ANGST

En historie om angst, hvordan det føles, og hvordan det sker.

ALT DET VI IKKE SNAKKER OM 2

1Likes
0Kommentarer
79Visninger
AA

1. ALT DET VI IKKE SNAKKER OM - ANGST

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og lige så langsomt blev det, der før var en idrætshal fyldt op med elever der spillede volleyball, til et væld af farver der flød ud i hinanden. Jeg rejste mig op, tog stramt fast om mine sorte ruskindsstøvler og løb. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne ud omklædningsrummet, der heldigvis var tomt. Da jeg nåede derud var det som om mine lunger var løbet tør for luft, og mit hjerte bankede med det der føltes som 110 kilometer i timen. Mine ben begyndte at ryste, og jeg havde mistet kontrollen over mig selv. Jeg fik sat mig, på den slidte træbænk der stod, op ad de kolde flisebelagte vægge. Jeg hev og hev efter vejret, det var som om, at der var en der havde skåret en flænge i min lunge. Langt væk kunne jeg høre lyden af døren der åbnede og lyden af stemmer der fyldte rummet. Jeg prøvede at få mit blik op, men det var som om det var spændt fast til gulvet. Mia fra min parallelklasse kom over til mig, “Er du okay? Hvad sker der? Skal jeg hente Jeanette?..”. Jeg kunne høre panikken i hendes stemme og jeg kunne ikke få fremstammet et ord. Jeg prøvede flere gange at kigge op, jeg prøvede på at svare hende, men mislykkedes. “Ida…” fik jeg fremstammet højt nok til hun kunne høre det. Hurtigt blev rummet igen tomt, og det var kun min uregelmæssige, tunge vejrtrækning der fyldte rummets klang. Som tårerne løb ned af mine kinder var der pludselig en hånd på min ryg og en genkendelig stemme ved mit øre. Jeg husker det ikke så tydeligt, men så vidt jeg ved gik vi ud til min lærer lidt efter. Jeg husker at jeg lå og kiggede op i det skarpe hvide lys, mens mine hænder hvilede på min mave. Lyden af Ed Sheerans stemme fyldte mine ører og musikkens rytme fik pludselig min vejrtrækning til at sige klik. Det var det. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder og min mascara var sikkert tværet ud over hele mit ansigt, men jeg var kommet igennem det... igen. Jeg fandt ud af at jeg har verdens bedste venner, og lærere, der virkelig bare er der når man har brug for det. De siger at det der ikke dræber dig gør dig stærkere, men i det her tilfælde, vil jeg nærmere sige, at det der ikke dræbte mig gjorde mig klogere. Det gjorde mig klogere på mig selv, hvordan jeg skal kontrollere mig selv og hvordan jeg skal acceptere mig selv. Det er okay, jeg ikke er perfekt, nogle gange må ting gå galt, og hvad så? Så lære man af det og så bliver man klogere. Så ja, jeg er okay nu, og ja, det er okay ikke at være perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...