Japanske kirsebærtræer

Mit blik glider langs med træerne helt ned til enden af vejen. Træerne blafrer med deres lyserøde, mystiske men fortryllende, blade. Jeg husker tiden, hvor jeg, med mine små ben, løber imod træerne med et smil der bare bliver bredere og bredere for hvert sekund. Fuglenes sang løber ind af mit ene øre og ud af det andet. Det er som en sød melodi, som en søvn der skyller ind over mig, og som om alt kan blive opløst på et millisekund, bare fordi melodien er så smuk og perfekt.

"Japanske kirsebærtræer" er en novelle fra en skoleopgave jeg skulle lave, og jeg er selv meget tilfreds med den, og den karakter jeg fik for den ; )

0Likes
0Kommentarer
38Visninger
AA

1. Japanske kirsebærtræer

 

Mit blik glider langs med træerne helt ned til enden af vejen. Træerne blafrer med deres lyserøde, mystiske men fortryllende, blade. Jeg husker tiden, hvor jeg, med mine små ben, løber imod træerne med et smil der bare bliver bredere og bredere for hvert sekund. Fuglenes sang løber ind af mit ene øre og ud af det andet. Det er som en sød melodi, som en søvn der skyller ind over mig, og som om alt kan blive opløst på et millisekund, bare fordi melodien er så smuk og perfekt. Jeg kigger op imod træerne. I starten troede jeg, at de er englenes træer. Efter et par år fandt jeg så ud af noget andet. Japanske kirsebærtræer. Det er det, de er. Deres blade hænger elegant på dem. Jeg stryger fingrene igennem bladene. Vinden leger med mit hår, og pludselig føles bladene som blødt hår. Min mors bløde hår. Jeg sætter næsen hen til bladene og dufter til dem. De dufter af mors shampoo. Den bløde duft af appelsin blandet med duften af hindbær. Den bedste duft fra min barndom.

 

Solstrålerne skinner ind af vinduet. Forsigtigt åbner jeg øjnene. Jeg bliver dog nødt til at knibe øjnene lidt sammen for ikke at blive blændet af solen. Langsomt strækker min hånd sig over til bordet, og mine fingre fanger vækkeuret og løfter det hen til mig. Jeg kigger på klokken, imens jeg stryger håret til siden. Trætheden skyller ind over mig og mit gab, der lyder højt og tydeligt, fryser straks da min hjerne opfatter tallene på uret. Shit! Klokken er 08:11! Jeg har sovet over mig. Jeg skynder mig at spise morgenmad, børste mine tænder og pakke min gamle sportstaske.

Jeg tænker tilbage på min drøm. Drømmen om mor. Jeg drømmer ofte om hende. Hun døde sidste år af kræft. Hun havde lagt syg med kræft, så længe jeg kan huske, udover de små snit af min hukommelse, hvor der ligger gemt minder om hende og japanske kirsebærtræer.

 

Kirsebærtræerne betyder stort set alt for mig. Det og så min far. Lige siden min mor døde er vejen ved kirsebærtræerne det eneste sted, hvor jeg kan åbne mig op. De fleste personer ser mig som en farlig person. Nok mest fordi jeg virker indelukket og mystisk, og så er de nok også lidt bange for mig. Især når de når til enden af mig. Min tøjstil. Ingen ringe, ingen tatoveringer og ikke klædt i fuldstændigt sort. Det skræmmer folk, at min personlighed er indelukket, men at jeg ligner en almindelig person. For dem er jeg ligesom djævelen forklædt som englen.

Jeg skynder mig at træde i skoene og svinger min gamle sportstaske over skulderen. Jeg smækker døren i efter mig og glemmer sandsynligvis at låse døren.

 

Lyden af mine sko der rammer jorden, imens jeg løber, så hurtigt jeg kan, runger i min øregang. Kliklyden gentager sig selv i mit hoved, da jeg åbner døren til klasseværelset. Alle glor på mig, men sænker hurtigt blikket da de opdager, at det bare er mig. Læreren til gengæld stirrer på mig, som om jeg er en vagabond, der er endt på et femstjernet hotel ved en fejl. Jeg håber lidt på, at hun ikke genkender mig. Uheldigvis får jeg ikke ret. Snart breder hendes mund sig i et smil. “Ask! Hvor er det dejligt at se dig igen! Hvor er det længe siden,” siger hun alt for falsk og sukkersødt. Tonen i hendes stemme fortæller klart, hvor lidt begejstret hun er for at se mig igen. Jeg har næsten helt glemt, hvor dårlig hun er til at lyve. “Bare sæt dig ned,” siger hun og bevæger hånden i en vinkel mod en lyshåret pige, der sidder i bunden af lokalet.

 

Jeg har ikke været i skole i evigheder. Efter min mors død, gik jeg ikke i skole i flere måneder. Efter det da jeg endelig var klar til at gå i skole igen, så blev skolen ligegyldig for mig. Jeg var der få dage om ugen, og nogle uger var jeg der slet ikke. Til sidst stoppede jeg helt med at komme. Jeg havde mistet lysten, og jeg gav skolen skylden for, at jeg ikke var hos min mor, mens hun ventede på at skulle dø.

 

Kommunen havde indkaldt mig og min far til samtale i sidste uge, for at jeg skulle starte i skole igen. På et tidspunkt blev jeg sendt udenfor, og min far var alene med den kommunale arbejder. Jeg kan ikke engang forestille mig, hvad den kommunale arbejder har sagt til ham. Han kom grædende ud, og da jeg spurgte, hvad de havde snakket om, sagde han bare, at jeg skulle starte i skole igen på mandag. Han virkede mere knust og oprørt end han var, dengang han mistede sit første job. Jeg er ret sikker på, at det havde noget med min mor at gøre, men jeg pillede ikke mere i det sår.

 

Dagen går rimelig langsom. Mine tanker handler ikke om andet end at tænke på de sidste timer af min skoledag. Matematik, dansk, fysik og biologi. Da vi er et stykke inde i matematik braser døren op. Da min tante træder ind, med hendes bedstemor-stil, ved jeg straks, at der er noget galt. Det tabte og sørgmodige blik i hendes øjne fortæller alt. “Øhm Ask? Må jeg lige snakke med dig?” stønner hun forpustet. Shit! Har hun opdaget det med spraymalingen på muren? I min fritid maler jeg på muren. Det får min hjerne til at slappe af, og farverne får muren til at se hundrede gange mindre grim ud. Altså hvad kan de brokke sig over? Muren vender med siden ud mod marken væk fra vejen. Man lægger ikke mærke til den.

 

Hvis hun seriøst har opdaget det, så er jeg død. Bogstaveligt talt. Hun elsker fars hus, og hun er der stort set hver dag. Hun bor nærmest hos os. Jeg rejser mig og går ud på gangen. Hun står og prøver at se normal ud. Men det lykkedes ikke helt, for hendes øjne er våde, og man kan tydeligt se, at hun har grædt. Inden hun overhovedet får sagt et ord triller tårerne ned af kinderne på hende. Jeg får næsten ondt af hende, men jeg tror mere, at hun græder på mine vegne end sine egne. Hun snøfter lidt, pudser næsen og tørrer tårerne væk, og så hører jeg de værste ord i hele mit liv: “Din far er død i en bilulykke.”

 

Min mors død ødelagde helt klart mit liv. Men som dreng er ens far bare mere forståelig og tættere på en end ens mor. Desuden var min far også det eneste, som jeg følte, at jeg havde tilbage af min mor. Det var som om, at der var en del af hende i ham. Nu er den del væk. Min mor er væk, min far er væk og min fremtid består af absolut ingenting.

 

Min tante bor nu hos mig. Hun har nok opdaget det med muren, for hun har ihvertfald besluttet sig for at sende mig på efterskole. Men selvfølgelig gør hun det. Det er jo lige så nemt for hende, som at smide en skraldepose ud i skraldespanden. Hun har nu kontrollen over mit liv, som hun har kontrollen over snorene på skraldeposen, før hun smider den ud. Når jeg bliver smidt ud, ligesom skraldeposen, så får jeg nok mere fred. Min tante gider ikke engang prøve at fortælle mig, at jeg skal være frisk til i morgen. Efter knap tre timer har hun allerede opgivet mig. Det gør de fleste. Alligevel følger jeg hendes ordre, som ikke engang har nået at slippe hendes læber endnu. Jeg gør mig klar til verdens værste nat. Det hele gør så ondt, at jeg ikke engang græder mere. Måske er det fordi, at jeg har grædt de sidste syv timer, og der ikke er mere væske tilbage.

 

Mit blik glider langs med træerne helt ned til enden af vejen. Men noget er aldeles anderledes ved træerne. I starten lægger jeg ikke mærke til det. Men da jeg går længere frem og rører ved en af træerne, så brænder det. Ilden arbejder sig op fra bunden og helt op til bladene. Ilden spreder sig mellem træerne hele vejen ned til enden af vejen. Ilden blusser og varmen på mine kinder stiger. Endnu har jeg ikke rykket mig fra træet. Smerten fra ilden føler jeg ikke, og selvom jeg ikke kan se noget gennem tårerne, så føler jeg, at jeg får et glimt af min mor og far. De løber hånd i hånd hen til enden af vejen. “Vent på mig!” råber jeg efter dem. Men de hører mig ikke og standser heller ikke. Hurtigt starter mit løb imod dem. “Mor! Far!” skriger jeg desperat. De hører mig stadig ikke. Hvorfor kan de ikke høre mig? Hvorfor standser de ikke? Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg snøfter og tørrer min næse. Varmen bliver ved med at stige og bliver snart fuldstændig uudholdelig. Da jeg endelig nærmer mig dem, forsvinder de ud i den blå luft. Jeg hulker, græder og skriger. Alt sammen på grund af varmen, smerten fra ilden og mit knuste hjerte.  

 

Jeg vågner op i skoven ved lyden af noget der vælter. Forskrækket åbner jeg øjnene. Et sort træ ligger få meter fra mig. Et brændt kirsebærtræ. Jeg kigger forvirret rundt. Alle træerne er sorte og brændte. Hvordan i alverden er jeg endt midt ude i skoven? Jeg husker drømmen, men kan ikke tro virkeligheden der er rundt omkring mig i hver eneste vinkel, jeg kigger. Er det en drøm eller virkelighed? Er jeg død eller levende? Barfodet vandrer jeg hjem. Da jeg når ind i huset har min tante allerede pakket alle mine ting. Klar til at komme af med mig. Jeg tænker på dem. Japanske kirsebærtræer. Jeg vil altid tænke på mine forældre som japanske kirsebærtræer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...