Min pusher

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Når mor flytter ud af landet og far bor langt væk, må man jo flytte hen til sin mormor for at færdiggøre sin skole. Lyder kedeligt, men det ændre sig hurtigt.
Det skal Patrick nok sørge for....

10Likes
2Kommentarer
1017Visninger
AA

5. Huset i skoven

-

Vi når til et gammelt og skummelt hus. Der hænger brædder ned fra taget og der er indtil flere smadrede vinduer. Huset er midt inde i denne her dystre skov og der absolut ingen mennesker. "Hvad skal vi her Patrick?". Han tysser på mig og peger på et vindue, men der er jo ingen i det vindue. Det ligner ikke at der har været nogen her i flere årtier. "Okay, der vidst ikke nogen". Han ånder lettet op og begynder så at gå hen imod huset. "Vi skal ikke derind, vel?". Jeg løber op til ham og kigger mærkeligt på ham. Nogle gange forstår jeg ikke helt hvad der sker inde i hovedet på ham. "Jeg troede at du ville vide hvad der skete i morges". Han puffer mig i siden og smiler. Jeg nikker bare og følger ham ind i det forfaldne hus.

-

Der er en underlig fugtig luft i huset og der er edderkoppespind alle vegne. Vi står i noget der ligner en stue, der er en sofa. Den er ret støvet. Jeg kigger rundt og ser så Patrick sidde ved en lem i gulvet. "Hvad er der dernede?". Jeg tror ikke at jeg vil vide det, men han skal ikke gå med alle de tanker alene. "Det er et rum for folk, som har gjort noget dumt". Han kigger i tavshed ned på lemmen. "Er der nogen dernede nu?". Han ryster på hovedet. "nej". Jeg tørre min pande for koldsved og følger så Patrick ind i det rum som minder lidt om et køkken. "Jeg skulle bare have været til samtale om nogle manglende penge". Han sætter sine hænder på køkkenbordet og sukker. Han smider hovedet mellem armene og kigger ned. Jeg lægger min hånd på hans ryg og prøver at berolige ham. Han vender sig rundt og vi står nu få centimeter fra hinanden. Han tager min hånd op til hans kind og trækker mig ind til ham. Han kigger ned på mig og det går op for mig at han er meget højere end jeg troede. Han trækker mig ind i et kys og her står vi så i et klamt hus, midt ude i skoven og alligevel er der ingen andre steder der ville være bedre end her. Lige her. Han vender mig rundt, uden at bryde vores kys og sætter mig op på det forfaldne køkkenbord. Jeg lægger mine arme om hans hals og nyder øjeblikket. Jeg trækker mig ud af kysset og hiver op i hans bluse. En tatovering. Den går fra maven og om på ryggen. Der står han, uden trøje. Han er perfekt. Perfekt for mig og så dårlig for mig på samme tid. Jeg hopper ned fra køkkenbordet og går om bag ham imens jeg kører min fingre på hans tatovering. Han har et kæmpe ar på ryggen. "Hvad er der sket?". Jeg stryger mine fingre hen over hans ar og han sukker. "Det er stadig lidt følsomt". Han kigger bagud på mig og vender sig rundt. Han skal til at kysse mig igen. Jeg sætter min hånd i vejen. "Hvad er der sket?". Jeg lyder mere alvorlig nu. "Det er fra i morges". Han kigger rundt. "De stak mig med en lommekniv i ryggen". Jeg kigger rundt for at sikre mig at der ikke er nogen som helst her. I det samme hører vi et par motorcykler standse udenfor. "Hvad sker der?". Mit hjerte banker så hurtigt nu og jeg går langsomt i panik. "Vi kan komme ud her". Han går hen mod et ødelagt vindue og hopper igennem. "Kom så Tori". En del af mig har ikke lyst til at skulle gå. Jeg har lært Patrick så meget bedre at kende her og nu skal vi væk, tilbage til virkeligheden. Jeg sætter hænderne i vindueskammen og hopper igennem. Vi løber igennem skoven. Hans bil er jo et stykke væk og nu kan jeg godt forstå hvorfor. 

-

Der er meget stille i bilen og Patrick siger ikke noget, men der er et spørgsmål der presser sig lidt på. "Hvorfor kører du næsten aldrig i din egen bil?". Jeg kigger på ham og søger lidt efter hans øjne. "Den er fed ikke?". Han smiler bare selvtilfreds og kører videre. "Jamen, hvorfor kører du så aldrig i den?". Jeg kigger også ud på vejen nu. "Folk må jo ikke vide hvad jeg kører i". Hans smil forsvinder lidt nu. Jeg ved godt at jeg muligvis har det med at presse ham til at sige flere ting end han ønsker, men det er jo den eneste måde at jeg kan lære ham bedre at kende. "Hvis folk ved det, så forsvinder mit privatliv forevigt". Han kører sin hånd igennem håret, åbner et vindue og begraver sin hånd i lommen. Han fisker en pakke smøger op og putter så en i munden. Jeg smiler bare og observerer ham. Jeg kan næsten kun tænke på at jeg nok er en af de eneste der ved at han har en bil. Han stoler på mig og det vil jeg ikke bryde, aldrig.

-

"Jeg er hjemme". Råber jeg og Frida kommer ud. "Hvem var det der kørte dig?". Hun kigger med et undrende blik på mig, som om at der er et rumvæsen, som har overtaget min krop. "Det var bare en ven fra skolen". Lyver jeg. Han ville jo ikke have at nogen vidste noget om hans bil. "Nå, okay". Hun virker underlig. Sådan nedtrykt. "Frida, er du okay?". Jeg kigger søgende på hende. Hun nikker bare og smiler hurtigt inden hun forsvinder ind i stuen. Det er lidt sært. Jeg finder min mobil frem med Patricks gamle besked - hey- Jeg tænker at jeg vil svare på den. Bare for at se hans reaktion.               -Hejsa-  skriver jeg. Jeg lægger mobilen fra mig. Jeg går bare og smiler i min egen lille verden.

-

Der er sket så meget i dag. Patrick, åh Patrick. Hvorfor tænker jeg hele tiden på dig? Du er virkelig kravlet dybt ind under huden på mig, men det er en rar følelse. Jeg har virkelig savnet den følelse. En følelse af at adrenalinen pumper rundt i mit blod og en følelse af at være speciel. 

-

 ​"Hvorfor har du ikke været i skole i dag?". Min mormors nysgerrige stemme. Vi er ret forskellige og ser ofte forskelligt på de fleste ting. "Hvad?". Jeg lader som om jeg ikke hører hende i håb om at hun dropper spørgsmålet, men jeg kender hende jo og hun er ligeså nysgerrig som jeg er. "Skolen ringede og spurgte om du skulle noget vigtigt". Hun ligger hovedet på skrå og kigger undrende på mig. "Hvorfor spørger de ikke bare mig om det?". Jeg kigger irriteret ned i min tallerken. Jeg roder lidt i maden med min gaffel, men nu har jeg lidt mistet appetitten. "Jeg har ansvaret for dig nu, derfor ringer de til mig". Hun ligger sin hånd på min skulder. Jeg har klaret mig selv hele mit liv. Min far og mor blev skilt, da jeg var 4 og de arbejder begge hele tiden. Jeg boede hos min mor, som har en sygdom, der gør at hun meget hurtigt bliver træt og så er vi næsten altid uvenner, men jeg elsker hende mere end noget andet i den her verden. "Det er lidt sent at tage ansvar for mig nu, synes du ikke?". Jeg kan se at hun bliver ked af det, men ordene ryger bare ud. Min mor havde på et tidspunkt en anden kæreste end Lars og han var ikke helt rask i hovedet. Det betød at jeg ikke så min mormor i fire år. Min mormor svarede ikke på mine beskeder og hun tog ikke telefonen når jeg ringede. Tilsidst hadede jeg hende for det og hun har gået med skyldfølelse lige siden. Hun vidste at han slog både Sofie og mig, men hun turde ikke at melde det. Jeg rejser mig fra bordet, tager mine ting og sætter dem ud i køkkenet. "Tak for mad". Siger jeg og går op på mit værelse. Jeg vælger at sætte en film i gang og håber på at falde i søvn til den. Det virker perfekt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...