Dawnbreaker: Elathian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2018
  • Opdateret: 11 sep. 2018
  • Status: Igang
"Livet er, og skal ikke være nemt." Cait så op, mod det hun forestillede sig var Jake som talte med hende, men som i virkeligheden var hendes egen fantasi og tanker blandet sammen.

"Jeg ved det godt." Svarede hun.. "Burde jeg vende tilbage? Burde jeg lede efter Amy?" Jeg forestillede mig hvordan Jake ville ha' trukket på skuldrene og funderet over spørgsmålet.

"Hvad er bedst for hende?" Spørgsmålet gjorde mig kun mere forvirret. Én ting var efterhånden hvad der var bedst for hende, og en anden var hvad der var bedst for mig..


Tiden var ved at løbe ud for os alle sammen..


I Elathian, afslutningen på Dawnbreaker serien, følger vi Amy, Caleb og Damien i deres søgen efter Pugna hovedkvarteret, og den resterende del af modstands bevægelsen.

Er Cait stadig i live? Vil det lykkes dem at overvinde Ashley og hendes hold af Vendetes? Og hvilken pris må betales i tilfælde af sejr?


Lad krigen begynde.

0Likes
0Kommentarer
702Visninger
AA

3. ~ 3 ~

Amy

 

De var nu i Amerika, og nærmede sig Pugna kvarteret. Så vidt hun havde forstået på de samtaler hun havde smuglyttet til mellem Damien og Tomas havde de under en uges rejse tilbage (hurra for forbedret høresans!)

 

For hver dag der gik, for hvert skridt hun tog blev hun mere og mere ængstelig. Hun skulle endelig se sin mor efter 15 år! Men… Hvad hvis hendes mor ikke kunne genkende hende? Hvad hvis hun ikke ville kendes ved hende?! Og værst af alt, hvad hvis hun var død for mange år siden?

 

Amy gik og bed sig tankefuldt i kinden, var faktisk begyndt at blive lidt i tvivl om det ikke bare var bedst at vende om. Hun så sig over skulderen, tilbage mod hvorfra de kom.

 

Hey. Kaldte Caleb blidt i hendes indre. Hun så op på sin mage der trofast gik ved hendes side.

 

Er du ok? Hun fnøs ved hans spørgsmål.

 

Jeg er alt andet end… Jo tættere vi kommer, jo mere nervøs bliver jeg. Hun bed sig i læben ved tanken om alle de ting som kunne gå galt.

 

Det skal nok gå. Din mor har det fint.

 

“Hvordan kan du vide det?!” Råbte Amy højt, højere end hvad hun lige havde tænkt over, da alle i nærheden så forundret på dem i et par sekunder for derefter at vende sig om igen. Damien så i deres retning en ekstra gang, og Amy holdte en hånd oppe mens hun rystede på hovedet for at signalere at hun havde styr på det.

 

Caleb så sammenbidt ned på hende, og tog hårdt fat om hendes håndled. Det var ikke hendes mening at skabe så meget opmærksomhed på dem, og hun ville også selv ha’ synes at Caleb ikke havde udvist hende respekt ved at råbe sådan af hende, men lige nu var hun ligeglad.

 

“Kom med.” Han trak hende med om i bagenden af geleddet så de gik bagerst foran de bagerste hunters der fungerede som beskyttelse bagfra.

 

“Vil du fortælle mig hvad det gik ud på?” Spurgte Caleb lavt, irritationen tydelig i hans stemme. Amy masserede let sit håndled efter at han endelig slap hende.

 

“Jeg er bare…” Startede Amy og trak en hånd ned over sit ansigt med et anstrengt suk. “Intet er sikkert… Jeg ved godt at du bare prøvede at berolige mig, men lige nu har det den modsatte effekt! Jeg er bare så frustreret!” Caleb så pludselig mere medfølende på hende.

 

“Det er ved at være tæt på?” Hun så perplekst op på ham, i tvivl om hvad han mente.

 

“Altså…. Ja, der er under en uge til Pugna??” Prøvede hun, i tvivl om det var hvad han mente.

 

“Nej, nej…” Han lagde forsigtigt en arm om livet af hende, og trak hende tæt ind til sig. “Jeg tænker på… Du ved.” Hentydede han, men som blot efterlod Amy endnu mere forvirret end før.

 

“For pokker Caleb kan du ikke bare sige hvad du har at sige? Du plejer aldrig at være så indirekte.” Han trak på skuldrene, som blev han enig med sig selv om at hun havde ret.  

 

“Bare dit humør de sidste par dage, og at det er ved at ha’ været noget tid siden sidst. Det kunne godt tyde på at det månedlige var på vej.” Amy stoppede kort op, og så på Caleb som om han var komplet sindssyg.

 

“Og hvad har det med noget som helst at gøre?!” Hun vidste godt at det faktisk var hendes PMS der fik hende til at reagerer så voldsomt, men at Caleb holdte styr på hendes cyklus  bekymrede hende af en eller anden grund. Hvad skulle han dog bruge det til??

 

“Ikke så meget med alt det her.” Caleb nikkede sigende til deres rejsekammerater foran dem. “Mere med dig og mig.”

 

“Jeg vil gerne starte en familie. Jo hurtigere vi får nogle hvalpe jo bedre er det.” Denne gang standsede Amy helt. De bagerste huntere indhentede dem hurtigt og så spørgende på dem.

 

“I kan bare gå i forvejen, vi skal nok indhente jer.”

 

“Tomas har sagt at-”

 

“JEG ER LIGEGLAD MED HVAD TOMAS SIGER! GÅ!” Råbte Amy frustreret. Hunterne så perplekst på hinanden, trak på skuldrene og gik derefter. Da de var nået nogle meter væk trak Amy vejret dybt før hun så vredt på Caleb.

 

“Undskyld, hvad?” Hvæsede hun, dels for at give ham en chance for at skifte mening, dels for at håbe at hun havde hørt forkert.

 

“Ja, hvalpe. Det kan kun gå for langsomt før at du bliver gravid.” Caleb blinkede frækt til hende, som til dels kun frustrerede hende mere. Hvorfor talte de overhovedet om det her?! Hun prøvede at tøjre hendes ulv, Saphira, som lige nu følte frustrationen med hende, og truede med at bryde ud for at lære Caleb en ting og to.

 

“Caleb, jeg er ikke klar endnu - som i overhovedet ikke. Har du overhovedet tænkt over alt det der foregår i øjeblikket??” Hun rakte armen ud i retningen af hvor de var andre var gået, for at understøtte sit faktum.

 

Det hele var så opslidende, så altopslugende i øjeblikket. Det eneste hun kunne tænke på var om hendes mor var ok - og så mente Caleb fandme midt i hendes livs krise at han ville til at have børn! Eller ja, hvalpe, som han kaldte dem. Hun måtte trække vejret dybt for ikke at råbe af ham (igen).

 

“Jeg hár tænkt over alt det der foregår i øjeblikket.” Sagde Caleb med armene over kors, tydeligvis lettere irriteret over hendes reaktion.

 

“Hvis du har tænkt over det, hvorfor så overhovedet foreslå det?!” Amy hævede stemmen. “Tænker du slet ikke på det jeg går igennem lige nu?!”

 

Caleb trådte nærmere og lagde en hånd på hver af hendes skuldre og så strengt på hende. “Jeg kan ikke tænke på andet Amy! Jeg føler din smerte, jeg føler din frustration! Og der er intet jeg kan gøre for at hjælpe!” Han slap hende og tog et skridt tilbage. “Har du nogen idé om hvor hjælpeløs jeg føler mig?? Du har ikke lavet andet end at skubbe mig væk siden vi gik fra Canada. Jeg har brug for at vide at vi er ok, at hvis det værst tænkelige skulle ske, at vi stadig er ok!”

 

“Igen, Caleb, ved at foreslå at starte en familie?? Hvordan skulle det kunne løse noget som helst?” Han trak vejret dybt ved erkendelse af at hans dybfølte ord tydeligvis ingen effekt havde.

 

“Vi ved ikke hvad der sker i morgen.” Sagde han stille, mens han så ned i jorden. “Eller i overmorgen, eller om en uge! Hvad hvis det her er vores sidste år sammen?”

 

“Jeg vil gerne starte en familie, fordi jeg ikke kan se nogen grund til at vente med at leve vores liv, uanset hvad der foregår omkring os. Fordi jeg elsker dig.”

 

Hans ord blødte lidt op i det værn Amy havde bygget op omkring sig, og hun kærtegnede hans kind. Hun var stadig vred, men begyndte at have en forståelse for hans argumenter.

 

“Det forstår jeg godt, og jeg elsker også dig Caleb.” Han smilede forsigtigt og trak hende ind til sig.

 

“Men det ændre ikke på at jeg ikke er klar. Jeg bliver nødt til at se det her til ende.” Han nikkede, og kyssede hende blidt på panden mens han krammede hende hårdere.

 

“Det værste der kan ske..” Hviskede han. “Er at jeg mister dig. Det kan jeg ikke bære, ikke igen.”

 

“Det kommer ikke til at ske.” Hun så op og flettede sine fingre bag hans nakke. Hun havde savnet dem sådan her, omfavnelse, kram. Hun synes ikke selv at det havde været så ligetil med Damien som konstant sendte onde øjne efter Caleb.

 

“Det kan du ikke love.” Han så trist på hende og fjernede blidt et vildfarent hår fra hendes ansigt.

 

“Nej.. Det kan jeg ikke.” Hviskede hun. “Men jeg giver aldrig op, og der skal mere til end et par dawnbreakers for at gøre kål på mig. De har prøvet hele mit liv og det vil aldrig lykkes dem!” Hun lød mere selvsikker end hvad hun følte sig.

 

Hans læber rørte fjerlet ved hendes, og hun trak ham tættere ned til sig for at kysse ham dybere. Det var så længe siden, hun stønnede af længsel. Mere. Hviskede hun i deres sind. Et host i nærheden fik dem til at stoppe op og se i retningen det kom fra.

 

En tydelig utilpas Damien stod et par meter fra dem. “Kom med.” Bad han, mens han nikkede i retningen af hvor han kom fra.

 

Senere. Lovede Caleb og kyssede hende blidt på kanten af munden. De gik hånd i hånd hen mod Damien, som sendte Caleb et skarpt blik, et uudtalt spørgsmål om han måtte være alene med Amy. Caleb gav hendes hånd et klem, og gik i et rask tempo i retningen mod resten.

 

“Hvad så?” Amy så efter Caleb med armene over kors, og vendte derefter blikket mod Damien.

 

“Det er næsten mig der skal spørge om det.” Han løftede et let bryn af hende og så bekymret ud.

 

“Årh hold nu op Damien, vi er ok-”

 

“Jeg er sgu ligeglad med om i er ok.” Afbrød Damien hende. “Det er dig jeg er bekymret for.” Ligesom at Amy’s humør var blevet en smule bedre skulle han absolut sige det. Hun pustede sig op så godt hun kunne og så på Damien med smalle øjne.

 

“Damien.. Du er min far, og det vil du altid være - men hvis du ét øjeblik tror at du kan bestemme over mig, mit liv, eller hvem jeg er sammen med, kommer du til at tage fejl! Så medmindre du har noget andet at sige, vil jeg faktisk gerne afsted.” Hun gav hans skulder et ordentlig puf med hendes mens hun vredt stampede forbi.


 

Hvad var det med alle i dag der bare skulle pisse hende af?! UGH!

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...