Forbidden Love

Den 18 år gamle Mia Hazel Roberts påbegynder ny et nyt kapitel i hendes liv. Sidste år af high school. Hvad der skulle blive hendes bedste år i hendes liv, begynder langsomt at ændre sig til det modsatte.

Hele hendes liv har hun været bedste veninder med den populære heppekors leder, Lindsay. De har altid være uadskillelige og opført sig som søstre. Der kommer bare en regel med hvis man skal være veninder med Lindsay. Hendes bror er off limits. Så hvad gør man når man pludselig falder for den tiltrækkende storebror, og hvad gør den såkaldte bedste veninde når hun finder ud af det?

2Likes
0Kommentarer
93Visninger

1. Første dag

Kære dagbog

I dag er dagen. I dag starter jeg med sidste semester på high school. Det er helt surrealistisk. Men det her år skal nok blive det bedste år nogensinde. Det ved jeg bare! Det hele skal nok gå. Alt bliver bedre. Det kan jeg mærke.

 

Måske skulle jeg starte med at præsentere mig selv. Mit navn er Mia. Mia Hazel Roberts. Jeg blev opkaldt efter min mor, Hazel Roberts. Hun døde kort efter jeg blev født. Hun havde kræft og valgte at stoppe med medicinen, så hun kunne føde mig, hvilket resulterede i at vi mistede hende. Min far var knust. Han er knust. Nogle gange tror jeg lidt at han bebrejder mig. Havde hun ikke født mig havde hun måske været i live. Men min mor så ingen anden udvej, en at give mig chancen for et liv. Et liv uden hende.

Men jeg har min bonusfamilie. Familien Stevenson. Den består af min bedste veninde i hele verden. Lindsay. Lindsay har altid været der for mig. Hun har altid sørget for at jeg ingenting mangler. Dog er hun bare den mest populære pige på hele skolen. Mest af alt fordi hun gik i sin brors fodspor. Hendes superlækre storebror, Joseph. Han er to år ældre end os og er lige startet på det lokale collage. Han er mindst lige så populær som Lindsay, hvis ikke mere. Han får alle de piger han gerne vil have og så spiller han football. Ikke nok med det var han også kaptajn, da han gik på skolen. Og selvfølgelig skal han altid være den irriterende storebror, som forstyrrer mig og Lindsay.

Men tilbage til hvad det virkelig handler om. Sidste år på high school. Jeg ville sådan ønske at min mor kunne være her til at se mig. Gøre hende stolt.

Jeg går hen til klædeskabet. Alt føltes gammelt og intet er det helt rigtige. Min far tager mig sjældent med ud og køber nyt tøj, så for det meste låner jeg noget af Lindsay. Jeg tager telefonen frem og ringer til hende.

- Lindsay, siger hun i sin glade, bløde stemme.
Hey, siger jeg, kan jeg komme over?
Ja jeg har også tøj krise så kom bare.

Hun afslutter samtalen og jeg hopper hurtigt i en ternet nederdel og skjorte som allerede ligger fremme på sengen. Jeg går ned og trappen og ud i køkkenet. Min far sidder med avisen på sin sædvanlige plads. Det er som om at han aldrig rigtig har accepteret at min mor ikke længere er her. Han har ikke rykket rundt på noget og pladsen som hun plejede at sidde på, må ingen andre røre. Selvom det er 18 år siden vi mistede hende.

- Jeg tager over til Lindsay og følges med hende, sig jeg og tager et æble. Han kigger op over avisen. Alderen har sat sig som synlige rynker i panden og omkring øjnene. Han nikker og kigger tilbage ned i avisen. Jeg går ud af døren og hen ad vejen. Lindsay bor næsten lige ved siden af mig, hvilket har været min redning op til flere gange, når jeg gerne ville væk hjemme fra.

Som altid går jeg bare indenfor uden at ringe på og stiller mine sko i entreen.

- Hej Mia, siger Lindsays mor, Camilla. Jeg smiler til hende.
Hej Camilla, er Lindsay på hendes værelse? Spørger jeg og kigger op ad trappen.
Ja hun skulle meget gerne være der oppe et sted, smiler Camilla inden hun går ud i køkkenet.

Jeg går op ad trappen og forbi det første værelse med den åbne dør. Joseph står inden for og er i gang med at skifte trøje. I det han trækker trøjen over hovedet blotter han hans flotte, muskuløse overkrop og overarme og i et split sekund går min verden i stå. Jeg står som limet til gulvet og kigger på ham.

- Hej Mia, siger han med et skævt smil og det går op for mig at jeg stirrer på ham. Jeg ryster hurtigt på hovedet og kommer tilbage til virkeligheden.
- Hej, siger jeg med skinger stemme inden jeg hurtigt går videre, helt rød i hovedet.

Jeg går ind af døren og ind på Lindsays værelse. Hun er i færd med at lede en masse tøj bunker igennem og står i jeans og en bh.

- Jeg har ingen idé om hvad jeg skal tage på, siger hun og kigger på mig, og det har du tydeligvis heller ikke
Mit skab er så tomt, jeg håbede jeg kunne låne noget af dig, siger jeg og kan stadig mærke varmen i mine kinder fra mit sammenstød med Joseph.
Selvfølgelig, du tager bare, siger Lindsay og nikker over mod en af de mange tøjbunker. Jeg begynder at kigge dem igennem og finder en sød, gul top og et par shorts.
Jeg glæder mig så meget til det her år. Alt bliver præcis som jeg ønsker, siger Lindsay og smiler stort til mig inden hun trækker en stram top over hovedet. Hendes lange mørke hår ligger i krøller over ryggen. Hun vender sig mod spejlet og smiler tilfreds.
Det er helt vildt det er vores sidste år, siger jeg og smiler stort. Lindsay kigger på mig og trækker lidt ned i min top.
Søde, det er sidste år. Slut med at klæde sig som en folkeskole elev. Hvis drengene hvad du har. Lindsay smiler skævt til mig og rækker mig en nedringet blonde top. Jeg smiler og skifter.
Meget bedre, siger hun med stort smil. Skal vi?

Vi går sammen ud af hendes værelse og ned i køkkenet hvor Camilla står og snakker med Joseph.
Er i klar til jeres første dag i det sidste år? Spørger Camilla spændt. Joseph vender sig rundt og kigger på os.
Jeg er så klar! Siger Lindsay med ovenud begejstring. Jeg smiler og kigger ned i jorden, da jeg mærker at Joseph kigger på mig.
Jamen så held og lykke piger, siger Camilla og vinker os ud af køkkenet. Jeg kigger på uret og ser at vi er sent på den.
Vi må hellere til at komme af sted, siger jeg til Lindsay og går ud mod hendes bil. Hun smiler og nikker.

 

*

 

Lindsay parkerer bilen og vi stiger ud. Hun retter på sit hår og alt går i slowmotion. Folk stopper op og kigger efter hende, mens hun selvsikkert går hen i mod indgangen. Hun smiler og vinker flirtende til nogle drenge inden hun går indenfor. Jeg følger kejtet efter hende og mærker hvordan jeg går i hendes skygge. Jeg føler mig en smule utilpas i den top Lindsay valgte til mig og føler at alle kigger på mig. Jeg går hen til indgangen og følger strømmen af begejstrede seniors og nysgerrige og nervøse freshmens. Jeg finder mit klasseværelse og sætter mig ind. Under hele timen, kan jeg ikke lade være med at tænke på Joseph og hans overkrop. Jeg ved det er forkert. Lindsay har en regel med hendes veninder og det er at hendes storebror ikke er en man skal være sammen med. Og den regel har jeg overholdt. Mest af alt fordi jeg ikke er hans type.
Selvom jeg er sammen med Lindsay betyder det ikke at jeg også er populær. Tværtimod. Jeg er usynlig og normal. Jeg er ikke med i heppekoret som Lindsay. Jeg er ikke køn, som Lindsay. Jeg er helt normal. Blondt hår og grønne øjne. Jeg er ikke en man ligger mærke til på gangene. Jeg har ikke samme selvsikkerhed som Lindsay. Overhovedet. Men det gør mig ikke noget. Jeg har ikke noget i mod ikke at være populær. Jeg kan ikke lide meget opmærksomhed. Jeg har det fint med at leve i Lindsays skygge. Så længe hun er min bedste veninde så er det okay med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...