Der var engang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2018
  • Opdateret: 25 maj 2018
  • Status: Igang
Der var engang en dreng, som så en pige. Han så hende for den hun var, og ikke hvad hun var udsat for. En situation blev pludselig mere kompliceret end den burde. Ville han virkelig udsætte sig selv for det?

En historie omkring en kærlighed der ikke burde have eksisteret.

Fortalt fra to personer

1Likes
0Kommentarer
93Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Kapitel 2.

(Zeke's point of view)

Basket bolden blev kastet mod mig, og jeg griber den med et fast greb. ‘’Kom så Zeke!’’ Træneren råber til mig, der er et minut tilbage af kampen. James beskytter mig mens jeg spurter ned mod kurven. Tiden begynder at virke meget langsom. Jeg kigger rundt i idrætssalen, James råber noget til mig som jeg ikke opfanger. Drengene fra min parallelklasse er på vej mod mig. Hvis jeg rammer bolden i kurven nu vinder min klasse for 7. gang i år. I den anden ende af hallen kunne jeg se pigerne spille badminton. De var nær så engageret i deres spil som vi var.  Jeg var noget op til kurven, James var lige bag mig. ‘’Skyd så for helvede!’’ James skreg mens jeg langsomt stoppede op. Jeg hoppede og bolden fløj ud af mine hænder. Tiden blev normal da bolden ramte i kurven. Alle drengene fra mit hold råbte op og løb mod mig. Træneren kom letløbende og havde et kæmpe smil klistret fast til sit ansigt. ‘’Zeke! Kan jeg snakke med sig ude på gangen?’’ James stod ved siden af mig, jeg gav ham et kort blik. Han kiggede mod mig, og lavede tegn til jeg skulle gå. Jeg gik med træneren ud mod gangen, kiggede hurtigt over min skulder. James så skuffet ud.

 

‘’For satan, Zeke. 7. gang i træk, hvordan gør du det?’’ Træneren klappede mig hårdt på skulderen. Jeg grinte af hans kommentar ‘’Det er et godt spørgsmål. Men holdet hjælper mig jo en del. Træner.’’ Træneren kigger op og ned af mig. Højden er passende til en karriere i basket. Men ellers er jeg ikke så ekstraordinær. Mit sorte hår var nok blevet en anelse for langt. Jo, jeg var da i form, men overhovedet ikke i forhold til James. ‘’Hvad siger du til at jeg, ringer til Kansas Jayhawks? Måske kunne du få en rundvisning.’’ Træneren kigger på mig med et undrende smil. Jeg var helt mundlam, men endte med at nikke ivrigt. Træneren smilede endnu mere, og gav mig hånden. Han forsvandt ind i hallen igen. Jeg begyndte at grine. Det hele var bare surrealistisk. Jeg kunne gå på en af de mest fedeste basket skoler i landet. Jeg hørte nogen komme gående fra den anden side af den store gang. Jeg skyndte mig om bag et skab, det var jo trods alt stadigvæk time, og hvis rektoren eller nogen anden fandt mig her, ville jeg komme i store problemer. ‘’Nu skal du ikke bekymre dig vel, de passer på sig her okay?’’ Stemmen var dyb men bekymrende. Jeg kunne høre de valgte at stoppe op, og den næste der snakkede lød meget bekendt. ‘’Jeg er nu ikke så sikker far. Denne her skole virker ikke normal.’’ Det var Lillie. Hun var lige rundt om hjørnet og alligevel følte jeg hun var langt væk. Jeg måtte kigge, jeg havde en indre trang til at se hende igen. Jeg drejede hovedet og kiggede lidt ud for skabene. Hun stod med ryggen til. Hendes hår lå stadigvæk og hvilede på hendes skuldre, dog havde hun taget sin blå sweater af. Den hvide tanktop strammede sig ned af hendes slanke krop. Sweateren havde hun bundet rundt om sin talje. ‘’Husk nu ikke at socialisere dig med drenge, det er vores eneste regel..’’ Faren tog hende ind til sig, han kiggede rundt i gangen hvilket gjorde at jeg hurtigt trak til mig selv. ‘’Er vi enige Lillie? Ingen drenge, du mister fokus.’’ De fortsatte langs ned gangen. Jeg kunne se Lillie var nedtrykt, hun gik med sin sweater tæt ind til sig. Jeg så hende forsvinde ud af døren, men hendes far blev stående. Han fik øjenkontakt med mig, og sendte mig et koldt blik. Han tog hans solbriller på og gik ud af døren. Han havde vidst jeg var her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...