Dystopian beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2018
  • Opdateret: 26 sep. 2018
  • Status: Igang
Et dystopisk drama, som tager dig med i en verden, du ikke har oplevet før. Rhea og Damyian er vidt forskellige men befinder sig pludselig på en og den sammen side.

0Likes
0Kommentarer
727Visninger

Author's note

Historien kommer til at bestå af to noveller dette er første del
AA

2. Fødselsdagen

En let banken på den tunge trædør, fik hevet Rhea ud af en urolig søvn. Hun glimtede lidt med øjnene inden hun slog dem op. Hun var alt for træt til allerede at skulle op. Endnu en let banken lød fra døren.
”Ja!” snerrede hun og døren blev åbnet.

To tjenestepiger trådte ind og lukkede døren bag sig. Så længe som Rhea kunne huske var det altid de to piger, som vækkede hende hver morgen, præcis klokken otte. Hun kendte dog stadig ikke navnene på dem. Hun var også ligeglad. I hendes hoved kaldte hun den ene for tryne, grundet hendes ufattelig store næse og den anden for tavse, hun var så bange for Rhea og resten af familien, at hun nærmest aldrig sagde noget. Et af Rheas helt store hobbys var at være så uforskammet led over for den tavse tjenestepige at hun næsten altid brød ud i gråd.

Som hver morgen rullede tavse de tunge gardiner til siden, mens tryne gjorde klar til Rheas morgenlige bad. Gardinerne blev trukket til siderne og solstrålerne udefra fandt vejen i det store soveværelse, og badede det i et varmt, sommerligt lys. Rhea satte sig op og lod blikket vandrer rundt i det soloplyste rum. Væggene omkring hende var prydet med lyse, smukt udskårne træpaneler, inden det blev afbrudt af den hvide maling. Himmelsengen som hun sad i, var kæmpe stor og de mange puder – som ellers lå nydeligt på den redte seng om dagen – var nu spredt ud i alle retninger på det tunge gulvtæppe. Til venstre for hende var der anbragt et stort make up bord af lyst træ og sirlige snirkler var graveret ind i overfladen og i hvert ben. Store grønne planter og små smukt udseende blomster var placeret forskellige steder rundt i det værelse.

Rhea rullede sig ud af sengen med besvær og gik hen til det nærmeste vindue, som befandt sig lige ved siden af hendes seng. Et lille smil strejfede hendes læber da hun så den perfekte blå himmel udenfor. Hendes øjne kiggede ned på husets nydelig anlagte indkørsel. Dusinvis af smukke tætte rosenbuske ledte fra den asfalteret vej langs indkørslen, helt hen til de store marmortrapper, som førte til deres hoveddør. Græsset henlå i en strålende grøn farve. Det stod altid i en flot kontrast med husets dybrøde mursten og de hvide søjler som holdte det prægtige altan der vendte ud mod fronten. På den anden side af vejen og ved siden af deres, var husene ligeså smukke bygget, alle velplejet og med et flot arrangeret udendørs areal, dog var det ikke alle huse der var ligeså stort som deres.

Alt dette var dog ikke noget specielt syn for hende, hun var vandt til den umådelige luksus, som hun var omgivet af. Hendes far var trods alt kongens bror, og hun var født ind i en verden af luksus og forkælelse. Aldrig før havde hun forladt den inderste ring af Great Hollow. Hvorfor skulle hun også det? Der var ikke noget for hende på den anden side af denne mur. Det var der tjenestefolket, som arbejde for dem og for storfamilierne, boede. Hun havde læst at tjeneste folkets by ring var tre gange større end den inderste ring, som hun befandt sig i. Men dette var ikke noget imod den yderste ring som strakte sig i over hundrede kilometer rundt om de to inderste ringe. Det var her landbrugs arbejderne opholdte sig, sørgede for høst, kød, mælk og alt andet som folket skulle bruge. Landbrugs ringen var omgiver af flere tykke, høje og solide mure, som holdte enhver fare udenfor, selvom der selvfølgelig ikke var nogen. Alt dette udgjorde den eneste by, som jorden var efterladt med: Great Hollow.

Hun havde aldrig interesseret sig meget for historien bag byens oprindelse, men alligevel blev denne banket ind i hovedet på alle mennesker i Great Hollow.

For over 300 år siden blev det, der nu er kendt som den gamle verden, ødelagt af krig. Efter hvad historiebøgerne siger, var det en grusom tid. Våben der kunne ødelægge hele byer, blev fyret af. Mennesker blev slagtet på åben gade. Verden blev ødelagt land efter land, skove blev sat i brand og dyrearter uddøde på stribe. Denne total ødelæggende tredje verdenskrig stoppede først da byer var jævnet med jorden og menneskeracen var ufattelig lav. Ud af ødelæggelsernes aske grundlagde storfamiliernes forfædre Great Hollow, én by, én stat, ét land. Aldrig mere skulle verden blive behersket af krig og ødelæggelse, dette var deres hovedmål.

 

Det var i denne tid de opfandt det klassesystem, som stadig er det, hele byen er opdelt efter. Byen startede med at være beboet af omkring en 100.000 mennesker og siden dengang er der sket meget. Familier voksede og ligeledes gjorde byen, som altid udvidede sig, husede flere og flere indtil Great Hollow voksede sig til den store og beskyttende by den er i dag. Den sidste by i verden. 

 

”Deres bad er nu klar.” sagde tryne, mens hun kom gående ind på Rheas værelse udefra det til hængende badeværelse. Rhea drejede sig om mod hende og gik ud på badeværelset. Hun lukkede sagte døren bag sig og med tre lange skridt gik hun hen mod det store badekar som stod midt i det hvide og gyldne badeværelse. Hun lod kåben falde af hendes skulder og bevægede sig frem mod badekarret. Forsigtig stak hun spidsen af hendes tå i. Ikke igen skulle hun forbrænde sig, fordi den åndssvage tjenestepige ikke kunne finde ud af at gøre et ordentlig bad klar. Temperaturen var dog ganske tilfredsstillende og hun stak resten af benet i det varme vand. Hun løftede det andet ben og lod det ligeledes forsvinde i vandet, inden hun satte sig i karret og lod sig svøbe ind i den behagelige varme som vandet gav hende. Et afslappet suk undslap hendes læber, mens hun indåndede den behagelig duft af hendes olier, som tryne altid kom i hendes badekar. Hun lænede hovedet mod karrets kant og lukkede øjnene.

Længe havde hun ventet på denne dag, tænkte hun og kunne mærke hvordan begejstringen – som havde holdt hende vågen det meste af natten – atter begyndte at sprede sig fra hendes mave og ud i resten af hendes krop. I dag blev hun endelig 18. En stor fest var planlagt for hende, hun var trods alt kongens niece og hun havde naturligvis ikke forventet mindre.

Men udover dette, var det også i dag at Jarrel og hende bekendt gjorde deres forlovelse. Ud af de mange sønner som storfamilierne kunne byde på, var han helt klart den der passede bedst til hende. Hans udseende var utrolig flot, alt fra de brede skuldre, mørkebrune øjne til det lyse kortklippede hår. Det var altid en stor ting når medlemmer af storfamilierne bekendtgjorde deres forlovelse og skulle giftes. Dette var familiernes overlevelse og forsikring om, at de kunne beholde deres høje plads i hierarkiet og skulle én fra den kongelige familie giftes, blev der naturligvis gjort ekstra meget ud af alting.

Det var dog ikke noget tilfælde at det præcis var Jarrel og hende der skulle giftes. Nej. I Great Hollow var alt i et giftermål, strengt forudbestemt. For alles vedkommen. Ikke blot for storfamilierne. Det var forbudt at vælge en partner selv. Lige fra ens fødsel indsamler videnskabscentrerne data om en. Alt fra ens udseende, stemme, opførelse og intelligens bliver optegnet og analyseret.

Det er obligatorisk at man én gang om året skal få foretaget flere tests, så de kan se hvordan ens krop og forstand udvikler sig. Udefra disse kriterier finder centrene så den perfekte partner til en – naturligvis skal partnerne befinde sig i samme ring. På denne måde for udvælgelse af ens partner bliver intet overladt til tilfældet og sikrer den perfekte overlevelse når generne skal videregives til børnene.

Det er udelukkende kun gifte mennesker der har mulighed for at få fremavlet børn. Fremavlingen af børn er endnu mere kontrolleret end at finde ens perfekt genetiske partner. I den gamle verden var det – så vidt Rhea vidste – kun på den naturlig måde børn kom til, det ville sige at fosteret voksede i moderens mave i ni måneder inden barnet blev født.

 

Dette var absolut uforståelig for Rhea, at man skulle igennem sådan en lidelse og anstrengelse bare for at få børn. For slet ikke at snakke om hvordan børn denne gane blev til. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Den naturlige måde for fremavling var heldigvis blevet forbudt for flere hundrede år siden. Det første århundrede af Great Hollow var en dyster tid for dens beboer. Epidemier af uhelbredelige sygdomme spredte sig gennem folket og raseret ligeså voldsomt og dødbringende blandt folket. De mange ukontrollerbare fysiske og psykiske sygdomme skulle én gang for alle. Derfor blev det blandt andet forbudt at have samleje.

 

For at man ikke igen blev overvældet af sygdomme, både fysisk og psykisk, fandt man frem til avlingsprocessen, som nu bruges. Når partnerne endelig er blevet gift, bliver begge indkaldt til avlingsstationerne, hvor der bliver afgivet både æg og sæd. Herefter arbejder videnskabsfolket så på den perfekte sammen sættelse af generne. Er disse fundet bliver generne anbragt i en kunstig livmoder, hvilket i virkeligheden bare er en gennemsigtig tube og indeholder noget klart væske. Her udvikler fosteret sig i ni måneder, indtil det er klar til at blive ”født”.

Rhea havde altid syntes at denne form for kontrol er livs nødvendigt, aldrig ville hun have et barn der ikke var fremavlet på denne måde, tænk på konsekvenserne! Og naturligvis var hun glad for at hun undslap den fysiske akt, det enlig medgav når man skulle havde børn på en ”naturlig” måde.

Rhea åbnede øjnene igen og kiggede ned i de små sæbebobler, som dannede et fint skum ovenpå vandet. Lystløs prikkede hun lidt rundt i skummet og betragtede hvordan skummet blev mindre for hver gang. Hun var simpelthen for uroligt til at kunne sidde her længere. Hun rejste sig op af det lidt afkølede vand og rakte efter håndklædet, som lå på en stol ved siden af karret. Hun trådte ud ad karret og efterlod et par våde fodmærker på fliserne. Hun svøbte det bløde stof over hendes skulder og gik tilbage på hendes soveværelse.

Da hun trådte ind, fik hun øje på hendes stylist, Taniai. Et smil viste sig frem på hendes læber. Taniai var en af de få tjenestefolk, som hun rent faktisk brød sig om og som hun kunne navnet på. Taniai havde været hendes stylist de sidste tre år og var ligesom Rhea fuldstændig overbevist om at Rhea var perfekt, hvilket hun naturligvis ikke var i tvivl om, men det var nu altid rart at blive bekræftet i det.

”Tillykke.” sagde Taniai og gav hende et stort tandsmil. Hendes lange brune lokker var bundet op i en stram knold på hovedet, dette fremhævede hendes utrolig markante kindben endnu mere.
”Tak.” svarede Rhea og prøvede at lyde så passiv som muligt, ingen grund til at alle andre skulle vide hvor spændt hun enlig var.

Rhea gik hen til make up bordet og satte sig på stolen foran. Hun hævede den ene hånd og tog elastikken ud af håret, og lod sine lange, orange lokker falde ned over skulderen. Hun betragtede sig selv i spejlet et øjeblik, kiggede ned over det lange hår, inden hun fastholdte sit eget blik, med hendes store, hasselbrune øjne.  Hun havde altid godt kunne lide sit udseende. Markeret ansigt med store øjne, skønne fyldige læber og hendes lange orange hår gjorde hende ufattelig smukt og hun elskede de blikke, som tit fulgte hende med over alt.

Taniai gik i gang med at lægge en let makeup på Rheas ansigt, hvilket fremhævede hendes hasselbrune øjne og fik dem til at fremstå med en varm, gylden glød. Hendes lange lokker blev krøllede en smule i spidserne, det var ganske sjælden at hun have sat håret op da hun kunne bedre lide at vise det frem.

Efter Rhea var kommet i en hvid knælang blondekjole, begav hun sig ned til spisesalen, hvor hendes familie sikkert allerede ventede på hende. De var vandt til at Rhea kom til sidst. Hendes mor havde flere gange bedt hende om at stå før op, når hun skulle bruge så lang tid på at blive færdig hver morgen, men hendes far havde sagt at hun bare skulle tage den tid der nu skulle bruges.

Rhea var helt klart yndlingens barnet når det stod til hendes far. Hendes onkel Nolan, som var konge, havde flere gange giver udtryk for at han gerne ville havde hende som datter. Dette bekræftede hende altid i, at hun naturligvis var bedre end mange af de andre. Hendes far havde altid vist hans kærlighed med store og dyre gaver og han forkælede hende på alle punkter.

Derudover havde de altid delt samme mening når det kom til den måde deres verden var opbygget på. Klassesystemet, arbejderne, storfamilierne og dem selv. Både Rheas far og hende havde en stærk udpræget mening om at tjenestefolket og arbejderne ikke var særlig meget værd, men blot redskaber for at gøre deres liv bedre og mere komfortabel. At storfamilierne havde fortjent de pladser de besad i dag, og at der absolut ikke var noget at havde ondt af når det kom til alle andre. Det var trods alt storfamilierne der forsørgede og beskyttede dem.

Hendes mor, Athena og bror, Mayka, have dog en anden opfattelse af verden. At alle andre end dem selv blev uretfærdig behandlet, arbejdet for hårdt og fik for lidt. Hendes far blev altid sur når hendes mor eller Mayka kom med sådan nogle bemærkninger. Flere gange havde hendes mor drevet hendes far så sindssyg med det at han slog hende. En lille fryd blæste altid op i Rhea når dette skete. Hun kunne ikke fordrage hendes mor og Mayka, så hun syntes det var retfærdigt at hendes far gav dem det, som de fortjente. De skulle da bare være glade for det liv de levede, og ikke ynke over de laverestående.

Rhea trådte ind i spisestuen. Bordet var dækket med alt hvad hjertet kunne begære lige fra velduftende brød, smagfuldt pålæg, saftigt frisk frugt til alle de søde sager som Rhea elskede.
”Min skat.” sagde Rheas far mens han rejste sig og gik over mod hans datter med udbredte arme. Hun slyngede sig tilfreds i dem.
”Tillykke.” sagde han og gav hende et let kys på håret.
Han frigjorde sig fra Rhea og gjorde hånd tegn til at en af tjenerne skulle komme. Tjeneren, som nærmede sig holdte en kvadratisk, sort, fløjls æske, som han rakte til faderen. Han tog æsken forsigtigt i begge hænder, smilede til Rhea og overrakte den til hende.

Et smil bredte sig på hendes læber mens hun trak æsken ud af hænderne på hendes far og åbnede den. Med store øjne kiggede hun ned i den. En fantastisk sølvhalskæde lå inden i. Stor nok til lige at omslutte hendes hals. For enden af halskæden var der anbragt en fantastisk diamant, i en smuk dråbeform.


”Tusind tak far!”  sagde hun og plantede et lille kys på hans kind inden hun gik mod sin plads ved ved det kæmpemæssige, mørkebrune og tunge træbord.
”Tillykke.” kom det fra hendes mor og Mayka. Hun gav dem et kort nik og henvendte sig atter til sin far.
”Jeg går ud fra at alt er klar til i aften?” spurgte hun utålmodigt mens hun tog sig en skive lunt brød.
”Naturligvis min lille prinsesse, jeg har sørget for alt. Sammen med din onkel selvfølgelig. Klokken et kommer kareten som kører dig gennem den inderste ring. Derefter ville der være en åben velkomst for gæsterne ude på verandaen og i haven. Og klokken syv starter festen, hvor Jarrel og dig bekendtgør jeres forlovelse.” svarede han med en tilfreds mine. ”Godt.” svarede hun.

Et suk undslap hendes mor, og Rheas ansigt blev straks stramt, da hun kiggede over på hende.
”Er der noget galt, Athena?” spurgte hendes far strengt.
Hun fæstnede sit blik på sølvfadet med de endnu lune og tykke brødskiver. ”Er det hele ikke lidt for meget, Gerome?” spurgte hun – nærmest hviskende – mens hun stædig holdte blikket fast fokuseret på brødet. Bange for den reaktion hun ville få tilbage. Rhea kunne mærke hvordan vreden begyndte at boble op i hende. For meget?

”Hvad?” spurgte Gerome.
Langsomt løftede Athena blikket fra fadet og mod hendes mand.
”Jeg mener bare, da Mayka blev 18 fik han ikke sådan en fest, burde vi ikke behandle vores børn ens?” med en ængstelig mine mødte hun Geromes blik. Hans øjne begyndte at skyde lyn og han spændte i kroppen. Et lille grynt kom ud ad munden på ham, inden han satte sig med rad ryg overfor sin kone.

”Når Mayka,” startede han og kastede et strengt blik på hans søn, inden han fortsatte. ”Stopper med hans næst kærlige opførelse, acceptere vores levemåde og endelig opfører sig som et anstændigt familiemedlem kan han ligeledes få alt som han vil.”

Maykas kinder blev højrøde og han kiggede ned på hans tallerken. Rhea smilte en smule. Hun frydede sig tit over andres menneskers fejl, nu hun ikke selv have nogen.
”Nok om det! Nu spiser vi og sørger for at Rhea får en fantastisk dag.” afsluttede Gerome og kiggede frem og tilbage på Athena og Mayka der tøvende tog en bid af deres mad.

Efter morgenmaden blev Rhea fulgt op hendes værelse af en vagt, det var hun vandt til, som medlem af den kongelige familie, var der altid mindst en vagt som næsten fulgte hende med overalt. Hun trådte ind på sit værelse og så at Taniai allerede havde gjort alt klar til eftermiddagens forberedelser. Tilfreds smilede hun og gik mod højre og ind i det store omklædningsrum. Hun havde fået lavet flere fantastisk smukke kjoler til dagens anledning og hun kunne slet ikke vente med at få dem på.

Men inden hun kunne svøbe en af dem over kroppen, fulgte Taniai og hendes to assistenter, Rhea med ind på badeværelset. Godt nok havde hun været i bad, men dette var naturligvis ikke nok til dagen i dag. Der skulle vokses, plukkes og klippes, alt skulle være fuldstændig perfekt i dag. Hun skulle være endnu mere perfekt. Med en vis utålmodighed, lod hun de tre kvinder udføre deres arbejde på hende. Utålmodigt fandt hendes blik, uafbrudt det store, langsomt tikkende ur på væggen, blot for at fastslå at der aldrig var gået mere end to minutter.

Efter en halv times arbejdstid, på badeværelset fulgte Tanaiai, Rhea tilbage til det rummelige soveværelse, med hendes to assistenter i hælene. Rhea satte sig igen på stolen foran make up bordet. En af assistenterne løsnede håndklædet, der var bundet sammen om Rheas hår, og de våde lokker faldt ned over hendes ryg. Straks gik hun i gang med at få kontrol over det glatte hår mens hun tørrede det. Taniai fandt make uppen frem og gik løs på Rheas lyse ansigt.

Rhea der ikke længere kunne holde uroen indeni kroppen, begyndte at tappe rundt på bordet, med hendes slanke fingre. Lidt efter lidt, kunne hun se hvordan, deres arbejde snart var fuldført. Det lange hår havde fået bløde krøller i, og hendes øjne var blevet smukt markeret med en fantastisk mørk make up.

Tilfreds smilede hun til sig selv, og strøg hendes fingre igennem det bløde hår. Perfekt, tænkte hun. Hun rejste sig uden at give tjenerne så meget som et taknemmeligt blik og bevægede sig ind i omklædningsrummet. På en gine var hendes smukke blå satin kjole. Hun løsnede den fra dukken og hoppede i den bundlange kongeblå kjole. Hun vendte sig om og betragtede sig selv i det store spejl, drejede sig et par gange inden hun tilfreds nikkede mod refleksionen i spejlet. Hun var klar.

Hurtig kom hun i sine sorte højhælede sko og fandt vejen ned til den store entré. Hun gik ned ad den store marmortrappe, hvor hendes familie ventede forneden. Den store entré var blevet dekoreret med hvide, store blomster. Det har altid været Rheas yndlingsslags på grund af den flotte gyldne, glimmer skær, som reflekterede smukt på hvert enkelt blad. Selvom der var lyst udenfor, var der tændt dusinvis af store gyldne stearinlys hele vejen ned af trappens massive trægelænder.

Hun tog sig sin tid, med at gå ned for at være sikker på, at alle så hende. For enden af trappen rakte hendes far armen ud til hende, som hun – uden at kigge på ham – tog i mod og sammen begav de sig ud ad de store tunge trædøre, som førte udenfor. Pladsen udenfor deres hus var allerede spækket med beboer af den indre ring, kun nogle få fra den mellemste ring fik lov til at komme med og se, hvis de ikke skulle arbejde.

Hun kiggede ud mod menneskemængden og satte sit bedste tandsmil på. Mængden af mennesker jublede til hende, og hun følte intet mindre, end at dette var en kæmpe selvfølge og at det naturligvis var sådan folket skulle opføre sig overfor hende.

Gerome guidede stolt sin datter hen til den smukke hvide karet, der var udsmykket med gyldne applikationer, og trukket af to smukke snehvide heste. Rhea fastholdte armen på hendes far, da hun steg op i køretøjet. Hun nåede lige knap at sætte sig ned, da kareten allerede blev trukket fremad, da de to hvide heste som ubesværet trak det tunge køretøj.

Rhea have aldrig før prøvet at blive kørt igennem byen i den kongelige karet selv, kun i selskab med resten af hendes familie. Hun kunne mærke hvordan en bølge af nervøsitet skyllede ind over hende da vognen drejede mod venstre for at køre hende igennem centrummet af den indre ring. Hun holdte hovedet højt, smilede og vinkede til de mange op mødte tilskuer, absolut fastslået på at ingen skulle lægge mærke til nervøsiteten i hendes krop.

De drejede ind på en af de store hovedveje, som uden omveje ville føre dem direkte ind i byens centrum. Som de langsomt kørte, blev de store palæer gradvist udskiftet af byens hvidt lysende, murstensbygninger. Det var nogle af de ældste bygninger i den inderste ring. Sollyset som ramte de matte, hvidt farvede etagebygninger, fik dem nærmest til at fremstå selvlysende. Det nydelige kortklippede græs og de plantede og trimmede træer – på hver side af den store asfalteret vej – kastede små grønne skygger på facaderne.

De kørte over Great Hollows imponerende glasbro, som førte dem over på den anden side af den blålige og krystalklare flod, som slyngede sig igennem den inderste rings utallige bygninger. I den gamle verden var floden bedre kendt under navnet Elbe, men i dag blev den kaldt for krystal floden, grundet de mange bygningers vinduer som blev reflekteret i vandet, som lignede tusindvis af små, svømmende krystaller.

Rhea begyndte at kunne skue de høje skyskrabere, som befandt sig i byens midte. Hun fik øje på den imponerende regeringsbygning, som befandt sig præcis i midten af Great Hollow. Bygningen bestod af tre kæmpemæssige glas bygninger, der snoede sig ind i hinanden, mens bygningen rakte sig højt mod himmelen. Lidt længere stod de fem hvide skyskrabere, hvis vinduer funklede som klare stjerner i lyset. De grønne planter, som snoede sig langs siderne på de fem bygninger, udgjorde en smuk kontrast. Disse fem højhuse udgjorde videnskab centrene og blev kaldt for de fem hvide. Dusinvis af andre skyskrabere stod side om side i dette imponerende panorama syn.

Nogle af dem var der ikke noget specielt over, blot ganske almindelige skyskrabere. Andre derimod var imponerende og kunstfærdige bygninger. Såsom den der befandt sig lige ved siden af de fem hvide. Glasbygningen bølgede en smule og have derfor et abstrakt udseende. Andre bygninger havde store udsigtsplatforme på tagene, hvor der var anlagt imponerende have landskaber med smukke og sjældne blomster samt store, skyggende træer. Togskinner snoede sig højt oppe i luften mellem de mange bygninger. Over det hele i byen var der plantet store træer, som spejlede sig i de mange små, anlagte vandbassiner og i husenes glasfacader. Græsplænerne og de farverige blomster strålede endnu kraftigere mellem de hvide og glas forsynede bygninger. De mange glasfacader skinnede som fine og lysende stjerner i solens klare stråler.

Rheas øjne fulgte bygningernes konturer – som de bevægede sig ind mellem de mange højhuse. Hun vippede nakken tilbage for også at kunne se de højeste bygninger, da hun pludselig blev afbrudt af et enormt spektakel. Hurtig vendte hun hovedet fremad og hendes øjne fandt grunden til larmen. Flere og flere mennesker hoppede over afspærringerne – som befandt sig på begge sider af vejen – og løb med fuld fart mod kareten. Mod hende! Vrede og fortvivlelse var graveret ind i deres ansigter og deres øjne glimtede af arrigskab og had.
”Ned med kongefamilien!” råbte en mand, som var i spidsen af forsamlingen. Hans sorte øjne glimtede faretruende, og pludselig gik alting meget stærk.

Menneskemængden der brød afspærringerne, voksede sig større i løbet af ganske få sekunder, sammen blev de mere aggressive af at give hinanden styrke. Fuldkommen perplekse, gik der et par millisekunder inden vagterne forstod hvad det var der foregik. Hurtig kom en horde af vagter løbende bagfra, forbi kareten og ind i den fjendtlige mængde.

Vagterne gik på dem elektrostavene og pistoler mod dem, men de lod sig ikke forskrække. Tværtimod! Endnu flere sluttede sig til den fjendtlige del og gik løs på vagterne med samlede kræfter. Flere af vagterne blev slået ned mod jorden, banket løs på af flere hold knytnæver, sparket til, stukket ned. Efter blot et par øjeblikke begyndte den sorte asfalteret vej at blive farvet rødt med blodet af de allerede mange sårede. Det hele var en stor tumult og med den mængde var det umuligt for vagterne at få bekæmpet flokken.

Rheas øjne var vidt åbne. Koldsveden løb ned ad nakke og ryg på hende, og hun ude af stand til at gøre noget. Hun prøvede at rejse sig, men hendes vaklende ben fulgte ikke hovedets ordre og derfor blev hun – som fastfrossen – siddende på hendes plads, mens hendes paniske øjne prøvede at følge med i hvad der skete.

Hun fik øje på anføreren, med de sorte øjne – der nu have fået sig et stort blødende sår i panden – komme løbende mod hende. Panisk befriede hun sig fra angstens greb, og fik hendes krop til at adlyde. Hun hoppede ud af kareten og bakkede bagud, mens manden med hurtige skridt nærmede sig. Hendes ben truede atter med at give efter igen, da hun så tre vagter løbe forbi hende og hen mod manden. De tre vagter fik smidt manden ned mod jorden og mens to af dem holdte manden nede, trak den tredje sin pistol og trykkede af. Rhea kiggede forfærdet på mandens hoved, hvor kuglen havde ramt. Han lå bevidstløs nede på jorden og blodpølen fra hans hoved voksede med en gevaldig hast.

En hånd greb hende i armen og vendte hende rundt på hælene. Hun skulle lige til at lukke et skrig ud, da hun så at det var en vagt.
”Kom!” beordrede den maskeret vagt og hun adlød uden tøven. Han trak hende hårdt efter ham, hen til en hest et par meter længer væk. Med et par stærke hænder, greb han hende rundt om taljen og satte hende af på hestens ryg, inden han selv slog benet over og tog plads. Han sparkede hesten i siderne, og dyret fik hurtig sat sig i bevægelse.

Rhea have problemer med at holde ordentlig fast da de red så voldsomt og hurtigt. Ikke ti minutter senere ankom de til palæet hvori hun boede. Hendes forældre og bror var allerede blevet eskorteret tilbage og hendes far befandt sig i en ophidset samtale med en af vagtlederne.

Da Gerome fik øje på hesten – som Rhea befandt sig på – forlod han samtalen og gik hen til sin datter, som var på vej ned ad hestens ryg. Da hun solidt fik plantet sine fødder på jorden igen, gik hun i chok. Hun kiggede rundt på sin familie, de så ud til at være i god behold. Aldrig før have hun følt sådan en lettelse overfor hendes families velvære. Gerome nærmede sig hastigt sin datter, som stadig stod med vidt åbne øjne og kiggede panisk frem og tilbage.

”Rhea.” sagde han.
Ingen reaktion.
”Rhea!” sagde han hårdere og tog fat i hendes arme og rystede en smule i hende.
Hun blev revet ud af hendes trance ved den fysiske kontakt og kiggede på hendes far med store øjne. Hun kunne mærke hvordan tårerne ville presse sig på, men hun gjorde sit bedste for ikke at lade dem forlade hendes øjenkrog.
”Ja.” svarede hun kort.
”Er du okay? Er du kommet til skade?” det var hendes mor som spurgte. Forbavset kiggede Rhea på hende, hun havde slet ikke lagt mærke til at hun var kommet op ved siden af hende. Hun kiggede hendes mor ind i øjnene og så at der var mejslet en dyb bekymring i hendes ansigt. De grå øjne kiggede urolige på hende. Athena lagde en hånd på datterens kind og strøg den let.

”Ja, jeg er okay.” svarede hun. Hun kunne stadig ikke helt samle tankerne omkring det der lige var sket. Rhea kiggede frem og tilbage på hendes forældres bekymrede ansigter. Hun rettede ryggen og befriede sig ud af forældrenes greb. Hun lagde sit ansigt i alvorlige folder.
”Jeg er okay!” forsikrede hun dem atter.
”Jeg er så ked af, hvad der er sket, Rhea. Vi troede at vi havde rebellerne under vores styring.” indskød Athena.
Rebellerne? Vent, hvad? Er noget som dette sket før? Rhea rystede let på hovedet, for at få tankerne ud igen, hun var enlig ret ligeglad med, om der nogensinde var sket lignende episoder. De havde intet med denne at gøre.
”Det er fint,” startede hun og rettede blikket mod hendes far. ”Jeg vil ha’ enhver af dem til at bøde for det de gjorde, med deres liv. Jeg vil ha’ at det skal vises på ethvert fjernsyn i hele byen, også i den yderste krog af den sidste ring!” sagde hun i en beordrende tone og fastholdte hendes lynende øjne med hendes fars blik.
”Naturligvis, min kære.” sagde han.
”Godt.” svarede Rhea og gik et par skridt væk fra hendes forældre, hen mod huset inden hun vendte sig om mod dem igen.

Hun vidste enlig slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes ben føltes stadig ualmindelige fremmed, og sitren havde endnu ikke forladt hendes krop. For slet ikke at tale om den paniske angst, der truede med at overvælde hende for hvert sekund det skulle være. Spørgende kiggede hun frem og tilbage mod hendes forældre. Aldrig før havde hun følt sig så hjælpeløs.

Hendes far rømmede sig inden han kom gående mod hende.
”Der er intet sket med os. Heldigvis,” startede han. Det bekymrede udtryk var nu blevet erstattet med et der viste at han var ganske seriøst.
”Der er ingen grund til at lade rebellerne tro at de på nogen måde har gjort os bange eller såret os.” afsluttede han.
Rhea forstod ikke helt hvor han ville hen til. Hun prøvede at få øjenkontakt med sin far, men han kiggede derimod tomt ud i luften.
”Far?” spurgte hun.
”Vi fortsætter dagen som planlagt, på denne måde viser vi styrke, og rebellerne ville ikke have nogen svagheder at sigte efter.” svarede han koldt.

Hjertet sank ned i livet på Rhea og klumpen i hendes hals voksede sig større og truede næsten med at kvæle hende. Hun kunne mærke hvordan al farven i hendes ansigt forsvandt. Det kunne han ikke mene. Hun var stadig i chok, og havde bestemt ikke lyst til at skulle feste i aften. Hun mærkede hvordan hun tabte kampen mod hendes tårer og lod dem trille ned ad hendes kinder.

”Far. Jeg beder dig. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke.” sagde Rhea skælvende.
”Du kan og du skal!” sagde han strengt, stadig med blikket ud i ingenting.
”Far jeg –,” hendes stemme knækkede og hun kunne ikke få frembragt et eneste ord mere.
”Jeg kan ikke.” fik hun hvisket.

Gerome vendte blikket mod hans datter. Hun blev en smule forskrækket, aldrig før havde han kigget sådan på hende. Blikket var iskoldt og ansigtet vidste ikke den mindste spor for affektion. Hun havde tit set det når han mistede tålmodigheden over for tjenerne eller hendes mor, men aldrig før havde hun stået i den anden ende for det blik. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og fyldte hende med sådan et ubehag, hun aldrig før havde følt.

”Det er ikke nogen diskussion, Rhea! Du følger bare den ordre jeg giver dig, er det forstået? ” sagde han med en sådan arrigskab at den kunne skære igennem glas. Rhea nikkede let. Hun turde slet ikke andet.
”Godt! Gør jer klar!” sagde Gerome og forsvandt ind i huset sammen med vagtlederen. Rhea fulgte ham med store øjne. Hun fór sammen da hun mærkede en hånd på hendes skulder hun vendte sig rundt, men blev heldigvis bare mødt af hendes mors ansigt.
”Kom.” sagde hun venligt og sammen gik de ind i det store palæ og fandt vejen op til hendes værelse.

Rheas værelse var tomt, da de to gik ind. Moren placerede Rhea på hendes stol foran makeup bordet. Rhea kiggede op på sin refleksion i spejlet, og blev endnu mere forskrækket, da hun så hendes eget spejlbillede. Hun havde mistet enhver farve i hendes ansigt og hendes øjne var vidt åbne og fyldt med panik. Hendes ellers så fine hår, var blev noget uglet af den hurtige ridetur. Og eyelineren der for et par minutter siden omkredsede hendes øjne på en smuk vis, hang hende nu nede på kinderne. Hun fjernede blikket i væmmelse igen.

Hendes mor kom med en skål lunkent vand og en blød vaskeklud. Hun satte sig på hug ved siden af Rheas stol og strejfede den fugtige klud, forsigtigt over hendes ansigt. Rhea kiggede tomt ud i luften. Aldrig før havde hendes mor været så kærlig mod hende. I hvert fald ikke af hvad hun kunne huske og et eller andet indeni sagde at denne opførelse ikke var normal, at hun burde være mistroisk overfor hendes mors opførelse. Men tankerne om episoden i byen fyldte så meget at der ikke var plads til andet lige nu og hun accepterede derfor at hendes mor tog sig af hende.

Da Athena havde fjernet det sidste sminke, rejste hun sig op igen, tog børsten og begyndte at rede de filtrede lokker. Rhea nød den sagte følelse af børsten mod hendes hovedbund og ud i håret, det havde noget beroligende over sig.

Det bankede let på døren hvorpå den blev åbnet.
”Nå her er du!” det var Taniai
”Jeg har ledt efter dig over alt, vi skal havde gjort dig klar til i aften.” sagde hun med alt for meget entusiasme i stemmen, men inden hun kunne nå at tage et skridt mere ind i værelset, blev hun stoppet af Athena.
”Vi klarer det selv.” sagde hun strengt og vendte sig mod Taniai.
Perpleks og uforstående kiggede hun frem og tilbage på Rhea og Athena.
”Jamen –, ” startede hun.
”Jeg sagde vi klarer det selv.” gentog Athena og vendte igen sin opmærksomhed Rheas hår.
Surmulende forlod Taniai værelset igen. Selvom tankerne kværnede rundt i hovedet på Rhea, kunne hun ikke lade være med at undrer sig over morens opførelse, men rystede straks tanken ud igen.

Athena tog fat i krøllejernet og begyndte sagte at rulle lokker af forskellige størrelser rundt om det. Rhea lagde næsten ikke mærke til hvad hendes mor enlig gjorde. Tomt stirrede hun ud i luften. Hendes hjerne prøvede stadig at arbejde på højtryk for at finde ud af hvad der enlig var sket i dag, men puslebrikkerne ville bare ikke falde på plads for hende. Hvorfor starte sådan noget? Og hvorfor lige præcis i dag? Hun havde altid fået af vide at folket var glade og tilfredse. Især med den kongelige familie. Havde det været løgn? Selvom hun ville, kunne hun ikke få disse tanker ud af hovedet. I atten år havde hun nu levet i denne by og aldrig oplevet noget lignende. Er det noget som forblev hemmelig, når det skete? Hendes tindinger begyndte at dunke i takt med hendes hurtigere bankende hjerte. Hun havde mest af alt bare lyst til at smide alle tanker ud af hendes hoved lige nu.

Efter håret var blevet forsynet med bløde krøller, begyndte Athena at lægge makeup på Rheas farveløse ansigt. Hun trak en tynd eyeliner på Rheas øjenlåg og forsynede dem derefter med en smule lyserød øjenskygge. En smule rouge på kinderne, mascara, og knald røde læber.
”Vent her et øjeblik.” sagde hun og forsvandt et kort stykke tid ud af rummet.

Da hun kom tilbage holdte hun en vidunderlig hårspænde i hendes hånd. Rhea kiggede måbende på den, hun havde aldrig set den før. En let bøjet sølv hårspænde på omkring tyve centimeter, forsynet med de flotteste klare og skinnende smaragder og fine sølv snørkler.
”Den havde jeg selv på til min 18-års fødselsdag.” sagde hun og smilede varmt mod Rhea.
”Den er smuk.” var alt hun kunne få frembragt.

Athena lagde hårspænden fra sig og samlede det orange hår over i venstre side, så det blødt faldt ned over Rheas skulder. Hun anbragte spænden i håret, så den holdte håret over i venstre side.
”Så, er vi færdige her tror jeg.” afslørede moren begejstret.

Modvillig – for første gang siden de kom ind – betragtede hun sig længe spejlet. Hendes mor havde virkelig udrettet et mirakel. Den let påførte makeup bragte hendes øjne i fokus på en helt anden måde, end når Taniai sminkede hende og den gyldne farve i hendes iriser lyste. Hun kiggede over det yndig sminket ansigt og lod blikket falde på det orange hår der blødt faldt ned over hendes venstre skulder og helt ned til hendes talje. Hun var imponeret over sit eget udseende, og for et lille øjeblik var hun ligesom i morges, hun kunne ikke tage blikket fra sig selv igen.
”Kom.” sagde moren og rakte en hånd ud med Rhea. Hun tog imod den og de to begav sig ud i omklædningsrummet.

På en lille platform i det store rum stod endnu en gine med hendes aftenkjole. En vidunderlig smuk, stropløs, mørkegrøn, bundlang kjole, forsynet med tusindvis af bittesmå indsyede og klare krystaller og et langt slæb. Hun havde så længe glædet sig til endelig at kunne havde den på, og lige nu følte hun ingenting ved at kigge på den.

Hun begyndte at blive sur på sig selv, over det. Athena gik hen til ginen og tog kjolen af den. Rhea lod hendes eftermiddagskjole falde langsom ned mod gulvet og kom i hendes aftenkjole med Athenas hjalp. Hun tog hendes grønne højhælede sko på, mens hendes mor lagde halskæden – som Rhea tidligere på dagen havde fået – rundt om halsen på hende. Athena tog et par skridt bagud og betragtede hendes datter.
”Perfekt.” smilede hun. Rhea vendte sig langsomt mod det store spejl for at se sig selv. Med store øjne betragtede hun pigen i spejlet. Ja hun var perfekt, tænkte hun og smilede til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...