Min pusher

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Igang
Når mor flytter ud af landet og far bor langt væk, må man jo flytte hen til sin mormor for at færdiggøre sin skole. Lyder kedeligt, men det ændre sig hurtigt.
Det skal Patrick nok sørge for....

10Likes
2Kommentarer
1012Visninger
AA

3. Det tredje møde

-

Dagen skrider langsomt frem. Meget langsomt. Det føles som en evighed i skolen. Jeg kan overhovedet ikke tænke klart. Skolen har aldrig rigtigt været et problem for mig. Det sværeste er de matematiske fag, men de sproglige er ingen sag. Den ene time efter den anden og Jake har ovenikøbet sagt at han nok ikke kan nå at hente os, så det betyder bussen. Bare tanken om det kan gøre mig helt irriteret. Folk der snakker i telefon, hører høj musik uden deres høretelefoner og det værste, dem som sætter sig ved siden af dig, når der er massere af frie pladser i bussen. "Tori hvad er svaret på side to, opgave fire?". Shit man, jeg har ikke engang åbnet min bog. "Lige to sekunder". Jeg leder stresset i min matematik-bog. "Øhm, svaret er vidst 24,9". Jeg kigger op og ser så at alle stirrer på mig. Gud hvor jeg dog hader den følelse af at man bliver overbegloet. "Ja det er faktisk rigtigt nok, men følg lige lidt mere med". Det er en mandlig lærer. Nicki hedder han vidst nok. Han lyder lidt irriteret. Det er nok fordi jeg rent faktisk svarede rigtigt og jeg er selv overrasket, men jeg lærte det her sidste år, på min gamle skole. Jeg savner faktisk min gamle skole lige nu. Mine venner. 

-

Jeg elsker når jeg falder ind i min egen lille verden, hvor der ikke er regler for mine tanker, at jeg så sidder i bussen er ikke en forskel. Høretelefonerne i, så betyder det andet ikke så meget. Jeg tænker altid for meget over alting.

-

"Det her er sidste stoppested". Jeg vågner brat. " Hvad er klokken?". Jeg kigger forvirret rundt. "15:31". Han lyder halvsur. Jeg vælger bare at stå af her, selvom der er et stykke vej hjem, men jeg gider næsten ikke at diskutere med den halvgnavne buschauffør. Ikke lige i dag ihvertfald. Jeg er i byen. Det er en ret lille by, men der er altid ret mange mennesker rundt omkring. Det er sådan ret hyggeligt. Jeg går helt fredeligt rundt og kigger ned i min mobil. Jeg vælger at gå ned ad en lille sti ned til en sø. Jeg kigger lidt op og ser en mor med to børn. En pige og en dreng, som fodre ænder. Det minder mig lidt om min mor. Jeg vælger at sætte mig under et træ og observerer dem så. De ser så glade ud, uden spekulationer. Jeg elsker børn. De er så ærlige, men på en god måde, der får en til at grine og smile. Jeg finder min bog frem. Jeg elsker bøger. Det er lidt som en film af ord. Du skaber selv billederne, men handlingen er lavet på forhånd. Jeg dykker langsomt ind i bogen.

-

Jeg er fuldstændigt slugt af den her bog og lige idet at jeg skal til at lukke bogen sammen, bliver mine høretelefoner revet ud af ørene på mig og der står han med et smørret smil på læben. Han bider sig blidt i læben. Nu ser jeg det. Han har et sår på læben. "Læser du?". Han smiler på en mobbende måde og jeg kigger omkring, men han er rent faktisk alene. Patrick er jo næsten aldrig alene. Utroligt nok. "Ja. Øhhm jeg faldt i søvn i bussen". Mit blik bliver fanget af hans øjne. Han smiler og kigger til siden hvorefter han lader hans hånd glide igennem hans hår. Jeg får en trang til at rører hans hår, men jeg gør det selvfølgelig ikke. "Du siger meget øhm". Han lader et grin komme til live. Jeg vender øjne af ham. "Du skal ikke vende øjne af mig". Hans blik løber ned på min bog. "Kvinden i buret". Han kigger underligt på mig. "Ja". Siger jeg bare. "Har du ikke set filmen?". Tilføjer han og kigger undrende på mig. Han lader sin hånd glide gennem hans hår igen. "Nej, jeg vil hellere læse bøgerne". Jeg smiler bare og prøver at rejse mig. Han rækker mig sin hånd og jeg tager imod. Idet hans hånd rammer min bliver min krop helt elektrisk. Gad vide om han også kunne føle det? "Det må være en fejl". Siger han bare og kigger underligt på mig. "Hvad er en fejl?". Jeg må ligne et spørgsmålstegn. Han griner lidt og gnider sine hænder mod sit ansigt. "At du ikke har set Kvinden i buret". Han griner af mig og jeg smiler bare lidt akavet. "Jeg er ikke så god til film". Jeg bliver lidt irriteret over at han ikke bare kan forstå det. "Vi må se den en dag". Han kigger på mig med et underligt blik, som jeg ikke helt kan forstå. Jeg nikker bare. "Skal vi gå en tur". Han smiler og bider sig så i læben, igen. Jeg ser såret igen. "Hvad er der sket med din læbe". Det ryger bare ud af mig. Min nysgerrighed tager overhånd. Hans smil forsvinder. "Det kan jeg jo fortælle dig, hvis du går en tur med mig". Hans smil kommer tilbage. Åh gud hvor ser han dog dejlig ud, men han er så dominerende. "Jeg går da gerne en tur med dig". Hans øjne lyser op. "Hvis du fortæller mig hvad der er sket med din læbe". Han smiler for sig selv. "Du er virkelig bestemmende". Han kigger dybt ind i mine øjne. "Nå, men så må vores tur vel vente til en anden dag". Jeg smiler og vender rundt. Jeg skal til at gå, da han river fat i min arm. "Nej vent lidt". Jeg bliver forskrækket idet han hiver fat i mig. Elektriciteten kommer tilbage og det er både rart og ubehageligt på samme tid. "Jeg skal nok fortælle det". Han holder stadig fat i min arm. Jeg kigger ned af min arm. Det gør ondt nu. Han holder så hårdt fast. Han følger mit blik og giver slip med det samme. Han bliver selv forskrækket. "Det er okay". Jeg kigger ham i øjnene denne gang. Han ryster på hovedet. "Nej. undskyld". Han vender rundt på sin fod og går væk fra mig. "Patrick?". Jeg kalder efter ham, men han ignorerer mig fuldstændigt. Jeg pakker mine ting og begynder at vende hjemad. Jeg finder min mobil frem, men den er gået død for strøm.

-

Jeg åbner hovededøren og går ind "Jeg er hjemme". Råber jeg. Gud hvor er det mærkeligt at sige i det her hus, hvor hverken min mor eller far er. Min mormor kommer ud i køkkenet. "Hvor var du?". Hun kigger bekymrende på mig. Jeg er ikke så vant til at skulle skrive hvor jeg er hele tiden. "Jeg var inde i byen". Jeg smiler og krammer hende. "Skat jeg var næsten død af bekymring". Hun krammer også mig nu. "Hvorfor kørte du ikke med Jake og Frida hjem?". Hun kigger undrende på mig. Jake havde da sagt at han ikke kunne hente os? Jeg prøver at tænke tilbage på det præcise tidspunkt han sagde det. "Skat?". Jeg ryger ud af mine tanker idet hun siger det. "Jeg troede ikke at han kunne nå det". Jeg kigger undrende på hende. Jake kommer også ud i køkkenet nu. "Hvorfor har du sagt til Tori at du ikke kunne nå at hente dem?". Hun kigger surt på ham. "Jeg troede ikke at jeg kunne nå det.". Han lyder helt rolig. "Hvorfor skrev du ikke til hende?". Hun lyder mere og mere irriteret. Jeg bliver faktisk halvtrist ved tanken om at de glemte mig. "Jeg huskede det bare ikke, okay". Han lyder også irriteret nu. "Det er okay, momse". Jeg hvisker næsten. "Nej det er sgu ej. Du er ligesåmeget en del af det her hjem, som de er".

-

Jeg sætter min mobil til opladning. Den går seriøst altid ud. Jeg tror der er problemer med batteriet eller sådan noget. 

3 ulæste beskeder. En ny beskedanmodning. Jeg trykker på messenger og rigtigt nok, så er der to beskeder fra momse. - Hvor er du skat?- Og -Er du okay-. Så er der en besked fra Frida. -Undskyld-. Jeg tjekker min beskedanmodning. Det kan ikke være rigtigt. Hvordan kan han overhovedet finde mig på Facebook. Den er fra Patrick. Patrick Amdahl. -Hey-. Wao har han bare skrevet, hey. Jeg smiler ved tanken om at han har tænkt på mig. Det er en ret underlig følelse. Jeg falder i søvn med min mobil i hånden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...