Sherlocks Datter

Macy Penrose West Holmes.

Datter af Sherlock Holmes og hans ungdomskæreste.
Men da Macy blev født, ønskede ingen af dem hende. Macys mor tog hende med hjem, og opfostrede hende uden kontakt med Sherlock, men da hun en dag bliver syg er Macy på egen hånd.
Macy er 16, og ikke gammel nok til at være alene, og bliver dermed placeret hos hendes far, Sherlock.

Macy er ikke begejstret for Sherlock, og man kan vist roligt sige at den følelse er gengældt.

0Likes
0Kommentarer
90Visninger

1. Prolog

Hun var et underligt barn. Hun græd knapt nok før hun åbnede sine skarpe, grå, gennemborende øjne.

“Få hende væk fra mig,” bad jeg jordemoderen. Væmmelsen farvede min stemme. Hun gav mig et forvirret blik.

“Vil du ikke holde din datter?” spurgte hun. Jeg kiggede på det nyfødte barn.

“Det er ikke mit barn. Det er hans,” svarede jeg bestemt. Jordemoderen kiggede på det lille barn, der observerede hvert et træk hun tog.

 

Da jeg for første gang kiggede på barnet, rigtigt kiggede på hende, gik det op for mig at jeg havde taget fejl. Hun var ikke blot hans datter. Hun var en tro kopi.

Under en dag gammel, selvom det var svært at tro på med det svært behårede hoved, dækket af sorte krøller.

“Hun er køn,” komplimenterede han. Jeg vendte mig imod ham.

“Det er det første kompliment jeg har hørt dig give,” mumlede jeg. Han kiggede på barnet med sit hoved på skrå.

“Hendes navn?” spurgte han følelsesløst. Jeg kiggede på hende.

“Cecilia,” besluttede jeg. Han rynkede på næsen.

“Forfærdeligt navn,” informerede han mig.

“Ja,” gav jeg ham ret. Jeg kiggede på pigen der nu sov. Hendes lange øjenvipper indrammede de lukkede øjne, jeg inderligt håbede jeg ikke blev nødt til at se igen.

“Det betyder blind,” fortsatte han roligt. Det navn passede ikke til en pige med øjne så opmærksomme som hendes.

“Hvad foreslår du?” spurgte jeg og vendte mig mod ham endnu engang.

“Mackenzie,” foreslog han roligt.

“For langt. Hun lærer aldrig at sige det eller at stave til det,” argumenterede jeg.

“Macy,” rettede han.

“Grimt.” Han smilede skævt af min kommentar.

“Penrose,” foreslog han derefter. Jeg rystede på hovedet.

“Kald hende hvad du vil,” besluttede han og drejede om på hælen; “Jeg skal ikke have noget med hende at gøre.”

“Hun er dit barn!” svarede jeg hårdt.

“Jeg ønskede intet af dette. Hun er en fejl.”

“Hun er en baby,” rettede jeg ham irriteret.

“Ikke en jeg ønsker,” pointerede han roligt. Jeg kiggede på det lille væsen som det lå roligt i sengen.

“Jeg vil heller ikke have hende,” hviskede jeg usikkert. Han trak på skuldrene; “Så skulle du nok ikke have gjort det.” Jeg kiggede på ham.

“Det var aldrig min mening at gøre dig ondt,” fortalte jeg. Han fnyste uden at kigge på mig.

“Gør med hende hvad du vil,” besluttede han før han drejede om på hælen og forlod hospitalet i stilhed. Jeg kiggede på det lille barn. En sygeplejerske kom ud af et rum og fik øje på ham.

“Har du valgt et navn?” spurgte hun venligt. Jeg nikkede, selvom jeg ingen anelse havde.

“Macy,” besluttede jeg hurtigt; “Penrose!” rettede jeg.

“Macy Penrose,” svarede sygeplejersken med et nik; “Godt valg.”

Kort efter blev Macy Penrose skrevet på den officielle dåbsattest, kun et mellemrum foran hvor hendes efternavne stod.

“Hun er ikke normal,” fortalte jeg lægen. Macy var blevet født for over tre år siden, og fra starten havde det været tydeligt at hun ikke hørte til hos mig.

“Hvad skal det betyde?” spurgte lægen og lænede sig ind over bordet. Jeg sendte et blik imod pigen der sad ved det lille bord med en bog i hånden.

“Hun læser,” hviskede jeg hæst til ham. Lægen kiggede på Macy, der sad og flygtede linjerne under ordenene i Peter Plys med hendes buttede fingre.

“Nogle børn får mere ud af undervisning end andre,” svarede hun roligt og vendte sig mod mig igen. Jeg rystede hastigt på hovedet.

“Nej, hun har ikke fået nogen undervisning! Hun er selvlært,” sagde jeg med skælvende stemme. Lægen kiggede på lille Macy, der kluntet bladrede en side.

“Det var da imponerende, hvis det altså er sandt,” sagde hun roligt mens hun betragtede Macy. Hun rejste sig fra stolen og satte sig på hug over for Macy.

“Hej med dig,” hilste hun venligt; “Hvad læser du?”

“Peter Plys,” svarede hun koldt.

“Ja?” spurgte lægen og kiggede over Macy’s skulder.

“Vil du måske læse et stykke højt for mig?” foreslog hun.

“Nej,” svarede Macy uden yderligere forklaring.

“Nej?” spurgte lægen forvirret.

“Nej,” fastsatte Macy. Lægen kiggede op på mig før hun rejste sig.

“Det er en speciel pige du har,” nævnte hun. Jeg nikkede.

“Hvad foreslår du?” spurgte jeg bekymret. Lægen kiggede endnu engang på lille Macy.

“Hvad mener du?” spurgte hun, lettere forvirret.

“Hvad skal jeg gøre ved hende?” spurgte jeg. Lægen satte sig på stolen bag bordet.

“Find en god skole til hende, der vil hun have mulighed for at udvikle sig,” anbefalede hun. Jeg kiggede trist på Macy.

 

Jeg fandt aldrig en skole til hende.

Jeg frygtede at det ville opmuntre hende for meget, så i stedet lod jeg hende bruge hendes dage hjemme. Jeg satte et fjernsyn på hendes værelse, indtil jeg fandt ud af at hun brugte det til at se dokumentarer - på fransk.

Da hun var ni kom jeg hjem til synet af hende siddende med Les Misérables i skødet. Hendes finger flygtede ikke længere ordene som hun læste, faktisk gjorde hendes øjne knap nok. Hun kiggede på siden i et minuts tid før hun bladrede, og gentog proceduren.

“Hvad læser du?” spurgte jeg nervøst.

“Victor Hugo,” svarede hun roligt og bladrede endnu en side.

“Vi har ingen franske bøger i huset. Hvor har du den fra?” spurgte jeg og kiggede på de for mig ulæselige bøger.

“Onkel gav den til mig,” forklarede hun og bladrede endnu engang. Jeg kneb broen mellem min næse og min pande med to fingre og sukkede dybt.

Senere samme dag ringede jeg til ham.

“Har du givet hende bøger?” anklagede jeg ham.

“Jamen, naturligvis,” svarede han selvfølgeligt.

“Du ved jeg ikke bryder mig om når hun læser!” klagede jeg højt.

“Du kan ikke benægte hende at lære,” nævnte han; “Før eller siden lærer hun sandheden at kende.” Jeg løb min frie hånd igennem mit filtrede hår.

“Jeg vil ikke lade det ske,” sagde jeg bestemt.

 

“Burde du ikke tage på hospitalet?” spurgte hun mig en dag. Hun var 14 på det tidspunkt.

“Hvorfor skulle jeg dog det?” spurgte jeg hende træt.

“På grund af din sygdom,” svarede hun og tog en bid af hendes aftensmad. Blodet forlod mit hoved, og efterlod mig bleg.

“Hvem har fortalt dig det?” spurgte jeg angst. Hun rystede på hovedet.

“Ingen. Du troede at jeg ikke ville opdage det,” konstaterede hun.

“Macy,” sagde jeg træt. Hun kiggede på mig. På samme måde som hendes far plejede at gøre.

“Stop det,” hvæsede jeg. Hun kiggede ned på tallerkenen foran hende igen.

“Det er blevet værre,” mumlede hun. Jeg kiggede på hende.

“Du må ikke fortælle løgne.”

“Jamen, moder-””Jeg vil ikke høre det, Macy! Gå ind på dit værelse.” Min stemme lød træt. Macy rejste sig brat og trak sig tilbage til hendes værelse.

Ringeklokken lød, og jeg rejste mig hurtigt. Mit hus var lille, og inden for 10 sekunder stod jeg foran den hvide dør. Jeg kunne se hans silhuet gennem den slørede rude.

Jeg åbnede døren.

“Du kunne have givet besked om at du kom,” klagede jeg. Jeg kiggede på gaden bag ham hvor den sorte bil stod.

“Jeg så ingen grund,” svarede han ærligt og hang paraplyen på min stumtjener; “Hvor er min niece?”

“Hun vil ikke se dig,” svarede jeg koldt. Han smilte selvsikkert.

“Du kan hvile roligt, kære svigersøster, jeg skal blot snakke med hende kort,” forsikrede han mig. Jeg himlede med øjnene, men trådte til siden så han kunne komme forbi. Med langsomme, sikre trin gik han op ad trappen, og gik ind til Macy uden at banke på.

“Onkel!” hørte jeg hende udbryde glad.

“Penrose,” hilste han tilbage. Jeg fulgte stille efter ham op ad trappen med lydløse skridt.

“Hvad har ført dig hertil, onkel?” spurgte hun. Jeg lænede mig op ad væggen ved siden af døren, så jeg kunne høre hvad de snakkede om.

“Jeg har en sag du skal kigge på,” forklarede hende. Jeg kunne høre ham rode med papirer bag dørene.

Stilhed.

“Hvorfor viser du mig dette, onkel?” spurgte hun. Han svarede ikke.

“Jeg ved hun er syg,” svarede hun kort.

“Hvor lang tid har hun tilbage?” spurgte hun stille.

“Måske et år. Hvis hun får den rette behandling,” tilføjede han.

Det var sådan jeg fandt ud af at jeg skulle dø.

 

Macys onkel sørgede for at jeg fik den bedste behandling, og med nogle af landets dygtigste læger til at passe på mig, nåede jeg at opleve Macy’s 16 års fødselsdag. Jeg gav hende et kort.

Hun åbnede det på hospitalsstuen.

“Tak,” svarede hun kort. Jeg svarede ikke. Hun lagde kortet på bordet ved siden af min seng.

“Du skal dø,” konstaterede hun. Jeg lukkede mine øjne.

“Sig ikke sådan noget,” bad jeg hende. Hun kiggede forvirret på mig.

“Hvad sker der når du dør?” spurgte hun derefter. Jeg sukkede dybt.

“Din far overtager forældremyndigheden over dig,” svarede jeg træt.

“Hvem er min far?” spurgte hun mig. Jeg rystede på hovedet.

“Han ønsker dig ikke,” fortalte jeg hende; “Men jeg ved ikke hvem der ellers kan tage sig af dig.”

“Du ønsker mig heller ikke,” svarede hun. Jeg kiggede på hende. Det havde jeg aldrig fortalt hende.

“Mangel på øjenkontakt, lukket kropssprog. Du efterligner aldrig mine bevægelser. Og jeg ved det ikke er grundet dine spejlneuroner, det testede jeg da jeg var 11,” svarede hun det spørgsmål, jeg ikke havde stillet

“Hvor kan jeg finde ham?” spurgte hun usikkert.

“221B, Baker Street. Du leder efter Sherlock Holmes.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...