Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 10 okt. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

78Likes
477Kommentarer
74882Visninger
AA

24. Overtalt Eller For Stædig?..

 

Location: Northwest Hospital & Medical Center, Seattle. Dato: Fredag d. 26. Januar, 2018. Kl. 02.03.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

’’Hvis du kommer i tanke om mere, så må du endelig ringe til os..’’ Sagde politikvinden som jeg efterhånden havde tilbragt virkelig meget tid med, da hun skulle afhøre mig i sagen og have et signalement af Ryan, som jeg kunne forstå på hende, endnu ikke var blevet fanget..

Jeg nikkede kort som svar til kvinden imens hun pakkede sine ting sammen, men vidste allerede nu, at jeg nok ikke endte med at kontakte dem igen. Kendte jeg Jamie ret, så ville han nok også fraråde mig det, men selv hvis han ikke gjorde, så kunne jeg stadig mærke frygten for at komme til at sige noget forkert til politiet.. Noget der kunne give mere konsekvenser end gavn for de mennesker jeg ikke ville ramme.

Jeg havde så mange spørgsmål i mit hoved. Så mange ting jeg frygtede og var bange for, men som jeg ikke vidste om jeg skulle bekymre mig om, og selvom politidamen havde sagt, at jeg kunne spørge om alt, så gjorde jeg det ikke, for jeg vidste, at de svar jeg ledte efter kun kunne gives fra én person..

Politikvinden gav mig roligt hånden og efterlod mig derefter alene på min stue, som jeg havde fået. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at holde den rolig, men kunne godt høre, at det var lidt af en umulig opgave, da min vejrtrækning, trods mit forsøg, stadig var skælvende og en smule ukontrolleret.

Jeg pustede tungt ud og tog mig til hovedet som jeg gned mig lidt i, imens jeg sad iført hospitalstøj på min sengs kant og fik flashback til alt hvad der var sket de sidste par timer.

På mange måder føltes det virkelig lettende, da jeg så alle de blink, der kom fra adskillelige politibiler og 3 ambulancer ude ved huset. Det fik mig til for alvor at tænke, at Jamie havde ret, når han sagde, at det var overstået.. Men følelsen af at vide, at det var overstået.. Den var der ikke helt, og jeg var sikker på, at det var fordi jeg frygtede så meget for Justins liv og fordi jeg havde hørt Jamies vrede og hans småsnak med hans folk om, at ’’denne her krig ikke var slut endnu!’’. Det skræmte mig at høre, men samtidig kunne jeg jo godt forstå ham.. Hans bror var i livsfare pga Ryan, som politikvinden før havde fortalt mig stadig var derude. Selvfølgelig ville Jamie ikke bare lade det pacere og så selv bare komme videre.. Det var slet ikke hans stil..

Jeg huskede kun små glimt ude fra huset, da det hele gik meget stærkt til sidst. Jeg så Justin blive kørt afsted i en ambulance og samtidig så jeg en af Jamies bodyguards hoppe ind i en ambulance imens jeg selv blev taget med ind i den tredje ambulance efter en politimand havde forsøgt at snakke med mig, men til sidst måtte opgive og sige at der ville komme en og tale med mig på hospitalet, hvor jeg blev kørt til for at blive tjekket og forsikret at intet på mig var brækket eller ødelagt og at det ’’heldigvis’’ kun var overfladiske skrammer jeg havde fået i de seneste dage..

Efter at lægerne havde tilset mig og fortalt, at jeg var okay, at jeg gerne måtte overnatte, hvis jeg ville, men at jeg sagtens kunne tage hjem, hvis det var det jeg hellere ville, kom politikvinden ind på min stue. Hun var gået forsigtigt frem med mig og gik ikke hårdt til en afhøring i starten, men eftersom, at hun kunne se, at jeg var faldet rimelig meget til ro, gik hun langsomt mere og mere til de vigtige spørgsmål omkring hvad der var sket osv.. Og jeg gjorde selvfølgelig mit bedste for at give hende så mange informationer som muligt.. Problemet var bare, at de ikke var helt sande allesammen..

Hun havde spurgt, hvad jeg troede motivet kunne være til den kidnapning jeg havde været udsat for, og til det havde jeg løjet og sagt, at jeg ikke vidste det, for jeg kunne ikke sige, at det var en hævn for at Jamie havde slået Ryans bror ihjel, så jeg lod som ingenting og lod istedet nogen andre tage sig af besvarelsen af det spørgsmål.. Jeg skulle i hvert fald ikke risikere at sige noget forkert, som i sidste ende kunne skade Jamie eller nogen af de andre.

Hun havde spurgt ind til hver en af de drenge der havde holdt mig fanget ude i huset, og spurgt, hvad jeg havde oplevet, og til det var jeg ærlig. Jeg gav de bedste signalmenter jeg kunne og fortalte så detaljeret, hvad jeg havde været udsat for, men da spørgsmålene omkring, hvad der var sket her til aften kom, var jeg igen nødt til at lyve.

Jeg fortalte, at Justin, Jamie og deres venner havde fundet mig og ville hente mig, men da Ryan og hans folk ikke ville udlevere mig, kravlede Justin over taget og ind af vinduet for at hente mig, men vi blev opdaget af Jake, som skød Justin.. Og stak af..

Det var det værste for mig at skulle sidde og lyve overfor politiet, men Jamies ord i mit hoved gjorde det umuligt for mig at sige andet.. Udover det, så fik jeg det virkelig dårligt, da billederne fra, hvad der i virkeligheden skete på taget, kom ind i mit hoved imens jeg forklarede politiet min løgn. At gense det igen og igen fik mig til at græde, men heldigvis for mig, kunne jeg bryde ud i gråd uden at få undrende spørgsmål. Tværtimod så var politikvinden meget forstånde overfor, at jeg græd ved tanken om den oplevelse jeg havde været igennem. Hun sørgede endda for nogen servietter til mig, som jeg kunne sidde og tørre øjnene med, når tårerne ikke kunne holdes tilbage..

Jeg trak lidt luft ind, da jeg hørte min stues dør blive åbnet forsigtigt, og straks så jeg derhen imens jeg strammede grebet om de halvvåde serviet i min hånd.

Jamie kom til syne i døren og først da han lukkede døren efter sig og gik roligt imod mig, bemærkede jeg, at jeg havde holdt vejret, da jeg først nu begyndte at trække det igen imens jeg bøjede nakken og så ned på mine forslåede nøgne lår. Alt jeg var iført var en stor hospitalsskjorte og et par lange hvide knæstrømper.. Og så selvfølgelig mit eget undertøj indenunder..

Jamie satte sig ned på sengekanten ved siden af mig. Jeg kunne tydeligt mærke hans stirrende blik på mig og først frygtede jeg, at han havde hørt, hvad jeg havde sagt i afhøringen og måske ikke brød sig om det jeg havde fortalt, men jeg blev dog lidt mere rolig, da han blidt og forsigtigt tog fat om min hånd og begyndte at nusse den.

’’Jeg har talt med lægerne. Du er okay og kan tage hjem, når du har lyst..’’ Sagde Jamie med en så dejlig rolig tone, at jeg blev sikker på, at han kun ville mig det bedste. Jeg nikkede kort og hurtigt efter hans sætning, da jeg selv godt var klar over det, men alligevel bare accepterede, at han også fortalte mig det.

’’..Tag med hjem til mig’’ Sagde Jamie stille og klemte min hånd blidt imens han holdte sit blik ind i siden på mig og jeg bare sad og kiggede ned i gulvet lidt længere fremme for mig. Jeg rystede svagt på hovedet..

’’Jeg vil være her, når Justin vågner’’ Sagde jeg uden særlig meget tøven, da jeg havde tænkt på det mindst 100 gange siden jeg så ham blive taget med i ambulancen uden at være ved bevidsthed!.

’’Han er ved at blive opereret nu.. Lægerne har sagt, at det kan tage mange timer, og du har brug for noget ro og noget mad..’’

Ja, det kunne jeg virkelig godt give Jamie ret i!. Søvn, mad og ikke mindst et bad, var virkelig noget jeg ville sætte pris på, men i forhold til at se Justin være okay, så betød de ting ikke en skid for mig!. For mig var det vigtigste at være der for ham.. Ligesom han var der for mig!.

’’Hvad med din bodyguard?. Jeg så ham blive kørt afsted i en af ambulancerne?’’ Spurgte jeg stille og holdt mit blik nede i gulvet og valgte at tage hul på et af de mange spørgsmål jeg havde i hovedet og som jeg havde brug for at få noget afklaring på, så det forhåbentlig kunne give mig noget af det ’’ro’’ som Jamie så rigtigt havde ret i, at jeg havde brug for.

’’Han blev ramt af et skud i brystet..’’ Svarede Jamie, og straks så jeg op på ham med et skræmt og samtidig forvirret udtryk, som Jamie tydeligvis så.

’’Han er okay.. Han har bare brækket et par ribben.. Han havde en skudsikker vest på ligesom os andre..’’ Svarede Jamie mig beroligende og tog blidt sin hånd fra min hånd og nussede mig kort på kinden før han igen lagde sin hånd om min.

’’Jeg hørte så mange skud.. Hvem ramte de?’’ Spurgte jeg stille og så ham i øjnene.

’’Ikke nogen.. Desværre..’’ Svarede Jamie lettere tørt og så lidt væk fra mig, så jeg fik et sug i maven.

’’Hvad skete der?’’ Spurgte jeg hviskende og sank en klump i halsen.

’’De hørte os komme. Ryan og hans folk kom ud af bygningen og min bodyguard, Andy, hoppede ind foran mig, da Ryan sigtede og affyrede et skud imod mig..’’ Forklarede Jamie og holdt en kort pause imens han så på mig og tydeligt kunne se min skræk i mine øjne.

’’..Vi forsøgte at ramme dem, men desværre fik vi ikke nogen af dem, og de endte med at stikke af.. Jeg bad nogen af de andre om at følge efter dem imens jeg selv kun have i hovedet, at jeg skulle op på taget for at se, hvem de skud vi havde hørt deroppe, havde ramt..’’ Fortsatte Jamie og så tørt frem for sig, men virkede meget stålsat, men jeg kunne tydeligt se det.. Han var påvirket af det her.. Også selvom han prøvede at ligne en der ikke var, så var det umuligt for ham at skjule det for mig..

’’Du sagde at Andy havde en skudsikker vest på ligesom alle jer andre..’’ Startede jeg stille mit spørgsmål og mærkede en knude vride sig i min mave.

’’..Hvorfor havde Justin så ikke en på, hvis alle i andre havde?’’ Spurgte jeg kort og så straks Jamie reagere, da han bøjede nakken og gned sig lidt i panden med den ene hånd, før han rejste sig fra sengekanten og stillede sig på gulvet.

’’Jamie?’’ Spurgte jeg stille og mærkede, at mit hjerte begyndte at banke voldsomt imod mit bryst.

’’Fordi han kørte sit eget løb..’’ Sagde Jamie kort og vendte sig om imod mig imens han krydsede sine arme og så væk fra mig.. Som om han ikke kunne se mig i øjnene, når han fortalte mig det.. Hvorfor?..

’’Jeg afviste at lade ham være med til at finde dig, da Ryan opsøgte mig.. Jeg bad ham holde sig langt væk fra det her, men jeg kunne se på ham, at han, som altid, ikke ville rette sig efter hvad fuck jeg bad ham om, så jeg fik min kammerat til at spore hans mobil, så jeg kunne holde lidt øje med ham..’’ Forsøgte Jamie at forklare uden at virke påvirket, men igen, så var det alt for tydeligt, at der var en masse ved det her som sad og gnavede i ham.

’’.. Hvis ikke han havde været så fucking provokerende og stædig og bare havde gjort som jeg sagde, så.. Så havde vi aldrig fundet dig.. Eller vidst at Justin var på vej op efter dig..’’ Fortsatte Jamie og vendte sig lidt til siden og gned sig lidt om næseryggen med to fingre.

Jeg trak lidt luft ind og rejste min ømme krop fra sengekanten og gik roligt over bag Jamie, som jeg blidt lagde min hånd på ryggen af. Jeg nussede ham blidt og langsomt op og ned langs rygsøjlen imens Jamie bare stod og stirrede tomt frem for sig.

’’Så det var sådan i fandt os?. Ved at følge Justins mobil?’’ Spurgte jeg stille, så Jamie nikkede kort.

’’Vi så på kortet i sporings-appen på min mobil, at Justin var på vej vestpå efter at have kørt rundt i byen uden nogen særlig retning. Det virkede mistænkeligt, så da han kørte vestpå gik det op for mig, at han var på vej derud, så jeg samlede alle mine folk og tog efter ham..’’ Forklarede Jamie og fik mig til at nikke kort og synke en klump i halsen.

’’Så han.. Han tog ud for at finde mig.. Alene?.. Uden at sørge for at sikre sig selv?’’ Spurgte jeg stille for mig selv imens jeg igen mærkede tårerne presse sig på, da mine tanker gav mig en ubehagelig knude i maven og en ekstrem dårlig samvittighed.. Jeg vidste godt, hvor latterligt det var at få skyldfølelse over det her, men det fik jeg, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at hvis det ikke havde været for mig, så var Justin aldrig endt med at blive skudt!..

’’Babe..’’ Sukkede Jamie, da han så på mig og tydeligvis så mine øjne blive fugtige, og bare ved at høre lige dén tone hos ham, gjorde slet ikke noget godt for at holde tårerne tilbage, selvom jeg virkelig prøvede!.

’’Forhelved..’’ Pev jeg med en knækket stemme og rynkede panden, som jeg tog mig lidt til imens jeg kort efter fornemmede Jamie vende sig imod mig, hvor han, uden at tøve, lagde begge arme om mig og trak mig ind til sit bryst, hvor jeg kneb øjnene sammen og brød ud i hulk og tårer imens jeg lagde armene om Jamies stærke ryg som jeg klemte godt om.

’’Shh..’’ Tyssede han beroligende på mig imod mit hår, som han kort efter plantede et kys i, hvilket jeg både godt kunne lide og samtidig helst ikke ville have, at han skulle gøre.. Efter så mange dage uden et bad, så følte jeg mig slet ikke i en tilstand, hvor jeg kunne være tilpas med at være så tæt på et andet menneske, men lige nu, og med alle de tanker og følelser, og ikke mindst billeder, i mit hoved, var jeg ligeglad..

’’Jeg kan ikke holde det her ud’’ Hulkede jeg ind i hans bryst og følte mig mest af alt som et lille barn.

’’Du er udkørt og træt. Det hjælper, hvis du får noget søvn og noget at spise..’’ Svarede Jamie roligt og holdte trygt om mig og talte blidt imod mit hår. Dog trak jeg mig beslutsomt tilbage, da jeg tog en dyb indånding.

’’Nej.. Jeg skal være her, når han vågner’’ Sagde jeg kort og tørrede mine tårer i hovedet og øjnene væk og snøftede svagt.

’’Jeg skal nok køre dig herop igen, så snart han er færdig med operationen. Vi får hospitalet til at ringe, når han er færdig..’’ Sagde Jamie og lød en smule bestemt, så jeg sukkede og tog mig til hovedet.

’’..Du har brug for at sove og spise, Molly. Og der er alligevel ikke noget du kan gøre her, så der er ingen grund til at sidde her og vente, så tag med mig hjem, få lidt ro, få opbygget noget energi, og så lover jeg dig, at vi tager herop så snart hospitalet ringer til os’’ Fortsatte han imens han blidt lagde sine hænder på mine overarme og nussede dem blidt imens jeg fik øjenkontakt med hans seriøse, men alligevel rolige blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...