Harry Potter, fangen fra Azkaban og de to genopståede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2018
  • Opdateret: 25 maj 2018
  • Status: Igang
Harry er i gang med sit tredje år på Hogwarts, da hans forældre dukker op.

1Likes
0Kommentarer
183Visninger

Author's note

Hej alle, det her er min første movellas, håber i kan lide den.
Jeg har længe gået med tanken om, hvad der ville ske, hvis Lily og James genopstod, jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan det kommer til at lade sig gøre, men det kommer til at ske. Såda jeg læste en fanfiction på fanfiction.net kaldet The tree patronuses, hvor Lily og James returnere, tænkte jeg at det kunne jeg også, så her er den. Min version adskiller sig meget fra den anden, men den har stadig været en inspiration, så synes den skal nævnes.
God læselyst☺️
AA

1. Arthurs besked

Harry kiggede ud af sit vindue på sit værelse i den utætte kedel, han tænkte over hvad Arthur havde sagt, ordene genlød i hans øre som ekko der ikke gad stoppe.

 

 

“Sirius Black er på fri fod”

 

“Sirius Black vil dræbe dig”

 

“Sirius Black var skyld i dine forældres død”

 

 

‘Sirius Black’ bare navnet fik ham til at ryste, ‘Sirius’ er navnet på en stjerne, og Black er sort, tænkte Harry, en sort stjerne, det var hvad han var, nærmest ligesom et sort hul, suger alt i nærheden ind til sig, og destruere det bagefter. Det var det han havde gjordt med James og Peter Pettigrew, det var i hvert fald hvad Harry havde hørt, det sorte hul havde tiltrukket dem, taget dem tæt ind til sig, også lige pludselig destruerede han dem, som om de var ingenting. Arthur havde advaret om, at han ville gøre det samme til Harry, benytte sig af sin viden om James og Lily, benytte sig af sin titel som gudfar, også når folk mindst ventede det, ville han slå til også...

 

Bank bank

 

“Harry, er du derinde?” Det var en lys pigestemme der kaldte, Harry genkendte den straks, og løb hen til døren for at møde sin bedste veninde. Hendes krusede brune hår dirrede af entusiasme da hun krammede ham ivrigt. Han var glad for at se hende, Dursley tillod ikke at han holdt kontakt med de andre over sommeren, og selvom de havde mindre imod Hermione end Ron, havde de ikke fået udvekslet mere end to breve, i løbet af de sidste to måneder.

 

“Hvorfor sagde du ikke du var her?” Hun smilede mens hun sagde det, men han kunne ane en bekymring i hendes øjne, de var hans familie, Hermione og familien Weasley, og til enhver tid ville han, som det første sige hej til dem. Så det var ikke uden grund hun var bekymrede.

 

“Jeg er næsten lige kommet” Det var sandt, men ikke hele sandheden, men den ville han ikke tynge de andre med nu, havde Hermione mon overhovedet hørt om Black?

 

“Når okay,” Hun så skeptisk ud, og med et var det gode humør forduftet, det legede Harry meget, han havde glædet sig hele sommeren til at møde dem, men nu var der kommet et massemyrdende sort hul i vejen. 

 

“Jeg er ked af, at jeg ikke kom ned med det samme, jeg har bare først hørt om Sirius Black for ti minutter siden, det er lidt af en stor mundfuld” Skynder han sig at tilføje, selvom det i hans hoved virkede som det værste emne at bringe op lige nu, bliver Hermione ansigtsudtryk hurtigt lettet, højst sandsynlig fordi hun enten har vænnet sig lidt til tanken, eller bare fordi hun er glad for, at der ikke er nogle løgne i mellem dem.

 

“Ja, det er forfærdeligt, men på den anden side bliver det måske nemmere i år.” Han forstår ikke hvad hun mener, hvorfor skulle det blive nemmere af at have en massemorder randende i hælene?

 

“I år ved vi jo hvem vi er oppe imod, første år brugte vi hele året på at finde beviser på at Snape ville dræbe dig, men det ente med at være professor Quirrell, og sidste år brugte vi alt tiden på at finde ud af hvem der forstenede elever og Norris, og du endte med både at skulle bekæmpe Romeo og basilisken. I år ved vi hvem vi skal gå efter, så det kan være vi får et fredeligt år.” Tilføjede hun, da hun så hans forvirrede ansigt. Den side af det, havde han ikke tænkt over før, hvert år havde han haft en morder i hælene, måske kunne de skippe de ni måneder, hvor de prøvede at finde den skyldige, og så gå direkte til kampen?

 

“Fredeligt tror jeg ikke er det rigtige ord, men vi får se,” Hermione begyndte at grine af Harry’s kommentar, og Harry sluttede sig til hende. Hermione’s ord havde hjulpet, og den kæmpe byrde der havde ligget på hans skuldre, var blevet lettere.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...