Set i det store perspektiv

Dette er en erindring, som jeg har lagt mange af mine følelser og holdninger i. Håber at I kan se min pointe og vil læse med. Tager gerne i mod konstruktiv kritik:))

0Likes
0Kommentarer
34Visninger
AA

1. Set i det store perspektiv

Første gang jeg gik denne rute, havde jeg absolut ingen anelse om, hvad jeg skulle til at opleve. Hvis jeg vidste, hvordan én så enkel rute ville ændre mit syn, på ikke mindst mig selv, men også omverdenen, ville jeg for længst have begivet mig ud.

   Efter en lang stresset dag i skolen, tænkte jeg at det ville være passende at spadsere den sædvanlige tur, rundt i den by, jeg er vokset op i, Møgeltønder. En dejlig lille by, med intet mere end 500 indbyggere. Vejret var helt fantastisk, og himlen lyste op i de dejligste farver, man kunne tænke på. Jeg har altid været specielt inspireret af naturen og dens egenskaber, hvilket også har resulteret i min store begejstring, for de smukke naturomgivelser. Jeg startede med at pakke mine lektier i min taske, men ikke nok med det, så lagde jeg også mine spændinger, bekymringer og min konstante angst for, om jeg nu når det hele væk. Alt var pakket ned i min taske. Jeg gik ud for at tage mine mest behagelige sko på, hvorefter jeg tog min hund i snoren og begav mig afsted, selvfølgelig med høretelefonerne i ørene. Ude på min rute, lod jeg mine tanker få frit løb. Normalvis går jeg aldrig alene, men med enten min mor eller søster i hånden. Men ikke denne gang. Denne tur skulle være privat, rolig og give mig en pause fra mit ellers ganske normale liv. En pause fra det sociale. Min sædvanlige rute, var på et par små 3 km, hvor den startede med et langt lige stykke ned ad den centrale hovedvej, Møllevej. Den ledte mig videre til Slotsgaden, som altid har været den smukkeste, ældste og mest seværdige gade i lille Møgeltønder. Her ser man intet andet end en strækning af brosten, gamle huse, små cafeer og ikke mindst, Schackenborg. Slottet, som tidligere har været bosat af Prins Joakim og Prinsesse Marie. Da jeg kom til udkanten af byen, valgte jeg, i stedet for at vedblive den tilvante rute, at fortsætte ud af byen. Her var der fyldt med frodige marker, træer, samt et enormt åbent stykke, uden det mindste spor af andre forbipasserende, udover dem, som sad i bilerne, der en gang i mellem, kom susende. Det var først her, at min musik pludselig spillede en væsentlig rolle for min vandring. Stedet var som fuldendt i mine øjne. Jeg blev nærmest lammet af en stor følelse, som jeg aldrig havde oplevet før. Ikke på denne måde som jeg havde det nu. Jeg ville næsten sige, at det ikke var muligt at beskrive med ord. Et så roligt område, havde jeg dog aldrig set før. Halvt hypnotiseret stoppede jeg op. Der stod jeg langs vejkanten og kiggede beundrende på solnedgangen, som lagde sig over de høstmodne hvedemarker. Det var pludselig, som om alt gik i ét. Det var magisk. Et absolut magisk sted, som fik mig til at indse det smukke i livet. Dét, som virkelig betyder noget. Mine tanker stod på en måde stille og på en anden måde var de ustandselige. Jeg kunne ikke komme på noget bedre i dette øjeblik, hvor jeg for første gang i en lang sum tid, endelig kunne være i stand til at leve i nuet. Indse kærligheden i selve naturen og bekomme ét med den. Hvad mere kunne jeg forlange? Sangen ”Day One” af Hans Zimmer, havde jeg selvfølgelig sat på shuffle, så den kørte uafbrudt, da den medvirkede væsentligt til mine store tanker. Aldrig i mit liv, havde jeg følt mig så fri, som jeg gjorde nu. Jeg fortsatte ud af byen, langs den fredfyldte vej, indtil jeg, efter 7 km, nåede hjem igen.

   Jeg vil for evigt være dybt taknemmelig for denne åbenbaring om livets sande værdier. At genstande ikke er fundament for vores lykke, men kun forhold mellem levende sjæle, kan hjælpe os på vej i vores søgen på lykke. Denne oplevelse vil i al evighed forblive i mit sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...