Bare et 'hej'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2018
  • Opdateret: 20 jun. 2018
  • Status: Færdig
Hej igen!
Her er endnu en kortprosatekst skrevet i forbindelse med min afgangsprøve i tiende klasse. Den handler om sårbarheden og de mulige udfordringer ved at starte på en efterskole. Teksten skulle tage udgangspunkt i ét øjeblik med en enkel handling. Håber i vil læse med:)
Vh. L Thomsen

1Likes
3Kommentarer
75Visninger

1. Bare et 'hej'

 

 

”Hej krølletop!” Det var mig, han, hun, den, det snakkede til. En lidt dybere stemme. Det måtte være det mandlige genus. Da jeg vendte mig om, var han allerede væk. Hans to nye venner stod der stadig. Deres øjenæbler hang fast i en opadvendt 35 graders vinkel. De røde spiraler var centrum for deres synsfelt. Jeg stivnede. Stod helt stille. Mit hjerte bankede. Ubehageligt hurtigt. Da en af dem begyndte at smile, blev det værre. Nu var jeg også til grin.

HA HA HA! HI HI! AHA AHA HA! En stor stemme rungede indeni. Nej, mange stemmer. Det var som om at en hel klasse, en hel forsamling, en hel hær, hele verdenen lo og lo af mig. Ler og Ler. Mit ansigt vender mod mange, store, leende munde. Jeg begynder at tælle dem. Hvor mange drejer det sig om? Prøver at finde rumfanget at området, som de mange mennesker er plantet på. Det er umuligt. Finder gennemsnittet af antallet på den forreste menneske-række. Ganger det med antallet af mennesker på det lodrette led. Det går ikke. De står ikke som skakbrikker på en matematisk spilleplade. Der er også et par tomme huller, og mennesker er også individer i forskellige størrelser. Selvfølgelig er de det. Mennesker er jo forskellige. Det er okay. Eller.

6862. Sekstusindeottehundredeogtoogtres mennesker. De står og fremhæver deres perfekte Colgate tænder, og jeg ønsker et kort øjeblik, at jeg kunne være den grimme ælling som vil vise sig at blive en smuk svane. Men svaner er hvide. Ikke røde.

Min krop løsnede sig en smule fra de spændte sener og muskler. Et pib. Et bogstav. Et ord. Men ingen lyd. Jeg kom aldrig nogen vegne. De var væk nu. De to. 7854 ÷ 7858 er lig med 0,999. Det var antallet af personer tilbage på gangen nu. En tomatrød slange dinglede frem og tilbage på min kind, mens jeg tænkte situationen igennem. De var alle sammen nogle sarkastiske røvhuller. De ville ikke andet end at drille, drikke. Grine, gengælde. Score, sabotere og suge blodet ud af andre. 365 dage med dem var ikke til at overskue. Løbet var kun lige skudt i gang. Der var langt til mål. Og var der overhovedet noget mål? Eller ville det fortsætte sådan her resten af mine dage? Jeg blev pludselig bange for at blive en bitter, gammel dame, der ikke havde brugt livet til noget. Jeg skulle vel starte et sted. Så måske var det bare et ’hej’…

 

fra kortprosasamling ”Sårbar”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...