Vi var eufori

Jakobe sover ikke om natten. Hun har ikke set sin far i syv år. Emil har ikke glemt hende. Det burde han måske. Det er den tid hvor valg må træffes, selv hvis der ikke findes noget at gøre, der vil føles rigtigt.

8Likes
3Kommentarer
442Visninger
AA

2. EMIL, OVER GADEN

 

Der står en ung kvinde på den anden side af fodgængerfeltet i en sort trenchcoat.

Emil ved ikke præcis, hvad det er, men noget ved hende, minder ham om Jakobe. Han kan næsten forestille sig hende stå i døråbningen, den sidste gang han så hende. Aftenlyset, der faldt på hendes ansigt og ramte hendes mund. Lyskrydset skifter til grønt og han går over med blikket rettet mod pigen på den anden side. Hun ser ned i fortovet og skubber sit hår bag skuldrene. Han kan se Jakobe for sig igen, stadig i gangen, en sort fløjlskjole og sølvøreringe, der hænger ned og rør det lille modermærke på hendes hals. Han lukker øjnene. Luften dufter frisk, som den altid gør, når det lige har regnet.  Han tager en cigaret op ad lommen og tænder den, mærker vinden kradse sit ansigt og fortsætter ligeud. Han kan næsten høre hendes blyant skrible sange ned i sit notehæfte, når han forsøgte at sove. Hun drømte om at kunne leve af musik dengang, hvilket hun selvfølgelig kunne, fordi det er en af frihederne ved at være femten - alt er så langt væk, at det stadig kan forme sig til hvad som helst. Han ser sig over skulderen. Pigen fra lyskrydset er næsten væk. Han kan kun lige netop skimte hendes silhuet gå ned ad cykelstien, hvis han kniber øjnene helt sammen og selv der, kunne det i virkeligheden være hvem som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...