Catastrophic Chaos

(OBS HARRY STYLE OG LOUIS TOMLINSON ER IKKE KENDTE I DENNE FORTÆLLING)

Harry styles er altødelæggende, og gør ikke noget for at ændre det. Dette viser sig i den grad, da han ødelægger hans forhold mellem ham og hans lillesøster. Men kan Harry nu ændre sig? Han kommer til at fortryde at splitte ham og hans søster ad.
Brook styles, Harry's lillesøster er hovedpersonen i denne fortælling. Hun er vred og frustreret over sin brors valg, og håber inderligt han skammer sig. Hun er hævnfuld, men ender med at falde i med begge ben. Og hvordan ender det for det ellers så gode kammeratskab mellem Harry og Louis?
Læs gerne med her i Catastrophic Chaos.

0Likes
1Kommentarer
1387Visninger
AA

6. Kapitel 4.

Louis's synsvinkel - Louis's lejlighed - 2.33- nat

 

Jeg var rasende, på alt og alle. Eller, dog ikke Brook. Men Harry, min had havde aldrig været så stor. Harry og jeg havde altid været sindssyg tætte, men på blot lidt over en måned, har jeg mistet alt respekt for ham. Pludselig virker han så fjern fra mig. Jeg kan ikke kende ham. 

Jeg fyrede en knytnæve ind i boksepuden. 

Hvordan kunne han ødelægge sin egen søster på den måde? Brook havde været meget indelukket på det seneste. Dog virkede det som ekstra meget efter i aftes, hvor jeg havde slået Harry, jeg ved ikke om hun er sur på mig. Jeg har en følelse af at jeg har gjort noget forkert, og jeg kan ikke holde det ud. Alt jeg ville Brook var rigtigt. Jeg ville have hende, til mine dages ende. Jeg har elsket hende siden vi var helt små. Hun har bare aldrig lagt mærke til mig. Eller jo, men hun har altid set mig som en ekstra bror. Mens alt jeg håbede var at hun ville se mig som den jeg er, en dreng der er hovedkult forelsket i hende. 

Endnu en knytnæve ramte boksepuden. 

Mine tanker drev mig til vanvid. Jeg havde en følelse af, at det jeg gjorde var forkert, men samtidig rigtig. Jeg mener, forhelved, det var min bedste ven's lillesøster. Men fuck hvor var hun dejlig. 

Jeg fyrede nogle flere slag af på boksepuden. En dør blev åbnet bag mig. Jeg vendte mig om, det var Brook. Hun lænede sig op ad dørkarmen, hendes øjne var røde. Hun behøvedes ikke at sige noget. Jeg rakte bare ud efter hende, hun kom stille mod mig. Med det samme hun var inde for min række vide hev jeg hende ind til mig, og lagde armene om hende. Hun lagde sit hoved på min skulder. Jeg aede hende blidt. Jeg trak mig fra hende og så på hende.

" Vil du med på eventyr?" Spurgte jeg og smilede lumsk. Hun så forvirret på mig, mens et smil bredte sig på hendes læber. 

" Ja, altid." Sagde hun, og brugte mit udtryk altid

 

---

" Hvor er vi?" Spurgte Brook. Jeg kunne næsten ikke se hende i mørket- Men alligevel stod hun stjerneklart for mig. Jeg havde taget hende med til mit yndlings sted. Jeg havde taget hende med op på en skrænt, med udsigt over hele Chicago. Jeg sagde intet, satte mig bare ned på en bænk. Brook satte sig også. 

" Her er smukt." Sagde hun. Hun så ud over byen. Jeg så kun hende.

" Ja, det er du." Sagde jeg, og fik twistet hendes konstatering om til en kompliment. Hun så på mig, og smilede sit smil. Det smil der sagde hold kæft du ik sjov. Underligt nok var det mit yndlings smil.

" Det passer" Sagde jeg og smilede kækt, og så derefter ud over Chicago. Hun rødmede. Hun er så genert, hvilket man ikke skulle tro. Når man møder hende, er hun mægtigt rapkæftet. Men når man kender hende, er hun ret genert, og stille. Ikke fordi hun ikke er flabet eller noget, for gud, det er hun fanme. Men det var det jeg elskede ved hende. Hun var ikke ligesom de fleste, selvom hun gjorde sit bedste for at være det. Vidste jeg at hun gemte på mere. Mere end nogle vidste. Mere end man kunne tænke sig til. Hun er mystisk. Hun så forundret på den mørke himmel, som blev oplyst af tusinde af små stjerner.

" Vidste du, at næsten alle elementer på jorden - inklusiv mennesket- består af stjernestøv." Sagde hun og så spørgende på mig. Jeg så forbavset på hende.

" Nej det gjorde jeg ikke." Sagde jeg og smilede imponeret.

" Fortæl mig mere" Sagde jeg.

" De stjerner vi ser, er faktisk fra fortiden. Den tætteste stjerne er faktisk 25 lysår væk, så det lys vi ser, forlod stjernen for 25 år siden. " Sagde hun. Jeg kunne høre på hende i alt evighed. 

" Hvor har du lært alt det her?" Spurgte jeg.

" Min mor efterlod nogle astronomiske tegninger- Jeg har læst dem og studeret dem lige siden. " Sagde hun og så op på himlen. Jeg sagde ikke noget, greb bare ud efter hendes lille hånd. Jeg holdt hendes hånd i min. Sådan her kunne jeg sidde for evigt. Med hende, ved min side. 

" Brook" Sagde jeg. Hun vendte sit hoved mod mig. Jeg lænede mig ind mod hende, og plantede mine læber på hendes. Jeg kunne aldrig få nok af hende, hun smagte så godt. 

Hun var mit drug, og jeg skulle have mig et fiks. 

Jeg var afhængig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...