Pigen, hvis ord forsvandt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2018
  • Opdateret: 31 maj 2018
  • Status: Igang

2Likes
4Kommentarer
338Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Kapitel 1

 

”Vi bærer alle rundt på relationer, der krakelerer med tiden, men også relationer der gennem de værste tider holder ved, og dette er nok de mennesker, vi skal holde fast i”, sagde Arthur imens han inhalerede det sidste af sin smøg. Agnes lo en smule usikkert, og rystede på hovedet.

”Hvor fanden har du læst det henne?”, spurgte hun skeptisk. Arthur så hende i øjnene med et blik, der forsøgte at blive taget alvorligt.

”Det er bare noget jeg har tænkt over”, svarede han og prøvede at lyde overbevisende.

”Nej, du har læst det et sted. Det lyder for klogt til, at det er noget du kunne finde på at sige”, sagde hun, og så ned i vandet under dem. Arthur trak sig lidt væk på fornærmet facon.

”Hva’, tror du ikke på mig?”, spurgte han drilsk, med et snert af forurettelse i stemmen. Agnes så ham igen i øjnene.

”Jeg ved det ikke, men uanset hvad passer det jo ikke. Hvordan ved man hvem der holder ved?”, spurgte hun, og ønskede sådan at modbevise ham for en gangs skyld. Arthur trak på skuldrene, ”Det er bare noget man ved”. Han smed cigaretten på jorden, og gav sig til at stampe lidt på den. Der var stadig ild i.

Agnes så på ham i et stykke tid imens hun samlede mod til at skubbe lidt til hans påstand. 

”Men… det giver bare ikke mening for mig. Burde de relationer, jeg ikke skal holde fast i, så ikke allerede være sorteret fra? Jeg er 18 år nu, der er sket meget”, sagde hun, og forvirrede sig selv med sit argument. Arthur udstødte et ”hm”, hvorefter han tændte endnu en smøg. Det var hans fjerde inde for det sidste kvarter. Agnes vendte øjne, ”Du burde virkelig stoppe”. Arthur trak på skuldrene.

”Der er så meget jeg burde og ikke burde, men man lever kun én gang, og det skal udnyttes”, sagde han, og rakte hende smøgen. Agnes stirrede næsten forarget på den.

”Jeg skal fandeme ikke have en cancerpind. Hold den for dig selv!”, sagde hun, og daskede til ham. Arthur klukkede hæst, og det fik hende til at smile.

”Cancerpind”, gentog han for sig selv, og lo endnu engang. Hun puffede blidt til ham og fnes.

 

De sad på kanten af den nye bro, som efterhånden ikke var så ny længere efter otte år. Det var der Agnes fik sit første kys. Lige der, for fire år siden, over det skvulpende vand, og under den lyseblå himmel. Der, hvor knuste stykker blev samlet, og der, hvor alting pludselig gav mening. Måske var det også derfor, at hun ikke kunne lade ham gå. Arthur. Han havde ændret sig meget siden de første gang fandt ud af, at de kunne lide hinanden som mere end venner.

”Du, Arthur?”, spurgte Agnes forsigtigt, som de sad og indåndede solens sidste stråler. Arthur kneb øjnene sammen, for at få øjenkontakt.

”Hvad så?”, spurgte han, og smilede skævt. Agnes så på hans smilende mund, for derefter at se på hans øjne. De smilede ikke. Ikke på samme måde, ikke som de plejede. Det havde de ikke gjort længe, så det kom ikke bag på hende. Alligevel gjorde det ondt. Hun kiggede ned i vandet, dels for at betragte sin egen skikkelse, dels for ikke at se på ham. Det var ikke det samme. Der var ingen sommerfugle, kun en uforklarlig smerte. Hun tog en dyb indånding, ”Det du nævnte med relationerne, ikke?”. Arthur vendte nu også sit blik mod det rolige vand.

”Ja?”, svarede han med en undertone af nervøsitet. Dette kom bag på hende.

”Tror du egentlig vi er værd at holde fast i? Jeg mener, vi holdte jo sammen efter din mors død, og det er jo en god ting, ikke? Men hvad nu, hvis det ikke er sådan længere? Hvis der sker mig noget, eller hvis der sker dig noget, hvad tror du så der sker? Med os altså. Kan vi holde til det?”, Agnes bed tænderne hårdt i lige så snart det sidste ord var sluppet ud fra sine læber. Hun knugede hænderne hårdt i, og havde mest af alt ikke lyst til at høre svaret. Arthur tiede for at tænke.

”Jeg ved det ikke”, svarede han langt om længe. Agnes fnøs irriteret. Det var ikke det svar hun havde lyst til at høre.

”Du ved det ikke?”, spurgte hun for at få bekræftet Arthurs idioti. Han trak på skuldrende. Hun trak sig op fra broen for at give sig selv tid til at overveje, hvor latterligt ligeglad Arthur virkede med det hele.

”Ved du hvad jeg ikke forstår?”, spurgte hun så. Arthur bed sig i læben og rystede på hovedet.

”Nej, det ved jeg ikke”, svarede han. Agnes kneb øjnene sammen og så skuffet ned i jorden.

”Præcis. Det er det jeg ikke forstår. Du ved ingenting”, Arthur tog en dyb indånding.

”Slap nu af”, sagde han koldt, og sugede det sidste nikotin ud af sin cigaret. Det fortrød han hurtigt. Agnes vendte ham ryggen, og det var let at se vredesrøgen dampe ud af ørerne på hende.

”Det mener du ikke!”, sagde hun og vendte sig om til ham igen med laserøjne, der kunne skære selv den hårdeste negl i småstykker.  

”Vi har kendt hinanden i snart ti år, men du ved ikke om vores forhold kan holde til endnu en tragedie? Du er for meget, er hvad du er! For en gangs skyld, tag dig dog sammen, og giv mig et reelt svar i stedet for et ”det ved jeg ikke”, eller et slattent træk på skuldrene. Et simpelt ”det vil jeg lige tænke over”, ville jeg kunne acceptere, men din konstant falske uvidenhed, er jeg ikke sikker på jeg kan håndtere længere!”, hun tog sig frustreret til hovedet. Arthur så forvirret på hende, med en sorg, han ikke kunne forklare. Han rejste sig ikke op, sagde ingenting. Der var stille i et par minutter, før han til sidst trak sig op fra broen.

”Jeg…”, sagde han og kløede sig i håret, ”Jeg skal lige tænke over det”. Og så gik han. Før Agnes vidste af det, var han ude af syne, helt væk. Hun så ned på broen, der hvor han havde siddet for bare ti minutter siden, og gav sig til at trampe hårdt på hans aftryk.

”Idiot!”, skreg hun så højt, at fuglene i de omkringliggende træer blev forskrækkede, og fløj væk. Derefter hostede hun. Hun vidste godt, at det var dumt at skrige. Hendes stemme forsvandt næsten altid efter en sådan seance. Hun mente dog selv, at det var det værd. Især denne gang. Til sidst rullede hun sig sammen til en klump af opgivelse og tårer. Der var ingenting at gøre. Hun havde skreget sig til at miste stemmen for en stund, og havde kun sig selv og det fortsat skvulpende vand, at holde sig ved selskab. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...