RÆK UD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Dette er en samling af noveller, som viser forskellige scenarier som handler om op- og nedture. Et godt indblik på livets rutsjebane.

6Likes
0Kommentarer
293Visninger
AA

5. Druk

Hvorfor er det, at i nutidens Danmark er der kommet denne drukkultur? Hvad er grunden til, at så mange unge bruger deres weekender på, at drikke deres hjerne ud? Helt tilbage i tiden så man på de fulde mennesker, som dem som var i arbejderklassen. Dem som drak deres sorg væk. Og brugte de få penge de nu tjente på fabrikkerne. Og nu? Ja nu er alle med på den og ingen dømmer dig - udover dine sofistikerede forældre som jo ved så meget bedre end dig. 

Men hvad er det vi løber fra, siden vi drikker os selv under den ene dag efter den anden? Jo det skal jeg fortælle dig. Hver og én af os har vores problemer vi bøvler med. Et familiemedlem er gået bort, du er i en dysfunktionel familie eller kærestesorger. 

 

Mit navn er Marie. Marie Mathiessen Juhl. Jeg er 19 år og lige om lidt bliver jeg student. Det eneste vores klasse tænker på er; hvor mange øl kan vi få stablet op på vognen? Og jo for fanden jeg har det også sådan. Vi skal drikke os hammer lam hele ugen og vores hue skal smadres med minder. Jeg har en kæreste, som jeg skal knalde med som var vi vilde kaniner. Jeg har en flok veninder hvis hår jeg skal holde når de brækker sig. Jeg har drengene som jeg skal drikke beerbong med til vi står ved en busk og brækker os. Dét er forkert på ALLE tænklige måder. For vi er jo ikke en gang voksne. Vores hjerner ikke fuld udviklet - selvom vi føler vi er på toppen af verden, og ingen kan slå eller få os ned. Vores lever dør af al den alkohol der skal indtages, men når vi står i den situation at nu er vi blevet studenter og der ligesom er opstået den sociale norm, at man skal drikke sig væk på en vogn i en uges tid - jamen så siger man bare ikke fra, for det skaber et fællesskab. Et hjernedødt fællesskab. Inderst inde hader jeg mig selv for at drikke så meget som jeg gør, for det skulle ikke undre mig hvis det rammer mig hårdt i røven som voksen. Leversvigt, leverbetændelse eller kronisk dumhed. 

***

Fuck mand, så kom dagen. Den 22 juni 2018. Jeg blev student. Huen blev sat på af min mor. Af en eller anden grund var der ikke ét øje tørt. Der blev taget billeder og givet roser. Båndet på huen var i den rigtige farve - blå. Roserne var blevet farvet af nogle kemikalier, så de jo passede til huen med den blå farve. Familien tog mig med ud og spise fint. Mennesker jeg ikke kendte gik forbi mig og sagde tillykke og på restauranten blev der stillet en lille keramik hue på bordet. Omkring klokken 23 gik det først rigtig igang. Ugen skulle skydes igang med manér. Vi startede på det lokale værtshus hvor vi fik hældt en masse øl i os og spillet dart. Vi drak kun til vi kunne mærke suset i kroppen. Varmen som havde spredt sig til hver afkrog. Det var måske ikke så smart at have hvidt tøj på, for det var hurtigt ikke hvidt mere.  

Vi tog toget ind til klubben. Størstedelen var også studenter og der blev hurtigt skrålet kampsange om hvorvidt det skal være en blå elle rød hue. Den ene drink efter den anden blev hældt ned. Hele ugen var én stor leg. Det galt om man skulle få de forskellige hakker i huen osv. 

Og dér stod han. Mit livs nedtur. Eller i dét øjeblik var han hidtil den største optur. En høj fyr med markeret kindben, mørkt bølget hår som faldt helt perfekt omkring hans hovede. Min kæreste. Min eneste ene. Mit livskærlighed. Jeg løb hen til ham og svang mig selv om halsen på ham. Jeg var hammer fuld og havde ingen kontrol over min krop, som begyndte at kysse ham til der intet luft var tilbage. Men han stod helt stift. Hans krop lavede underlige sammentrækninger af nervøsitet. Jeg kiggede til min ene side hvor der stod en lyshåret pige. Hun havde fat om hans hånd. Den klump der havde sat sig på tværs i halsen; sank jeg og kiggede snævert på ham. "Hvem er hun?" Fik jeg fremstammet. Hun var en yndig pige med de helt rigtige former. Min selvtillid sank helt i bund. Han vendte siden til og bed tænderne sammen, så hans kæbe dansede. Jeg slog hans skulder så han faldt tilbage. Pludselig var de andre i klubbens blik rettet mod os. Han kiggede mig direkte i øjnene og jeg kunne mærke hvordan tårerene pressede på. Jeg lukkede dem hårdt i og knugede mine hænder sammen. "Hvordan kunne du!" Begyndte jeg. Det var ligesom en kniv, som havde stukket sig igennem min brystkasse og frem til hjertet. Som nu lå blødende derinde. Og så flød tårerene. Han tog fat i min arm og træk mig væk fra mængden af mennesker. Jeg havde ingen kræfter tilbage til at stå i mod, så jeg lod bare min slappe krop følge med. 

Så stod vi der. På et toilet hvor toiletpapiret flød og der var pis på både vægge og gulv. Jeg kunne mærke, at nu skulle der gang i seriøs snak. Han kiggede ned på mig på grund af højdeforskellen og jeg følte mig pludselig meget lille. Endnu en gang flød tårerene, men denne gang tørrede han dem væk. "Hvordan kunne du?" Spurgte jeg endnu en gang. Han sukkede. "Hør -" begyndte han og tog fat om min overarm. Han havde de mest perfekte øjne, som jeg kunne falde langt væk i. De var grønne med en snert af orange, de var helt specielle.

"Jeg har fucket op"

"Fuck, det siger du ikke!" Jeg vred mig fri fra hans tag. "Hvor længe har det stået op?" Hvorfor er det, at man altid spørger efter sandheden, selvom man faktisk slet ikke kan holde ud af kende sandheden? Mit hjerte hamrede. Jeg tog min ene hånd for brystet og prøvede at få det til at falde til ro. Han kiggede på min hånd og jeg kiggede ind i hans øjne. De var glasklarer. Jeg kæmpede mod alt i min krop for ikke, at tage hans krop indtil min og sige det er okay.

"Idag." Han bider i sin læbe. Den fucking nar var det eneste der gik gennem mit hovede. Hvordan kunne han finde på, at være utro på dén dag som er aller vigtigst for mig. 

"Føj." Jeg kiggede frastødt på ham og maste mig forbi ham og gik ud derfra. Og så faldt alt sammen. Jeg drak som én i fanden. Det var helt klart, at jeg drak for at slippe væk fra noget. Ham. Han havde ikke fulgt efter mig, for han vidste at jeg ikke ville se ham. Resten af natten er utydelig. Bortset fra der hvor jeg blev slået ud af den fuldetilstand. Det var som et klik, at jeg gik fra at være plørefuld til at være ædru. Jeg dansede med en flok jeg ikke kendte og en fyr begyndte at gramse på mig fra benene og op efter. Han blev ved, selvom jeg prøvede at vrikke mig fri fra hans greb om mig. Inden jeg vidste af det havde han trukket mig væk fra dansegulvet og fået mig mast op ad en væg. Han førte sin ene hånd op under min kjole. Jeg var i panik, men min krop var lammet af chok. Det eneste jeg vidste i dét øjeblik var; nu bliver jeg voldtaget. Jeg lukkede øjnene hårdt sammen og prøvede at få ro over kroppen, gøre den klar på hvad der skulle til at ske. Men det skete aldrig. For han kom og fik mig revet fri fra grebet. Jeg blev kastet over hans skulder og forsvandt ud af klubben. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...