Den usandsynlige helt

Om et indbrud, der udvikler sig uforudsigeligt...

Denne historie er med i konkurrencen "En hyldest til antihelten"

1Likes
0Kommentarer
87Visninger
AA

1. Den usandsynlige helt

Halvt i søvne trak Henrik dynen helt op omkring ørene, men hans tænder klaprede ham vågen. Hans lagen og dyne var plaskvåde af sved. Han rystede af kulde, men sveden forsatte med at løbe af ham. Der var ikke noget at gøre. Han måtte op og ud. Henrik svang de tynde ben ud over sengekanten, vendte dynen og tog den over skuldrene, mens han med rystende fingre tændte en cigaret. Han trak vejret dybt og pustede ud. Han havde kun været ude to uger, men pengene rakte ikke. Han havde ellers lovet sig selv, at han ville finde på andre måder at lave penge, efter han var blevet taget sidste gang. Men der var ikke noget at gøre. Han måtte have et fix.

Det gik langsomt med at komme ud af døren, for fingrene ville ikke rigtigt. Han rystede for meget. Men til sidst stod han alligevel i sit gamle kvarter, hvor den ene mastodontiske villa tårnede over den næste. Han havde ikke været her siden hans far havde smidt ham ud for næsten 5 år siden, men det lignede sig selv.

Han gik forbi barndomshjemmet. Der var lys, men han kikkede ikke ind. I stedet forsatte han mod det sidste hus på den lukkede vej. Der boede en ældre dame, som han vidste var på weekendtur. Hans fars finke havde postet et billede på Facebook af sig selv, der gik tur med hendes lille tæppetisser af ukendt race. Billedteksten havde været ’Nye venner – blinkende smiley’. Rækken af kommentarer, der roste finken for hendes venlighed, havde givet ham kvalme. Indtil han indså, at det var den perfekte mulighed. Den ældre dames hus lå afskærmet fra vejen og med bevoksning, der gjorde det umuligt for naboerne at se ind. Det var helt isoleret og garanteret uden nogen form for alarm. 

På trods af rystende hænder og knæ, der var i akut fare for at knække sammen under ham, lirkede Henrik hurtigt døren op. Normalt valgte han et kældervindue, men han havde travlt og det var en gammel villa, så døren var nem at få op. Målrettet gik han op på villaens første sal, mens han registrerede eventuelle værdigenstande i stueetagen. På førstesalen begyndte han metodisk at rode skuffer og skabe igennem, indtil han blev afbrudt af et højt brag. Han stoppede midt i en bevægelse og lyttede. Stilhed. Men så lød der et gennemtrængende hyl.

Henrik havde ramt jackpot. Udover et betydeligt kontantbeløb, havde han fundet smykker og arvestykker, som han vidste, han kunne få en god pris for. Det var fordelen ved at være opvokset i et hjem, hvor enhver gæst blev dissekeret baseret på værdien af deres påklædning, Han kunne ikke bære mere. Men udbyttet gav ham en følelse af succes – det her var en god plan! Hurtigt ind og ud – og så ro på et stykke tid. Adrenalinen gav ham et boost og fik ham til at løsne lidt op. Så da der lød endnu et hyl efterfulgt af et lavlydt bump, besluttede han sig for at undersøge det. Han gik ned på stueetagen og mod køkkenet, hvor han fandt trappen til kælderen. Så snart han nåede ud i køkkenet kunne han lugte røgen. Der var ingen synlige tegn på ild, men lugten var ikke til at tage fejl af. Og nu kunne han høre den lille tæppetisser kradse hysterisk på indersiden af døren til køkkenet. Finken måtte have låst den inde i kælderen, efter hun havde markeret sig som den store dyreelsker på Facebook. Henrik tog et par skridt væk fra kælderdøren – det var med at komme væk inden brandvæsnet kom. Men tanken om at han ikke ville være en pind bedre end finken, hvis han efterlod tæppetisseren til sin skæbne i kælderen – det ville faktisk være som om de samarbejdede – fik ham til at gå tilbage mod døren. Nu kunne han både høre ilden og mærke varmen.

”Hvad fanden skulle han gøre?” Henrik tog i døren, men den var låst. Men han blev nødt til at få hunden ud. Det var afgjort. Han forsøgte at få den til at gå væk fra døren, men det ville den selvfølgelig ikke, så da han sparkede døren ind, faldt den ned af kældertrappen med en serie af små bump. Han ville være løbet efter den, men han nåede det ikke før tæppetisseren – nu i en lidt sveden udgave – kom gispende op af trappen. Fuldstændig udmattet faldt den om foran fødderne på ham.

Henrik gispede og hostede. Ilden fik ilt, da Henrik åbnede døren til kælderen og røgen væltede op af trappen. Nu var det bare med at komme ud og væk Henrik greb hund og bytte og løb mod hoveddøren. Han nåede faktisk ikke rigtigt at planlægge, hvordan han skulle nå væk – eller hvad han skulle gøre med hunden. ”Du reddede Lady!!” råbte en skinger kvindestemme, så snart han nåede ud på gaden. Braget havde trukket halvdelen af gaden til, inklusiv hans far og hans finke. ”Fuck” nåede Henrik lige at tænke, da hans far med hurtige skridt gik hen imod ham. Men i stedet for det kendte skuffede blik, kikkede faderen på ham med stolthed i øjnene og gav ham et par ordentlige mandedunk på ryggen. Henrik havde set faderen gøre det med andre, men det var første gang Henrik var på den modtagende side. Den mest intensive kropskontakt, de havde haft i løbet af hans barndom var en ørefigen. Henrik var målløs. ”Hvad fanden foregik der?!” Han lod tasken med byttet falde til jorden. Den var tung og han var jo fanget på fersk gerning.

I det samme drejede to store brandbiler ind på gaden med fuld udrykning efterfulgt af en ambulance. Stemningen var nærmest andægtig, da ambulanceførerne steg ud og gik direkte hen til Henrik. ”Du skal tjekkes for røgforgiftning” sagde én af dem autoritativt. Henrik fulgte omtumlet med ham. Han blev tjekket, mens den anden falckredder tjekkede tæppetisseren – eller Lady. Henrik havde inhaleret en del røg, så for en sikkerhedsskyld ville ambulanceføreren gerne lige tjekke ham på hospitalet. Henrik overvejede at protestere, fordi han bare gerne ville væk, men et blik fra falckredderen fik hans modstand til at smuldre og han lod sig falde tilbage på båren.

Dagen efter vågnede Henrik og tændte fjernsynet… ”en eksplosionsagtig brand rystede i går et ellers fredeligt villakvarter. Årsagen er blevet identificeret til at skyldes manglende vedligeholdelse af gaskedlen, der har ført til en langsom opbygning af CO gas i kælderen. Villaen var tom bortset fra ejerens hund, som blev reddet ud af en forbipasserende. Den snarrådige lokale helt reddede ikke bare hunden, men også en række uvurderlige arvestykker...” Henrik hørte ikke mere for i det samme ringede telefonen. Det var hans far. ”Det er Henrik”. Stilhed. Faderen rømmede sig. ”Vil du ikke komme til middag i morgen?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...