Road between

Kære dagbog.

Dorthea har været forbi, hun fortalt om at Xafter lige var gået bort, hun lød lidt ligeglad, intet sorg. Jeg kunne ikke lade vær med at falde en tårer. Xafter var den aller helligste her i denne lille by, han bandt det hele sammen, og han var mit crush i 6 år. Han tog stoffer hver dag, han var heletiden skæv, og vidste ikke hvad han skulle gøre af sin egen krop, alligevel var han sin helt egen, på sin helt egen måde. Jeg græd i en kort halv time, efter at hun var gået, og rejste mig. Jeg ville ud til hans grav. Så ja, det er her jeg sidder nu, jeg står foran den, og skriver til dig. Det er hårdt, hårdt at se en så fantastisk person ligge dernede, og at jeg ikke kan gøre noget. Vi gik i folkeskolen sammen, 1-8 klasse, det var de vildeste år i mit liv, men alligevel ikke, for i de år, levede vi under regeringen, så der var alt stoffer, alkohol ovs... helt forbudt. Jeg tager kun sådan stoffer som narkotika en gang om ugen. Men det føltes alligevel altid så forkert. Som om at det er meget bedere at leve i verdenen udenfor. Men det må jeg vel bare droppe for jeg er født her, og opvokset her. Jeg kan ikke bare forlade min dyrebare familie, venner, og droppe ud af skolen, jeg er igang med en uddannelse som lærer, så jeg kan lærer dem, at der er vigtige ting i livet. Og så har jeg også en rigtig vigtig mission, at alle skal kende døden, at man godt må sørge over den. Men det kan jeg kun ved at blive lærer, for så ville folk lytte til mig, for jeg er jo uddannet.