Farverne skifter

Det er egentlig en novelle jeg skrev i forbindelse med skole; men jeg tænkte at jeg ville dele den her da jeg er blevet ret glad for den.

1Likes
2Kommentarer
62Visninger
AA

1. Farverne skifter

Mor kigger mig over skulderen. Hver gang jeg snakker med ham på Facetime, sidder hun der. Dog er alt jeg snakker med ham om de klaverstykker, vi skal øve. Jeg glæder mig til, at han ringer. Alting bliver blåt, når han ringer. Stille, rigtigt. Når vi endelig får lagt på, ser hun skeptisk ud og kommer med lange foredrag om, at jeg skal passe på; Min kæreste kunne få den forkerte ide, og specielt også andre, og til sidst understreger hun, at det vil være forkert, og jeg skulle holde mig til min kæreste. Mamma siger konstant, at jeg skal lade være med at kramme ham og den slags. Folk kunne få den ide, at jeg var interesseret i drenge, ikke piger, det ville være forfærdeligt. Mine mødre ville aldrig tillade deres lille pige at være sammen med en dreng. Det ville deres verden ikke kunne bære, den ville bryde sammen under vægten af ydmygelse. Vi bor i en lille by, og hvis en pige og en dreng er sammen, bliver de nærmest udstødt. Det bliver set som blasfemisk. Jeg kan ikke forstå mine mødres verden, den virker skræmmende og kedeligt lille. Når det er sagt, skal jeg alligevel se ham senere.

Han sidder og venter i musikrummet. ”Hej.” Min stemme er utydelig. Tyve minutter senere og vi er ikke kommet i gang med at øve endnu; ”Mor og Mamma forstår ikke, altså de tror de gør, men… dem og deres par-venner elsker at lege kloge på livet, bare fordi de har arbejde og børn og er gift. De ser bare ikke ting, ikke som jeg ser dem.” Min stemme er usikker, kun en smule den her gang. Der er stille lidt. ”Sådan er forældre”, hans stemme er er ikke meget bedre end min, lidt mere afslappet måske. Jeg er nervøs. Det er svært at være sikker. De færreste tør være åbne om det. Min hjerne arbejder på højtryk for at finde på noget at sige. Mine hænder er svedige. ”Min ven hun ser den her… fyr.” Jeg holder en pause. Leder næsten desperat efter en reaktion. ”Jeg fortalte mine forældre det, de flippede ud. Selvfølgelig synes de, at det er beskidt og forfærdeligt Hvis de har noget at sige, må de bare sige det. Der går et par uendelige minutter, hvor alt står stille. De virker mere nervøse, end jeg er. Til sidst, endelig, bryder de tavsheden. En sætning, fire ord; ”Hvad tænkte du på!” Det er mor der snakker. Min hjerne er tom. Uden en eneste tanke. De siger en hel masse mere, men ordene tones ud til en rungen i mine øre. Lige pludseligt rejser jeg mig. Hvis du spurgte mig, hvad der skete, ville jeg ikke kunne give dig et klart svar. Det er som om min krop bevæger sig frit uden at tage min bevidsthed med; Pludseligt står jeg nede i køkkenet med min taske på vej i skole. Det sidste jeg registrerer er Mamma, der siger ”Hvis du går, så vil du ikke kunne komme tilbage.”

Men de mener det ikke. 10 minutter senere er der en besked på min telefon, der lyder: Undskyld! Kom tilbage, så vi kan snakke. Jeg ignorerer den.

I dag er gymnasiets døre umenneskeligt store. De første timer passerer, det er som om, at de ikke registret i min bevidsthed. Folk kigger skævt til mig og hvisker bag mig. Langt nok væk til at de kan påstå, at de ikke tror jeg kan høre dem, men tæt nok på til, at de ved, at jeg kan. Egentligt betyder det ikke noget. Hans mening, den betyder noget. Jeg ser ham ikke, ikke rigtigt. Til gengæld kan jeg næsten med sikkerhed sige, at jeg har set ham krybe rundt om hjørnerne, når jeg kommer i nærheden, men han er der ikke, når jeg kigger efter ham.

Inderst inde ved jeg godt, at han nok ikke kommer, men jeg venter.

Klaverets toner er beroligende. De udgiver et smukt, blågrønt skær, mens jeg venter. Der går næsten en halv time. Han er ikke kommet. Min taske føles tungere, da jeg tager den med på vej ud. ”Hvor er du på vej hen? Efterlader du mig? Jeg havde ellers glædet mig. Så skal vi ikke øve?” Hans stemme smiler. Alt er hvidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...