Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 10 okt. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

78Likes
477Kommentarer
77316Visninger
AA

21. Stay Hidden!.

 

Location: Ukendt sted udenfor Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Klokkeslæt: 00.18.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Der var ingen tvivl længere. Ved at være fuldt efter dem så langt ud af byen, til et område, hvor der nærmest var flere tomme huse, end beboede, så kunne ingen være i tvivl om, at de var på vej til det sted, hvor Molly befandt sig.

Jeg genkendte straks togskinnerne fra Zacs oplysninger, som de havde fået fra Mollys beskrivelse, da vi kørte på vejen ved siden af banerne, og det gippede voldsomt i mig og fik adrenalinen til at pumpe endnu mere, da jeg oppe på en bakketop fik øje på et stort gult hus med graffiti udover det hele!. Jeg var overbevist om, at det var der, men var dog alligevel ikke helt sikker, og det værste var, at jeg var tvunget til at lade bilen, jeg fulgte efter, dreje op af en grusvej, der sagtens kunne føre op til netop det hus, uden at følge efter.

Det var lidt noget lort, at jeg var nødt til at slippe min forfølgelse, men tanken om, at de 100% ville opdage mig, hvis jeg fulgte efter dem op af netop den vej gjorde, at jeg fortsatte ligeud som om jeg skulle videre i retningen af et villakvarter.. Dét villakvarter som jeg nu parkerede min bil i..

Jeg tog en dyb indånding og slukkede min bil efter at have parkeret foran et tilfældigt hus med lys indenfor. Jeg så op i mit bakspejl som jeg drejede lidt på, så jeg kunne se den vej op af bakken, som bilen var kørt op af. Jeg var slet ikke i tvivl om, at der var totalt øde i den retning, da det som sagt var op af en stor bakke, hvor der ikke var særlig mange huse eller andre former for bygninger på. Vejen de var kørt op af, havde jeg set var snoet og forsvandt hurtigt ind imellem nogen træer, som gjorde det helt umuligt for mig at se, hvor lang vejen i virkeligheden var. Dog kunne jeg fornemme afstanden sådan nogenlunde, når jeg huskede på det gule høje hus jeg havde set, da vi kørte på den modsatte side af togskinnerne og havde frit udsyn til huset..

Jeg vendte blikket fra bakspejlet og ned til mit handskerum og tøvede ikke mange sekunder før jeg åbnede det og løftede lidt på alt det rod jeg havde derinde indtil jeg fandt, hvad jeg søgte.

Jeg åbnede min bildør med min frie hånd og steg ud imens jeg hurtigt løftede op i min jakke omme på ryggen og placerede min pistol i min buksekant, som jeg derefter skjulte igen imens jeg smækkede biledøren og låste bilen efter mig.

Jeg så mig lidt omkring. Både på vejen og inde på folks grunde var der fuldstændig tomt for mennesker trods de få huse der stadig var oplyste, men det så jeg kun som godt for mig. Jeg skulle ikke risikere at blive set af nogen overhovedet!.

Roligt bevægede jeg mig ned af vejen, tilbage i retningen, hvor jeg lige var kommet fra og ikke længe efter var jeg ved vejen, der førte op af bakken, hvor bilen var drejet op. Igen kiggede jeg mig hurtigt omkring for at sikre, at der ikke var nogen andre i nærheden, og da jeg havde forsikret mig om, at jeg var helt alene, bevægede jeg mig med småløbene skridt op af vejen og valgte bevidst at holde mig helt ude i siden af vejen, hvor der var tæt pakket med træer, som hjalp mig med at skjule mig.

Præcis som jeg havde regnet med, var vejen virkelig snoet inde imellem træerne, der nærmest dannede en skov med en øde grusvej imellem. Jeg fulgte vejen flere 100 meter indtil jeg stoppede lidt op og gik langsommere, da et fjernt skær af lys brød igennem de tætte træer.

Jeg valgte at træde ud på grusvejen istedet for at gå i det stive og knasende græs, som havde fået en del frost i løbet af aftenen, så mine skridt blev lidt mere lydløse. I forhold til stift, frossent og udtørret græs, så gav grus trods alt mindre lyd, når man trådte på det.

Jeg fulgte fortsat vejen og så lysningen længere fremme, hvor vejen lavede en sidste snoet bue og tilsyneladende fik sin ende, da træerne også stoppede lige præcis dér. Jo længere frem jeg kom, jo mere kunne jeg se, og jeg blev straks opmærksom, da jeg fik øje på først en bil, der holdte på en grus-plads, og derefter endnu en bil.. Og så en til.. Dén genkendte jeg!. Det var den!.

Igen så jeg mig omkring for at sikre mig, at der ikke var nogen der havde set mig, og da jeg endnu engang havde forsikret mig om, at jeg var alene, så jeg frem for mig igen på den oplyste plads, hvor der kun holdte biler og var placeret gadelamper, der samtidig gjorde det helt tydeligt, at jeg var det rigtige sted.. Umuligt, at det her kunne være et andet hus end det Molly havde beskrevet!.

 

 

Igen mærkede jeg pulsen og adrenalinen stige i min krop. Hvordan skulle jeg gøre det her?. Hvis jeg bare gik direkte igennem pladsen var det kæmpe chance for, at nogen af alle dem der havde placeret bilerne her, ville se mig. Jeg kunne heller ikke bare komme brasende, da det satte Mollys liv på spil, hvis de nåede at reagere før jeg gjorde... Shit man.. Hvordan fa..

’’Hvad med den brandtrappe der?’’

Jeg blev straks opmærksom på min tankes forslag og så skarpt imod brandtrappen udenpå huset som førte hele vejen op til taget. Den trappe var placeret på en måde, så man kunne se i alle vinduer og se hvem der bevægede sig på trappen, forhelved!.. Men.. Lige nu så jeg ærlig talt ikke andre muligheder.. Hvis jeg nu sneg mig forsigtigt forbi vinduerne og sikrede mig at der var fri bane inden jeg bevægede mig videre op af trapperne?.. Så ville jeg også kunne tjekke hvert et rum og forhåbentlig finde Molly?..

Jeg tog en hård indånding ind og holdte vejret imens jeg tog min hånd om på ryggen under min jakke og trak min pistol frem. Jeg afsikrede den og sørgede for, at den var ladt, hvorefter jeg, tæt ved træerne, sneg mig helt ud til højre side af den overmalede parkeringsplads, hen til de små murer der indrammede ca. halvdelen af starten af parkeringspladsen og var ca. en meter høje. Ja, allerede nu kunne jeg se, at jeg måtte benytte mig af de murer, hvis jeg skulle have en chance for at komme tættere på huset uden at risikere at blive set og sætte Mollys liv på spil.

Jeg kravlede ned på hug idet jeg nåede murerne og sneg mig målrettet hen til enden af muren, så der var omkring 10-15 meter hen til selve huset, hvor der var helt frit og ingen biler jeg kunne dække mig bag. Jeg bemærkede bakkens skarpe hældning foran mig og kunne godt se, at det krævede lidt af min fysik at komme videre fra muren og hen til huset, da der var så stejlt, at jeg kunne risikere at falde hele vejen ned af bakken. Det ville 100% give nogen knops eftersom, at der var en pæn afstand fra her og ned til der hvor jorden stoppede med at være en bakke.

Jeg sikrede min pistol igen og satte den tilbage om i min buksekant i ryggen, hvorefter jeg hoppede lidt ned af bakken imens jeg greb fat i det iskolde græs i jorden for at holde fast. Jeg tog et pænt skridt ned af bakken og holdte mig helt tæt til jorden for ikke at blive spottet imens jeg bevægede mig langs bakken og hen til huset, som var totalt mørkelagt på frontsiden.

Selvfølgelig satte det tankerne igang, at der var så mørkt i alle vinduerne, men med tre biler holdende på parkeringspladsen og stadig med Mollys beskrivelse af området, så nægtede jeg at tro på, at her var tomt!.

Helt henne ved huset stoppede jeg op på bakken og kravlede op på parkeringspladsen, og i en hurtig bevægelse, stillede jeg mig stille op af husets mur ca. en meter fra brandtrappen. Jeg tog en dyb, men lydløs, indånding ind og trak igen min pistol op af mine bukser og afsikrede den endnu engang – denne gang bare så forsigtigt som muligt, så den ikke lavede for meget lyd.

Jeg kiggede til siden og så kun en åben døråbning. Ingen vinduer, men det gjorde mig ikke mindre sikker. I virkeligheden kunne det vælte ud med mennesker af den døråbning når som helst, så min eneste tanke var kun at komme hurtigt væk herfra.

Jeg skød mig væk fra væggen og gik helt lydløst, men hurtigt helt hen til trappen og trådte forsigtigt op på det første metaltrin. Jeg blev opmærksom på mine trin og på metallets støj, når jeg trådte på trinene og følte, at universet var med mig eftersom, at jeg helt lydløst kunne tage trin for trin uden at lave støj på trappen. Fuck tak man!.

Jeg nåede næsten op på ’’første etage’’, hvor de første vinduer var. Jeg bemærkede hurtigt, at de var klistret en del ind i graffiti, men dog var der alligevel nogen ’’huller’’ i det, som gjorde det muligt at se igennem ruden.

Jeg holdte mig bukket, så jeg var under ruden, da jeg kom op på etagen og sneg mig helt hen til væggen, og først der rettede jeg mig op og stod ret op af væggen imens jeg forsigtigt og meget langsomt kiggede ind af et af hullerne, så jeg kunne se om der var nogen inde i lokalet..

Der var bælgragende mørkt, men efter at have stået og kigget lidt, blev jeg klar over, at rummet var helt tomt. Ikke engang nogen ting var der. Ikke engang en dør, hvilket jeg kunne se, da der kom lidt nattelys, hvis man kunne kalde mørkets naturlige lys det?.. Nå, fuck det.

Jeg gik hen til den næste trappe og tjekkede også vinduet derhenne inden jeg fortsatte op til anden etage, hvor jeg præcis på samme måde lurrede ind af vinduerne og blev bekræftet i, at der heller ikke var nogen af se i det komplet tomme lokale.

Tredje etage var også tom, men da jeg nåede op til fjerde, bemærkede jeg noget anderledes i forhold til de nedre etager. Vinduerne heroppe var ikke dækket af noget graffiti, så da jeg stod lænet op af væggen på fjerde, og forsigtigt og meget skjult, kiggede ind af vinduet, bemærkede jeg igennem døråbningen, hvor der heller ikke var nogen dør, at der i lokalet overfor var - i modsætning til alle de andre rum jeg havde set - en dør på klem, på den modsatte side af gangen inde i huset, hvor noget lys skinnede ud af den svage åbning og nøglehullet i døren.

Jeg holdt vejret lidt og slog mine ører ud, og hørte efter meget kort tid noget svagt musik og småsnak fra flere stemmer. Det var tydeligt at høre, at det var mandestemmer og straks frygtede jeg, at Molly også befandt sig i samme rum, hvilket så ville gøre det her helt umuligt!.

Jeg var nødt til at se hvem der var i lokalet deromme!. Men hvordan helvede skulle jeg gøre det?. Skulle jeg bare tage chancen og gå ned igen og istedet gå ind i huset?..

’’Hvad med at bruge taget?..’’

Min tanke fik mig straks til at kigge opad og uden at tænke mere besluttede jeg mig for, meget lydløst, at fortsætte videre opad i håb om, at jeg kunne komme over på den anden side og forhåbentlig komme ned på den side af huset og se ind i lokalerne deromme.

Ligesom på de andre etager, sikrede jeg mig, at der ikke var nogen der kunne buste mig igennem vinduerne, og da jeg havde sikret mig at lokalet heroppe også var tomt, tog jeg den sidste del af trappen og kom op på det flade tag, hvor der var en form for ’’boks’’ i midten af det hele med en dør i..

Jeg gik lydløst henover taget som overhovedet ikke havde nogen kanter der kunne forhindre en i at falde udover, hvis man kom på tæt på kanten, men det kom slet ikke bag på mig, at det ikke var et sikret tag. Huset var forladt og øde, og hvad skulle man også på taget?. Medmindre man havde brug for en vej ud, hvis huset nu brændte eller noget, så kunne jeg slet ikke se, hvad man skulle heroppe..

Jeg satte mig ned på hug med det ene knæ i betonnet, der fungerede som tag, og lagde min pistol fra mig ved siden af mig, så jeg kunne placere mine hænder på kanten og langsomt læne mig fremad og kigge ned af huset.

’’Fuck!’’ Tænkte jeg hurtigt, da jeg virkelig havde håbet at der også ville være en slags brandtrappe, som.. Hey vent!.

Det gippede hårdt i mig.. Fuck yes man!. Der var fandme en trappe!.. Eller?.. Det var nok mere en stige, som var boltret til muren ude i højre side!. Den kunne jeg helt sikkert bruge!. Nej okay, jeg kunne ikke tjekke alle vinduerne, men hvis rummene var ligesom på den anden side af huset, så hørte begge vinduer til samme rum..

Jeg lænede mig tilbage ind på taget og tog fat i min pistol det jeg rejste mig op og gik imod venstre side, hvor jeg kunne komme ned af stigen. Uden at sikre min pistol, satte jeg den tilbage om i min buksekant og vendte ryggen til kanten og satte mig igen ned på hug på taget.

Jeg tog en dyb indånding ind idet jeg enkeltvis strakte mine ben udover kanten og bukkede dem ned, så jeg fik fodfæste på stigen. Jeg møvede mig lidt længere udover kanten ved hjælp af mine hænder og overkrop imens jeg tog et par skridt videre ned af stigen indtil jeg kunne få ordentligt fat i kanten og derefter stigen, som jeg kunne kravle nedad imens jeg kunne tjekke rummene igennem vinduerne.

Ja, i know. Det var ret risikabelt at kravle på denne er stige. For det første anede jeg ikke om den var stabil hele vejen ned, og for det andet.. Hvis jeg blev set, så havde jeg ikke helt så nemt til min pistol som jeg ville have, hvis jeg ikke brugte hænderne til at holde fast med.

Selvom det pinte mig at gøre, så brugte jeg alligevel god tid på at kravle skridt for skridt, så stille jeg overhovedet kunne, ned af stigen, men jeg havde ikke noget valg. Det var ikke muligt for mig at tjekke lokalet igennem vinduerne før jeg var kravlet helt derned, så hvis nu der var nogen i rummet, som ikke skulle se mig, så havde de stor chance for at reagere på min tilstedeværelse længe før jeg overhovedet havde set, at de var i lokalet.. Så ja.. Jeg var tvunget!. Dog kunne jeg gå efter lyset der skinnede ud af vinduerne nede på fjerde. Selvom det slet ikke var en garanti, så valgte jeg alligevel at satse på, at der ligesom i de andre rum på den anden side, ikke var nogen i de rum der var mørkelagte.. Men igen. Man kunne aldrig vide sig for sikker, så derfor skulle jeg tjekke hvert et rum alligevel..

Jeg nåede endelig ned til de første vinduer øverst oppe. Lokalet var totalt mørkelagt, men dog var det meget nemmere for mig at se ind i lokalet på denne her side, da måneskæret herudefra ramte huset på en måde så lokalerne blev oplyst, og da mine øjne hurtigt scannede rummet, gippede det så voldsomt i mig, at jeg var lige ved at slippe mit greb om stigen!.

Følelsen og tanken om, at jeg fandme havde fundet hende, gjorde mig nærmest uovervindelig!. Dog stak det også virkelig meget at se hende ligge på ryggen med lukkede øjne, fuldstændig gennembanket og kvæstet. Alene synet fik mig til at frygte, at jeg var kommet for sent, men hurtigt rystede jeg den tanke væk. Ja, jeg nægtede sku at tro på det!. Hvis jeg var kommet for sent, så tvivlede jeg på at Ryan og hans folk stadig befandt sig i huset.. Hvad skulle de være på et gerningssted for, hvis der ikke var noget at holde øje med?..

Jeg kiggede ned langs stigen og så lyset fra vinduerne nedenunder mig, skinne ud. Fuck man!. Hvordan fanden skulle jeg nå ind til Molly, når de var lige nedenunder?. Hvis jeg bare smadrede ruden, så ville de jo høre det.. Men måske den svage musik og snak jeg kunne høre, at de havde kørende, var høj nok til at skjule at jeg bankede forsigtigt på ruden?.. Skulle jeg?.. Var det for stor en chance at tage?..

’’Hvad fuck skal du ellers gøre!. Hun er lige der og hun skal ud derfra!. Det er din eneste mulighed!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...