Between Brothers 2 (Justin Bieber & Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2018
  • Opdateret: 10 okt. 2018
  • Status: Igang
Molly, Jamie og Justin har delt sig ud over hele Seattle. Molly forsøger at glemme og komme videre, Jamie er tilbage som styrtende rig narkodealer og Justin har fået job som dørmand og klarer sig selv.. Jamie prøver desperat at få Molly tilbage, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Særligt ikke, når hun mest havde håbet at høre fra Justin, som hun ikke har talt med siden den aften, hun forlod dem begge.. Dog får hun chancen for at snakke med Justin, da hun, efter 2 pinefulde måneder i sorg, støder på ham igen. Men tør hun gribe chancen eller er det for sent?. Uanset hvad, så er det ikke sidste gang hun ser hverken Justin eller Jamie, for da en katastrofal og uforudsigelig situation opstår, tvinges de alle 3 atter sammen, hvor gamle følelser, drama og svære valg skal håndteres.. Formår Molly at få ryddet op i det rod der, trods 2 måneders adskillelse, stadig er i hendes liv, eller må hun for alvor indse, hvilket hæsblæsende liv hun har fået ved at have mødt Jamie og Justin?.

78Likes
477Kommentarer
74894Visninger
AA

9. Back To Normal.. Or Maybe Not!.

 

Location: Sea Monster Lounge, Seattle. Dato: Fredag d. 19. Januar, 2018. Kl. 17.33.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg gik ned af gangen imod Jacks kontor, som lå i det allerbagerste baglokale. Jeg havde set, at han var her idag imens jeg havde gået og hjulpet til med at klargøre bordene og baren, der skulle fyldes op med alkohol, og nu tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne gå til ham istedet for at gå til vagtlederen.. Hvis den øverste chef gav mig fri, så havde vagtlederen ikke en skid at skulle have sagt, og da hende og jeg ikke ligefrem var de bedste venner, hvilket jeg havde fundet ud af løbene på de vagter vi havde haft sammen, så så jeg ingen grund til at gå til hende, da muligheden for at få fri ikke ville være så stor.

Når jeg tænkte på det penge jeg ville tabe på at tage fri nu, så vidste jeg selvfølgelig godt, at det ikke var en skid smart, men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være her lige nu.. Okay, i det hele taget kunne jeg ikke holde ud at være nogen steder, da jeg i virkeligheden nok bare ikke kunne være i mig selv, men med det humør jeg fik af det, så følte jeg det ikke sikkert for nogen, at jeg var på vagt i aften. Min lunte var kort og i sidste ende kunne det koste mig mit job permanent, hvis jeg endte med at stå overfor nogen fulde idioter i aften, der ikke forstod, at de skulle skride, når jeg bad dem om det.

Alt det her kom sig kun pga én ting!.. Eller, rettere én person!. Hvorfor helvede skulle jeg også lige støde ind i hende man!. Ej okay, jeg ville jo godt møde hende, men det hun sagde havde jeg virkelig svært ved at deale med..

Jeg havde prøvet at slippe tanken om, at hun var tilbage hos Jamie og var ovre mig fuldstændig, men jeg kunne ikke. Hånden på hjertet, så generede det mig helt vildt, at hun kunne gå der og være tilbage til det normale imens jeg gik her og følte, at mit liv havde vendt sig 180 pga hende!.

Den følelse havde jeg egentlig slet ikke haft på den her måde før, da håbet stadig var der, men nu hvor hun på ét sekund slukkede mit håb, så kom den her følelse.. Og det gjorde mig fucking rasende indeni!..

Jeg stoppede op, da jeg nåede til Jacks kontor, og tøvede ikke med at banke på, hvor jeg godt kunne høre på de bank jeg lavede, at de var lidt hårdere end normalt.

’’Jaer?..’’ Lød det inde fra kontoret. Jeg tog i håndtaget og åbnede døren og fandt hurtigt Jack siddende bag sig skrivebord med en masse papirer foran sig, som han havde hele hovedet begravet i.

’’Jack?’’ Sagde jeg kort idet jeg trådte ind og lod døren stå åben bag mig. Jack kiggede op på mig.

’’Hva så, Justin?’’ Spurgte han mig og så tilbage ned i sine papirer.

’’Kan du ikke få en anden til at tage vagten i aften?’’ Spurgte jeg ham køligt og fik sekundet efter hans blik tilbage op på mig.

’’Hvorfor?’’ Spurgte han mig undrende og rynkede panden lidt.

’’Jeg har det ikke så godt..’’ Løj jeg og havde forberedt mig på, at det var det jeg skulle sige. Ja, jeg kunne jo ikke så godt sige, at jeg havde stødt ind i en pige jeg engang havde noget med, og som havde gjort mig fuldkommen vanvittig ved tanken om, at hun igen var sammen med min bror, som jeg i første omgang havde brugt fucking meget tid på at få hende væk fra!.

’’Nå?.. Hvordan ikke så godt?’’ Spurgte han mig og lagde afslappet sine papirer fra sig og så afventende på mig.

’’Jeg er bare dårlig.. Jeg er svimmel og et sådan.. Jeg tror det er noget influenza-halløj’’ Svarede jeg og kunne godt høre, at jeg tøvede lidt, da jeg ikke lige var forberedt på at skulle gå i dybden med, hvordan jeg havde det dårligt.. Åndssvagt, at jeg ikke havde tænkt på det, når det nok var det mest oplagte han kunne spørge om!.

’’Hmm?. Okay?..’’ Mumlede Jack og så tænksomt på mig et godt stykke tid.

Ærlig talt, så kunne jeg godt se på ham, at han nok ikke åd den 100%, men alligevel holdte jeg fast i at se smådårlig ud og virke syg. Nu havde jeg taget beslutningen om det her. Så måtte jeg sku også stå fast!.

’’Ja, men så må du jo tage hjem..’’ Brød han til sidst tavsheden med at sige imens han tog en dyb indånding ind.

’’..God bedring’’ Fortsatte han kort og smilede afslappet til mig.

’’Tak..’’ Nikkede jeg kort til ham, hvorefter jeg vendte mig om og forlod hans kontor igen imens jeg fik en lettet følelse over at have lov til at tage hjem.. Endelig noget der gik problemfrit og uden noget pis i min retning!.

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 19. Januar, 2018. Kl. 18.18.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne imens følelsen af ren udmattelse var det første jeg blev bevidst om. Først forstod jeg slet ikke, hvorfor jeg følte mig så udmattet, men idet jeg åbnede øjnene og som det første fik øje på udsigten igennem de store panoramavinduer, så blev jeg hurtigt mindet om, hvorfor!. Shit!..

Jeg kiggede straks ned af mig selv og så, at min nøgne krop var dækket af et af tæpperne fra sofaerne. Jeg satte mig hurtigt op og holdt tæppet op foran mit bryst og kiggede mig omkring og blev bevidst om, at jeg var helt alene.

’’Shit..’’ Pustede jeg hviskende og tog mig til hovedet med den ene hånd og lukkede kort øjnene før jeg igen samlede mig sammen og tog en dyb indånding og kiggede rundt på gulvet, hvor mit tøj lå spredt.

Jeg svang mine ben udover kanten af sofaen og bøjede mig hurtigt frem og greb som det første, mine trusser, som jeg stak fødderne igennem og trak så langt op af mine ben, så jeg til sidst måtte rejse mig for at få dem helt op. Jeg smed tæppet væk og efter at have fået trusserne op på plads, bøjede jeg mig ned og tog min bh, som jeg også hurtigt fik på.

Jeg fandt mine strømper og mine bukser og tog det på, og fandt som det sidste min stropbluse. Jeg bøjede mig ned til den imens jeg satte mig ned i sofaen igen, og tog blusen op og bemærkede i det samme, at noget røg ’’ud af den’’ idet jeg løftede den fra gulvet.

Jeg sank en klump i halsen, da jeg fik øje på den lille sølvfarvede og oprevet pakke. Jeg fik det lidt skidt ved at se den pakke, men samtidig også ret godt.. Jeg fik en ro, da det mindede mig om, at vi havde husket at beskytte os, trods Jamie først var lidt imod, men jeg havde insisteret, men så kom den dårlige samvittighed og tanken om, at det der skete, ikke skulle have været sket..

’’Hey..’’ Jeg gispede lidt og så mig straks over skulderen, hvor jeg fik øje på Jamie der kom gående i sine joggingbukser og bar overkrop inde fra hans kontor.

’’Hej..’’ Svarede jeg kort og så frem for mig igen og ned på min bluse på mit skød, som jeg straks begyndte at fumle med, så jeg kunne få den på.

’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte han mig lettere undrende, da jeg trak blusen over hovedet og rejste mig op.

’’Øhm.. Jeg har en aftale med mine venner.. Hvad er klokken?’’ Spurgte jeg ham og kunne sagtens høre min egen stress i min stemme.

’’Den er kun lidt over 6 om aftenen.. Du behøver da vel ikke gå lige nu?’’ Spurgte han mig imens han med rolige skridt bevægede sig ned til mig.

’’Jo.. Jo, jeg skal ud og spise med dem og jeg skal lige hjem i bad og skifte tøj og sådan..’’ Svarede jeg lettere stresset og kiggede mig hele tiden omkring for at ekstratjekke om jeg havde glemt nogen ting.

’’Du kan sku da bare gå i bad her?. Du har stadig en masse tøj oppe i walk in closettet’’ Svarede Jamie mig idet han nåede rundt om sofaen og kom helt over til mig og lagde sine arme om maven på mig bagfra, hvor han afsluttede sin sætning og plantede et kys på min nøgne skulder.

’’Nej, jeg.. Jeg skal hjem..’’ Sagde jeg kort og tog blidt fat i Jamies arme og trak dem væk fra mig i takt med, at jeg med lettere hurtige skridt bevægede mig udenom sofaen og op af de få trappetrin der adskilte stuen og det store entréområde.

’’Molly, hey!. Stop lige engang’’ Lød det ret seriøst bag mig, så jeg straks stoppede op og vendte mig om imod ham imens jeg tog en meget dyb indånding og tog mig lidt til hovedet imens Jamie småløb op til mig.

’’Jamie, det.. Det her skulle ikke have været sket’’ Sagde jeg opgivende og prøvede at trække vejret ordentligt imens jeg fjernede hånden fra hovedet og så op på Jamie, som stoppede op foran mig.

’’Det mener du ikke, det der!.. Gør du?’’ Brummede han og kneb øjnene lidt sammen, som tegn på, at han ville være helt sikker på, at det jeg sagde, var det jeg mente.

’’Jamie, jeg.. Jeg er virkelig ked af det, okay?. Jeg skulle have sagt ordentligt nej til dig. Jeg var følsom og ked af det, og jeg lod dig tro, at.. At det her kunne ændre noget, men..’’

’’Hallo, stop lige det der, Molly..’’ Stoppede Jamie mit stressende og meget oprevet forsøg på at forklare mange ting på meget kort tid.

’’Jeg er nødt til at gå, Jamie..’’ Hviskede jeg stille, da han ikke sagde mere, men bare stod og så lettere undrende på mig.

Jeg vendte mig om og gik imod elevatoren, men stoppede kort op ved trappen, der førte ovenpå, hvor jeg havde lagt min jakke og mine sko. Heldigvis var mine sko nogen som jeg bare lige kunne stikke fødderne i, og min jakke kunne jeg tage rigtigt på i elevatoren, så det krævede ikke meget tid for mig.

’’Ser du en anden?..’’

Jeg rettede mig op, da jeg havde fået fat i min jakke, og vendte mig om og så tilbage på Jamie, der gik imod mig med et lettere oprevet ansigtsudtryk, hvilket gav mig en klump i halsen.

’’Er det det?. Har du fundet en anden?!’’ Spurgte han brummende og så afventende på mig.

’’Nej.. Slet ikke..’’ Småhviskede jeg og kiggede ham direkte i øjnene.

’’Hvad fanden er problemet så?!. Huh?!’’ Brummede han og så anspændt på mig, som blev lidt mundlam og bed mig lidt i underlæben.

’’Det er stadig ham, ikke?.. Det er pga ham, at du ikke kan give slip!’’ Brummede Jamie helt anspændt i hans kæbe.

’’FORHELVED, SÅ SVAR MIG MAN!’’ Råbte Jamie og hamrede sin knytnæve hårdt ind i trappens gelænder, så jeg gispede og straks trådte et skridt tilbage af bare frygt for, at jeg som den næste ville mærke den knytnæve.

’’Nej, det er ikke på den måde, Jamie!. Jeg kan ikke bare ikke være i et forhold, hvor..’’

’’Hvis jeg kan lægge det lort bag mig, så kan du kræftedeme også!. Du er tilgivet, forhelved!. Du..’’

’’MEN HVORFOR, JAMIE!..’’ Afbrød jeg ham råbende, så han stoppede med at snakke.

’’Hvorfor kan du tilgive mig og ikke din egen bror?!. Det burde være ham du tilgav!’’ Fortsatte jeg og mærkede hurtigt, at jeg fik fat på noget, som faktisk var lidt dybere end jeg først havde troet. At sige det påvirkede min dårlige samvittighed på en sådan måde, at jeg kunne mærke, at det havde noget med det hele at gøre.

Hvorfor skulle jeg slippe for let og blive tilgivet uden at gøre noget, når Justin ikke blev det samme?. De var jo forhelved brødre, men de sidste par gange, hvor jeg havde talt med Jamie, havde han givet udtryk for, at han stadig ikke snakkede med Justin overhovedet, og heller ikke havde tænkt sig det. Hvordan kunne han bare vende ryggen til sin egen bror, men tilgive mig uden, at jeg nærmest behøvede at arbejde for det?. Det var helt klart min retfærdighedssans der spillede ind her. Det var pga den, at en del af alt min dårlige samvittighed var kommet fordi jeg følte, at jeg slap alt for let.

’’Manden stak mig til panserne man!. Han ødelagde næsten min forretning og gav mig 2 år i spjældet, fordi han ville have min pige man!..’’

’’Som var dig utro gentagende gange og som overvejede at få et barn med ham!’’ Udbrød jeg hurtigt og mærkede alle mine følelser komme udenpå tøjet.

’’Det jeg gjorde var mindst ligeså slemt.. Hvis ikke værre.. Og jeg vil ikke tilgives, hvis han heller ikke bliver det’’ Fortsatte jeg dybt ærligt imens Jamie frustreret kørte sin hånd igennem sit hår og trådte lidt anspændt rundt før han igen vendte sit skarpe blik hen på mig..

’’Du har stadig følelser for ham, ikke?!..’’ Brummede han stille og så afventende på mig med et lynende blik, som jeg hurtigt kunne se, ikke forventede et svar.. Han kendte det udmærket i forvejen, og det beviste han også, da han rystede lidt på hovedet og tog en dyb indånding og krydsede sine arme.

’’Gider du godt gå?..’’ Spurgte han mig helt køligt uden at kigge på mig. Ja, trods hans spørgende tone, så vidste jeg udmærket godt, at det der slet ikke var et spørgsmål.. Det var en ordre..

’’Det var ikke for at..’’

’’Molly, skrid..’’ Afbrød Jamie mig meget bestemt uden stadig at kigge på mig.

Jeg trak lidt luft ind og mærkede en virkelig dårlig og gnavende følelse i kroppen, men valgte uden indvendinger at gøre som han sagde. Jeg kunne se på ham, at hans grænse var nået og som jeg kendte ham, så vidste jeg, at jeg ikke skulle træde over den grænse, hvis ikke jeg ønskede at det skulle gå helt galt.. Og det var nok det sidste jeg ønskede..

Jeg trykkede elevatoren op til mig og følte ventetiden virkelig lang. Et par fodtrin lød bag mig, så jeg kiggede mig tilbage og så Jamie forsvinde op af trapperne til førstesalen i et hurtigt tempo.

*Ding*

Jeg så frem for mig igen og trådte ind igennem elevatordørene som adskilte sig, og trykkede på stueetagen, så dørene igen lukkede sig og begyndte at køre mig ned igennem højhuset. Hvor var Jamies elevatormand egentlig?.. Ja, hvor var alle hans folk overhovedet?..

Jeg rystede hurtigt min undrende tanke over Jamies manglende personale væk, og lænede mig op af bagvæggen i elevatoren imens jeg tog mig til hovedet og kneb øjnene lidt sammen.

Jeg havde virkelig ingen ord til mig selv.. Ikke andet end, at det fandme var for langt ude, at jeg ikke engang kunne finde ud af at sige hvad jeg ville uden at skabe flere problemer!. Jo, jeg fik da sagt, hvad jeg kom for at sige, men selvfølgelig skulle jeg da lige ryge i med Jamie, som igen fik falske forhåbninger, som jeg kunne bruge til at splitte ham totalt ad bagefter!. Hvorfor man!. Hvorfor lige mig!. Var det bare meningen, at jeg skulle ødelægge folks liv og træde så fucking meget på dem, eller hvad?!.

Jeg nåede stueetagen, hvor dørene gik fra, og jeg tog en dyb indånding og steg ud med hurtige skridt. Jeg gik ud af hovedindgangen og drejede rundt langs med højhuset, for at komme hen til busstoppestedet, hvor jeg kunne tage bussen hjem til Becca, for igen at gå i bad og gøre mig klar, så jeg kunne tage ud og spise med de andre som planlagt.

Allerede nu var jeg sikker på, at denne her lille detalje der var sket, nok var bedst at holde for sig selv.. Jeg havde virkelig lyst til at dele det med Becca og en lille del af mig prøvede da også at fortælle, at jeg før eller siden vel nok kom til at fortælle hende det.. Men lige nu havde jeg den bedste følelse, når jeg tænkte, at jeg bare skulle holde det for mig selv.

Jeg drejede ned af gaden, som normalt altid var helt tom for mennesker, da her ikke var så meget andet end det busstoppested og lejligheder for ældre borgere, men blev denne gang faktisk lidt overrasket over, at der var andre på gaden end mig. En fyr i mørkt tøj kom gående stille og roligt imod mig med sin hætte over hovedet og hænderne i hættetrøjens lommer.

Jeg trak lidt ud imod vejen på fortovet, og gjorde plads til, at han kunne komme forbi mig, når han på et tidspunkt nåede helt hen til mig. Der gik kun få sekunder før jeg kunne høre hans skridt være inde for rækkevidde, men undrede mig lidt, da hans skridt slet ikke passede til lydende, som jeg pludselig kunne fornemme var meget hurtigere og som kom bag mig nærmere og nærmere..

Jeg så mig over skulderen, og mit hjerte fløj straks helt op i min hals, så jeg gispede højt, da en skikkelse, som nærmest var fuldstændig identisk i tøjet med ham der gik foran mig, småløb lige bag mig og i samme øjeblik som jeg så mig tilbage greb fat i mig!. 

Jeg skreg straks op og så mig frem, hvor den anden mand i det mørke tøj stoppede op lige foran mig imens en handskebeklædt hånd lagde sig over min mund og dæmpede mine hylende skrig fuldstændig.

’’Slip mig!.. Hjæææælp!!’’ Skreg jeg imod handsken men kunne med det samme høre, at det nok ikke hjalp så meget, da handsken tydeligvis var tyk og gjorde at min stemme slet ikke kunne trænge igennem.

Tårerne begyndte at vælte ned af kinderne på mig imens jeg kæmpede for at komme fri, men blev holdt fuldstændig fast af manden bag mig. Manden foran mig tog en telefon frem og satte hurtigt op til øret.

’’Yo!. Kom med bilen nu!’’ Småvrissede han i telefonen og lagde derefter på og sprang straks over imod mig og greb fat i mine ben, som jeg helt febrilsk forsøgte at bruge til at kæmpe mig selv fri med, da mine arme var låste i mandens greb.

Lyden af hvinende dæk overdøvede fuldstændig mine hulk og skrig imod handsken. Jeg så mig til siden og fik øje på en stor sort kassevogn, hvor sidedøren bagi blev trukket op af en 3. mand, der også var iført mørkt tøj.

Alting gik så stærkt og før jeg vidste af det, blev jeg kastet ind i bilen af de to mænd, som hoppede med ind bagi og lod den 3. mand smække sidedøren igen.

’’Afsted!’’ Brummede den 3. mand til føreren af kassevognen imens jeg skreg og sparkede og slog med alt hvad jeg havde for at fjerne de to mænd fra mig, som forsøgte at binde mine arme og ben med, hvad der lignede lange hvide strips.

Jeg forsøgte imens at se på deres ansigter, da tanken om at forhåbentlig skulle genfortælle, hvordan de så ud til politiet, kom ind i mit hoved. Desværre fik jeg ikke meget ud af det eftersom, at tårerne der væltede ud af øjnene på mig, gjorde mit blik helt slørret, så deres ansigter blev helt utydelige.

’’Lad mig være!.. Fjern jer fra mig, i psykopater!.. Slip mig!’’ Skreg jeg helt hysterisk idet den ene gut fik vendt mig om på maven og fik fanget mine arme, som han samlede på min ryg og bandt strips om.

’’Få hende til at holde kæft man!. Folk ude på gaderne kigger man!’’ Lød det oppe fra forsædet, hvor føreren af bilen sad og straks gav mig et stikord.

’’HJÆLP MIG!. JEG ER I KASSEVOGNEN!.. HJÆÆÆÆLP!!’’ Skreg jeg så højt jeg kunne og brugte alt luften i mine lunger.

’’Så slukker vi fandme, søster!’’ Lød det brummende fra en af fyrene, som jeg slet ikke kunne se, hvorefter jeg mærkede, at han løftede op i min jakke og tog fat i kanten af mine bukser.

’’NEJ!. NEEJ!. LAD VÆRE!!’’ Skreg jeg og vred mig rundt imens tårerne blev endnu voldsommere og panikken i mig steg endnu mere end den i forvejen havde gjort.

’’Hold hende man!’’ Brummede den samme stemme som fra før, hvorefter jeg mærkede nogen faste greb rundt på mig, som tvang mig til at ligge stille.

’’Please!.. Lad være!’’ Hulkede jeg hysterisk imens jeg mærkede mine bukser blive trukket ned og sat lige under mine balder, som nu var blottede, da jeg kun havde G-strenge på.

’’ARHG!’’ Skreg jeg, da jeg pludselig mærkede et ordentligt stik bore sig ned i min ene balde, hvorefter mine bukser blev sat op på plads igen..

-Og det var det sidste jeg mærkede, før alting slørrede sig endnu mere og først blev til en grålig nuance inden det faithede i sort og alt lyd omkring mig fortog sig..

_____________________________________________________

Heeey Guys!. 

Tusind tak for alle jeres gode råd!. 

Jeg var oppe til Mundtlig Dansk eksamen i morges, og jeg er virkelig godt tilfreds med udfaldet!. 
Trods det, at jeg kun havde 50 minutter til at læse og lave en analyse over et eventyr, og ikke nåede at blive helt færdig, så jeg måtte improvisere en del, så endte jeg alligevel med et 10 tal, og jeg er mildest talt mere end stolt af mig selv!.
Frygtede mest de mundtlige eksamner, så at den ene er overstået med sådan en karakter, gør mig virkelig stolt! :D 

 

Som et tak for alle jeres råd, som jeg vil tage med mig på fredag,
hvor jeg har min sidste eksamen, som er Mundtlig Engelsk,
får i hele 2 kapitler idag! :D 

 

I er så skønne!. 
Hvor er det bare fedt, at i gider dele jeres gode råd og hjælpe og støtte andre!. 
Det fortjener i mine øjne så meget credit, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at i skal have 2 kapitler idag! :D

#Karma
#GiveBack

 

Massere af krammere herfra - Og ikke mindst held og lykke til alle jer der knokler med eksamnerne! :D 

Love <3 

-NetteC :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...