Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 10 okt. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

78Likes
477Kommentarer
74160Visninger
AA

16. Happy Birthday.

 

Location: Ukendt sted udenfor Seattle.. Dato: Søndag d. 21. Januar, 2018... Klokkeslæt: Ukendt..

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg gispede højt og åbnede hurtigt øjnene imens jeg satte mig op, da det kolde vand, der væltede nedover mig, gav mig og min krop det vildeste chok!. Fuck, det var koldt, og det hjalp mig på ingen måder med at holde på den sidste varme jeg havde tilbage i min krop.

Jeg kneb øjnene sammen, da et par kolde vanddråber løb ned fra mit hår og ned i mine øjne. Jeg tørrede mig i ansigtet for at få dråberne væk og hørte i det samme et lille hånligt grin, som fik mig til at kigge op foran mig, hvor jeg så Ryan stå med en sort spand, som nu var tom.

’’Hvad laver du?!’’ Småvrissede jeg imens jeg mærkede, hvordan min krop begyndte at ryste af kulde.

’’Tja, du klagede igår aftes over, at du ikke engang måtte få et bad, såå..’’ Svarede han lettere spydigt, så jeg himlede med øjnene og rystede lidt på hovedet imens jeg krøb mig sammen og svang armene om mine ben for at holde mig selv tæt og så varm jeg nu kunne.. Men helt ærligt.. Hvem prøvede jeg at narre?. Det var umuligt at holde sig varm heroppe. Den radiator, der var her, virkede ikke engang og det gjorde det slet ikke bedre, at det trak utrolig meget fra vinduerne og her ikke var andet end betongulv, som var iskoldt.. Ikke engang et tæppe havde jeg fået.. Det varmeste der var her, var mig, og nu hvor jeg var fuldstændig gennemblødt i iskoldt vand, så var den varme jeg havde tilbage ikke særlig hjælpsom!.

’’Hvad vil du?’’ Pustede jeg opgivende og gysende uden at se op på Ryan. Jeg sad bare og holdte om mine ben og kiggede imod venstre ind i væggen under vinduerne, hvor jeg samtidig kunne ane, at det igen var lyst udenfor.. Eller, lyst og lyst.. Mørkegråt skulle jeg måske sige?..

’’Sige tillykke med fødselsdagen..’’

Jeg rynkede panden lidt og så op på ham. Han smilede bare til mig og vendte sit blik imod vinduerne.

’’Du har ikke været særlig sød i år, hva?’’ Fortsatte han og hentydede til vejret og den latterlige teori om, at man ikke havde været sød, hvis vejret var dårligt på ens fødselsdag..

’’Hvor ved du fra, at jeg har fødselsdag?’’ Spurgte jeg lettere ligeglad med hans lykønskning. Ja, hvad fanden skulle jeg bruge den til?. Der var sku ikke særlig meget at fejre, syntes jeg..

’’Ja, tilgiv mig min uhøflighed, men det kunne jeg se i din pung på dit ID’’ Svarede han helt afslappet og satte den sorte spand fra sig med bunden opad. Han satte sig ned på den med lettere spredte ben og samlede sine hænder imellem dem uden at tage blikket fra mig.

Jeg sukkede bare og vendte mit opgivende blik væk fra ham igen og svarede ham slet ikke. Selvfølgelig var det ikke fedt at vide, at de havde rodet i alle mine ting, men på den anden side, så var jeg også lidt ligeglad. De fandt alligevel ikke noget spændende i min pung.. Og så kunne jeg heller ikke gøre en skid ved det, så hvorfor blive fornærmet?. Og faktisk så orkede jeg slet ikke at blive fornærmet, da jeg var så pisse træt.

Natten havde været virkelig hård.. Bogstavlig talt. At ligge på sådan et koldt betongulv uden hverken pude eller tæppe at holde sig varm med, var hårdt og gav ikke meget søvn. Jeg havde ligget søvnløs og havde kun fået, hvad der føltes, som små power-naps, hvilket havde gjort mig fuldstændig rastløs.

Flere gange havde jeg bare siddet og grædt og tænkt ’’hvorfor mig, hvorfor mig, hvorfor mig?’’. Det eneste svar jeg kunne finde på de spørgsmål var, at det her var mig, fordi jeg havde været sammen med Jamie. Ja, andet svar kunne jeg ikke give, for i sidste ende, så var det årsagen til, at jeg sad her nu..

Egentlig burde jeg vel bebrejde Jamie alt det her, men det kunne jeg slet ikke få mig selv til. Sådan var jeg ikke som menneske. Jeg nægtede at sidde og kaste om mig med skyld, når jeg vidste, at Jamie aldrig bevidst ville gøre noget der kunne skade mig. Ingen kunne forudse det her, men hånden på hjertet, så kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, at det her selvfølgelig ville ske efter det Jamie havde gjort imod Ryan..

Det var næsten den mest pinefulde tanke af dem alle.. Hvis sandheden skulle frem, så dybt inde og uden nogen former for løgn, så kunne jeg godt se, hvorfor Ryan gjorde det her. Efter igår, hvor han fortalte sin side af situationen, så kunne jeg godt forstå, at han var hævngerrig.. Og det pinte mig virkelig at indrømme, også selvom det kun var overfor mig selv.. Men hvis det var mig der havde fået taget min bror eller søster fra mig på den måde, så.. Så tvivler jeg på, at jeg ikke, i hvert fald, havde tænkt på hævn!. Men som person, så havde jeg altid haft det sådan, at hævn aldrig førte noget godt med sig og ikke førte nogen steder hen, men da jeg igår aftes, da Ryan kom op med en flaske vand, som det eneste til mig, forsøgte at forklare ham det, så fik jeg bare en på hovedet imens han bad mig om at holde min kæft.. Og det gjorde jeg så.. Også nu.. Selvom jeg virkelig havde lyst til at forsøge at nå ind til ham, og samtidig være spydig overfor ham, så gjorde jeg det ikke..

’’Jeg har en gave til dig..’’

Jeg kiggede straks på Ryan, som så afslappet på mig. For at være helt ærlig, så var min allerførste tanke omkring det han sagde, at han havde noget mad til mig.. Ja, af alle ønsker, selv det at slippe væk herfra, så var det første jeg tænkte på her, mad!. Men jeg var virkelig sulten. Lige siden jeg var kommet her, havde jeg intet fået at spise. Jeg havde fået lidt vand i ny og næ, når det passede dem at give mig noget, og så fik jeg lov til at gå på toilettet, når jeg skulle det, men hverken et bad, varme eller nogen former for mad havde jeg fået og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var min mave allerede begyndt at æde sig selv indefra nu..

Ryan stak en hånd ned i sin lomme i hans hoodie og trak så en telefon op, som jeg hurtigt identificerede som min, hvilket jeg kunne se på coveret. Indeni kiggede jeg lidt undrende på ham, men udenpå forholdte jeg mig helt rolig og spørgende imens han tændte for skærmen og kort efter tastede de koder jeg havde givet dem, så de kunne bruge min telefon, når de havde lyst.

’’Jeg tror Jamie gerne vil ønske dig tillykke, så jeg synes, at du skal facetime ham’’ Sagde Ryan helt afslappet og rakte mig min mobil.

Jeg tøvede virkelig kraftigt, men tog til sidst imod min mobil, som Ryan gav mig uden problemer. Jeg kiggede kort ned på telefonen, som var klar og åben, men så igen op på Ryan.

’’Hvad.. Hvad skal jeg sige?’’ Spurgte jeg usikkert og sank en klump i halsen imens mit hjerte begyndte at banke.

’’Du skal da bare snakke med ham’’ Svarede Ryan og trak lidt på skulderen som om, at han brugte sit kropssprog til at sige, at jeg da selv måtte bestemme, hvad min samtale med Jamie skulle gå ud på. 

Jeg så igen ned på telefonen og trykkede med hjertebanken på ’’telefon’’-knappen på skærmen. Jeg fandt Jamies nummer og trykkede på ’’facetime’’-knappen istedet for det almindelige opkald og så straks mig selv på skærmen i takt med, at telefonen begyndte at ringe Jamie op.

Synet af mig selv, gav mig en knude i maven og en rigtig ubehagelig følelse. Min ene kind havde fået nogen blå mærker, min hud var helt bleg og våd pga det vand jeg lige havde fået hældt udover mig.. Ja, kort sagt, så så jeg skrækkelig ud, og resterne af min udtværede makeup gjorde det slet ikke bedre.

Det gippede i mig, da røret pludselig blev taget og Jamie kom op på skærmen og selv virkede overrasket over at se mig på skærmen.. Havde han regnet med at det måske var Ryan han ville ’’møde’’, eller?..

’’Molly!’’ Sagde han straks, da han så mig, og bare det at høre hans stemme og se hans ansigt fik det til at eksplodere i mig, så mine tårer banede sig vej meget hurtigt op igennem mine tårekanaler.

’’Jamie’’ Sagde jeg stille og med en småhæs stemme, da den knækkede over og blev en anelse lysere pga mine anstrengelser ved at holde tårerne tilbage.

’’Forhelved..’’ Sukkede han og rynkede lettere frustreret panden, men holdte sig helt i ro imens han kørte sin hånd igennem sit hår og jeg kneb øjnene lidt sammen og tog en dyb indånding igennem næsen, da det var tydeligt at se og høre på ham, at han kommenterede mit udseende.. 

’’Tal med mig, Jamie..’’ Hviskede jeg smågrædende imens de første tårer gled ud af mine øjne og jeg kæmpede en brag kamp for at holde dem tilbage og være stærk. Jamie så lidt på mig og tænkte sig lidt om imens han tog en dyb indånding.

’’Du skal ikke græde, baby..’’ Sagde Jamie roligt, men hjalp mig på ingen måder, da hans ord bare gjorde det hele værre og fik mig til at hulke.

’’Det er svært at lade vær..’’ Indrømmede jeg ærligt overfor ham og tørrede mine kinder. Den ene lidt forsigtigt, da den var ret øm pga de blå mærker.

’’Jeg ved det godt, men jeg lover dig, at du nok skal komme ud snart..’’ Sagde Jamie, hvortil jeg bare svarede med et hulk, da håbet om det han sagde, ærlig talt, ikke var særlig stort.

’’Molly, se på mig..’’

Jeg tørrede kort øjnene med mine fingre og så ind på skærmen, hvor jeg fik øjenkontakt med Jamie.

’’Jeg lover dig det.. Betragt det som min fødselsdagsgave til dig’’ Fortsatte han roligt.

Selvfølgelig varmede det at høre, at han ikke havde glemt min fødselsdag, men midt i alt det her var jeg pisse ligeglad med om det var min fødselsdag. Jeg ville bare hjem og ud herfra!.

’’Jeg er bange..’’ Indrømmede jeg ærligt og meget stille og så Jamie nikke forstående imens han tog en dyb, men lydløs indånding ind.

’’Jeg ved det godt, men du er nødt til at være stærk.. Ryan elsker at se dig helt ude i tårerne. Han nyder at se, at du lider.. Du må love mig, at du ikke knækker på det her..’’

Jeg kneb øjnene sammen og dækkede dem lidt med min frie hånd imens jeg bed mig i underlæben. Jeg hørte klart hans ord, men tanken om at ’’skulle være stærk’’ var så uoverskuelig, at det virkelig var en prøvelse han satte mig på ved at bede mig om det. Men selvfølgelig var det for mit eget bedste, at han sagde det..

’’Hører du hvad jeg siger, babe?’’ Spurgte Jamie mig, så jeg kort efter fjernede hånden fra mine øjne imens jeg tog en dyb indånding og så på skærmen.

’’Jaer..’’ Svarede jeg småhviskende og snøftede svagt.

’’Godt.. Jeg ved du kan klare det her.. Husk på, hvad jeg har lovet dig’’

’’Tss..’’

Ryans fnys fik mig til at kigge henover mobilen og hen på Ryan, som sad med et flabet smil hen imod drengene der stod henne ved døren og også lyttede med. Ryan så tilbage på mig imens han rystede kort på hovedet, som tegn på, hvor latterligt han syntes det Jamie sagde var, og jeg vendte hurtigt blikket ned på Jamie i telefonen med et meget opgivende håb i sjælen.

’’De har tænkt sig at slå mig ihjel, ikke?’’ Spurgte jeg meget stille, bange og smågrædende for at se, hvad Jamie havde at sige til det. I bund og grund havde jeg allerede fået svaret på det spørgsmål af Ryan, men det lille spinkle håb jeg håbede at Jamie kunne give mig var alligevel nok til, at jeg spurgte Jamie også.. Så jeg vidste om jeg skulle bevare et håb eller bare være opgivende og uden håb om at slippe væk herfra..

’’Nej.. Det har de ikke, babe..’’

Jeg kneb øjnene sammen over hans ord og kæmpede for at holde tårerne tilbage, da han langt fra lød reel. Han tøvede kraftigt og kiggede ned, da han snakkede, så hvordan i alverden skulle jeg kunne tro på, at det han sagde var rigtigt?!.

’’Du har altid været så god til at lyve overfor mig, Jamie.. Hvorfor skal du være så pisse dårlig til det nu?’’ Spurgte jeg hulkende og så helt ødelagt og opgivende på Jamie, som pinefuldt knep øjnene sammen imens han kørte sin hånd igennem sit hår. Det var så tydeligt, at han kun forsøgte at bevare roen hos mig, men hold kæft, hvor gik det skidt!. Af alle forpulede gange, hvor han skulle lyve, hvorfor så være så dårlig til det nu, hvor jeg virkelig havde brug for at hans løgn kunne hjælpe mig!.

’’Jeg kommer og finder dig!. Du må stole på mig, babe!. Jeg skal nok få dig ud derfra, okay?.. Forstår du hvad jeg siger?’’ Spurgte han mig lettere desperat imens flere tårer løb ned af mine kinder.

Helt per automatik kiggede jeg over mobilen og hen på Ryan, som sad og smilede hånligt til mig, og uden at kende ham synderligt godt, kunne jeg bare læse ordene i hans øjne.. Som om jeg nogensinde blev fundet og hjulpet.. Jeg var magtesløs!. Jamie havde ikke en chance for at finde mig!.

Jeg kiggede op imod vinduerne imens jeg tog mig lidt til hovedet og bed mig i læben. Jeg havde allermest lyst til at bryde totalt sammen og skrige alt min frygt og frustration ud, men en tanke kom hurtigt ind i mit hoved, og det krævede ikke særlig meget overtagelse at føre den idé min tanke gav mig, ud i livet.. Ja, det var et sats, men hvad havde jeg at miste efterhånden?. Det stod alt for tydeligt at Ryan ikke havde tænkt sig at lade mig slippe levende fra det her.. Hvad kunne være værre end det?..

’’Jeg kan se hele Seattle herfra hvor jeg er. Det ligner et forladt område udenfor byen, hvor der er togskinner, hvor lyntogene kører. Det er et forladt hus på 5 etager med massere af graffiti både indenfor og udenpå!’’ Begyndte jeg at sige så hurtigt jeg kunne og mærkede, hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigt, da jeg, ud af øjenkrogen, kunne se, at det gik op for Ryan, hvad jeg lavede, hvilket fik ham til at rejse sig op.

’’Jeg er vest for byen..’’ Fortsatte jeg imens jeg hurtigt tog telefonen over i den anden hånd og holdte den væk fra Ryan imens jeg selv begyndte at kravle væk idet han hurtigt kom imod mig.

Ja, den information syntes jeg selv var ret vigtig at få sagt, og takket være morgensolen, som her til morgen trods alt ikke var dækket af grå skyer, ligesom nu, så kunne jeg se, hvor den stod op i forhold til byen, hvor jeg så kunne regne ud i hvilken retning jeg befandt mig!.

’’Jeg kan se Space Needle herfra!..’’ Fortsatte jeg panikken og skrigende idet Ryan fik fat i håret på mig og trak mig hen imod ham imens han greb telefonen og jeg kort så, at han lagde på og kastede telefonen fra sig, så en af de andre drenge hurtigt gik hen og samlede den op.

’’Din lille møgso!. Var det det jeg bad dig om, hva!?’’ Råbte Ryan ind i hovedet på mig og stak mig en ordentlig flad.

’’Du sagde jeg bare skulle snakke med ham!’’ Skreg jeg grædende og lettere hysterisk, hvorefter Ryan slap mit hår med en kastende bevægelse, så jeg faldt imod gulvet og hurtigt tog fra med mine hænder.

Jeg nåede dårligt nok at trække vejret før jeg mærkede et ordentligt spark i maven, som fik mig til at skrige voldsomt imens jeg krøb mig sammen og rullede om på ryggen og derefter videre om på den anden side, da et nyt spark ramte mig i siden.

’’Film det her, drenge!..’’ Råbte Ryan arrigt uden at stoppe sine spark på mig, som fik mig til at skrige og næsten miste luften.

’’..Han skal se, hvad der sker, hvis han prøver at finde hende!’’ Fortsatte Ryan og stoppede sine spark, så jeg fik en pause til at trække vejret. Dog pga alle de smerte var det helt umuligt for mig at trække luft ind..

Jeg havde nok set her ske efter det valg jeg tog, men ærligt, så var det det værd.. Jeg havde intet håb tilbage og uden de her informationer, så fandt Jamie mig i hvert fald slet ikke..

-Spørgsmålet var så om han overhovedet kunne bruge det jeg sagde til noget.. Jeg mener, verden var stor og de informationer jeg kunne give var ikke særlig præcise.. Så måske var det hele bare nytteløst?.. Måske fik jeg tæsk nu helt forgæves?..

____________________________________________________________________

Kæmpe tillykke til alle jer studenter!. :D 

Ja, helt kort, haha :D 

Massere af krammere herfra! 

Love <3 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...