Make Your Heart Scream - One Direction

Dette er 2'eren af 'Make My Heart Scream', og jeg anbefaler at i læser 1'eren først.

Næsten 9 måneder er gået siden Sophie forlod London og Harry. Sophie er højgravid, og Harry har ingen anelse om, at han skal være far.
Harry er desperat for at føle kærlighed efter hans og Sophies brud, og denne følelse bliver tilfredsstillet, når han er sammen med en masse tilfældige piger.
Hvad sker der når Sophie endnu engang drager til England? Finder Harry ud af, at han skal være far, og hvordan reagere han? Kommer Harry og Sophie nogensinde til at kunne snakke sammen igen?

Følg med i denne efterfølger, og se hvordan det hele kommer til at udvikle sig.

16Likes
30Kommentarer
3298Visninger
AA

2. Chapter 1

 

*Sophies synsvinkel*
Onsdag den 14. marts, 2015.

Jeg havde brugt de sidste mange måneder på at græde over Harry. Han havde knust mit hjerte, men alligevel havde han givet mig, noget af det bedste, jeg kunne ønske mig.

Jeg havde efter mange overvejelser, besluttet mig for at beholde mit barn. Jeg har altid været modstander af aborter, og derfor havde den mulighed slet ikke været oppe og vende. Dog havde jeg haft overvejelser som børnehjem og bortadoptioner, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Jeg havde derfor besluttet mig for at beholde barnet selv. Jasmine fødte hende og Liams søn, Benjamin, for cirka en måned siden, og havde efterfølgende forslået, at jeg kunne flytte til London, så vi kunne opdrage vores børn sammen. Min hjerne havde kørt på højtryk siden Jasmine havde forslået det, men jeg var alligevel kommet frem til en beslutning.

Denne beslutning danner grundlag for, at jeg lige nu sidder på færgen på vej fra Danmark til England.
På trods af min højdeskræk, ville jeg meget hellere have fløjet til England. Dog havde jeg fravalgt luftfartøjer på baggrund af, at jeg er 8,5 måneder gravid.

Min mor havde arrangeret en babyshower for mig i december måned, hvor vi fandt ud af, hvilket køn mit barn ville blive. Og jeg var så heldig, at jeg skulle have en lille pige. Jeg var lykkelig, da min jordemoder havde fortalt, at der lå en lille prinsesse i min mave, og jeg havde allerede nu fundet et navn til hende.

Det var faktisk Liam og Niall der var kommet med forslaget til navnet. De var begge kommet til min babyshower, og Niall havde spurgt ind til hvad hun skulle hedde. Jeg havde svaret, at jeg havde et par overvejelser, men Liam afbrød mig, og spurgte mig, hvad jeg synes om navnet Darcy.

Jeg havde, i starten, tænkt, at det var et specielt navn, men jeg synes det var fantastisk. Det var specielt og enestående - præcis som min lille pige.

Jeg sukkede lettet, da jeg ud af højtalerne hørte den kvindelig stemme; ”Jeg gør opmærksom på, at der nu kun er 15 minutter til at vi lægger i havn i Harwich. Herfra kan I enten tage bus, tog eller metro videre til storbyen. Vi håber, at du har nydt din rejse.”

Jeg rejste mig langsomt, fra det sæde jeg sad på, og forsøgte at pakke mine ting sammen. Dog var det lidt besværligt da færgen gyngede, og min balanceevne var blevet forværret en del, eftersom jeg gik rundt med en badebold af en mave.

Jeg brokkede mig stille, da min taske endnu engang faldt ned på gulvet. Jeg prøvede at bukke mig forover, men kunne stadig ikke få fat i tasken, hvilket fik mig til at udtrykke et irriteret støn.

Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på et ægtepar, der nok havde samme alder som mine forældre, der sad et par sæder væk. Jeg gik langsomt hen til dem, med et nervøst smil på læben.

”Undskyld mig?” startede jeg, og kiggede på kvinden. Hun kiggede op på mig med et smil, og nikkede. ”Er der mulighed for, at en af jer, kan hjælpe mig med at samle min taske op, og pakke mine ting i den? Det er lidt besværligt, når man har min størrelse lige pt,” smilede jeg, og kiggede bedende på kvinden.

Hun nikkede hurtigt, og gik hen til mit sæde, og begyndte at pakke mine ting i min taske. ”Hvor langt er du henne?” spurgte kvinden, mens hun hjalp mig med at samle mine ting sammen.

”8 måneder og 2 uger,” svarede jeg hende, og smilede ved tanken om, at der ikke ville gå så længe, før min lille pige kom ud.

”Ej, så er det jo lige om lidt. Må jeg spørger, hvorfor faderen ikke er til stede, når det er så tæt på?” spurgte hun, og smilede til mig.

Jeg kiggede lidt ned i jorden, og pillede lidt ved kanten af min bluse. ”Hvis du ikke har lyst til at svare, så er det også helt i orden,” sagde hun lidt efter, og jeg formodede at hun havde set min sørgmodige ansigtsudtryk.

”Nej, det er helt okay. Faderen og jeg har ikke kontakt til hinanden længere, og vi skiltes på en rigtig dårlig måde,” svarede jeg, og sendte kvinden et lille smil.

Selvom Harry havde været det største svin overfor mig, så savnede jeg ham stadigvæk, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil komme helt over ham. Og noget sagde mig, at nu hvor jeg skal bo i England, tæt på Liam og Jasmine, så kan jeg ikke undgå at støde ind i ham før eller siden.

”Det er jeg godt nok ked af at høre. Jeg håber, at du og faderen kommer på god fod igen. Og jeg ønsker dig al held og lykke med den lille,” sagde hun, og aede mig kort på overarmen.

”Det gør skam ikke noget. Men tusind tak for hjælpen,” svarede jeg, og smed min sportstaske over den ene skulder, min håndtaske over den anden, og herefter en kuffert i hver hånd.

Jeg begyndte at traske mod udgangen for gående passagerer, og kunne ikke vente med at se Jasmine igen. Jeg stillede mig ved udgangen, og få minutter efter begyndte gangbroen at folde sig ud. Jeg smilede for mig selv, og gik ned på molen, hvor Jasmine gerne skulle stå og vente.

Jeg stod i 2 minutter, indtil jeg fik øje på Jasmine, som stod sammen med Liam, der havde Benjamin i armene. Jeg kunne også se, at Niall stod lidt bag dem, og snakkede i mobil.

Jasmine fik også øje på mig, og kom gående hen mod mig. Jeg trak hende ind i et kram, da hun kom helt hen til mig.

”Ej, hvor er du blevet stor, Soph!” udbrød Jasmine, da hun havde trukket sig fra krammet. Jeg grinte lidt af hende, men svarede ikke rigtig. ”Lad mig tage din kufferter,” sagde hun, og tog mine kufferter ud af hænderne på mig, og begyndte at gå over mod Liam og Niall, og jeg fulgte pænt med.

”Sophie - hvor er det godt at se dig igen,” sagde Liam i takt med at han også trak mig ind i et kram.

***

*Sophies synsvinkel*

Onsdag den 14. marts 2015

Jeg trådte ind ad døren i det store hvide hus som Jasmine og Liam stadig boede i. Jeg smilede ved tanken om at være tilbage her igen, men minderne fra min sidste aften kom hurtigt frem i mig igen. Jeg sukkede let, men glædede mig bare til, at jeg kunne flytte ind i min nye lejlighed på fredag.

Jeg havde helt bevidst valgt at tage herover lidt tid før min fødsel, fordi der så ville være chance for, at jeg kunne nå på plads i min nye lejlighed inden prinsessen ville komme til verden. Jeg havde købt noget få møbler hjemmefra, som ville blive fragtet herover med et stort fragtskib, og det skulle gerne ankomme på lørdag.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg fik en lille sammentrækning i maven, hvilket jeg havde haft en del af på det sidste. Min jordemoder havde kaldt det plukveer, og forsikrede mig om, at det var helt normalt, når man er så langt henne i forløbet som jeg er.

Jeg tog mig til maven, og bukkede mig lidt forover. ”Årh, forhelvede,” mumlede jeg.

”Er du okay?” lød det fra Niall, som stod bag ved mig. Jeg nikkede kort, og rettede mig op igen, og trak vejret dybt.

”Ja, det er bare plukveer,” sagde jeg kort, og gik ud i køkkenet, for at tage et glas vand.

”Soph, jeg tænker at vi to skal ud og shoppe babytøj sammen med Perrie og Eleanor,” sagde Jasmine, og kiggede smilende på mig. Jeg nikkede kort og smilede til hende.

Selvom jeg var pisse sur på Zayn og Louis for at have en finger med i spillet med hensyn til alt det med Harry, så havde jeg stadig savnet pigerne helt vildt, og havde da også holdt kontakten med dem efter mit og Harrys brud.

”Det lyder som en god ide,” sagde jeg og satte mig på stolen i køkkenet.

”Så tror jeg, at jeg inviterer drengene over i morgen, hvis det er okay,” lød det fra Liam, som kiggede på mig, som om han ville have min accept på det.

Jeg kiggede på ham, og rystede kort på hovedet. ”Du skal ikke kigge på mig. Så længe de bare er væk, inden jeg kommer hjem, så er jeg egentlig lidt ligeglad,” svarede jeg, selvom han ikke havde spurgt mig direkte.

”Har du virkelig ikke tænkt dig at snakke med ham?” spurgte Niall, og kiggede på mig. Inden jeg kunne nå at svare, kom Liam mig i forkøbet. ”Han savner dig rigtig meget, Soph. Han er helt nede, og har været det lige siden.”

Jeg sukkede, og kiggede ned i bordet. ”Jeg savner da også ham, og jeg tænker på ham hver evig eneste dag. Men jeg har svært ved at tilgive ham, for det han har gjort, og jeg har slet ikke lyst til at fortælle ham om hans datter eller noget andet, før han giver mig en passende og troværdig undskyldning,” sagde jeg ud i én lang køre, og mente hvert et ord.
___________________________

Første kapitel af 2'eren er nu ude. Nogle vil nok mene, at det er et kedeligt kapitel - men bare rolig. 

- MetteTinggaard.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...