Deja Vu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2018
  • Opdateret: 21 jun. 2018
  • Status: Igang
Følelsen af, at opleve noget som er sket før
Agnes lever en kaotisk hverdag, hvor hun svømmer i et enormt hav blandet op med lektier, forventninger og ikke mindst billeder. Hun tager dem hele tiden. Snapshots af hendes hverdag. Men hvor langt kan et enkelt billede nå ud, hvis det kommer i de forkerte hænder?

0Likes
1Kommentarer
66Visninger
AA

2. Det første billede

 

Det hele startede ved den her fest. Alle var inviteret - det var en åben fest. Der var ikke rigtigt nogen regler. Blot at man skulle medbringe sit eget alkohol. Jeg husker den søde vin, som stod på bordet. De små shots, som konstant blev overviklet over disken.

Jeg drak de små glas med gift. Der var mennesker omkring mig. Jeg kunne mærke deres tilstedeværels, men fornemmede ikke hvem de var.

Aften gik egentligt meget godt. Den hårde bas syngede gennem højtalerne, og mine bedsteveninder forlod ikke min side. Det en aftale vi altid har - vi bliver nødt til at holde sammen.   Men den blev ændret den aften.

Pludseligt havde jeg bare fået for meget. Kvalmen tog over, og varmede min hals op. Jeg løb gennem lokalet af ikke-identificerede mennesker. Skræmt af frygten, der langsomt listede igennem min krop.

Den hvide kumme var ikke specielt indbydende, men den eneste mulighed for at få en form for afløb, for den kvalme som jeg så stærkt mærkede.

Jeg kigger op før jeg bukker mig. Som tigeren, der tager tilløb til at angrebe den antilope, der står få meter væk. I ´ét, køre det ud fra min mund, i stride strømme. Det løber og løber. Jeg lukker øjnene, forsøger at lukke sandheden væk - jeg er virkeligt et vrag.
“Liva, hvad i alverden!” chokket går igennem min krop. Jeg var sikker på, jeg var alene derude. Jeg kigger bag mig. Sebastian, min klassekammerat kommer gående ind af døren, som står på vid gab - jeg havde selvfølgeligt, glemt at lukke den i stresmylderet. Overrrasket over den ikke så gladelige situation, får jeg fremstammet et “hejsa.” Han virker glad, på en ikke alkoholiseret måde.

“Har du brug for hjælp med det der” siger han forsigtigt, mens han langsomt sætter sig hug sammen med min forsan kummen. “Haha, det er sødt af dig men ellers tak” siger jeg, med en lettere forlegen stemme.

Jeg bemærker pludseligt, at mit øje er begyndt og svige. Mascaraen er åbenbart begyndt og løbe, efter opkasten fik mine tårekanaler igang. Jeg prøver virkeligt og holde det inde, men må tilsidst give efter.

Den løber, sort som kul ned af min varme kind. Sebastian gennemskuer lynhurtigt situationen, og får fat i toiletrullen, der hænger lige ved siden af kummen. Charmerende som han er, tilbyder han en hjælpende hånd. “Bare sid stille.” Han tager forsigtigt fat i min hage, og holder mig hoved fast. Det bløde papir mod min hud, gør mig rolig. Han bevæger det mod mine øjne. “Er jeg smuk nu” siger jeg, efter han umiddelbart har tørret mine øjne. “Du smuk, selv med pandaøjne.” Mit hjerte begynder og banke hurtigt. Det føltes, som om jeg sidder i den brændedne sand. Hele min verden, udhviskes. Jeg dufter hans duft - han dufter maskulint. Jeg ser ind i de store grønne øjne, som ikke er helt ens. Hans højre øje er mere lyst, end det andet.

Nu kan jeg mærke, tiden er inde. Hans hænder om mine kinder. Jeg lukker øjnene, for at få omgivelserne væk.

Læber mod læber. Hans overlæb er lidt større end den nederste. Pludseligt mærker jeg smagen af bræk. Jeg ignorere den dog - fokusere på at fornemme hans tilstedeværelse.

 

Vi bliver dog afbrudt, af en blitz, udefra. “Smil til kameraet!” Med ét, er vores lettere forfjumskede moment foreviget.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...