Min pusher

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Når mor flytter ud af landet og far bor langt væk, må man jo flytte hen til sin mormor for at færdiggøre sin skole. Lyder kedeligt, men det ændre sig hurtigt.
Det skal Patrick nok sørge for....

10Likes
2Kommentarer
1011Visninger
AA

4. Hvad en taske kan gøre

-

Onsdagmorgen. Jeg vågner af mig selv. Mærkeligt nok. Mormor plejer jo at vække mig. Jeg kigger på klokken. 07:55. Nej, nej og nej. Bussen er jo kørt for 15 minutter siden og jeg er ikke engang i tøjet. Jeg kigger rundt, men føler mig helt forvirret.

-

Jeg farrer ned ad trappen med min taske over skulderen. "Godmorgen skat". Min mormor sidder ved spisebordet sammen med Jake og Frida. "Vi kommer for sent i skole". Jeg hentyder til Frida som også stadig er herhjemme. "Tori, vi skal møde senere hver onsdag". Frida halvgriner, fordi jeg allerede står helt klar. "Jake skal nok kører os i dag". Tilføjer hun. Jeg ånder lettet op og sætter min taske fra mig. Jeg sætter mig hen til bordet og tager et stykke brød og en kop te. 

-

Jeg stirrer ud af vinduet og ser træerne glide forbi, men nu holder vi stille og jeg kigger rundt. "Hvorfor stopper vi?". Jeg kigger underligt omkring. Jeg har aldrig set det her sted før. Der er en masse træer. Vi er i en skov og med ét bliver jeg halvbange og nervøs. "Vi skal lige hjælpe en ven i nød". Jake er så rolig i hans stemme, at jeg næsten glemmer at være bange. Døren ved siden af mig bliver spontant åbnet og Patrick sidder dernæst ved siden af mig. "Kør, hurtigt. De kommer nemlig nu". Han når kun lige ind i bilen inden Jake kører. Jeg kan se panikken i hans øjne. "Hvad sker der?". Jeg er så nysgerrig. Jeg vil virkelig gerne finde ud af mere om Patrick. De ignorerer mig fuldstændigt. "Hvor mange var der?". Jake kigger ikke engang, men kører bare så hurtigt han kan igennem skoven. "syv. Den her gang". Patrick smiler nu. Han ser mest af alt meget lettet ud. "jeg skal virkelig skaffe de penge snart". Han kigger ikke på nogen af os. Han sidder bare der, ved siden af mig. Det kilder lidt i min mave ved tanken om at han er så tæt på. Især når jeg ved at han kan vække hele min krop ved bare at tage min hånd. "Hvad sker der". Jeg prøver alligevel igen, for jeg bliver så nysgerrig. Jeg kender ikke engang Patrick så godt, men jeg kan ikke klare tanken om at der skulle ske ham noget dårligt. "Du er virkelig nysgerrig". Konstaterer han og kigger mig direkte ind i mine øjne, men hans øjne er anderledes end de plejer. Det ligner frygt. Hans øjne ser helt skræmte ud. De er helt blodskudte. Jeg får en så stor lyst til at kramme ham, men det kan jeg jo ikke tillade mig. Jeg ved ikke engang om han føler det samme som jeg gør. "Er du helt okay?". Jeg bliver forskrækket idet han siger det. Jeg kigger straks op og prøver at undgå hans øjne, eftersom jeg åbenbart altid bliver fanget i dem, men det virker ikke engang to sekunder før jeg føler mig bundet til dem igen. "Ja, jeg tænker bare over mange ting". Jeg fremtryller et smil. Han griner. Er det mig han griner af? Jeg føler mig pludselig ikke særligt speciel mere. Han ville da ikke grine af en pige som han synes godt om, vel? "Hvad er det dog for et smil?". Han prøver ihærdigt at efterligne mit smil. Jeg vender bare øjne og kigger væk. Jeg magter ikke hans useriøsitet lige nu. Har han glemt alt hvad der skete igår? Han gik bare fra mig uden et ord og bagefter skriver han bare, hey, til mig. "Du skal ikke vende øjne af mig!". Han prikker mig hårdt i siden. Min krop går halvt i chok. Jeg ved ikke om det er på grund af at det muligvis kilder eller om det bare er hans påvirkning på mig. Jeg vender mig mod ham. "Stop dog". Min halvsure stemme rører ham slet ikke. Han morer sig egentlig bare over det. "Vi er her". Jakes stemme fylder bilen og det er både godt og skidt. Jeg har en følelse af at jeg vil så langt væk fra Patrick, som overhovedet muligt, men samtidig en følelse af at jeg vil være så tæt på ham, så jeg kan føle hans åndedrag. Jeg åbner bare bildøren og smutter ud. Jeg går ind i klassen.

-

Jeg opdager hurtigt at jeg mangler min taske. Fuck. Den ligger stadig i bilen. "Tori. Du skal finde din plads". Lona kalder efter mig, men jeg løber allerede langt nede ad gangen. Jeg når endelig parkeringspladsen, men de er allerede kørt. Jeg finder Jakes nummer frem og ringer så. "Tag den nu". Jeg hvisker bare for mig selv. Han svarer ikke. Jeg skal lige til at prøve igen, da et nummer jeg ikke har ringer. "Ja hallo?". Det har bare at være vigtigt, så jeg lyder nok halvirriteret i mobilen. "Mangler du ikke noget?". En irriterende, men utrolig dejlig stemme. Patricks. "Hvor er i?". Min stemme knækker hele tiden og han kan tydeligt høre min nervøsitet. "Kom hen til biblioteket, vi holder på den tredje parkeringsplads". Han griner i mobilen. "Hvorfor kan i ikke bare komme hen på skolen". Jeg bliver irriteret over den måde at han bare kommanderer med mig på. Kom hen til biblioteket. Som om jeg er en eller anden hund. Der bliver lagt på. Oh my god. Det her ligner ikke Jake. Han plejer altid at være så hjælpsom. Jeg begynder stille og roligt at gå derhenad. 

-

Jeg kan overhovedet ikke se Jakes bil nogen steder. Den bil der holder på den tredje parkeringsplads er ihverfald ikke hans. Jeg vælger alligevel at gå hen imod bilen, men jeg er helt sikker på at det ikke hans. Jeg vælger at vende om og gå hen mod skolen igen. Jeg kan hører en bil bag mig gasse op. Den brummer så højt at jeg bliver helt målløs og bange på samme tid. Den nærmer sig. Det var dråben. Jeg begynder at løbe. Jeg prøver på at løbe så hurtigt jeg overhovedet kan. Jeg kan samtidig hører den efter mig. Den kører op på siden af mig og stopper lige foran mig. Jeg stopper med det samme og ser så Patrick bag rettet. "Skulle du have dine ting eller hvad?". Han smågriner. Jeg står bare og puster luft ind og ud af mine forpustede lunger. "Hvor er Jake?". Jeg kigger undrende på ham. "Hop nu ind, jeg giver et lift til skolen". Han smiler flabet og hvis ikke jeg havde været så forpustet havde jeg nok også gået.

Jeg hopper ind ved siden af ham og ser min taske på bagsædet i hans bil. Han har en utrolig flot bil. Den er sort. Det er vidst en BMW. Den er sådan virkelig behagelig at side i, men hvis har en bil, hvorfor kører han så rundt med Jake hele tiden? "Patrick, vi er lige kørt forbi skolen". Jeg kigger bagud efter den. Han ignorerer mig og kører bare videre. "Patrick!". Jeg hæver stemmen. Han kører bare hurtigere og hurtigere. Jeg bliver en smule nervøs ved tanken. Hvad sker der? Vi kommer til et lyskryds og der holder en bil foran os. Så jeg hiver fat i håndtaget, men Patrick er allerede et skridt foran mig, for den er låst. "Er du bange?". Han kigger ikke på mig og han lyder helt afslappet. "Nej". Jeg må indrømme at jeg bliver lidt bange, men jeg prøver at ignorerer det. Jeg vil ikke have at han skal vide det. "Det burde du ellers være". Han kigger stadig ikke på mig, men stirrer stift ud ad forruden. "Hvorfor?". Min nysgerrighed tager overhånd og min frygt bliver gemt væk. Jeg kigger søgende på ham og håber at han vil give mig de manglende svar på mine spørgsmål. "Jeg er et farligt menneske". Han lyder ikke længere afslappet, istedet lyder han nu anspændt. Han lyder lidt nedtrykt. Han kører hen mod skoven vi hentede ham i tidligere. "Hvad skal vi?". Jeg prøver at lyde optimistisk, men min stemme knækker igen. Jeg er ikke længere nervøs. Af en eller anden grund føler jeg mig tryg i hans selvskab. Selvom han stort set lige har kidnappet mig. Han svarer mig ikke på spørgsmålet, men det irriterer mig faktisk ikke så meget lige nu.

-

Bilen standser og han låser nu op. Jeg vælger at stige ud. Mest for at se mig omkring. Patrick kommer også ud nu. Han står bare i fuldstændig tavshed og observerer mig. "Jeg skal vise dig noget". Han peger ned ad en sti. Jeg kigger på ham. Jeg forstår ikke helt hvad han vil i den her skov, men det virker så vigtigt for ham og jeg finder måske svarene på nogle af mine spørgsmål her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...