Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 10 okt. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

78Likes
477Kommentarer
74533Visninger
AA

15. ’’He Kills Her!’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 20. Januar, 2018. Kl. 13.05.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Mit ene ben trippede, så min fod klappede lidt imod marmorgulvet imens jeg sad på trappetrinet ned til stuen og stirrede køligt hen på udsigten i vinduerne. Det eneste jeg ventede på, var Jamie, der skulle komme ud fra sit kontor, hvor han stadig var inde og havde låst døren til.

Mange af de andre sad på deres mobiler, ringede rundt til folk og tjekkede ting og sager for at skaffe så meget info til Jamie, som de overhovedet kunne. Ja, det kom sku ikke bag på mig, at det hele pludselig lignede noget der var revet ud af en detektivfilm.. Men hvad fanden nyttede det?. Hvad fik nogen overhovedet ud af alt det her arbejde?. Jeg kunne slet ikke se det, og hvis Jamie ikke var sådan en fucking nar-hat og istedet for at afvise mig, havde lyttet på mig, så ville han også kunne se, hvor nytteløst alt det her lort var!. Det var spild af tid!.

Han skulle have gjort noget imens han kunne, men nu var det for sent. Han lod Ryan gå, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hans besøg, det allersidste vi nogensinde kom til at høre fra ham. Ja, Ryan sagde, at Jamie ville høre fra ham, men jeg var overbevist om, at det var ren bullshit!. Hvad fik Ryan ud af at kontakte Jamie igen?. Ikke en fucking skid!.

Jeg vågnede straks op fra min stirren, da jeg hørte en kliklyd og en dør der blev åbnet, og straks vendte jeg blikket over imod Jamies kontor, hvor ham og de andre kom ud, så jeg rejste mig op og gik over imod dem.

’’Hvis din teori holder, så gør vi som planlagt, når Ryan ringer’’ Hørte jeg Jamie sige til en af drengene som nikkede imens de andre så lyttende til.

’’Jamie, hvis du ender med at skulle tage Mollys plads, så skal du nok ikke regne med at..’’

’’Prøv og hør, jeg ved sku godt, hvad konsekvensen af det her er!. Molly skal ud derfra uanset hvad!. Fatter du det?!. Og så vil jeg skide på, hvor stor en risiko det er for mig!’’ Brummede Jamie lettere vredt imod Logan.

’’Du er for dum, hvis du tror, at det her handler om, at du skal tage Mollys plads man!’’ Afbrød jeg Jamie og drengene, som straks vendte blikket hen på mig idet jeg stoppede op foran Jamie, som jeg tydeligt kunne se, var virkelig træt af det faktum, at jeg ikke havde gjort som han havde bedt om.

’’Er du fatsvag, eller hvad?’’ Spurgte han mig lettere irriteret og brummende imens den ringende lyd fra elevatoren lød i mit højre øre og fik Jamie til kort at kigge derover før han sendte mig et træt blik og derefter gik udenom mig. Jeg kiggede efter ham og så Dom og Hugo komme ind i entréen, hvor de stoppede op foran Jamie.

’’Hvad har i til mig?’’ Spurgte Jamie dem straks imens jeg gik over imod dem for at høre, hvad de havde at sige.

’’Vi mistede bilen lidt udenfor byen.. Desværre..’’ Sagde Hugo og så lidt pinlig og skamfuld ud.. Og med god grund skulle man måske sige, for der var vidst ingen her, der var i tvivl om, at Jamie på ingen måder brød sig om det, når hans folk ikke skaffede de informationer han bad dem om..

’’Men?..’’ Spurgte Jamie og krydsede sine arme og så afventende på dem.

’’Vi fik nummerpladen’’ Indskød Dom, som stod ret med hænderne diskret foldet foran sig og med et stift blik på Jamie, som nikkede kort.

’’Og?..’’ Spurgte Jamie videre.

’’Ja.. Det var alt vi fik udover bilens mærke..’’ Svarede Dom kort efter.

’’Og i har ikke gjort der den ulejlighed at tjekke op på bilen, eller hvad?’’ Spurgte Jamie skarpt og så anspændt på dem, som ikke rigtig svarede på andre måder end at kigge på hinanden med et blik der tydeligt gav udtryk for, at det havde de ikke lige fået gjort..

’’Så kort sagt, så har i ikke en skid!. Er det sådan det skal forstås?’’ Spurgte Jamie med en lettere vred og hævet stemme.

’’Vi beklager meget..’’ Lød det fra Hugo, som igen lød pinlig og skamfuld og langt fra så selvsikker som Dom så ud og lød til at være.

’’Amen, det er da fantastisk man!..’’ Brummede Jamie vredt og virkelig sarkastisk.

’’Vi skal nok få undersøgt den bil og se hvad vi kan finde på den’’ Sagde Dom og fik straks Jamies opmærksomhed.

’’Det er skidegodt, Dom!. Det må jeg sige..’’ Fortsatte Jamie sarkastisk og sendte Dom et spydigt blik.

’’..Hvis ikke jeg har noget information på den bil, hvem den tilhører, hvor den er købt eller stjålet og af hvem, og hvor den sidst er set, indenfor 20 minutter, så lover jeg jer for, at i ville ønske, at i aldrig havde fået job hos mig!. Forstår vi hinanden, hva!?’’ Vrissede Jamie arrigt, så de begge nikkede køligt og gik væk fra ham for at komme igang med deres søgen på bilen.

’’Forpulede amatører man..’’ Brummede Jamie og vendte sig om og stoppede kort, da han så mig stå bag ham. Han sukkede bare opgivende og rystede på hovedet af mig og gik udenom mig og ned imod sin stue.

’’Du spilder folks tid man!’’ Brummede jeg og fik ham straks til at stoppe hårdt op og vende sig imod mig.

’’Hvad siger du til mig?!. Skal du belærer mig om..’’

’’Hold nu din kæft man!. Er du for fuckt up dum til at forstå, at du begik den største fejl ved at lade Ryan skride man!’’ Afbrød jeg ham arrigt og hævede stemmen, da jeg virkelig var træt af, at han troede, at han havde fat i den lange ende!. Han var fuckt, og det skulle han fandme have at vide!.

’’Skulle jeg have skudt ham, eller hvad?!. Så havde vi ligget her allesammen med et skudhul i panden man!. Inklusiv dig selv og Molly!’’ Vrissede Jamie tilbage og så mig skarpt i øjnene.

’’Molly kommer til at dø uanset hvad!’’ Sagde jeg hårdt og køligt. Og jo. Gu fanden var det hårdt at sige den sætning, men hvordan fanden skulle jeg ellers sige det, så han fattede det!. Og tydeligvis stillede han spørgsmål med sit blik lige nu, for han sagde intet. Han kiggede bare på mig med et køligt og afventende blik.

’’Tænk over det man!. Hvad skylder han dig?. Ikke en skid!.. Hvad skylder du ham?.. Hans brors liv!.. Giv mig én fucking grund til at han vil lade Molly gå man!’’ Brummede jeg arrigt og så skarpt Jamie i øjnene imens han forblev tavs.

Det var sku nok den første og eneste gang jeg nogensinde kom til at se ham sådan, men ærlig talt, så nød jeg det!. At kunne se på ham, at han måtte give mig ret!.

’’Den eneste grund til, at han tog Molly, var for at ramme dig. Og den eneste grund til, at han kom her, var udelukkende fordi han kunne. Fordi han ved, at der ikke vil ske ham noget så længe han har Molly. Jeg kunne se det på ham.. Han nød at kunne stå overfor dig og vide, at han havde fat i den lange ende og at du ikke kunne gøre andet end at lade ham gå igen.. Hans formål er ikke at give dig Molly igen.. Hans formål er at se dig lide.. Præcis ligesom han har lidt over tabet af sin bror.. Og takket være dig, så betaler Molly nu den pris.. Fordi du lod ham gå uden at gøre en skid andet end at sende dine folk efter ham uden at sikre at de kunne give dig resultater!’’ Fortsatte jeg skarpt til ham, hvorefter Jamie hev sin mobil op af lommen og begyndte at taste hurtigt rundt på den.

’’Uanset hvad du vil nu, så er det for sent..’’ Indskød jeg kort, så Jamie kiggede op på mig igen.

’’Okay..’’ Svarede Jamie tørt og lukkede skærmen på sin mobil og lagde den tilbage i lommen uden at tage blikket fra mig.

’’..Fint!. Så fortæl mig, hvad fanden jeg skal gøre, siden du er så pisse klog man!’’ Vrissede han lettere irriteret og krydsede sine arme.

’’Du skulle have holdt fast i Ryan imens han var her man!. Du kunne have brugt ham til at finde ud af, hvor Molly er henne!’’ Vrissede jeg og hævede frustreret tonen.

’’Men det er for sent nu, så hvis du ikke har noget bedre end at træde i, hvad jeg gjorde forkert, så fuck af med dig og lad mig i det mindste gøre et fucking forsøg på at redde hendes liv istedet for at stå her og spilde min tid på at høre på dit lort man!’’ Vrissede Jamie stemmen og hævede den også overfor mig, hvorefter han vendte sig om og igen hev sin mobil op af lommen.

’’Lad mig være med ti..’’

’’Glem det!’’ Afbrød Jamie mig skarpt og hurtigt og vendte sig om og så vredt på mig.

’’Du skal bare holde dig langt væk!. Forstår du det?!. Jeg vil slet ikke have dig i nærheden af hende!’’ Brummede han skarpt og med et så seriøst blik, så jeg blev virkelig provokeret imens han vendte sig om og gik ned imod stuen, hvor de andre var igang med deres egne ting, men uden tvivl allesammen havde hørt ’’samtalen’’ imellem Jamie og jeg.

Alene hans måde at forbyde mig at komme i nærheden af Molly, gjorde mig rasende!. Hvem fuck troede han, at han var, at han kunne bestemme, hvem fanden jeg skulle komme i nærheden af man!. Og så det, at han forbød mig at hjælpe!. Hvad fuck regnede han med man!. At jeg bare ville tage hjem og så bare sidde og håbe, at han løste hele lortet, eller hvad?!.

’’Hvis du tror i bare 1 fucking sekund, at jeg ikke har tænkt mig at gøre mit for at finde Molly..’’ Brummede jeg rasende og koldt, så Jamie igen stoppede op og så tilbage på mig, hvor han fik øje på et så vredt blik, at jeg var sikker på, at han aldrig havde set mig så vred nogensinde før..

’’..Rend mig i røven, Jamie!’’ Fortsatte jeg spydigt og næsten ondt imod ham, hvorefter jeg vendte mig om og gik imod hans vinhylde, som jeg forsvandt rundt om for at komme ud af lejligheden den samme vej som jeg kom ind..

Ja, jeg valgte at gå!. Denne gang frivilligt!.. Hvis det var på den måde, så fint!. Så klarede jeg denne her selv!. Ja, jeg var alene om det, og nej, jeg havde ikke meget at gå efter, men jeg nægtede at makke ret overfor ham!. Det havde jeg efterhånden gjort alt for mange gange i mit liv, og det var slut nu!. Jeg nægtede at lade mig styre af hans dominerende og kontrollerende måde at tale til folk på!. Han havde ingen ret til at bestemme over mig, og han skulle ikke tro i ét eneste fucking sekund, at han kunne styre mig!.

For nogen kunne min trodssige adfærd sikkert godt ligne, at det bare var en magtkamp imellem Jamie og jeg, men sådan var det slet ikke.. Jo, et eller andet sted kom man vel ikke udenom, at det også havde lidt med det at gøre, men hovedsagligt handlede det her kun om at få Molly i sikkerhed og jeg ville gøre mit for at hun kom det, og så var jeg ellers pisse ligeglad om hvor mange Jamie havde til at hjælpe sig og hvor mange kontakter han havde!. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke i det mindste gjorde et forsøg på at finde hende!. Om så jeg skulle bryde ind i enhver lejlighed og kigge i enhver kloak, så var det det jeg gjorde!..

Men hvor skulle jeg starte?.. Det var det eneste der gav mig en knude i maven. Tanken om, at jeg ikke havde en skid at gå efter.. Men jeg skulle nok finde på noget.. Det gjorde jeg altid!..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...