Opulence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2018
  • Opdateret: 4 jun. 2018
  • Status: Igang
Fortællingen om den forførende advokataspirant og rigmandsdatteren fra Manhattan - hvordan et tilfældigt møde med den 18-årige overklassespige, Valerie Britt Robertson, fuldstændig vender op og ned på hverdagen for den populære Harry Styles fra Brooklyn Heights. For selvom Harry og Valerie kommer fra to forskellige verdener, har han ikke tænkt sig at give op på deres forhold - på trods af, at han ikke falder i hendes fine forældres smag. Valerie hader nemlig det udadtil perfekte overklasseliv og vil langt hellere leve som en helt normal teenager, hvilket resulterer i at hun sammen med Harry sniger sig ud i flere måneder, for at udforske det "mindre kendte natteliv" samt de mindre kendte dele af New York, fuldstændig inkognito.

13Likes
2Kommentarer
1419Visninger
AA

5. Ⓥ CHAPTER FOUR

CHAPTER FOUR - SPONTANEOUS - NOVEMBER


"Kunne du ikke bare have gået udenom ham?" sukkede jeg lavmælt og kastede et blik på Sophia, der uforstyrret fortsatte med at zappe rundt imellem kanalerne på tv'et, uden at kigge op. Hun så ikke ud til at kunne forstå problemet i at hun havde talt med Harry om mig, men det var typisk hende ikke at respektere mine grænser - nu havde han bombet mig med beskeder hele morgenen hvor han nærmest tryglede mig om at møde ham igen, så han kunne rette op på sine såkaldte fejl. Jeg forstod ikke helt hvilke fejl han hentydede til, men jeg havde ingen intentioner om at se ham igen, ligegyldigt hvad. Den forgående aften havde været præcis ligesom alle andre aftener i mit liv, og jeg havde brug for en der turde skille sig ud. Harry var bare ikke den person, og det var der ikke noget at gøre ved. 

"Du burde altså give ham en chance, Val" mumlede Sophia, som om hun kunne læse mine tanker. "Han prøvede jo bare at imponere dig". Det slog knuder i maven når hun hun talte sådan, for jeg vidste udemærket godt at hun havde ret, og det irriterede mig grænseløst. Men det ændrede altså ikke noget.

"Hvornår kommer mor og far hjem?" sukkede jeg henkastet og smed mig på sengen ved siden af hende, for at lede samtalen over på noget andet. Hun trak på skuldrene og smed fjernbetjeningen fra sig, eftersom hun endelig havde fundet en kanal hun kunne lide. "Ikke senere end klokken syv i morgen tidlig. Far har et vigtigt møde klokken ni på kontoret, som han ikke må gå glip af".

Jeg vidste egentlig ikke hvorfor de aldrig fortalte mig sådan noget. I det mindste betød det at jeg kunne lave lige hvad jeg havde lyst til hele dagen, eftersom at det var lørdag og der ikke var nogen hjemme til at holde øje med mig.

Eller jo, John Owen selvfølgelig. Men vi havde en hemmelig pagt om ikke at sladre om hinanden, når en af os gjorde noget forkert, hvilket skete overraskende tit. For eksempel da han ved et uheld ridsede lakken på fars 2017 BMW M6 Convertible, eller da jeg kom hjem fuldstændig gennemblødt klokken halv fire om morgenen, efter at have talt med Harry hele natten - mine forældre fandt aldrig ud af nogen af tingene, for vi var et glimrende par, John Owen og jeg.

Katy, Veronica og Mary, vores tre husholdersker, lod mig også gøre hvad end jeg havde lyst til. Højst sandsynligt fordi de ikke blev betalt for at babysitte hverken Sophia eller jeg, det var kun Mila de skulle holde øje med, men også fordi de ikke brød sig specielt meget om vores forældre - hvilket i bund og grund var rimeligt forståeligt.

Ramirez, vores privatchauffør, fulgte for det meste vores far rundt - han var i øjebliket i Boston, for at køre ham og mor rundt til deres ønskede destinationer, men hvis han havde været her i New York havde han helt sikkert sladret om min date med Harry. Ramirez gjorde alt for en ekstra skilling, og især hvis det fik ham til at se bedre ud i min fars øjne. Det var ikke tit at mine forældre havde tid til at tage væk sammen uden at skulle tænke på arbejde, så selvfølgelig gad de ikke bruge tid på at skulle praje taxaer - og derfor var Ramirez med. 

Sidst men ikke mindst, var der poolrenseren hvis navn jeg ikke kendte. Men han kom kun i sommermånederne for at gøre poolen ren, og sagde aldrig et eneste ord imens han var her. Nu var vi heldigvis nået ind i november måned, så ham skulle jeg ikke bekymre mig om.

Efter en times intetsigende tv-kiggeri på Sophias værelse, havde jeg brug for at komme op og igang. "Jeg går op og laver lektier" mumlede jeg lavmælt og kiggede over på Sophia, som ikke så ud til at bekymre sig den mindste smule om den aflevering vi havde for til på mandag. Hun nikkede forsigtigt og satte sig op i sengen, imens jeg slentrede over mod døren. "Hvis du har lyst, kan vi se en film efter aftensmaden?"

Nu var det min tur til at nikke, og med et smil lukkede jeg døren bag mig. 

20:15

Jeg satte mig godt tilrette i sengen, imens jeg ventede på at Mila og Sophia skulle blive færdige med at finde en film vi kunne se. Jeg var egentlig bedøvende ligeglad med hvilken det blev, men de kunne bruge hundrede år på at diskutere, hvilket var ret forståeligt. Mila ville nemlig som altid KUN se film fra Disney, hvor Sophia slet ikke havde tålmodighed til den slags.

"Så tror jeg vi er klar" sukkede Sophia da hun satte sig ved siden af mig, hvilket var et tydeligt tegn på at Mila havde fået sin vilje. Hun hoppede grinende op på skødet af os begge, inden hun formede et hul og landede imellem os. "Jeg elsker din seng helt vildt!" hvinede hun begejstret og kiggede op på mig, imens hun hoppede op og ned for at demonstrere affjedringen. Med et smil hev jeg hende ned på plads, og smed dynen over hende. "Det ved jeg at du gør". 

I samme øjeblik som Sophia trykkede på fjernbetjeningen og opsætningsmenuen til "FROZEN" poppede frem, modtog jeg endnu en besked fra Harry. Det måtte være den femte i dag, og jeg havde ikke svaret på en eneste af dem - jeg forstod virkelig ikke hvorfor han blev ved. "Hvad skriver han nu?" mumlede Sophia, imens hun prøvede at sætte danske undertekster på filmen. Hun behøvede heller ikke engang at kigge på displayet for at vide, at det var Harry. 

Modstridende løftede jeg telefonen for at kigge, og læste beskederne højt. 

(08:11) "Hey, Valerie. Jeg er ked af hvordan aftenen forløb i går. Kan vi tale? - H"
(09:17) "Jeg bliver nødt til at se dig igen, og du bliver nødt til at lade mig forklare. Please?"
(11:23) "Jeg talte med Sophia i går, og forstår nu hvorfor aftenen var sådan en fiasko. Undskyld!"
(17:46) "Det er ikke min mening at forstyrre, men du bliver nødt til at lade mig rette op på tingene. Er dine forældre stadig ude af byen?"
(20:17) "Skriv tilbage når du ser det her, Valerie. Jeg kan ikke slippe tanken."

Jeg låste irriteret skærmen og skulle til at smide telefonen fra mig, men knapt nok havde jeg nået at slippe den, før Sophia samlede den op og rakte mig den igen. "Du behøver ikke at se ham igen, Val" begyndte hun, og skiftedes til at kigge på henholdvis Mila og jeg. "Men du bliver nødt til at svare ham. Det er det rigtige at gøre". Jeg stirrede koldt på hende i et stykke tid, før jeg modvilligt tog imod telefonen og sukkende låste den op. Hvorfor fanden skulle hun også altid have ret?

(20:23) "Harry. Aftenen var bestemt ikke en fiasko, men jeg tror det er bedst hvis vi ikke ser hinanden igen. Kan vi ikke bare have den ene nat at tænke tilbage på, uden at længtes efter mere? Du er en sød fyr, men vi er bare for forskellige. Jeg har brug for mere spontanitet, og en person der ikke ændre sig for at gøre mig glad. En, der er 110% sig selv. Jeg håber ikke at du misforstår det her, men det er sådan jeg har det. Alt held og lykke i fremtiden. Tusinde knus, Valerie."

Jeg kontrollerede lige med Sophia at beskeden var i orden inden jeg trykkede send, selvom hun var stærkt imod min beslutning. Noget jeg ikke helt kunne forstå, eftersom hun på ingen måde kendte Harry - de havde haft en kort samtale, og det var det. Jeg lod mig ikke påvirke, og greb i stedet fjernbetjeningen for at sætte filmen igang. 

22:05

Da rulleteksterne begyndte at rulle indover skærmen, var jeg den eneste der stadig var vågen. Mila lå krøllet helt op af Sophia, som havde snorket igennem halvdelen af filmen. Det skete hver eneste gang. Jeg lagde forsigtigt dynen over dem og slukkede lyset, hvorefter jeg forlod mit eget værelse, lukkede døren bag mig og traskede nedenunder for at hente et glas vand. Jeg kunne hverken finde John Owen eller vores husholdersker nogle steder, men eftersom de alle fire hver og især havde deres egne små gæsteværelser her i huset, var sandsynligheden for at de befandt sig der meget stor. 

Jeg åbnede forsigtigt for vandhanen og stak glasset ind under strålen, da en skikkelse udenfor vinduet næsten fik mig til at tabe det på gulvet. Den eneste grund til jeg ikke skreg var, at jeg hurtigt genkendte krøllerne på toppen af skikkelsens hoved. Hvad fanden lavede Harry her? 

Han pegede ivrigt over imod hoveddøren, som tegn på at jeg skulle gå ud og låse op. Med faste skridt gjorde jeg som fortalt, og blev mødt af et kæmpe smil på hans læber da jeg svang døren op. Jeg kunne tværtimod ikke se det sjove i det. "Hvad fanden laver du her?" vrissede jeg irriteret, og formåede at bevare et følelsesløst ansigtsudtryk. Inderst inde var jeg nok bare en smule forbavset. Hvis jeg virkelig skulle gå i detaljer, kunne jeg jo melde ham for ulovlig indtrængen.

"Du sagde at du ville have spontanitet" begyndte han, og trådte et skridt tilbage så han stod på det nederste trin af trappen. "Så her er jeg. Pak dine ting og tag noget tøj på du kan bevæge dig i, vi kører om ti minutter". Jeg nåede ikke at sige ham imod, før han havde vendt sig om og var halvvejs ude mod porten igen. Hvad fanden tænkte han på? 

"JEG TAGER ALTSÅ IKKE MED DIG!" halvråbte jeg efter ham, da det gik op for mig hvad han lige havde sagt. Havde han bare forventet at han kunne troppe op på min adresse, kravle over porten og bede mig følge med ham, klokken lidt over ti om aftenen? Det kom bare ikke til at ske. 

Han svarede ikke på mit tilråb, men fortsatte videre ned af indkørslen. Da han kom til porten kravlede han rigtignok over, og satte sig ind i hans Audi der holdt og ventede på den anden side. Vi burde virkelig få os en bedre port, når nu det var så let at komme ind.

Jeg lukkede forsigtigt døren i og spænede op på mit værelse på anden sal, hvor Mila og Sophia stadig lå og sov. Fra mit vindue kunne jeg se udover hele kvarteret, og - selvom det ikke var spor overraskende - holdt Harry stadig med motoren tændt nede på vejen. Gav han virkelig ikke op?

Jeg kastede et forsigtigt blik på Mila og Sophia, som ikke så ud til at de ville vågne op før i morgen tidlig. Sophias ord kørte stadig rundt i hovedet på mig, og af en eller anden grund begyndte jeg at overbevise mig selv om, at jeg burde give Harry en chance mere. Selvom han bogstaveligtalt var brudt ind, var det jo i god mening, ikke? Han havde jo ret i, at jeg gerne ville have lidt mere spontanitet - og så kunne jeg ikke bukke under for min nysgerrighed.

Når det kom til tøj jeg kunne bevæge mig i, var udvalget straks lidt værre. Harry havde stået i et par sorte hullede jeans og en helt hvid t-shirt, og selvom jeg aldrig selv gik i jeans efter mors befaling, havde jeg købt og gemt tre par bagerst i skabet, just in case. 

Det mest logiske ville nok være at efterligne Harrys tøjvalg en smule, taget i betragtning at han faktisk vidste hvor vi skulle hen - derfor valgte jeg at tage mine vaskeægte lyseblå, hullede 'mom-jeans' på. Jeg smed en sort, tætsiddende striktrøje over hovedet, og proppede det overskydende stof ned i bukserne, bag guccibæltet. Selvfølgelig skulle jeg også have mine elskede sorte/hvide Vans på, til at fuldende outfittet. Det var længe siden jeg havde set og følt mig så afslappet, og jeg elskede det.

Jeg kastede et sidste blik ud af vinduet for at se om han stadig holdt parkeret udenfor, hvilket han selvfølgelig gjorde. Lydløst listede jeg ned af trapperne med en lille rygsæk på ryggen, der bare skulle kunne holde min telefon, pung og nøgler. Uden at kigge mig tilbage hev jeg hoveddøren op, og spænede ud til porten som jeg uden at tøve kravlede over. Jeg havde mistet min egen nøgle til porten for længe siden, så der var ikke andet for. Harry så en smule overrasket ud ved synet, men var tydeligt tilfreds. 

Uden at blinke hev jeg døren til passagersædet op, hvorefter jeg kastede mig ind på lædersædet og spændte min sikkerhedssele. "Du ser godt ud" mumlede Harry hæst med et smil på læben, tydeligt overrasket over at se mig i noget andet end en kjole. Jeg sendte ham et halvt smil tilbage, og smed fødderne op på den forreste del af bilen hvor airbaggen var, imens han gassede op. "Bare kør, Styles". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...