What about tomorrow?

Jenny's er ikke den samme siden dén dag.
Liam vil aldrig glemme hvad hans mor gjorde.

Jenny møder den mytiske hjemløse fyr Liam i den lille by Westmore, hvor hun med sin skole er på studietur. Liam er sur på livet, men da han møder Jenny er det som om han vågner op fra de døde.

De har mere tilfælles end hvad de vil indrømme.

Hvad gør man når man forelsker sig på ny, men alt modgang er mod en?

Vil Jenny glemme dén dag?
Vil Liam endelig få fred?
Vil deres kærlighed nogensinde få en chance?

0Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

2. Liam, 2

3 År tideligere... 

Bilen triller stille op ad den lange velkendte indkørsel. Huset står som et slot, klar til at imponere alle der kommer forbi. Jeg sukker og slukker for motoren på bilen. En mand kommer løbene over mod bilen, og før jeg når at stige ud, har han åbnet både min dør og bagagerummet hvor han tager mine tasker ud. En anden kommer også over mod os og da jeg stiger ud af bilen, hilser han.

”Mr. Mitchell.” Han rækker hånden frem og jeg tager den.

”Vi arbejder for deres mor. Hun venter på dem indenfor.” Jeg nikker. Selvfølgelig arbejder de for hende. Hun har flere folk end følelser og grå hår. Manden foran mig har en pæn ren uniform på og ikke ét hår, er uden gele. Han holder hånden frem, og jeg giver ham bilnøglerne af ren medfølelse. Hvis han arbejder for min mor, har han nok modgang. Den anden har allerede taget mine store sportstasker med op mod huset. Han er helt rød i hovedet og det er helt overraskende at sådan en lille splejset fyr, som ham kan løfte taskerne, som næsten er stører end ham selv.

Da jeg når op til ham, kan jeg sågar se sveddråberne glinse på panden, men da jeg prøver at tage dem fra ham, stammer han med besvær at han stiller dem op på mit gamle værelse. Stakkels dreng. Hvis det er mit gamle værelse på 3. sal og min mor ikke lige har investeret i en elevator imens jeg var væk, så har han påtaget sig noget af en opgave. Jeg går på jagt efter min mor i det store hus, ikke fordi jeg har lyst til at se hende, eller høre på hende, men jeg må nok hellere melde min ankomst og se hvad hun pønser på. Hun har altid en skjult plan i ærmet, hvis jeg kan finde ud af hvad planen er har jeg stører chance for at undvige den inden jeg bliver kastede ind i den.

Flere folk styrtene forbi mig, med enten mad, håndkæler og andet spøjst. Alle iført tjenestefolk uniform. Min mor har altid elsket at have folk omkring sig. Både til at opvarte hende og til at gøre hvad hun siger, men også til at forgude hende. Jeg følger strømmen af folk ind til et af husets feststuer, hvor jeg ser min mor stå og diagere folkene som en anden diktater.

”Jeg sagde de hvide roser skulle stå til højre!” Råber hun efter en ung pige som straks undskylder og flytter blomsterne. Min mor sukker og tager en hånd op til ansigtet imens hun stille styrer hendes temperament. Hun ser op igen og før øje på mig. Ud fra udtrykket i hovedet, ser det ikke ud til at hun har savnet mig.

 ” Hvad er det dog du har på knægt!” Så går det løs igen. Jeg har ikke været her i mere end 15 minutter og hun er allerede over mig. Hun går hurtigt hen til mig og hendes høje stiletter giver et skrammende højt ekko i hele salen.

 ”Hvorfor har du ikke dit jakkesæt på? Alle er på vej de kommer om 1 time” Sukker hun. Jeg kigger ned ad mit tøj bestående af en almindelig hvid skjorte og et par sorte jeans. Det er ikke længere helt så rent, efter at have kørt hele vejen fra Belmont University i det. Jeg bider mig i læben for at holde alle de grimme ord tilbage, selv dem omkring hendes gyselige lilla hat med fjer i. Alle spændingerne og aggressionerne kommer tilbage som var der viftet med en tryllestav.

”Jeg er først lige ankommet.” Får jeg fremsagt med sammenbidte tænder.

”Hvorfor får vi gæster?” Spørger jeg. Jeg havde håbet på at jeg bare kunne slappe af. Inderst inde havde jeg nok håbet at, min mor ikke var så slem, som jeg husker hende, men selv det øjeblik jeg kørte ned ad den velkendte indkørsel, vidste jeg at det ikke var tilfældet.

”Vi fejrer at min kloge dreng har afsluttet collage og så endda før tid.” Svare hun imens hun begynder at rette på en buket på et af bordene. Fedt. Endnu engang bruger hun mig til at vise sig selv frem. Hun mener hun har dette perfekte liv, som hun skal vise til alle, uanset hvilken bekostning. Hvis bare de kendte vores historie, så ville alle glemme ordet perfekt.

Endnu en tjener bliver angrebet af hende, så jeg ser mit snit til at liste væk. Jeg finder frem til mit gamle værelse der står lige så tomt, som den gang jeg forladte det. Alt jeg nogensinde har haft udover tøj blev pakket ned i kasser og sat væk, da jeg var 17. Det gjorde for ondt at se på det. De hvide vægge blinder mig og hele rummet drejer for mig. Jeg støtter mig op af vægen for ikke at falde. Noget papir sidder fast i en skuffe i mit skrivebord. Hurtigt åbner jeg den, for uden at se på papiret, få den tilbage i skuffen. Min hurtige bevægelse får hele skuffen til at falde ud og gamle billeder og minder. Et billede af Hunter, som kigger op mod mig, fanger mit blik. Hans blå øjne bore sig ind i mine og straks mærker jeg gallen stige i min mund. Ved siden af er der et billede af os alle. Min far, Hunter og jeg. Jeg var 14 der og min mor var stadig ude på hendes rejser, i stedet for at irriterer os. Jeg samler dem hurtigt op og smækker skuffen i igen, da et af Hunters digte lander i min hånd

Mørket kryber,

Håbet bryder.

Tårerne flyder,

Synet snyder.

Mine hænder ryster og tårer jeg troede var tørret ud fylder mine øjne. Jeg fisker min mobil frem og taster det kendte nummer. Den ringer to gange inden han tager den. ”David? Jeg skal væk. NU” Min vejrtrækning er helt ustyrlig. ”Forståeligt”. Hans stemme er kold, han kender alt til min mor og vores historie, som en af de få.

”Er der så hurtigt jeg kan, men du ved godt det kan tage et par timer.” Jeg nikker selvom han ikke kan se mig.

 ”Okay.” Jeg ligger på. Alt er pakket så det behøver jeg ikke tænke på. Nu har jeg endelig chancen for at flygte, som far gjorde. Alt det jeg har lyst til at sige til min mor, brygger sig op inden i mig og for første gang er jeg ikke bange for hende. Jeg skifter tøj, ikke for hendes skyld men for dramaet og begynder så at gennemgå den store tale i hovedet.

 

***

En time senere, går jeg rundt mellem alle de fremmede ansigter. Flere kender jeg kun på grund af udseende, jeg ved ikke noget om dem eller hvad de hedder. Alle ønsker mig tillykke eller prøver på at føre en længere samtale, men jeg får sneget mig væk inden det begynder at blive for privat. Jeg har ikke tænkt mig at gå og spille skuespil mere end nødvendigt. Jeg skæver ned mod mig ur. David skrev at han ville være her om et kvarter, så det er nu eller aldrig.

Med en høj lyd skubber jeg stolen ud og slår på et glas for at få alles opmærksomhed. Sommerfuglene flyver rundt i maven på mig, men der er ikke fordi jeg er nervøs, tvært imod. Jeg har endelig muligheden for at ydmyge min mor på samme måde hun har ydmyget mig de sidste 2 år, for ikke at tale om hele mit liv.

”Hør alle sammen!” Stemmerne tav og jeg har nu alles opmærksomhed.

”Jeg burde nok sige tak fordi I kom, men helt ærligt hvorfor skulle jeg? Hvor mange af jer er mine venner? Nemlig, ingen af jer. De færreste kender jeg navnet på, og selv dem vil jeg ikke kalde for mere end bekendte” Flok mumlede chokeret over mine ord og jeg undgik diskret min mors blik der med garanti ville forvandle mig til sten, hvis jeg mødte hendes blik.

”Jeg har ventet på denne chance for at sige alt dette, siden min far flygtede for 2 år siden.” Jeg rejser mig og bevæger mig over imod døren imens jeg siger,

”nu skal i ikke blive misundelige, men jeg kommer aldrig til at se den kvinde igen, nogensinde.” Alles blikke landede på min mor, som havde fået en helt rød farve i hovedet.

”Siden hun splittede vores familie ad for 2 år siden, har jeg spændt ventet på at kunne skride fra det hele og det er så det jeg gør nu. Jeg har fået nok!” Jeg hæver stemmen og små gisp undslipper gæsterne. Jeg var nået til døren og vender rundt og kigger på dem alle, imens de sidder med forvirrende ansigter og mumler.

”Når ja? I har ikke hørt sandheden. Så svært er det ikke.” Måske er jeg lidt overmodig, men jeg har intet at mindste.

”Så er det Nok Liam!” Afbryder min mor. Hun begynder at gå over imod mig og hvisker så ingen kan høre det.

”Er du nu sikker på du vil til at spille smart? Du vil ikke overleve uden mine penge 1 uge derude.” Hvor tog hun bare fejl. Hvis det var konsekvensen for at slippe for hende, tog jeg gerne den udfordring op.

”Sæt dig ned og spis videre.” Hun vender sig om og jeg forsætter den historie, som hun afbrød sidst, helt ligeglad med hvad konsekvenserne vil blive.

”Min far flygtede fordi han vidste, at det bare var et spørgsmål om tid inden hun vil slå ham ihjel ligesom hun gjorde ved Hunter.” Gispene lød højt og musklerne i min mors skuldre spændes af vrede.

”Hvis det er det du ønsker er døren der. Bare husk hvem der var klogest når du kommer løbene tilbage” og med de ord hamrede jeg døren op og lod den smække hårdt i bag efter mig. Det er et spørgsmål om tid inden hun vil få klørene i mig, hvis ikke jeg skrider nu. Det kan godt være hun var rolig derinde, men det var kun for at virke bedrevidende foran gæsterne.

Jeg små løber op ad trappen, griber min fars gamle jakke og forsætter imod hoveddøren. Jeg har haft smuglet mine tasker ned, imens alle var optaget af festlighederne. Jeg skriver en sidste besked til Daniel og smider så telefonen på bordet. Jeg skal ikke havde noget af hendes ting med mig. Fra nu af, er den her jakke det eneste jeg ejer fra min fortid. Alt i mine sportstasker er købt i Tennessee, med penge som jeg slev tjente på et cafejob. Jeg har en lille opsparing som er nok til at få en god start, et nyt sted. Jeg er et rum fra udgangen og selvom jeg småløber ved jeg, at hun vil indhente mig eller stoppe mig på en måde. Med hånden på håndtaget, klar til at begynde mit liv, mærker jeg en hånd på min skuldre, der skubber mig tilbage. Som forudset står min mor, helt rød i hovedet, forpustet og klar til at flå mig levende.

”Hvor vover du knægt” Hvæser hun og lader en håndflade ramme min kind, men jeg lader som ingenting.

 ”Du skal ikke give mig skylden for din bors død, det var helt hans egen skyld.” Et koldt grin undslap mine læber.

”Hans egen skyld? Ja for det var jo ikke fordi du kom tilbage og ændrede alt ved vores liv. Ændrede ham fuldstændig og hakkede ned på ham hver gang han prøvede at gøre hvad du ville havde ham til. Du forventede at han var en han ikke var. Jeg kan godt forstod han tog sit eget liv og nogle gange tænker jeg på hvorfor jeg ikke var lige så klog, som ham og gøre det samme nu, hvor jeg ikke kunne flygte som far gjorde. Så nej det var slet ikke din skyld. For slet ikke at tale om at du kastede pistolen til ham og sagde han bare kunne gøre en ende på alt.” Jeg er rødglødende. Blodet suser rundt med adrenalinen og min vejrtrækning er ude af kontrol. Endnu en hånd rammer mig, denne gang hårdere end den første.

”Du vover at sige sådan noget højt! Nogen kunne høre dig, knægt!” Hun hæver stemmen og jeg er glad for at vi har gæster inde ved siden af så hun ikke ender med at råbe og spytte mig ind i hovedet, som hun så tit før har gjort når hun var utilfreds med mig.

”Og du vover nogensinde at røre mig igen!” Spytter jeg højt igen. Jeg er ligeglad med om så naboerne på den anden side af den store skov, kunne høre mig, det er sidste gang hun lægger en hånd på mig. Jeg har aldrig slået tilbage, men hvis hun forsætter sådan, vil jeg ikke have problemer med at gå i selvforsvar helt uden at føle skram.

” Farvel.” Jeg åbner døren i samme sekund Daniel køre ind i indkørslen med sin røde Mustang. Han sidder med en hånd på rattet og en anden med en smøg, hængende på side døren. Jeg smider sportstasken om bagi. Jeg har heldigvis været klog nok til at stille den her ude. Med et tilløb hopper jeg op i den åbnende bil. Jeg ser mig ikke tilbage da Daniel speeder op og begynder at køre afsted. Det eneste jeg ligger mærke til er vinden i mit hår og følelsen af at være fri, som jeg følte for første gang i mit liv.

”Hvor skal herren hen?” Daniel vipper sine solbriller ned og jeg ville ønske jeg selv ejede et par. Solen skinner kraftigt i dag.

”Hvor end du vil hen. Jeg følger bare med. Jo længere væk desto bedre.” Sukker jeg og placere hænderne bag hovedet.

”Jeg har lige stedet.” Smiler David. ”Du har ikke noget imod at tage udenlands?” Han løfter øjenbrynet så højt op, at man kan se dem over brillerne. Jeg griner.

”Du har pas med, ikke?” Jeg nikker.

”Tak david. Virkelig.” Jeg ser over på ham og møder kort hans blik inden han kigger tilbage mod vejen. ”Hvad gør man ikke for sin svoger.” Vi griner begge to, men knuden i maven forsvinder ikke.

”Jeg savner ham så meget.” Sukker jeg og kører hånden over ansigtet. ”Også jeg” Medgiver David med en sukken,

”også mig.” 

 

***

Liam 21 år

Billen gav en brummen fra sig, og gik derefter ud. Jeg prøver igen at starte den, men den går ud igen. Jeg giver et opgivende suk og køre hånden igennem det efterhånden lange hår, jeg trænger til at blive klippet. Bryan kommer ind i det lille værksted og stiller sig op af det rodet bord.

”Den vil stadig ikke starte?” Spørger han.

”Niks.” Jeg tager en brugt klud for at tørre mine hænder. Vi havde fået en gammel truck ind som havde problemer med at starte, og selvom jeg har arbejdet med biler siden den tidlige teenager alder og arbejdet hos Bryan det sidste år, kan jeg stadig ikke få den fikset.

Bryan, min chef, fandt mig den dag mig og Daniel ankom til Westmore, hvor jeg stod med hovedet nede i kølerhjelmen på Daniel s Mustang. Han hjalp os med at få den startet og tog mig under hans vinger. Lærte mig alt hvad jeg kan nu. Jeg fik et værelse der er bygget sammen med værkstedet. Et lille mørk rum med en seng og et toilet alt sammen betalt, så længe jeg arbejder for ham. Så er der lidt penge tilbage til mad. Det hele lyder jo helt fint, men det er hårdt.

Jeg har en god dyr uddannelse bag mig, men den er igen betalt af hende og jeg nægter at havde noget at gøre, med noget der står bag hendes penge. Jeg har aldrig arbejdet i et værksted, før jeg kom her, men jeg havde brugt mange timer sammen med min far, hvor vi havde leget lidt med noget metal.

Alt det jeg har her er takke været mig selv og jeg er stolt af det, selvom dagene kan være hårde. Selv når de mareridt hjemsøger mig gang på gang. Jeg troede de ville stoppe når jeg kom væk fra hende, men de er her stadig. Stærkere end nogensinde. I nat har ikke været en udtagelse. Jeg var begyndt at tro at de var holdt op, men i den seneste uge tid er de kommet igen. I nat havde det været slemt, meget slemt. Jeg var så langt ude af den, at jeg besluttede mig for at gå ud i værkstedet for at arbejde videre på den gamle truck. Klokken var kun 3 om morgen da jeg gik i gang. Da vi åbnede 3 timere senere, gik jeg i gang med de nye biller som var nemmere at klare og begyndte at gøre lidt rent selvom her aldrig ville blive bare lidt rent.

 Vi lukkede for 2 timer siden, men jeg kunne ikke opgive trucken. Ikke at jeg har andet at lave. At sove er ikke en mulighed mere og sidst jeg var gået ud, var jeg endt i vejkanten helt slået ud efter at havde brugt mine madpenge på vodka. Jeg har kun lige råd til noget brød og selvom jeg er sulten, prøver jeg at skubbe det væk. Denne truck bliver godt betalt og er så gammel, at ejerne vil gøre alt for at få den fikset.  Bonuspengene for denne truck vil være nok til at jeg kunne holde en ferie på en uges tid.

”Liam du har været i gang siden klokken 3 i morges, tror du ikke det er tid til en pause? Måske noget mad?” Bryan kigger alvorligt på mig og tilføjer så,

”du ved godt du ikke får mere i løn for overarbejde. Jeg vil heller havde en veludhvilet medarbejder i de timer vi har åben, end en træt udkørt medarbejder døgnets 24 timer.” Jeg smiler beroligende til ham,

”bare rolig jeg har det fint. Jeg vil ikke have flere penge, jeg mangler bare noget at lave. Få tankerne på noget andet.”

”Mareridtene er kommet tilbage?” Det var en konstatering ikke et spørgsmål. Jeg nikker. Jeg har aldrig haft i sinde at fortælle ham om det, men han har hørt mig om natten. Hørt når jeg skriger i søvne. Jeg prøvede først at benægte, men det hjælper ikke, han kender mig for godt.

” Ja” svare jeg og smider kluden.

”Gå. Du har brug for at komme lidt ud. Ring til Matt og inviter ham med ud på tøse jagt. Det kan være noget på den dumme kan hjælpe lidt, hvis du ved hvad jeg mener.” Han siger det dødsens alvorligt og det er lige før at jeg vil grine af det så fuckt op er min situation.

” Gå ud og oplev byen Liam.” Han lagde en hånd på min skulder og gav den et venligt klem.

” Natten er ung. Jeg er ikke altid den sure arbejdsgiver bare så du ved det. Du har arbejdet godt og jeg har brug for dig i den bedste form. Ikke nedkørt af for meget arbejde og for lidt søvn.” Med de ord vente han sig om og gik ud af værkstedet. Jeg har igen ide om, hvor jeg skal tage hen, og at ringe til Matt var ikke løsningen, ikke i dag. Jeg havde ikke overskud til ham i dag. Jeg beslutter mig for bare at gå lidt rundt i byen.

Mørket havde lagt sig over byen, kun lysene fra butikkerne og gadelamperne oplyste byen. Imens jeg går, kommer det hele tilbage imod mig. Mine tanker hjemsøger mig. Deres stemmer stopper aldrig. Lyden af høje stemmer og hænder der rammer hud, køre rundt i mit hoved. Skuddet fra pistolen lyder så klart, at jeg giver et sæt fra mig og ser mig omkring efter en pistol der kunne havde antændt det, men jeg ved bedre, det er kun inde i mit hoved.

Koldsveden løber overalt på min krop og mit hjerte kan næsten ikke følge med. Jeg sætter i løb. Det har ikke altid været sådan her. Engang var her stille. Det var først da hun kom tilbage det begyndte. Vi havde haft det godt før, ikke fantastik men godt. Haft et hus og en kærlig familie. Efter hun kom, opløste den familie, jeg kendte, sig helt.

Jeg skriger ud i mørket, men det får ham ikke tilbage til mig igen. Jeg ved ikke hvor jeg løber hen men, med blodet susene rundt i årene, løber jeg gennem de små gader, som var djævlen efter mig. Det er hendes skyld. Hun tog ham fra mig.

Jeg har lyst til at slå noget.

Nej nogen.

Ikke nogen, hende.

 Alt det der kom efter hende vil jeg glemme. Jeg vil hellere leve ude under åben himmel eller inde i mit fugtige rum af et værelse, end at leve under samme tag med hende. Hun tror hun kan købe mig tilbage. Hun tor jeg har glemt alt, for det har hun. Men jeg vil aldrig glemme det. Minderne løber forbi som en film for mit indre blik. En gyser jeg ikke kan slukke for.

”Hvorfor er livet sådan her!” råber jeg med mine lungers fulde kraft ud i mørket.

 Hvorfor? Det ord jeg har brugt mest. Hvorfor kan mareridtene ikke bare stoppe? Hvorfor skal jeg pines med minderne? Hvorfor mig? Hvorfor og hvad nu hvis, er de ord der køre i mine tanker for hvad nu hvis…. Hvis hun aldrig var kommet tilbage. Hvis Hunter stadig var her. Jeg vil aldrig få en lykkelig slutning. Ikke så længe hun er i mine tanker. Ikke efter at hun ødelagde mit liv. Knuste det synder sammen og efterlod mig med stykkerne. Efterladt til mig selv om at samle dem igen. Ingen til at hjælpe mig. Der er kun mig nu. Det er bedst sådan.

Jeg stopper brat op og ryster på hovedet. Jeg ser op og kigger mig omkring. Over på den anden side er den pub som jeg kender så godt. En god ven i den svære tid. Et sted jeg har været mange mørke tider. Stedet for altid lyset frem. Jeg skynder mig over på den anden side og åbner den knagede store trædør. Jeg sætter mig oppe i baren på den sædvandelige stol. Vi er kun 4 mennesker udover dem der arbejder der.

” 2 gange nr. 12” siger jeg til den kendte blondine bag bardisken. Hun var allerede i gang og stiller et glas foran mig, som jeg sluger i mig hurtigere end jeg havde fået det. Blondinen sender mig et medlindene smil, men jeg ignorerer det og sluger det nye glas i mig.

” To til.” Jeg rækker to finger op for at give tegn til hende. Sådan forsætter jeg indtil alle stemmerne er væk. Minderne ryger samme vej. Jeg forsætter til alt smerten er væk og alt bliver sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...