Pigen, hvis ord forsvandt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2018
  • Opdateret: 31 maj 2018
  • Status: Igang

2Likes
4Kommentarer
334Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Kapitel 2

 

Agnes smed tasken forsigtigt på gulvet, og listede sig hurtigt op ad trapperne, for at komme ind på sit værelse. Overskuddet til, at hendes forældre skulle se hende græde var i minus, og der var intet værre end den falske omsorg, der altid skulle florere i rummet, når nogen var triste. Det var det sidste hun havde brug for. I sin hast, snublede hun over det sidste trin, og der lød et ordentligt bump.

”Fuck”, hviskede hun, og skyndte sig at rejse sig. Hun tog sig til knæet netop som hun opdagede, at det gjorde mere ondt, end forventet.

”Agnes-pigen, er det dig?”, lød det fra stuen. Agnes sank en klump, og tog en dyb indånding.

”Ja, far, det er mig. Jeg skal lige lave lektier”, råbte hun tilbage i et umage forsøg på ikke at lyde grådkvalt.

”Vi spiser om en halv time”, svarede han, og Agnes svarede med et kort ”Okay”, og gik humpende ind på sit værelse.

”Endelig alene”, tænkte hun, og smed sig i sengen. Der lå hun i godt fem minutter, før hun fiskede sin mobil op af lommen. Hun tastede med rekordfart Evas telefon nummer ind.

Der gik ikke mange bip, før hun tog telefonen.

”Hva’ så, min bitch! Noget nyt?”, udbrød Eva, og hvis ikke man kendte hende, kunne man godt tro hun havde drukket sig i hegnet. Nu havde Agnes kendt hende i to år, så hun vidste godt, at det ikke var tilfældet. Hun var bare altid overbegejstret, og det var nok også en af grundende til, at Agnes så godt kunne lide hende. De var hinandens modsætninger, men på en sådan speciel måde, at det var rart.

Agnes samlede mod til sig i et diskret klynk, og med det samme vidste Eva, at der var noget galt.

”Hvad har Arthur gjort dig? Fortæl mig alt, jeg finder et tæskehold!”, sagde hun, og blev pludselig alvorlig. Agnes lo i et hulk, og rystede på hovedet.

”Det behøver du ikke…”, forklarede hun, og tørrede tårerne væk fra øjnene. Eva knurrede hidsigt fra den anden side, ”men det er ham er det ikke?”. Agnes tøvede. Det var efterhånden blevet til, at det kun var Arthur de snakkede om hver gang de ringede sammen. På mange måder havde hun ikke lyst til, at det denne gang skulle handle om det samme.

”Nej… eller jo, men det er ikke derfor jeg ringer”, svarede hun, og det gjorde blot Eva endnu mere oprørt.

”Hold nu op! Jeg er her jo for dig, husker du. Du skal ikke holde tilbage, jeg vil vide alt! Vi må finde ud af hvordan vi knuser ham…”, sagde hun, og lød oprigtig oprevet. Det fik Agnes til at fnise.

”Nej, Ev, jeg mener det. Intet tæskehold denne gang. Hvad lavede du efter skole?”, spurgte hun i et desperat forsøg på at skifte emne.

”Ikke rigtig noget. Jeg var sammen med Tobias, men der skete ikke rigtig noget”, svarede Eva. Hvis ikke de snakkede om Arthur, snakkede de om Evas næsten-kæreste, Tobias. Agnes opgav; det var tydeligt, at det ikke var muligt at snakke om andet end drenge og drengeproblemer.

”Har I egentlig lavet noget lidt frækkere end dengang i kyssede?”, spurgte Agnes, og bildte sig selv ind, at hun var interesseret. Eva udstødte et frustreret suk, ”Nej. Ingenting! Hvad fanden skal jeg gøre?”

”Åh, drenge er dumme. Har du fortalt ham, at du gerne vil mere?”

”Det kan man da ikke bare sige. Så løber han bare skrigende væk”, forklarede Eva. Hun havde altid bestemte regler for hvad man kunne og hvad man ikke kunne gøre i et forhold, eller i hendes tilfælde, næsten-forhold.

”Altså du kan jo altid stikke dine patter op i hans ansigt. Det burde virke”, sagde Agnes, og hev lidt op i trøjen. Eva lo.

”Ja, det er jeg sikker på Arthur tænder på, men Tobias er anderledes… der skal mere til”, forklarede hun, og begyndte at lyde usikker på sig selv.

”Nej nej, nu skal du ikke begynde på det der. Du skal fandeme ikke tvivle på dig selv. Du er smuk, og det burde du virkelig også selv vide. Hvis Tobias ikke kan se det, er han en kæmpe nar. Eller også er han bøsse”, forklarede Agnes, en smule ked af, at Eva ikke kunne se det smukke i sig selv. Eva gispede kort.

”Nej, vel? Tror du han er bøsse?”, spurgte hun panisk. Agnes åndende tungt ud.

”Selvfølgelig tror jeg ikke det. Det var bare et eksempel”, svarede hun.

”Hm, jeg ved nu ikke. Det ville give god mening i forhold til, at han ikke har prøvet på noget. Udover at kysse altså”, sagde Eva, og lød næsten bedrøvet.

”Eller måske er han bare en god dreng, som ikke ved, om du er klar. Du har trods alt ikke givet ham nogle tegn. Inviter ham hjem en aften, hvor dine forældre ikke er hjemme. Lav mad sammen. Se en film eller serie. Det hele kommer til at gå som smurt, tro mig!”, fortalte Agnes selvsikkert. Eva lo et lummert grin, ”Var det sådan Arthur tog din mødom?”. Agnes blev en smule forlegen, og kunne mærke sine kinder blusse op. Her var hun glad for, at de snakkede i telefon, så ingen kunne se, hvor flov hun blev.

”Nåh, det ved jeg ikke, altså…”

”Nårh nej, han tog den sikkert efter en vild nat i byen. Han er jo så romantisk”, afbrød Eva klukkende. Agnes trak vejret dybt.

”Ja. Sådan cirka”, svarede hun. Sandheden lå dog i, at det langt fra var sådan det skete.

 

Det var den dag i 9. Klasse, hvor den sidste eksamen var overstået. Med et 4-tal i matematik. Agnes havde aldrig været mere skuffet over sig selv, og endte med at græde det halve af dagen. Arthur havde set hendes udtryk da hun trådte ud fra klasselokalet med den pæne, dog grumme karakter. Han havde set de indelukkede tårer, der blot ventede på at komme hjem, så de frit kunne trille. Han så det, ingen andre kunne se. Smerte. Han forsøgte at tage hende i hånden, snakke med hende, men hun daskede ham væk, og forlod skolen uden et ord. Derefter ringende han til hende. Tre gange. Hun nægtede at tage den, men blev dog en smule tom da der efter tre timer ikke havde været et eneste opkald. Ja, faktisk kom hun nu endnu lettere til tårer. Det var da det var allerværst, at en velkendt rytme dansede på hoveddøren. Agnes tørrede sine øjne, og bad til, at ingen kunne se de indtørrede tårer.

”Jeg kommer!”, sagde hun, og løb ned for at åbne. Der stod han. Flottere end nogensinde, med sit ellers pjuskede hår redt tilbage, og med en buket røde tulipaner i favnen. Agnes’ yndlings.

”Hvad laver du her?”, spurgte hun og prøvede på at lyde irriteret, selvom hun i virkeligheden var overvældet af en uforklarlig lykke i maven af at se den person, hun havde allermest behov for.

”Du er ikke glad”, svarede han, og inviterede sig selv indenfor. De gik sammen op på hendes værelse.

”Jeg er altså glad”, konstaterede Agnes muggent, og kneb øjnene sammen. Arthur rystede på hovedet, og vendte med sin tommelfinger hendes ansigt op mod hans. Agnes forsøgte at kigge væk, men det var umuligt, for hendes trang til at kysse ham var for stor. Han tog sin anden hånd, og tørrede rester af tårer væk fra hendes ansigt.

”Jeg elsker dig”, sagde han. Agnes spirrede øjnene op. Det var første gang han havde sagt det til hende. Der blev stille. Arthur blev en smule frustreret over det manglende svar, så han slap hende.

”Nej, hold om mig”, sagde Agnes, og førte hans hænder om hendes liv. Hun hvilte sit hoved på hans bryst, og sammen svajede de frem og tilbage til den plade Agnes havde lyttet til siden hun kom hjem. Det var heldigvis også hendes yndlings, så det gjorde ikke noget, at John Mayers smørbløde stemme sneg sig ind i sjælen seks timer i streg.

”Det er bare fordi…”, sagde hun, og løftede hovedet for at se ham i øjnene, ”Altså… jeg elsker jo også dig”. Arthur stoppede dansen, og hun havde ikke set hans øjne lyse så stærkt siden dengang de kyssede første gang. Han så længe på hende med de øjne.

”Hvad kigger du på?”, spurgte Agnes og rødmede. Han svarede ikke, men betragtede hende blot, og tænkte til sig selv, at han var den heldigste dreng i verden med den smukkeste pige. Derefter kyssede de igen. Denne gang længe. Faktisk var det det længste kys Agnes nogensinde havde oplevet. Og det længste Arthur nogensinde havde oplevet. ”Gravity” begyndte at spille, og Agnes vidste ikke, om det var de smukke røde tulipaner eller den sjælfyldige musik, der fik hende til at smide sig i sengen med Arthur, men der gik ikke længe før de begge lå nøgne på hinanden.

”Jeg elsker dig”, hviskede han, som han kyssede hende på nakken. Det føltes som om tiden stod stille, men da de var færdige, var den gået som sand mellem fingrene.

 

Selvfølgelig havde Agnes aldrig fortalt den historie til Eva, for den side af Arthur kendte hun ikke til, og Agnes så ingen grund til at genskabe en historie om en person, der ikke længere eksisterede.

”Nå, men kommer du til festen på fredag? Det bliver ret vildt!”, spurgte Eva, og lød ellevild. Det var hun naturligvis altid. Agnes tøvede.

”Jeg ved det ikke helt. Jeg tror bare jeg skal slappe af, lave lidt lektier, se lidt Netflix. Der er en ny sæson af ”Riverdale” ude nu!”, svarede hun, og prøvede at overbevise Eva om, at det var langt federe end at feste.

”Ja, og så hænge med næbet på grund af Arthur?”, fnes hun. Agnes sukkede, ”Nej, jeg mener det. Jeg har helt vildt mange afleveringer for!”

”Hold nu op, vi går i samme klasse, jeg ved, at vi ikke har nogen afleveringer for før næste uge. Slap nu af, og tag med! Det bliver vildt fedt. Du har brug for at slippe dine tanker og din fantasi løs. Er du med eller hvad?”, spurgte Eva opstemt. Agnes forstod ikke hvorfor, at hun faktisk fik en smule lyst til at tage med.

”Jeg ved ikke… jo okay. Lad os gøre det!”, svarede hun bestemt. Eva udstødte et hvin i glæde.

”Jeg elsker dig så meget, bitch! Så skal du drikkes hammerlam. Glæder mig allerede!”. Agnes begyndte at tvivle på valget, men blev glad for at høre, hvor glad Eva blev.

”Nå, men jeg skal også spise nu”, sagde Agnes, ”Vi ses i morgen!”.

”Ja vi gør! I love you, hoe!”, sagde hun, og Agnes lo lidt for sig selv idet hun lagde på. Det hjalp altid at ringe til Eva. Tårer blev til latter med 99 procents garanti. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...