast til et af sæderne.” sagde Damyian da han kom kravlende op ad hullet. Hoverfly, tænkte Rhea og kiggede sig rundt omkring, men intet her viste skyggen af et hoverfly, indtil mørket pludselig blev afbrudt af en rektangel formet, hvid lyskegle. Rhea glimtede lidt med øjnene. Hun kunne se at lyskeglen var en dør som førte ind i et slags rum, men hun kunne stadig ikke se hoveret. Hun fulgte efter Damyian sammen med Mayk, og nu da hun kom tættere på åbningen af flyet lagde hun mærke til hvorfor hun ikke kunne se det før. Hele hoverets overflade var som et stort og mat spejl og hun kunne se sin tynde silhuet spejle sig i flyets side.

”Bar gå ind og tag en plads.” sagde Damyian til dem. Rhea gik hen til åbningen og det grelle lys skar hende i øjnene. Alt i hende skreg at nu var hendes chance for at flygte. Hun kiggede sig bagud og så hvordan to andre lyskegler nu have brudt mørket.

Måske hun bare kunne løbe, løbe alt hvad hun kunne. Damyian havde jo selv sagt at dødslandet ikke varer ved, men hvad skulle hun så gøre? Eller var der mulighed for hende at komme tilbage til Great Hollow. Hun kiggede på den massive mur foran hende. Det var fuldstændig udelukket at hun nogensinde ville kunne kravle op ad den. Hvis bare hun vidste hvor vagterne smed de bandlyste ud af byen.

Tusindvis af flugttanker strømmede igennem hendes hoved, den ene mere absurd en den næste. Hun kiggede over på Damyian, som stod og betragtede hende. Han rystede en lille smule på hovedet, nærmest som om han kunne læse hendes tanker og nu fortalte at hun altså ikke kunne flygte. Hun kiggede atter ind i hoveren og modstræbende gik hun ind og fandt en plads ved siden af Mayka.

”Du skal havde dem her på.” sagde han og viste selerne rundt om hans overkrop. Langsomt fik hun placeret selerne rundt om sin krop, mens hun holdte øje med hoverets dør, omtrent halvtreds andre mennesker kom ind og fandt hver deres plads i den store kabine. Damyian trådte ind – åbenbart som den sidste – da døren straks lukkedes efter ham og han fandt sig en plads overfor Rhea og Mayka. Hun spekulerede over om Syed, Mayka og hende udelukkende var hans ansvar, da han enlig var den eneste som ’tog sig af dem’.

Alt lys blev slukket i kabinen og blev nu kun oplyst af små lygter nede i gulvet, som svøbte metalkabinen og dens passager i et uhyggeligt lys. På hver side af hoverets vægge var edr anbragt vinduer og Rhea kunne se hvordan det begyndte at gry ude i horisonten. De var da ikke kun kørt med toget i så få timer, tænkte hun. Her om sommeren gik solen sent ned og stod tidlig op. Havde de virkelig brugt over et døgn i toget? Hun vidste det ikke, minderne – selvom de var nye – var utydelige og sløret for hendes blik.

Pludselig kunne hun mærke hvordan hoveret forlod sit fodfæste mod jorden og trak højere og højere op. Aldrig før have hun været ude og flyve og fornemmelsen af at stige op i luften gjorde hende ør og fik hendes mave til at trække sig sammen.

Uden at vide hvad hun gjorde, rakte hun hurtigt ud efter Maykas hånd, som tog imod den og holdte den fast i sin. Hun kunne mærke hvordan hendes puls steg for hver meter de kom højere op i luften. Synet ud ad vinduet gjorde hende dårligt og hun trak blikket fra det. Hun mærkede suget i maven da hoveret begyndte at skyde fremad, hun var virkelig glad for at hun ikke havde spist noget, ellers ville hun helt sikkert havde kastet op af den svimlende følelse. Hun lukkede øjnene og trykkede sig længere ind i sædet i et håb om at lukke alt ude af hendes sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...