Vi var eufori

Jakobe sover ikke om natten. Hun har ikke set sin far i syv år. Emil har ikke glemt hende. Det burde han måske. Det er den tid hvor valg må træffes, selv hvis der ikke findes noget at gøre, der vil føles rigtigt.

8Likes
3Kommentarer
438Visninger
AA

1. JAKOBE, FOTOGRAFIET

 

Første gang Jakobe stjal, var hun syv. Mens hendes mor drak kaffe hos naboen, rodede hun lejligheden igennem, indtil hun til sidst fandt fotoalbummet under sin mors seng i en skotøjsæske. Netop det billede, som hun ledte efter, sad i plastiklommen bag et andet, som om det var forsøgt gemt væk. På billedet sad tre unge i en rynket lædersofa omgivet af røg, to drenge og en pige. Den ene dreng, ham der var hendes far, havde en ring i sit højre øre og krøllet mørkt hår med en enkelt hvirvl faldende nedover panden. Han sad lænet tilbage med en cigaret i hånden og den anden arm strakt ud op ad sofaryggen. Jakobe studerede ham længe, før hun løb ind og lagde det på bunden af sit smykkeskrin med ansigterne vendt nedad. Det var første og sidste gang hun nogensinde stjal noget. Hun var ikke i tvivl om, at hvis hun dengang bare havde bedt sin mor om det, virkelig bedt, så havde hun også fået det. Men hun kunne ikke spørge og få det, uden at miste noget, hun ikke kunne sætte ord på.

Det var lang tid siden nu. Hun havde ikke billedet mere. Hun syntes ikke længere, at en mand, der havde svigtet sin familie så groft, havde ret til at gøre hende andet end vred. Men nogle gange, når hun sad på vej hjem i bussen, når hun kiggede ud i januarmørket og de kørte forbi Odense Universitetshospital, ville hun alligevel i et øjeblik spekulere på hvilke af de lysende hospitalsvinduer, han lå bag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...