Fem magiske ord

Grundet sin mors stofmisbrug, er Marie havnet på en kostskole, hvor hun slet ikke ønsker at være. Kvalt i de voksnes regler og betingelser, kæmper hun ivert efter at få bare en snert af frihed tilbage, men da afgørelsen om opholdelsen på skolen er midlertidig eller permanent nærmer sig, får hun for alvor taget forskellige overvejelser op i hovedet. For hvad gør man, hvis man er fanget et sted hvor man knap nok føler at man kan ånde frit? Når alt håb ved hjælp af fem magiske ord, så let kan gives til en, men også tages fra en igen?

0Likes
0Kommentarer
45Visninger
AA

1. Fem magiske ord

Fem Magiske Ord

 

“Jeg tror ligesom bare, at hun har svært ved at sætte sig i mine sko. Men på den anden side så er det vel i princippet gensidigt. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne forstå det.” Det snappede som et bid fyldt med kulde i hagen, for hvert et ord der kom ud af min mund. Næsen pev, og gjorde ondt. Det var koldt. Jeg var forkølet, men alligevel havde hosten og næsen, der løb så meget at jeg hvert halve minut måtte tørre snot væk fra min overlæbe med de mørkeblå handsker, ikke stoppet mig i at gå ned til stranden. Det var et af de eneste steder vi måtte være, hvis altså vi ikke havde lyst til at være omringet af lærere og andre snottede unge, klædt i præcis den samme uniform som jeg havde på. Det var et krav. Sådan nogle var der mange af, og selvom jeg havde befundet mig på kostskolen i hvad der føltes som 5 år, men i virkeligheden kun var 5 måneder, var jeg allerede nået at blive ulideligt træt af alt og alle. Jeg hungrede praktisk talt efter at komme tilbage til friheden. Få muligheden for at indånde en luft der ikke var fikseret med hundredvis af hjernedøde, pligtopfyldende unge, og stoppe med at passe ind i de mange rammer som de magtbesatte voksne havde plantet, med en eller anden håbløs overbevisning om, at alle andre skulle følge dem til punkt og prikke. Jeg var træt af det. “Og det er jo ikke fordi at jeg er decideret sur på hende. Nej, jeg er ikke sur. Hun sagde jo at hun ville rette op på det hele, og.. den her gang tror jeg bare at hun rent faktisk mente det,” fortsatte jeg. Det var mærkeligt. Jeg havde nærmest en idé om, at min stemme ville have givet ekko hvis det ikke var for den kølige vind, der så hampert blæste ind mod både mig og Karen, som sad blot et par meter fra mig, i det kolde sand. Det virkede bare som om, at ting så seriøse nærmest burde blive fremhævet på en eller anden måde. Med ekko, med råb eller skrig, eller noget helt tredje. For det var jo vigtigt. Det her var vigtigt, faktisk helt igennem afgørende, og mig bekendt var Karen enig. Grimassen hun med de spidse kindben og store læber bar så fint på ansigtet, symboliserede ihvertfald en eller anden form for forståelse, og samtidig bekymring. Jeg var ikke en person der beherskede fine ord eller fraser, og tanken om faktisk at give alle mine tanker til kende virkede længere væk end broen, man lige akkurat kunne skimte på den anden side af havet. Men alligevel gjorde jeg det. Måske var der noget betryggende ved at Karen blot var et bekendtskab, og ikke et jeg havde haft specielt længe. Ellers var det håbet, troen på at i dag var dagen hvor jeg ville høre de fem magiske ord.

“Du må komme hjem nu.”

 

Normalt var turen hjem fra stranden ikke specielt lang. Man kunne se skolens store bygning, i al dens stenværk og hæder gennem sivene når man sad tæt nok på dem, og det tog sjældent mere end 12 minutter at komme derhen, hvis altså man gik i et nogenlunde tempo. Og det gjorde jeg skam. Jeg traskede afsted, ikke blot for at nå tilbage til skolen så jeg kunne nå at møde op til min første time denne dag, men også fordi det nærmest føltes som om at min mave snørede sig sammen af spænding, bare ved tanken om at i dag kunne være dagen hvor jeg kom ud. Ud af dette fængslende sted, som langsomt kvalte mig i alt dets ærekærhed og alle dets krav. Bag mig ude over det buldrende vand, hvis bølger var på højkant, var solen ved at stå op. Den spredte et blidt orange skær i de mange skyer på himlen, som med en hvis fortolkning kunne signalere regn. Foran mig gik Karen. De sorte gamacher var trevlet op i en lang lige stribe ved hendes højre lår, og over dem var en kort nederdel. Den var ternet, sort og grå, og den grå sweater hun bar som en overdel var proppet ned under skørtet, så man kunne se hvor den endte omkring hendes bagdel gennem nederdelen, når vinden blæste imod hende. Hun var tynd, præcis ligesom mig, og hendes mørkebrune hår hang i krøllede lange lokker ned over hendes skuldre. Et par gange blev de løftet op af vinden, og med en yndig hånd der rystede af kulde, ville hun tage en lok og putte den om bag det frostrøde øre. Man skulle nærmest tro at jeg efterlignede hende, for det samme gjorde jeg. Mit røde hår der nærmest havde samme nuancer som skyernes skær blæste til alle sider, og var i det hele taget bare svært at holde styr på. Det var dog ikke længe det var nødvendigt at have en tot i hver hånd. Vi var oppe ved skolen, hvis store porte stod åbne på vid gab. Det var lige før at det så indbydende ud. Men det var det ikke. Intet der bare havde den mindste form for relation til denne skole, denne kostskole var indbydende på nogen som helst måde. Rammerne var efterhånden så indsnævrede, at man knap nok kunne kalde det for rammer mere. Det var linjer. Lige linjer, som man skulle følge uanset hvad. Man måtte aldrig gå udenfor de lige linjer, aldrig bare en lille bitte smule, som ethvert ordinært menneske ville i ny og næ.

“Marie.” Det var sjældent at nogen sagde mit navn. Ihvertfald ikke det første af dem. Jeg havde ikke mange venner, og hvis nogen så endelig skulle have en form for samtale med mig, så lagde de en utålmodig hånd på min skulder, eller brugte hilsende slang, som om at det var fuldkommen åbenlyst at deres unådige kommunikationsforsøg var henvendt til mig, og ingen andre af de hundredevis af unge der vandrede ned af skolens kolde gange. Men ikke Samuel. Han var spidsfindig og raffineret, og nok en af de eneste drenge på 9. årgang der faktisk kunne finde ud af at binde sit slips, og stryge sine skjorter. Normalt var Samuel derfor ikke en type jeg ville bryde mig om, men af en eller anden grund, var vi alligevel venner - og tætte af slagsen. Om det var fordi han respekterede mig og alle mine dumheder, eller fordi han typisk var med på det, når der ikke var en chance for at få problemer af nogen art, var ikke til at sige. Ihvertfald var han min ven, og en af de eneste jeg havde dette sted. Tilbage derhjemme osede jeg ikke ligefrem med venner heller, men jeg havde da et par som jeg formåede at holde tæt til mig. Ja det var da ihvertfald før mor røg ned i det opsugende og mørke hul som alle mine venner kaldte for stoffer, hvorefter de forsvandt ud af mit liv. Højst sandsynligt for evigt.

“De siger du får fri fra første time. Hun har lige ringet til rektor,” forklarede han med en stemme der kun lige var gået i overgang, og arme der formede små nedtonede fagter, i takt med hans ord. Jeg nikkede et øjeblik, og mærkede så nervøsiteten rasle rundt i maven på mig. Det var nu. Jeg havde vidst det var i dag, i lidt tid nu. Gået rundt og rumsteret over hvad der mon ville ske, og gjort et hæftigt forsøg på at forblive bare nogenlunde positiv. På at håbe med hver en knogle jeg havde i kroppen, for selvom det ikke havde virket besynderligt meget før, ja så virkede dette så vigtigt at jeg da i det mindste måtte gøre et forsøg.

“Wish me luck.” Jeg sendte Samuel et smil, der nok mere tydede på frygt fremfor hvad et smil normalt burde tyde på. Mine hænder rystede da jeg vinkede farvel til ham, imens jeg satte kurs op mod rektors kontor. Gangene virkede mere og mere grå, for hvert et skridt jeg tog. Støvlerne jeg bar havde sand i sålen fra stranden jeg netop havde befundet mig på. Det kradsede på siden af foden, og jo mere jeg gik voksede lysten til at hive støvlerne af og vende dem med toppen nedad, mere og mere. Men jeg gjorde det ikke. Jeg satte bare farten op, og satte en tot rødt hår om bag højre øre, så det ikke kom ind i øjnene. Gangen virkede lang og grå, men mere end den plejede. Det var nærmest som en tunnel, bortset fra at jeg for hvert skridt tvivlede mere og mere, på at der rent faktisk var lys for enden. For de solide mure og det kolde stengulv, virkede bare som en helhed. Jeg ville aldrig nogensinde kunne forestille mig,  at noget kunne ændre den grå og bedrøvede atmosfære der var klistret til væggene som det mest perfekt monterede tapet. Det var også en af de største grunde til at jeg sådan hungrede efter at komme hen til et sted, hvor der slet ikke var noget tapet overhovedet. Hvor man selv malede sit eget liv, og tog sine egne valg. Sådan som det plejede at være, engang.

 

“Marie, er det dig?” Hendes stemme virkede så fremmed. Det var sjovt hvordan den havde ændret sig på det seneste. Eller ikke sjovt - bare mærkeligt. Den klingede af hæshed, og lød som et klynkende barn der bare ikke kunne få sine meninger igennem.

“Ja mor. Det er mig,” sagde jeg med en dæmpet stemme. Fastnettelefonens rør pressede jeg med en rystende hånd op mod den stadig lidt frostrøde kind. Jeg kunne høre hendes overfladiske vejrtrækning. Hun lød bange, eller som om hun lige havde gået et kapløb. Det første var dog mest sandsynligt, og nærmest også åbenlyst. Der blev stille i røret et øjeblik. Jeg kunne høre hvordan hun rykkede telefonen en smule, og i ventetiden kløede jeg mig på hagen som var dækket af et lodret ar der blev givet til mig af en sofabordskant, lang tid før jeg vidste hvad en kostskole eller misbrug var. Det var vidunderligt, men samtidig fuldkommen frygtindgydende at tænke på den uskyldighed jeg indåndede som var det luft for så længe siden, for så at tænke på de mange nattemørke facader af livets grusomheder jeg nu havde fået åbnet øjnene for.

“Hvordan går det? Be-.. Øh, behandler de dig fint nok?”

“Ja, det gør de vel. Men jeg vil gerne hjem nu.”

“Ja, det kan jeg godt forstå. Men.. øhm.. ja.”

“Men hvad?”

Stilhed igen. Der var bare helt stille, og denne gang kunne jeg ikke engang høre hendes overfladiske vejrtrækning gennem røret. Et øjeblik frygtede jeg at hun havde lagt på, eller måske bare var død på stedet eller sådan noget. Okay, måske min tankegang var en anelse ekstrem, men man måtte jo forberede sig på det værste. Det var dog lige præcis det jeg ikke havde gjort, til lige netop denne situation. Jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad jeg dog skulle stille op, hvis de fem magiske ord jeg havde ventet så længe på at høre, lige pludselig skulle vende sig og blive til det stik modsatte.

“Du.. Jeg.. Jeg kan ikke tage dig hjem. Ikke i den her omgang. Det går simpelthen bare ikke, tingene de.. de går bare ikke. Nu må du lige forsøge at sætte dig i mit sted, ik´? Du må lige prøve at forstå at jeg gør det her for din skyld.” Denne gang virkede stilheden anderledes. Det var sådan en form for stilhed, som man var tvunget til at acceptere, på den ene eller den anden måde. Jeg havde ikke tænkt mig at sige mere. Hvad skulle jeg dog også sige? Jeg havde lyst til at bande og svovle, råbe og skrige, men jeg gjorde det ikke. I stedet sænkede jeg bare røret, og opdagede at min hånd ikke længere rystede. Den var stille og rolig, og kørte i en kontrolleret bevægelse røret ned til den anden del af den olivengrønne telefonkrop. Jeg var ikke længere nervøs eller håbefuld. Nu hvor jeg tænkte over det, var det nærmest som om at jeg aldrig rigtig havde følt de følelser til fulde, men at de derimod blot havde svævet rundt i kroppen, som en sølle kopi eller bestræbelse.

 

“Hun kan bare ikke sætte sig i mine sko. Men det er jo gensidigt. Men hvis jeg er helt ærlig, så ved jeg ikke engang om jeg ville ønske, at jeg kunne forstå hende.” Det snappede som et bid fyldt med kulde i hagen, for hvert et ord der kom ud af min mund. Næsen pev, og gjorde ondt. Det var koldt, men ikke nær så meget som det havde været tidligere i dag. Formiddagen havde taget sit tag om dagen, og det var solen der nu stod stolt på himlen også tegn på. Tårerne der løb så meget at jeg hvert halve minut måtte tørre de våde dråber af min kind med bare, kølige hænder, havde ikke stoppet mig i at gå ned til stranden. Det var et af de eneste steder jeg kunne være lige nu, hvis altså jeg ikke havde lyst til at være omringet af lærere og ufølsomme unge, klædt i præcis den samme uniform som jeg havde på. Det var et krav. Sådan nogle var der mange af, og derfor var det også yderst usædvanligt at jeg havde fået lov til at begive mig ned på stranden mens der stadig var timer, og endnu mere usædvanligt at Samuel havde fået lov til at gå med. Måske var det fordi at han var sådan en unge, der udadtil virkede som om han passede ind i de mange rammer som de magtbesatte voksne havde plantet, med en eller anden håbløs overbevisning om, at alle andre skulle følge dem til punkt og prikke. Måske var det fordi, at jeg lige netop var det modsatte, og at der ikke var nogen garanti for, at jeg kom tilbage fra den kølige strand igen, hvis jeg havde så løse tøjler. “Men jeg er sur på hende. Jeg er skide hamrende sur på hende. Hun sagde jo at hun ville rette op på det hele, og.. jeg fatter bare ikke, at jeg rent faktisk troede på hendes lort. Igen. At jeg troede på det igen.” Det var mærkeligt. Jeg havde nærmest en idé om, at min stemme ville have været for lav til at kunne høres, hvis der var mere vind en den, der med sådan en ynde blæste hen imod Samuel og mig, som sad blot et par meter fra mig, i det kolde sand. Jeg følte mig bare så lille. Som om at hele verden slugte mig i en mundfuld, og alt jeg kunne gøre vare bare at acceptere det. Jeg var træt af det hele, hele lortet. Jeg ville bare gerne forsvinde, bare for en stund, og mig bekendt havde Samuel det på samme måde. Når tingene blev for dybe, havde han det med at blive helt stille. Men jeg kunne se på ham, at han også hungrede efter at forsvinde med mig - et eller andet sted, dybt inde i. Måske han lignede en der havde accepteret sin placering indenfor de grå mure, men jeg vidste at det blot var en facade. At det blot var hans form for tapet - han ville også male, når det kom til stykket. Selv var jeg simpelthen bare ikke en person der beherskede fine ord eller fraser, og tanken om faktisk at give alle mine tanker til kende ville have virket så voldsomt håbløs, hvis ikke det var fordi at det var foran Samuel. Jeg vidste at jeg ikke engang behøvede at sige noget for at han forstod mig, men alligevel gjorde jeg det. Måske var der noget betryggende ved at den telefonsamtale Samuel et par uger før nu havde haft med sin far, bekræftede mig i at han var her af samme grund. Ellers var det håbet, troen på at Samuel som det næste ville sige de fem magiske ord.

“Lad os stikke af sammen.”



 

Ida Lundvig Lykkegaard, maj 2018


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...