What about tomorrow?

Jenny's er ikke den samme siden dén dag.
Liam vil aldrig glemme hvad hans mor gjorde.

Jenny møder den mytiske hjemløse fyr Liam i den lille by Westmore, hvor hun med sin skole er på studietur. Liam er sur på livet, men da han møder Jenny er det som om han vågner op fra de døde.

De har mere tilfælles end hvad de vil indrømme.

Hvad gør man når man forelsker sig på ny, men alt modgang er mod en?

Vil Jenny glemme dén dag?
Vil Liam endelig få fred?
Vil deres kærlighed nogensinde få en chance?

0Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

1. Jenny, 1

Om mindre end 24 timer, vil jeg være på vej med en bus ned til togstationen, hvor et tog vil køre mig til et fremmede land, og jeg har stadig ikke set skyggen af mine forældre. Ikke et telefonopkald, intet, ikke at det kommer bag på mig. De er næsten aldrig hjemme og når de er, kunne de lige så godt være et andet sted.

Jeg ligger den sidste sweater i kufferten og lyner den op. Jeg smider mig tilbage i den store dobbeltseng med et dybt suk. Jeg har ingen ide om, hvor mine forældre er henne nu. Sidst jeg hørte fra min mor, var hun i Australien og min far, skulle vist nok være i Holland, men det er snart 14 dage siden vi sidst snakkede sammen. Jeg rejser mig og begynder at slæbe den store kuffert og min taske ned af den lange hvide vindeltrappe.

Jeg kaster tasken ud i entreen og stiller kufferten ved siden af, hvorefter jeg går ud i køkkenet.
Klokken er 16:00, så jeg er alene i huset. Jeg åbner det store køleskab og finder nogle raster frem fra middagen, med mine bedsteforældre dagen før. I det mindste nyder de mit selskab nok til at være ved mig en gang om ugen.

Jeg tager tallerken med mig hen til spisebordet og begynder langsom at spise. Det store tomme hus er musestille. De fleste ansatte har fri på dette tidspunkt. Jeg finder min mobil frem og kigger beskederne igennem. Ingen fra mine forældre. Jeg havde sendt dem en påmindelse om min rejse tidligere på dagen, men det ser ikke ud til at de har læst det. Efter at havde tjekket mine beskeder igennem, rejser jeg mig og går ud i køkkenet med den tomme tallerken.

Det store køkken ser stadig helt nyt ud selvom det er ved at være gammelt. Det bliver ikke brugt særlig tit. For det meste er det kun mig der er i huset, og jeg bruger det ikke til det helt store. Jeg sætter tallerken i opvaskeren og går ud af den lille køkkendør der føre ud til den lille have.

Jeg træder ud med bare tærer og skutter mig i min tynde cardigan. September brisen er kold og leger med mit løse hår, så det flyver rundt om ørerne på mig. De fleste træer har fået en gylden nuance. De er efter hånden blevet farvet, bladene. Oppe i de majestætiske trækroner befinder de sig.  Udfordret af vinden, tager de kampen op indtil de må overgive sig og dale stille ned på jorden. De ligger der og kigger op på det fantastiske sted de før befandt sig. Imens de ser gamle venner falde, begynder deres farver at forandre sig igen. Ikke til en flot grøn eller rødlig farve, nej de ender med at blive helt brune inden de visner helt op og forsvinder med vinden igen.

Imens jeg står der kan jeg mærke ham igen. Hans arme omkring mig, med ryggen presset imod hans bryst. Selvom det er indbildning, kan jeg mærke varmen brænde sig gennem mit tøj. Det er lige før, at jeg kan høre hans blide stemme hviske i mit øre. De små hår rejser sig og selvom jeg ikke har lyst, åbner jeg øjnene og vender mig om. Sandheden slår igennem og jeg er stadig alene. En stik skyder igennem mit bryst, som havde en borede en dolk igennem brystet på mig.

”Nikolas” hvisker jeg og lader vinden føre ordene bort, sammen med en tåre, i håb om at han høre dem det sted han er nu. Håber han ved hvor ondt det gør. Hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne gøre det om. Jeg håber han ved, at jeg er klar over at det var min skyld, uanset hvad alle siger til mig.

Lyden af en dør, der blev lukket, flår mig ud af mine tanker. Jeg begiver mig tilbage til huset og finder Maddie i gang med at gennem rode mit køleskab.

”Hey der var du.” Siger min bedste veninde, som var det underligt, at jeg var i mit eget hus.

”Jeg har ledt efter dig.” Hun havde hele favnen fuld af mad og begyndte at begive sig ind imod spisestuen.

”Ja det kan jeg se.” Griner jeg sarkastisk. Hun har ikke ledt andre steder end i mit køleskab. Maddie elsker at komme forbi for, som hun siger har jeg mere mad i mit hus end hendes forældre har penge. Ikke at jeg tror på hende. Nok har vi et stort hus og alt hvad vi behøver, men derfor betyder det ikke at vi er superrige.

Nogle gange driller Maddie med, at jeg er en kendis eller kongelig med alle de ting vi har, men hun skulle bare vide hvor mange penge de rigtige kendte personer har. Min familie omgives med en masse rige mennesker, som mine forældre kalder ”venner”, som har dobbelt så mange penge end vi nogensinde ville få.

Jeg følger hende ind i den store spisestue, hvor Maddie nu er i gang med at ligge alt frem og gøre klar. Det er lige før hun savler sådan, som hun kigger på maden, med lys i øjnene. Hun smiler et perfekt smil der viser hendes hvide tænder og puffer så det mørke hår til side, hvorefter hun sætter tænderne den sandwich hun lige har lavet. Jeg trækker en af de læderbeklædte stole ud, der står ved siden af hende, og sætter mig på den, imens jeg beundrer min veninde grov æde af alt hendes tyvegus. Jeg rækker frem og snubber en tomat der lå ved siden af og blikket Maddie sendte mig viste, at hun ikke var tilfreds med at jeg tog den. Jeg griner og putter tomaten i munden alligevel.

”Har du bare stenet her inde hele dagen?” Maddie hæver det ene øjenbryn og kigger bebrejdede på mig. Hun ryster på hovedet og pegede en finger over mit tøj, imens hun tygger af munden. Jeg havde bare taget en beigefarvet cardigan ud over den slidte T-shirt jeg sov i. jeg har ingen busker på da både cardiganen og T-shirten går ned til lidt over knæet. Jeg kigger spørgerne op på Maddie, som bare ryster på hovedet.

 ”Det er hans er det ikke?” Jeg behøver ikke at spørge om hvad hun mener for jeg ved det.

”Er det ikke nok for dig at gå med din halskæde? Skal du virkelig havde alt hans tøj så tæt på dig, som muligt?” Jeg knuger om det lille sommerfugle vedhæng jeg har rundt om halsen, hvor den har hængt siden jeg fik den. Maddie virker skuffet. Jeg er også skuffet over mig selv, men jeg kan ikke tage mig sammen.

 ”Jeg ved ikke hvad du mener.” Siger jeg uskyldigt selvom jeg ved præcis hvad hun mener. Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har haft enten hans tøj på mig eller i min taske. Ynkeligt.

”Jeg har kun T-shirten på fordi jeg sov over mig og har kun været hernede efter mad, ellers har jeg pakket ovenpå” Jeg blinker med øjnene og håber hun vil tro mig. Det spændes i Maddies kæbe og jeg ved at hun prøver at styre sig. Jeg er ikke den mest stabile person ligefor tiden og et forkert ord kan være nok til, at jeg ikke ser sollyset hele næste uge. Maddie har altid været forsigtig, men hun prøver at presse mig til at komme videre og det er jeg altså ikke klar til endnu.

 ”Hør Jenny.” Hun havde lagt sin sandwich fra sig på borde og så nu på mig med en bekymret panderynke.

”Det er okay at savne ham. Det gør jeg også. Jeg holdte også af ham.” Hun tav og lagde en hånd ovenpå min. Klumpen i min hals begynder at vokse og kan mærke hvordan panikken begynder at overtage min krop.Dette emne har jeg stadig ikke vænnet mig til. Det gør lige ondt hver gang.

”Du er nødt til at give lidt slip Jen. Jeg beder dig ikke om at glemme ham, jeg beder dig bare om at komme tilbage til livet. Vi savner dig herude.” Tårerne presser sig på og jeg kæmper for ikke at lade dem falde. Det er rigtigt at siden den dag, var min verden gået under.

Det er 7 måneder siden jeg har følt mig levende. Jeg er godt klar over at jeg ikke har været den bedste veninde siden. Jeg havde skubbet alt fra mig, imens jeg låste mig selv inde. Hvis Maddie ikke havde rusket godt og grundigt op i mig for nogle måneder siden er jeg ikke sikker på, at jeg ville havde forladt mit værelse.

Med et bestemt suk kigger og op og møder Maddies grønne øjne.

”Jeg ved det Maddie, men det er svært.” Min stemme knækkede sammen og jeg er bange for at jeg vil begynde at græde, hvis jeg forsætter. Det ser ud til at Maddie kunne fornemme det for hun stoppede samtalen der og kastede sig over sin mad igen.

 ” Hvad er det der?” Jeg kigger over og finder en forundret Maddie med en lilla frugt. Hun ligner en der ikke kan bestemme sig for om hun føler afsky over frugten eller om hun syntes det er den sejeste frugt hun har set. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Jeg tror det er en passionsfrugt.” Jeg kigger nærmere på den mærkelige frugt. Maddie tager en kniv frem fra lommen og jeg vil ikke til at kommentere på det. Maddie har altid noget på sig til selvforsvar, det lærte hun på den hårde måde den gang da hun var 15 og en klam stodder prøvede at overfalde hende. Heldigvis for hende var en ung mand kommet forbi og stukket ham ned inden han kom for langt. Desværre for hendes rednings mand kom han i fængsl for overfald selvom han bare forsvarede Maddie. Hun fik hans kniv og har siden da ikke gået rundt uden enten kniv eller peberspray. Jeg har endda taget hende engang med en pistol under hendes bilsæde.

” Er den giftig?” Udbrød Maddie, imens hun stak til den med kniven. Nu kunne jeg ikke klare det mere. Jeg væltede næsten ned af stolen så meget grinte jeg. Maddie kiggede bare på mig, men til sidst kunne hun heller ikke holde grinet tilbage.

”Okay” Maddie satte sig forpustet op.

 ”Gå ovenpå og tag busker på du skal med ud.” Jeg skulle til at protestere, men Maddie stoppede mig ed at holde en hånd op. ” Vi har en aftale Jenny.” Ååå gud jeg havde glemt vores aftale. Jeg havde lovet Maddie at jeg ville tage med hende ud mindst en gang om ugen. Maddie siger at det er så hun er sikker på at jeg ikke sider i mørket og får ”gode ideer”.

 ”Det er søndag og vi har begge haft travlt i denne uge så du skal med nu.” Hun rejste sig op og gav mig en hånd.

”Men vi skal ud sammen de næste 14 dage, er det ikke nok?” Jeg elsker Maddie, men efter den dag for 7 måneder siden, hvor min verden faldt fra hinanden har jeg ikke haft overskud til at være sammen med folk hele tiden. Jeg overlever kun skolen fordi jeg har en aftale om at jeg kan få lov at gå ud hvis det bliver for meget, men jeg tror snart ikke det tilbud gælder mere. Ikke efter 7 måneder.

 ”Du slipper ikke.” Sang Maddie, imens hun guidede mig op ad trapperne. Modvilligt gik jeg op og skiftede tøj. Hvis jeg bliver i det her hus alene i længere tid, er jeg bange for at Maddie har ret. Jeg vil være alene med mine tanker og de er ikke kærlige. De er fulde af had og sorg. Had imod mig selv, jeg har godt af at komme lidt ud. Det er i hvert tilfald hvad jeg siger til mig selv da jeg står omklædt og ser mig selv i spejlet.

Mit lange blonde hår går mig helt ned til taljen. Det er på tide at få det klippet. Jeg har ikke rigtig sørget for mig selv i de sidste 7 måneder så det er på tide at jeg får den klipning. Mine øjne finder det lille vedhæng på kæden rundt om halsen og jeg ser glæden i Nikolas grønne øjne da han gav mig den, den dag vi havde været kærester i et år. Sommerfuglen havde altid været mit yndlingsdyr og det vidste han.

”Hvis du ikke kommer ned om 5 minutter kommer jeg op og slæber dig ud, om du så har busker på eller ej!” Råber Maddie et sted udefra. Jeg griber min taske og slynger den rundt om skulderen, hvorefter jeg går ned for at finde den utålmodige Maddie.

”Hvor skal vi så hen?” Spørgere jeg, da jeg finder hende i entréen, hvor hun roder rundt i mine tasker. Jeg lader det ligge. Maddie skal altid tjekke hvad jeg har med og ender altid med at smule noget fest tøj med som jeg alligevel ikke vil få brug for.  Maddie kaster et blik over mine lyse cowboybukser og den hvide T-shirt jeg har undre den gamle cardigan.

”Stadig ingen make-up?” Spørger hun skuffet med underlæben stukket frem. Jeg har aldrig været den der har haft hele Matas i hovedet, men jeg må indrømme at efter den dag, har jeg ikke bekymret mig om mit udseende. Hun skal være glad for at jeg havde været i bad og børstede hår, for somme tider var selv det svært for mig.

”Stadig ingen make-up.” Fastslår jeg. Maddie nikker og åbner så døren for mig.

”Bare rolig du vil elske der, hvor vi skal hen.” Fortæller hun med et stort smil, og jeg har på fornemmelsen at jeg ikke vil kunne lide det her.

***

Jeg vidste dette var en dårlig ide. Maddie mente at vi skulle ind på den lokale cafe, hvilket vi har gjort så ofte før i tiden. Den lille cafe ligger 10 minutter fra mine forældres hus og har altid været det sted, hvor de unge hang ud. Det lille sted er ikke spor moderne. Der står nogle billige sorte cafe border og stole spredt rundt i rummet, og oppe ved disken er der placeret nogle barstole. Stille musik flyver ud af nogle højtalere imens folk snakkede stille med hinanden.

Maddie havde placeret mig i en bås ovre i det ene hjørne og står nu utålmodig og vipper med foden imens hun venter på at bestille noget mad. Jeg prøver at holde fokus på enten Maddie eller den lille ketchup plet på vores bord. Jeg holder blikket langt væk fra bordet til højre fra døren, hvor vi altid sad da Nikolas var med. Maddie havde med vilje valgt denne plads, for her kan man ikke se bordet, kun hvis jeg drejer mig om. Det kræver alle mine kræfter ikke at se derover, og minderne vil være for stærke. Jeg prøver også på ikke at kigge på mine klassekammerater der morer sig ovre i hjørnet, som var intet sket. Men for dem er det lang tid siden. Det betyder ikke noget for dem. Det betød alt for mig. Jeg synker en klump og prøver at slå tankerne fra mig.

Et brag lyder af, den stol Maddie lige har skubbet ud og sat sig på. Hun har et stort smil på og hendes kinder er blevet farvet røde. Hun har placeret en lyserød milkshake foran mig og sidder selv med hendes sugerør i munden. Jeg nipper lidt til min for at gøre hende glad, men jeg er ikke rigtig tørstig. Jeg vil bare hjem igen.

 ”Nåhr, det er da ikke så slemt at komme lidt ud, vel?” Maddie kigger forventningsfuldt op på mig med skinnene øjne og jeg kunne ikke nænne at skuffe hende. Med et lille smil sagde jeg ” Jeg overlever.” selvom jeg ikke er så sikker.

Maddie havde nu flyttet fokusset på noget bag mine skuldre. Jeg fulgte blikket som var blevet placeret på et bord af unge mænd. ” Du kan bare gå hen og tale med dem” Maddie rettet fokus på mig og jeg forsætter ” Jeg skal ikke holde dig tilbage bare fordi jeg er med” Maddie ved godt at jeg slet ikke er klar til at tænke på drenge endnu, men jeg vil aldrig holde hende tilbage. Hun fortjener at leve livet.  Fortjener at finde kærligheden, ligesom jeg gjorde engang inden jeg mistede den.

”Nej jeg bliver her med dig. Vi havde jo en aftale” Maddie ligger en hånd over min og giver den et lille klem. Maddie havde altid været en meget drenge glad pige og før i tiden havde hun blot kastet et blik på dem og gået efter sit bytte.

 ”Åå.” Smilet på Maddies mund forsvinder og jeg følger hendes blik. De unge mænd er på vej imod os og jeg begynder at føle panikken skylde ind over mig.

”Hej piger, må vi slå os ned?” Kom det fra den forreste som stod foran os med et stort smil. Hans blonde hår gik ned til skuldrene og han kørte helt klart en surfer stil med den løse gule T-shirt og de knælange shorts.  Uden at vente på svar satte de sig rundt om os og jeg fik det helt klaustrofobisk. Hele min kop spændtes og min vejrtrækning blev hurtigere.

”Beklager drenge, tøse tid” Afviser Maddie dem køligt, men jeg kan se bekymringen i hendes øjne. Hun ved hvordan jeg har haft det med nærkontakt siden Nikolas.

”Kom nu bare en drink?” Fyren med det korte sorte hår bagved lagde forsigtig en hånd omkring min stol og jeg stivede. Jeg kan mærke hvordan min krop begynder at ryste og jeg gør alt for ikke at flygte ud herfra. Jeg gør det for Maddies skyld. Jeg prøver desperat at rykke stolen væk fra ham, men han rykker med.

”Hør drenge, det kunne være hyggeligt, men jeg har brug for at snakke med Jenny her, om noget privat” Drengene sendte hinanden blikke imens de overvejede om de skulle give op.

”Okay.” Ham der havde rykket efter mig kiggede frem og tilbage hvorefter hans blik sluttede på mig.

”Håber vi ses senere smukke.” Hans hånd landede på mit lår, hvor han gav et blidt klem. Det var nok for mig. Alt blev koldt.  Minderne kommer væltede.

Lyden af metal der bliver revet fra hinanden og snedriver der falder ned, er det sidste jeg høre før alt bliver helt stille. Der er mørkt herinde. Bilen er dækket af sne, kun en lille lysstråle når ind til os. Den rammer Nikolas og jeg udbryder et skrig da jeg ser ham. Der er blod over det hele. Hans vindue er gået i stykker så senen flader ind over ham, hvorefter den får en rød farve fra blodet. Glasskår sider i huden på ham. Hans hånd ligger stadig på mit lår. Jeg fjerne den og opdager, at den er iskold. Lige så kold som mit hjerte bliver. Han efterlader et rødt håndaftryk på mine hvide busker og det hele svimler for mit syn.

Jeg udbryder et skrig og åbner øjnene op og ser at jeg stadig er i caféen. Mit hjerte hamre så hårdt i brystet på mig at det gør ondt. Drengene ser chokeret på mig, imens Maddie sender det sygeste dræber blik til ham der rørte mig. Mine hænder og ben ryster da jeg skubber stolen ud bag mig. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne holde mig oprejst, men jeg klarede hele flugten ud til bilen inden jeg brød sammen. Jeg prøver at gøre som jeg fik besked på. Rolige åndedrag og gode tanker. Tænke tilbage på alle de gode ting jeg havde med Nikolas. Selvom det gør ondt at tænke på får det mig til at falde til ro.

Maddie banker på ruden og jeg prøver at sender hende et lille smil, men det lykkes ikke helt. Maddie åbner døren og sætter sig ind bag rettet.

 ”Med hjem?” Spørger hun stille. Jeg nikker taknemlig. Hun er den bedste veninde en pige kan have sig. Hun har været der igennem det hele selvom mine anfald altid går ud over hende.

”Undskyld at jeg ødelagde det.” Min stemme er så lav at jeg knap nok selv kan høre det. Maddie smilede og klemte min hånd.

”Du skal ikke undskylde, du klarede det fint indtil det svin begyndte at pille ved dig.” Hun tog hånden til sig og bakkede langsomt ud af parkeringspladsen. Den korte køretur føltes længer end nogensinde før, så da vi endelig kørte ind ad indkørslen til mine forældres hus, kaster jeg mig nærmest ud af bilen inden den er stoppet helt op. Med et ” vi ses i morgen” til Maddie løber jeg op imod det tomme hus og låser op. Jeg forsætter op på værelset og smider mig i sengen og bliver der resten af dagen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...