It All Happened In June // Harry Styles

"Han var grunden til jeg ramte bunden."

Man skulle tro, at det var karma, der officielt havde givet June en lærestreg ved at overtræde den hellige girlcode, og gå efter en fyr hendes veninde havde kaldet dips på. For jo mere June lærte om Harry, og jo mere hun faldt for ham, desto tættere var hun på at ramme bunden. For i et spindelvæv af dystre hemmeligheder er det svært at navigere rundt, og se hele perspektivet.

8Likes
5Kommentarer
556Visninger

2. Two

 

Two

 

Så her sad jeg så dagen efter. På en café med Harry. Min nyfundne selvtillid fra dagen før var forsvundet pist væk som morgenduggen forsvandt i løbet af en dag. Hvorfor skulle jeg også være så fandens dum at have inviteret ham med ud til en kop kaffe, når jeg bare var mig?

Simple, kedelige June Summers, der ærligt talt aldrig i sit liv havde turde spørge en dreng ud på en kaffedate, eller hvad dette ellers kunne kaldes.

Harry rømmede sig. ”Det altid rart med en pige der kigger på én, men knapt så rart når det grænser sig til stalking,” grinte han, og puffede drillende til mig. Jeg blev i det samme tilstedeværende, og jeg var dybt flov over mig selv. Havde jeg virkelig nedstirret ham i så langt tid?

”Fuck, undskyld mine tanker lå på vores opgave til i morgen,” løj jeg og smilede til ham, hvorefter jeg akavet tog et sip af min vaniljekaffelatte, som jeg for få minutter siden havde bestilt af den ualmindeligt attraktive barista. Hvorfor var vores by pludselig oversvømmet af lækre fyre? Eller havde jeg blot været blind de sidste par år?

”Eller også forestillede du dig bare min lækre krop imens-” jeg afbrød hurtigt hans vamle tankegang og skubbede til ham. ”Eeew Harry!” grinte jeg, hvorefter han blinkede kækt til mig.

Stemningen var pludselig blevet lettere, og det var jeg enormt glad for. Det føltes som om vi havde kendt hinanden i mere end få dage, og ærlig talt var Harry vennepotentiale. Han kunne sikkert godt blive mere, men jeg forhastede mig sjældent ind i ting, og desuden burde man mindst kende én tre måneder, inden man begyndte på mere.

”Fortæl mig om dine venner og skolen,” sagde Harry så, og med et forvirret blik begyndte jeg dog at fortælle ham alt.

”Der er Ella. Hun er populær, til tider overentusiastisk omkring alting, hun elsker at shoppe, synger pissegodt, og hun har allerede fået et stipendium til en sangskole langt bortistan, så er der katherine. Hun er lidt drengeglad, arbejder i den lokale bar, har helt sikkert modelpotentiale og hun er biseksuel,” startede jeg ud.

Harry nikkede, og opfordrede mig til at fortsætte med at fortælle. ”Elizabeth er en bognørd, får altid 12-taller, hun vil godt studere jura og så er hun sammen med Brendan. Han er meget sød ved hende, spiller fodbold og så arbejder han på sin fars værksted. Til sidst er der Ellis. Han startede sidste år, han elsker musik og film, han er flink og han elsker at tage billeder,” forklarede jeg, hvorefter jeg smilede forsigtigt.

”Det lyder frækt,” grinte Harry, hvorefter jeg rullede øjne af ham. Hans tankegang var en smule vammel, dog gjorde det mig ikke det store.

”Nu det vidst din tur til at fortælle noget om dig selv,” sagde jeg til ham. Han tog en stor tår af sin kaffe, inden han kiggede mig direkte i øjnene, og pillede sig nervøst ved håret. Jeg var blevet ret god til at gennemskue de små ting folk gjorde.

”Der vidst ikke så megert at fortælle. Jeg kommer fra en lille by langt herfra, gik med de dårlige typer, og så gik det ellers bare ned af bakke indtil min mor endelig tog det store skridt til at flytte mig væk fra de dårlige omgivelser,” forklarede han med en mine, der var svær for mig at læse.

Han havde været sammen med dårlige typer, ja, men på hvilken måde havde det påvirket ham negativt? Havde han været en ballademager eller så langt ude at han muligvis tog stoffer? Jeg turde dog ikke spørge videre ind.

Vores kaffekopper var efterhånden tomme, og samtaleemnerne bevægede sig ud på dybt vand. ”Jeg må også heller se at smutte hjemad,” sagde Harry så pludseligt, hvorefter han hurtigt pakkede sine ting og forsvandt uden et farvel. Han havde tydeligvis ikke været begejstret for at snakke om sin fortid. Det måtte have været slemt.

Jeg var på en måde lidt såret over, at han bare sådan forsvandt uden at sige farvel. Det var fandme dårlig stil af ham. Selv baristaen kiggede over på mig, som om han havde ondt af mig. Fuck ham og fuck Harry.

Jeg tog mine ting og forlod caféen hurtigt. Jeg kunne mærke tårerne. Jeg græd ikke på grund af Harry eller noget andet. Faktisk havde jeg ingen grund til at græde, men der kom sommetider disse perioder, hvor jeg bare græd. Min mor havde tit bekymret sig for mig, men hun havde ikke gjort det store. Hvad skulle hun også gøre? Smide mig på psykiatrien så de kunne vride min uforklarlige hjerne til stumper og stykker? Heck no. Det ville blive over mit lig.

Mine ben førte mig per automatik hjem, men min hjerne fulgte slet ikke fysisk med. Jeg var typen der gik meget i mine egne tanker, og det var ikke altid super smart – engang var jeg gået ind i en ret stor gut, som var blevet noget aggressiv, og jeg havde måtte løbe ekstremt hurtigt væk fra ham.

Min telefon ringede. Min mor. ”Hej momse,” sagde jeg i telefonen, og begyndte at gå hurtigere hjemad. ”Hej skat, kan du ikke hoppe forbi Netto og købe noget mælk til i morgen?” hvortil jeg svarede ja, og lagde på. Så blev min rute pludselig omlagt.

 

***

 

Ved Netto mødte jeg Elizabeh. Hun var fuldstændig tudefærdig, og uden at spørge hvad der var galt, trak jeg hende bare ind i et hjertevarmt kram. Hun lignede i hvert fald én, der havde brug for det.

”Hvad så smukke?” spurgte jeg med en bekymret mine, og trak mig forsigtig ud af krammet. ”Brendan vil holde en pause,” tudbrølede hun, og trak mig ind i endnu et kram. Hun snøftede ned i min trøje, men jeg var ligeglad. Det var okay.

”Sagde han hvorfor?”

”Han havde brug for at finde sig selv igen,” græd hun, og jeg blev virkelig vred på ham. Hold kæft en nar. Hun elskede Brendan højere end Juliet elskede Romeo, og så havde han pludselig ud af det blå besluttet sig for, at han nu skulle finde sig selv?

Han kunne da i hvert fald med lethed finde mine knytnæver op i hans fjæs hvis han fortsatte sådan der. Ingen sårede mine veninder, og sådan var det bare.

”Røvhul. Sig hvis jeg skal gå karatekid på ham,” brummede jeg arrigt, og aede trøstende hendes hår. Hun nikkede ind i min skulder, og sendte mig et forsikrende smil. Det var på ingen måder et oprigtigt smil.

”Det er okay. Jeg klarer mig. Jeg må dog også hellere smutte hjem nu.”

”Ja vi ses smukke, ring ikke?” svarede jeg, hvortil hun nikkede og smuttede hjemad. Jeg havde virkelig ondt af hende. Brendan havde ellers virket så sød, og så vælger han at være en klassisk douchebag.

Jeg var så arrig på Brendan, at jg helt glemte at købe mælk, og i stedet bare valgte at gå direkte hjem. Jeg var også udmattet ovenpå denne absolut lorte dag. Desuden var der skolefest dagen efter, og jeg ville gerne være frisk til både skole- og festen.

 

***

Et lidt kort kapitel, håber dog ikke det gør noget

xx Den Digtende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...