Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Det var ikke hendes tur til at dø…

Skæl dyppet i blod dukkede op i hans øjenkrog.

Hvorfor hende?

"Det er min," sagde damen imens hun holdt om Affs halskæde, "det er ikke meningen, at bønder skal bruge den," hånede hun og vendte ryggen til dem.

Arthur tacklede kvinden bagfra, "Hvem er du?!" Råbte han og svingede næverne mod hendes ryg.

"Celosia." Svarede hun, hendes skæl på ryggen stak igennem Arthurs tøj som knive. Han skreg og faldt af, og landede ved siden af Aff med et bump. 

Da han så op, var kvinden væk. 

Arthur kæmpede for at komme på fødderne, sårene fra skællene blødte. Han løb, fast besluttet på at få halskæden tilbage. Den tilhørte Aff, ikke hende.

 

 

Han fulgte Celosia til kanten af byen og endte foran en tyk fyrreskov.

Torden lød i det fjerne og lyn oplyste den mørke himmel. Han pustede og stoppede et øjeblik for at få vejret. Træerne virkede krogede og deforme.

Han tog sig sammen og brød gennem en tyk væg af brændenælder. På den anden side så han en grusvej der ellers lå skjult. Han fulgte den og fortsatte dybere ind i skoven.

Gennem træerne og buskene så han en skovhytte. Synet mindede ham om huset tilbage i Harth, som han havde boet i sammen med sine forældre. Det føltes som en menneskealder siden.

Da han kom tættere på, gemte han sig under et åbentstående vindue med ørerne på spids.

"Hvorfor havde et barn den?" Hørte han en stemme sige, en kvinde.

En anden kvinde talte: "Det er lige meget nu, jeg har skaffet den. Hvor er min mands hårlok?" Det var Celosia’s stemme.

Gulvbrædderne gav sig og en tredje dame talte: "Hans hår er i en pose af silke, i en af mine kurve udenfor – hvor hestene er."

Der blev sparket til et bord, "Hvorfor udenfor?! Nogen kunne stjæle det!" Brølede Celosia, hendes tunge fodtrin blev svagere, da hun forlod rummet.

Arthur følte sved løbe ned ad ansigtet, og han havde en klump i halsen. Han løb bag huset og søgte gennem træerne efter hestene. Da han hørte vrinsken fulgte han lyden og løb ind i en rydning. Han havde ret, der stod heste med tøjler og sadler.

Han så på dem, nogle havde nysgerrigt løftet mulerne fra græsset. Celosia kom nærmere jo længere tid han ventede… men han vidste ikke, hvilken kurv stemmen talte om.

Arthur snublede hen mod en af hestene og greb omkring kurvene – tvang dem åbne. Han søgte gennem tøj, hvede og brød. Endelig fandt han en lille pose af silke i bunden af den tredje kurv. Han vendte bunden i vejret og en rød hårlok faldt ud.

Knas. Fødder på kviste.

Celosia! Han rejste sig fra skovbunden og løb så hurtigt han kunne i den modsatte retning gennem en gruppe bregner.

Arthur kiggede ikke tilbage, han vidste bare, at han måtte finde Sil – og få halskæden tilbage.

 


Det havde regnet længe.

Sil’s øjne var tungere end nogensinde, han kunne ikke føle sine ben; tæer og fingre var følelsesløse af kulde. Han blinkede, men hans øjenlåg hang sammen, han lignede et spøgelse, lignede en død.

Ligesom Aff.

Sil så på hende. Hun lå tæt ved ham, beskyttet mod skyernes brusebade. De havde ligget i timevis i et hjørne mellem to bygninger.

Ikke mange var gået forbi i de timer, få kom ned ad denne gade og ingen turde se på dem. Han var ligeglad. Han ville heller ikke se på dem, han ville være alene, ville ingenting.

Han lod sine fingre glide over Affs livløse arm, den varme hun havde udstrålet, var væk. Hun var koldere end han.

Tårer samlede sig i hans øjne, han forsøgte at stoppe dem, men de blev ved med at komme. Han krøllede sig sammen og rykkede tættere til Aff i regnvandet, stenbelægningen grov mod hans hoved.

En skikkelse nærmede sig i løb.

"Sil…!"

Sil kunne næppe løfte hovedet, "A… rthur?" Mumlede han og kunne knap nok sætte sig op.

"Jeg har ikke tid til at forklare, men vi er nødt til at gå nu!" Arthur så sig over skulderen og bed sig i læben, hans hænder greb om Sil: "Vi skal finde den medaljon, jeg tror den kan bringe Aff tilbage! "

Sil rynkede brynene, med tårer rullende ned ad ansigtet, de gik i et med regndråberne: "Hvad taler du om?" Grinte han med bævende læber – det lød vanvittigt, "Intet kan bringe hende tilbage! Ikke engang Moder Natur!"

Arthur justerede sit greb om Sils skuldre: "Hvis det ikke bringer hende tilbage, sværger jeg, at jeg aldrig vil bede dig om en tjeneste igen."

Sil lukkede øjne og mumlede for sig selv. Hans skuldre blev endelig slappe, "Lover du?"

"Jeg lover."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...