Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

3. Kapitel 3


Måger skreg. 

Der var en anden ro på land end under vandet. Aff var løbet hen for at se på fiskemarked og var nu ude af syne. Sil passerede mange mennesker på sin vej for at finde hende, det var fiskesæson, der ville selvfølgelig være mange.

Ved kysten fandt han Aff, der sad og så på de både der var på vej ud for at røgte fiskenet. Han løb op til hende og så tavst på havet, mens han dagdrømte sig hjem.

"Tror du mor og far er bekymrede?" Spurgte Aff.

Der var et øjebliks tøven i hans stemme: "Det ved jeg ikke, jeg tror det ikke."

"Hvis du ikke ved det, kan du ikke sige, at du ikke tror det.”

"Lad os finde nogle krabber," sagde han og løb tilbage mod markedet.

Han købte krabbe til hende med de sidste få mønter han havde. 

Havde de brug for andet, måtte han stjæle sig til det, og det gik sjældent godt. De sad på en bænk og så på springvandet i landsbyens centrum. Han ville tilbage til skoven hurtigst muligt, men Aff insisterede på at blive til solnedgang. Han forstod hende godt, de havde ikke været her siden hendes 9 års fødselsdag. 

De fik også krabbe den dag.

Nogen råbte.

En dør til et stort hus blev sparket op nogle meter op ad vejen, og en stor kvinde gik ud med en træske i hånden. Hun skreg efter en dreng i snavset og slog ham med skeen, som han lå der med armene over hovedet.

Aff frøs til is, hendes øjne fæstnet til drengen. Sil løb imod dem og lagde sig imellem. Aff løb efter og forsøgte at skubbe kvinden væk.

"Møgunger!" Brølede hun og skubbede Aff til jorden. Sil nåede at flå skeen ud af hendes hånd og slog hende med den.

"Rør hende ikke!" Råbte han, og kvinden hævede afværgende armen.

"Forbandede børn... stik ikke jeres næser i andres sager!" Stønnede kvinden forpustet. Sil fik sin søster på fødderne, og begge stirrede på kvinden i afsky. Hun tog sin ske op fra jorden og forsvandt ind i huset. De hørte døren smække. 

Sil og Aff brugte et øjeblik på at få vejret og vendte sig så mod drengen.

"Er du okay?" Spurgte Sil og tilbød ham en hånd. Drengen accepterede uden tøven.

"Tak." Sagde han og børstede sit tøj.

"Hvorfor slog den dame dig?" spurgte Aff bekymret. 

"Jeg skulle tilberede en selkie." Svarede drengen med sænket blik.

Begge frøs. Sils hjerte slog imod ribbenene og blodet isnede. Aff bevægede sig ikke, han måtte berolige hende, et eller andet.

"D—Det er ikke sandt, han laver sjov Aff, bare rolig." Aff så på ham med tårer i øjnene – han kunne ikke lyve til hende nu.

"Folk elsker at spise deres skind," begyndte drengen, "men jeg ved hvad selkier er ... De er levende, jeg så en på stranden! De - de har ben og arme, de er ikke mad!" Råbte han med billeder af selkien på nethinden.

"Vi er selkier... ” sagde Sil modvilligt, hans hånd beroligende på Affs skulder. Han var tryg nok ved drengen til at fortælle ham det. Men hvis det kom ud, ville han og Aff aldrig kunne besøge Jaris igen. Og ikke kun Jaris, men alle landets fiskerbyer.

"Arthur" sagde drengen med fremstrakt hånd, som om det var hans tur til at give. Selvom han bar præg af at have ligget i snavset, var der brølende ild i hans øjne.

Sil tog Arthurs hånd og smilte: "Sil, og det er Aff - min lillesøster." Han kiggede tilbage efter hende.

Hun var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...