Stol På Vinden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2018
  • Opdateret: 25 maj 2018
  • Status: Færdig
En skoleopgave der lød sådan: En Tings Erindring.
Jeg valgte at skrive om en fjer, der falder af dens fugl.

1Likes
2Kommentarer
62Visninger
AA

1. Stol På Vinden

Jeg husker tydeligt dets skarpe og klare lyd. Vindens tuden der blandede sig med den. Tænk at jeg troede, jeg ville savne det hele.  Blæsten strøg let og diskret over mig. Jeg kunne lide tanke om at være så blød som fløjl og hvid som sneen på en urørt bjergtop. Dyret skræppede sagte. Klagende.

 Dagen var frisk og grå. Det var den bestemte tid på året, hvor det ikke var frost, blot bidende koldt. Menneskene gik med skulderne om ørerne, og deres hjemmestrikkede vanter gemte på deres rystende hænder. Jeg havde set dem kort, når dyret landede på jorden for at finde mad, for derefter at flygte op til himlen igen, når et barn skrigende løb imod det.  
 Dyret behøvede ikke vanter. Det havde heller ingen skuldre at trække over ørerne. Eller ører for den sags skyld. Jeg nåede i hvert fald aldrig at se dem. Det havde kun mig og de andre hvide, bløde fjer.
 Vi holdte det varmt. Vi løftede det fra det hårde land. Vi førte det sydpå når Danmark blev kold. Men fik vi nogensinde en tak? Selvfølgelig ikke. Det var vel ikke engang klar over, at vi sad fast på dens ellers bare krop. Uden os ville det nok dø, men det talte vi ikke om.
 Dyret skræppede endnu engang, sikkert for at kommunikere med de andre fjerdækkede kræ omkring os. Vi styrede nedad og landede blødt på det morgenduggede græs. Dyrets hale og derfor jeg, blev slæbt hen over jorden i et kort øjeblik. Heldigvis knækkede ingen af mine skrøbelige stråler af. Denne gang.

 

Alt var stille og roligt. Der var vand i nærheden af græsengen, som vi befandt os på. For småt til dyret, for stort til mig. Vindstød fik mig til at svaje en anelse, og et tordenbrag lød i det fjerne. Jeg glemte det dog hurtigt, da dyret bevægede sig imod vandet.
 Vi strøg elegant hen over vandoverfladen, det var forfriskende. Roligt. Stil…
 Endnu et tordenbrag lød. Denne gang højere. Jeg tænkte ikke over det, før noget plumpede ned i vandet ved siden af os. Det var ikke torden, vi hørte, men skud.
 Kaos omringede kræene, da de i en stor gruppe flygtede opad. Med ét nærmest sprang dyret op ad vandet og direkte op i luften. Det baskede vildt omkring sig med vingerne og kæmpede sig videre. Jeg brugte alle mine kræfter, men pludselig mærkede jeg noget knække. 
 En underlig følelse af at være alene ramte mig, da jeg stille dalede ned mod vandet. Dyret blev mindre og mindre imens det forsvandt bag træerne. Jeg så bedrøvetefter det, der engang var mit hjem, imens jeg landede blødt på vandoverfladen. Det var sidste gang, jeg så dyret.

 

Vindpust dannede små bølger i søen, som bragte mig længere og længere ind på midten. Det var håbløst. Jeg kunne ikke bevæge mig eller råbe på hjælp. Flere fjerdækkede dyr fløj hen over mig. Solen stod nu højt på himlen, men skyer dækkede for den nu og da. Nogle af dem var advarende mørke.
 Et kraftigt vindstød dannede højere bølger. Det trak op til stormvejr, og jeg bad til, at jeg ville blive løftet op. Vandet bevægede sig under mig, og endelig flød jeg op på land.
 Hvad skulle jeg nu? Skulle jeg bare blive her? Nej, det nægtede jeg. Jeg så hvilken vej dyret fløj, hvis bare jeg kunne tænke på en måde at finde det igen.
 Mine tanker blev afbrudt, da det igen begyndte at blæse kraftigt. Vinden både tørrede og løftede mit våde selv op i luften. Jeg hvirvlede rundt om mig selv og fik straks gåpåmod. Dyret plejede at flyve i medvind. Hvis jeg lod mig svæve på vinden, ville jeg måske blive ført tilbage til mit hjem.
 Så godtroende jeg var dengang.

Solens stråler var blevet gemt væk, og man kunne nu kun ane lyset, der slap igennem skyernes tætte dyne.
 Jeg anede ikke hvor langt eller i hvor lang tid, jeg havde svævet, men dengang føltes et minut som en evighed.
 I det fjerne skimtede jeg toppen af noget mørkerødt. Som jeg kom nærmere og nærmere, opdagede jeg, at det var en gammel, faldefærdig stald. Kunne dyret have søgt ly for det kommende uvejr derinde?
 Jeg prøvede at bevæge mine stråler for at komme nedad, og på mirakuløs vis virkede det. Jeg svævede roligt ind gennem en sprække i trævæggen.

Stalden lugtede af frisk hø og gamle dyr. Jeg lagde mig på jorden og så mig omkring. Godt nok stod der store dyr rundt om mig, men ingen havde fjer.
 Et stort og kluntet dyr stirrede på mig, imens det sløjt tyggede på noget hø. Ansigtet var fjoget og brunplettet. Øjnene var nærmest sorte. For slet ikke at tale om dets enorme størrelse. Ja, mindst ti gange så stort som mit dyr, måske hundrede!
 Jeg var så optaget af mine tanker, at jeg slet ikke lagde mærke til, at det brogede monster bøjede sig ned og snusede til mig. Så let som ingenting blev jeg suget op imod den store næse. ”Hjælp!” prøvede jeg at råbe, men ikke engang en lille lyd kom ud. Jeg så dyrets stærke tænder, hvis jeg blev suget derind, var jeg færdig. Langsomt begyndte jeg at glide fra dens mule ned imod dets mund. Så fik jeg en idé. Det måtte bare virke.
 Jeg bevægede mine små stråler så godt, jeg kunne.
Dyret udstødte en underlig lød. Så prustede det kraftigt, og kastede mig derfor helt over i den anden side af stalden.
 Alt om mig drejede rundt, og det ville ikke stoppe. Jeg prøvede at bevæge mine stråler, men det hjalp ikke.
 En høj og klagende lyd bagfra fik mig til at spjætte. Døren ind til laden blev åbnet, og et vindpust nåede at slippe ind, inden døren igen blev lukket. Jeg hvirvlede stadigvæk rundt i luften, indtil jeg mærkede noget gribe fat i mig.

En stor hånd klemte omkring mig, og jeg følte mig mere og mere kvalt. En dyb og mørk stemme brummede noget, jeg ikke kunne forstå. Jeg bad til, at hånden ville give slip, men der skete ikke noget.
 Jeg var sikker på, at det var slutningen. At jeg ville blive kvast ihjel af hånden. Hvert sekund ventede jeg på, at den uudholdelige smerte ville ramme mig. I stedet for smerte blev jeg mødt af kulde og blæst, men jeg svævede ikke. Hånden holdte stadigvæk om mig. Den om skærmede mig for verden omkring mig.
 Kulde. Åbne. Varme. Lukke. Jeg kunne regne ud, at jeg var inde i et nyt hus, men dette var anderledes. I stedet for halm og dyrelyde, blev jeg mødt af musik og duften af færdiglavet mad. Der lød bløde stemmer omkring mig, og jeg blev plaget af lysten til at se, hvad der skete.
 Det var som at se lyset for første gang. Jeg blev mødt af varme omgivelser og to behagelige ansigter. Det ene tilhørte end høj og langskægget mand, det andet en lille, lyshåret pige, der ikke engang var halvt så høj som manden. Hun havde en fin, lilla hat på hovedet.
 Barnet hvinede af fryd, da hun fik øje på mig og samlede mig straks op, men ikke som manden havde. Hendes greb var mindre stramt. Som var jeg et stykke skrøbeligt porcelæn, placerede hun mig forsigtigt i den lilla hat.

Nu tænker du måske, at en hat ikke kan være et hjem. Men et hjem er der, hvor du er glad, og det er jeg her. På min rette plads i den lilla hat.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...