Crazy little thing called love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2018
  • Opdateret: 26 jun. 2018
  • Status: Igang
Denne historie handler om kærlighed. Hvordan kærlighed kan være med til at skabe men samtidigt nedbryde den man er. Den handler om min første store kærlighed, hvordan alting bare gik galt. Han havde en kæreste, kærligheden var ikke gengældt. Hvordan det er at føle sig afvist, også i sidste ende få det man gerne vil havde. Alt begyndte at gå godt, men så gik alt op ad bakke igen. Stoffer, død og kærlighed spiller en stor rolle i den her historie...

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

1. Begyndelsen på en katastrofe...

Det er svært at skulle begynde. Hvor skal jeg starte, der er så meget at fortælle. Han har været en del af mit liv de sidste to år. To år..... Det er virkelig lang tid, hvis man begynder at sætte tingene i perspektiv. For to år siden var jeg kun 15. Det er største delen af mit liv, han har haft indflydelse på. Det er frustrerende, at et menneske kan havde så meget magt over en. Men man kan ikke styre hjertet, det går sine egne veje. Især mit er du så færdig. Det har været et helvede, samtidigt med det har været fantastisk. Men nu er det slut, mens jeg sider fast fortsætter verden som om der intet er sket. Hvorimod min verden falder mere og mere fra hinanden.

Når men så vil jeg da begynde fra starten af. Det hele startede i starten af august måned, for at være præcis var det d. 7/8 - 2016, søndag formiddag. Det var den største dag i mit liv. Jeg skulle flytte ind på efterskole.

Dagen var startet fantastisk ud, jeg havde fået konstateret børnesår, og nej det sad ikke bare et sted hvor man kunne gemme det. Nej det sad nemlig placeret midt i ansigtet lige over overlæben. Jeg prøvede endda forsigtigt at dække det til, det kom jeg ikke langt med. Huden begyndte bare at prale af som en tør kiks, hele vejen ned over min læbe. Og tilbage stod jeg med et stort væskende sår midt i fem øren. Så ja.... det var bare dømt til at blive en 'god første dag'. Det jeg prøver at sige er, at ja jeg så måske ikke så helt optimal ud på min første dag.

Hvad er det nu man plejer at sige? Når ja 'det er ikke udseendet der tæller, det er personligheden'. Det kan der være noget om, især i denne historie. Kærlighed fungere på sjove måder. Før i tiden har jeg været sammen med nogle stykker … de har alle sammen været det man kan kategorisere som bad boys. Det endte i hvert fald forfærdeligt galt næsten hver gang. Men heldigt for mig har jeg aldrig haft let ved at bliver forelsket. For at være ærlig har jeg kun prøvet det en gang, og den havde jeg virkelig aldrig set komme selv. Hvis jeg skal beskrive min drømme fyr, skal han være høj, men ikke for høj omkring de 1,85, for så passer det med han er 20 cm højre en mig, og jeg kan derfor stadig godt havde hæle på uden at bliver den højeste. Så må han gerne være mørk eller bare solbrændt. Blå øjne, mørke bryn og øjenvipper. kastanje brunt hår gerne langt, og en masse tatoveringer og også gerne piercinger. Og ja man kan vist roligt sige, at det var, ikke hvad jeg fik.....

Jeg fik nemlig Casper.

På efterskolen boede jeg i et hus sammen med 13 andre. 7 drenge og 7 piger. En af de drenge hed Casper. Og Casper var drengen der stjal mit hjerte, og knuste det gang på gang til der ikke var mere tilbage at knuse. Men takket været ham, har jeg fundet ud af hvordan rigtigt kærlighed følelse.

Det hele startede med, at man skulle side sammen med huset i spisesalen. Man skulle side dreng pige, og ved et tilfælde endte jeg ved siden af Casper. For det første, havde jeg det stramt over at skulle til at spise foran folk, jeg ikke kender, det har jeg det endda svært ved, overfor folk jeg kender. Men at skulle gøre det foran fremmede …. puha. For det andet, var jeg endt ved siden af Casper. Ja Casper, den arrogante, flappede og selvglade Casper. Han sagde mig ikke meget i starten, og det værste var at drengen bare ingen grænser har!!! Jeg tror aldrig, han har hørt om personligt rum, altså i gud.

Jeg sad der og prøvede ihærdigt at spise min mad i ro, og lade som om jeg sad alene i et rum, så jeg kunne få spist bare en smule. Men nej, det var ikke sådan det skulle være.  Casper havde en anden ide om hvordan vores måltider skulle forgå. Han kunne simpelthen ikke lade mig være i fred, selvom jeg havde børnesår i hele krydderen. Han stak bare sit ansigt helt op i hovedet på mig. Efter bare en uge begyndte han at lave 'sjov med mig' på en lidt anden skala end jeg er vant til, må jeg indrømme. Han begyndte, at køre sin hånd op at mit inderlår, og jeg ville hurtigt fjerne den og sige:

"Ej Casper!!!! Stop så " Alle de andre ville bare lave grin med mig. De var bare sådan 'kan du lyde lidt mere som om du stønner hans navn, når du beder ham om at stoppe'.

Og ja, jeg kan endelig godt se hvad de mener. men jeg kan simpelthen ikke blive rigtigt sur på den dreng. Andre gange ville han trække midt hoved ned til han skridt og få det til at ligne, at jeg gav ham et blowjob. De andre havde det hylde morsomt på min bekostning. Det var nu heller ikke fordi, jeg havde noget imod det som sådan. Faktisk hvis jeg skal være bundærlig, kunne jeg godt lide, at havde hans opmærksomhed. Det var altid mig, han lavede pranks på, ikke nogle af de andre. Det var som om, jeg var blevet hans udvalgt. Han fik mig til at føle mig speciel, som ingen andre nogensinde har fået mig til at føle. Det var rart endelig at føle sig som noget. 

Der var bare en mindre detalje, han havde allerede en kæreste, da han startede på efterskole. og af den grund blev jeg ved med at benægte de følelser, jeg kunne mærke voksede sig stærkere og stærkere for hver dag.

De andre gjorde det heller ikke ligefrem lettere. de begyndte at påpege, at han havde et godt øje til mig. Og efter ikke lang tids modstand, begyndte jeg at falde for ham med hans dumme jokes og underlige humørsvingninger. Ja mit hjerte kom ud af kontrol, men først efter jeg havde sagt det højt, og indrømmede det for mig selv. Ting bliver så meget mere virkelige, når man siger dem højt. 

En dag på vej hen til spise salen slog det mig, at jeg var forelsket. Jeg gik sammen med Frederik fra mit hus. Frederik er en af mine bedste drenge venner, eller måske ville man ikke kategorisere ham som en dreng, han er nemlig meget bøsse. Når men jeg sagde:

"Frederik? Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig." Jeg kunne næsten ikke holde det inden i mig selv, for det var i det sekund det gik op for mig. 

"Hva så, Cece? Er du okay, eller?" Spurgte han helt bekymret, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. 

"Ja jeg er mere end okay, men du ved Casper ik?" begyndte jeg helt bange for hans reaktion.

"ja hvad med ham?"

"Jeg tror godt, at jeg kan lide ham en lille smule.... bare en smule altså"

"Når det siger du ikke???? Det havde vi slet ikke lagt mærke til!" Han begyndte at grine og smilede til mig, det var et smil fyldt med medlidenhed, og lige før vi trådte ind i spisesalen, tog han fat i min arm og sagde:

"Nu skal du huske at passe på dig selv! Du kender Casper!" 

Jeg kunne ikke lad vær med at tænke, hvad han mente med det? For så længe havde jeg ikke kendt Casper. Jeg vidste bare, at han havde en kæreste og i princippet var forbudt område, men han opførte sig bare ikke som en der havde en kæreste, og det fik forvirret min hjerne eller mit hjerte, eller hvad det nu har været. Det var i hvert fald noget der gik galt inden i mig. For jeg lyttede i hvert fald ikke til Frederiks råde, som jeg nok burde havde gjort. Han fik vækket mange følelse i mig og i løbet af det år, fik han ledt mig på vildspor adskillelige gange.

Jeg forelsket mig i en der aldrig helt ville blive min. En der allerede havde fundet sin anden halvdel. Han elskede sin kæreste. Det var bare svært for mig at forstå, at han ikke elskede mig lige så høj som hende. Hver gang jeg troede at nu, havde vi opbygget noget godt, kom der en fest eller et eller andet der ødelagde det HELE. Der ville han kysse med en helt tredje, hverken mig eller hans kæreste men en helt ny!!! Hver gang ville jeg bryde grædende sammen og tage hjem fra feste, og efter hver gang gik der et par uger, hvor vi ikke rigtigt snakkede, men havde det lidt akavet omkring hinanden. For han viste godt han havde såret mig. Men vi snakkede aldrig om det. Hver gang havde noget tilfældes, jeg tilgav ham, og alting faldt tilbage, som det plejede at være...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...