Snestorm

Baseret på rigtige hændelser.

0Likes
0Kommentarer
69Visninger

1. Snestorm

 

 

 

Den dag i dag husker jeg dagen tydeligt som den dag, der ændrede mit liv. Det er d. 23. december 2012, bedre kendt som lille juleaften….


 

Min familie har altid gået meget op i d. 23. december, og vi har gjort det til en helligdag i sig selv, med sine egne traditioner. Den morgen kom min far ind og vækkede mig, og fortalte mig at vi skulle spise morgenmad om lidt. Jeg fór op og trak hurtigt i tøjet. Jeg elskede helligdagene, familien kom altid tættere på hinanden, og min stedmor plejede og kunne behandle mig ordentligt disse dage, men idag var anderledes. Allerede da jeg trådte ind i køkkenet kunne jeg mærke stemningen mod mig ikke var den bedste, og jeg fik en klump i halsen, mens jeg gik hen mod spisebordet og satte mig ned. Min stedmor kiggede stift på mig, mens jeg satte mig ned, lige indtil hun kunne høre mine mindre søskende, hendes børn med min far, kalde på hende inde fra stuen. “Moooaaar, der er gaver under træet, må vi pakke dem op?!”

 

- Jeg kan ikke huske hvornår hendes had mod mig egentlig begyndte, men som jeg husker det er det siden hun fik mine søskende med min far. Efter hun fik dem var jeg ikke længere interessant for hende. Hun havde gået fra at være den perfekte mor, kærlig og omsorgsfuld, til at låse mig inde på mit værelse, slå mig, skælde mig ud og nægte mig at tale med mine søskende.

 

“Nej, lad os nu lige spise lidt mad først, så kan i få de pakker der ligger under træet, der er mad lige om lidt”. Jeg kiggede ned på mine søskende, som var helt væk i helligdags glæde, mens min far sad og legede med lego med dem på gulvet. Jeg kunne mærke min klump i halsen blev større. De vidste ikke hvor heldige de var at have 2 forældre der elskede dem mere end noget andet. Jeg er den puslespilsbrik der er kommet i det forkerte puslespil og ikke passer ind nogen steder. Jeg er blondinen i familien med moderen fra Indien og faren med det mørkebrune hår, og børnene der var eksotisk brune med mørke smukke øjne. Inden mine søskende kom til verdenen elskede min stedmor at vise hende selv, min far og mig frem som familie, fordi ingen lignede hinanden. Jeg var blevet tvangsfjernet fra min mor i en alder af 6. Mine forældre havde altid skændes om mig, og til sidst havde min mor sagt at hun ikke ønskede at se mig mere, mens min far kaldte det en tvangsfjerning, hvilket jeg aldrig har forstået hvad betød, før nu, nu hvor jeg er 13. 7 år uden en mor i mit liv, jeg anede ikke hvorfor.

Jeg betragtede igen mine søskende, mens sagnet til min mor blev større. “Hvorfor får jeg ingen gaver?” jeg så op på min stedmor som fnøs af mig, “synes du selv du har fortjent det?”

jeg trak min stol ud fra bordet, “ja? jeg har ingenting gjort ud over at trække vejret, jeg lever efter dine regler, du har hypnotiseret min far og nægter at lade mig kommunikere med mine søskende, du undertrykker mig og behandler mig som Askepot. Det jo komplet åndssvagt”

Min stedmor kom hen og tog fat i mit håndled og borede sine negle ned i min arm, mens hun kiggede mig stift i øjnene. “Skrid med dig, jeg vil ikke se dig igen, du hører ikke til i denne familie, smut hjem til nogle af dine venner, som du nåh nej, ikke har”. Hun slap sit greb og jeg løb grædende ind på mit værelse, og satte mig med ryggen op ad døren.

 

Jeg har aldrig været i stand til at få venner, fordi jeg knytter mig for meget til de folk, der endelig taler til mig. Jeg er vokset op med at blive hadet og undertrykt, og fået af vide jeg intet var værd, derfor har jeg aldrig vidst bedre, så når folk endelig har snakket til mig har jeg været for påtrængende. Folk fandt hurtigt ud af at jeg ikke var det værd, i deres verden, så jeg havde gjort mig selv til mobbeoffer.

 

Min far havde valgt aldrig at ville sige noget når mig og min stedmor skændes, fordi han var bange for at skulle vælge parti, enten vælge mig og miste sin familie, eller vælge hende og lade mig gro et had til ham. Hvilket han risikerer uanset.

 

Jeg hørte min dør blive låst fra ydersiden, og som med et trylleslag vidste jeg at dette var ikke et sted for mig. Jeg måtte finde min rigtige mor. Hun plejede altid at sende mig et brev på min fødselsdag, og jeg havde gemt dem alle sammen, og på en af dem fandt jeg endda en adresse. Jeg besluttede mig for at slå adressen op, hvorefter jeg fandt frem til et telefon nummer. Jeg pakkede en taske med noget tøj, tog nogle penge fra min sparegris, og sneg mig ud af vinduet og ind af hoveddøren. Jeg var meget forsigtig da jeg åbnede døren for ikke at lave nogle høje lyde, men jeg skyndte mig at samle mine sko op og få dem på også løb jeg, ud af døren, hen af vejen.

Vi bor i en lille by ude på landet, så der er 3,5 km gåtur ind til nærmeste togstation, i snestorm. Mens snestormen tog fart, gik jeg og krammede min jakke, og prøvede at holde varmen, mens jeg fik fundet telefonnummeret frem og fik det indtastet.

“Hej det er Sasa”, en mandestemme tog telefonen, jeg slugte en klump i halsen. “Hej, er Yvonne der?” fik jeg fremstammet. Telefonen skramlede lige indtil en kvinde begyndte og tale, “Hej det er Yvonne, hvem taler jeg med?” “Mo..o..o..r?” “Amalie?! Er det virkelig dig? Hvordan har du det? Har far gjort dig noget? Vil du gerne hjem?”, hun lød glad, men rystet. Hjem? Hvad mente hun? Var hjem hos hende? Jeg fik endelig fremstammet hele historien, og grædende fik jeg fortalt om min stedmor, og  at jeg var stukket af. Min mor lyttede intenst og begyndte også at græde. “Åh, Amalie, jeg kan godt huske din stedmor, hun er ikke et rart menneske. Men der er bare gået så mange år, jeg har ikke været der igennem de vigtigste år af dit liv. Jeg ville så gerne have været der Amalie, og jeg vil gøre alt, for at vi kan komme til at kontakte hinanden igen!”. Jeg fik lavet en aftale med min mor om at hun ville hente mig på Brande st. som var den togstation hun boede nærmest til. Hun ville give mig et sted af være, i det mindste for et par nætter.

Jeg sad i toget, og var for en kort stund lykkelig. Jeg havde endelig min mor i mit liv igen, efter 7 hele år….. efter 7.. år… Og der slog det mig, jeg anede ikke hvordan hun så ud, hvordan skulle jeg have nogen chance for at genkende hende? Jeg forsøgte at forestille mig hvordan hun så ud, hvordan vil en mor se ud? Hvordan vil min mor se ud?

 

Da jeg steg ud af toget, stod jeg og spejdede gennem menneskemængden, der langsomt forsvandt. Gav jeg op og satte mig forgæves på en bænk. Havde hun fortrudt? Gad hun mig ikke alligevel? Der sad jeg så i mindst 10 min, helt alene, uden at ane hvad jeg nu skulle stille op, lige indtil jeg kunne høre fodtrin i sneen. “Amalie?!”, jeg kiggede op, og jeg så en skikkelse komme løbende hen mod bænken, jeg rejste mig op. “Mor?”, skikkelsen var nået hen til mig, og krammede mig. “Hvor har jeg bare savnet dig, min store pige”, hun fik tårer i øjnene, hun kiggede på mig, “min store pige”, sagde hun endnu en gang, “Det er noget værre noget det her”.

 

Da vi kom ud i bilen kiggede min mor på mig, “Amalie, en ting du bliver nød til når du kommer hjem til mig er at ringe til din far, det er ham der har forældremyndigheden, så derfor må du ringe til ham og sige du er her, frivilligt. Ellers kan de beskylde mig for kidnapning.” Jeg nikkede bare, det troede jeg nu alligevel ikke min far ville gøre, også igen, hvem er min far? Han havde været der det meste af mit liv, men nærmest kun snakket til mig igennem de første 6 år, lige indtil min stedmor overtog.

 

Min mor kørte ind i en carport og steg ud af bilen, og jeg fuldte efter. Hun stoppede op foran døren ud af carporten og kiggede på mig. “Kan du huske dine mindre søskende Valentina og Lucas?” jeg nikkede, “igennem de år vi ikke har haft kontakt, er der kommet en ny til verden, Yasmina, og hun er nok den der glæder sig mest til at møde dig.” Jeg stod lidt lamslået og kiggede på min mor, som åbnede døren ud til haven. En ny søster? Igennem alle disse år… “AMALIE!” jeg blev trukket ud af min tanke boble  da en lille pige kom løbende hen og omfavnede mig. “Hvad satan der har vi jo min eftertragtede bonusdatter”, lød det fra bagdøren, jeg kiggede op, og der stod Sasa, min stedfar. Nu kunne jeg sagtens huske ham, fra da jeg boede hos dem sidst. “Nej, min Amalie!”, udbrød den mindste af mine søskende, Yasmina.


 

“Så Yasmina, lad nu Amalie være så jeg kan snakke med hende”. Yasmina slap mig, og jeg gik indenfor til min mor. “Amalie, følg med mig ovenpå, der kan du lige få ringet til din far i ro og fred. Hun viste mig ind i soveværelset og lukkede døren. Jeg kiggede ned på den fastnettelefon jeg havde fået udleveret, og satte mig sukkende ned på sengen, mens jeg fik indtastet min far nr. “Hej det er Mikkel”, blev der sagt i den anden ende.

“Hej far..”, startede jeg. “Amalie?! Hvor er du? Vi er bekymrede for dig!”, jeg grinede. “I er bekymrede? Så nu betyder jeg pludselig noget? Fordi at ignorere mig, slå mig og at låse mig inde er nemlig kaldet ‘elsket’. Jeg er hos mor, og det er her, jeg ønsker at være”.

Der var blevet stille i den anden ende, “Farvel Amalie”, sagde han og lagde på. Farvel?


 

Farvel.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...