Vi kæmper med drager - ONE SHOT

Inspireret af Eragon.

En stum dragerytter i krig.

Inspirationen kom efter en drøm.

1Likes
2Kommentarer
55Visninger

1. ONE SHOT

”Vi angriber bagom, vi sender alle vores troppe til bjergene og får dem til at skjule vores rigtige angreb-”

Nej. Vi er i undertal. De tog ud alt for mange tropper og vi vil kun miste flere ved et direkte angreb… Vi bør beskytte de byer vi stadig har.

Så sig det til dem, kom det fra Felicity.

Jeg ved ikke hvordan jeg får dem til at høre mig…

Led af eksempel. Vis det du vil sige.

 

Jeg rejste mig op, puttede min ”nej, ikke tale om”-mine på og tappede min højre fod i gulvet tre gange. Dax, leder af hele Højre Vinge, fangede mit blik. Han spurgte henover Zillians fremlæggelse; ”Hvad ville du gøre, Aurie?”

De andre mænd tav. Der var en bredt stemning af misfornøjelse. Zillian så straks sur ud, rynkede tvært hele hans ansigt, men jeg lod mig ikke gå på.

 

Vi sad rundt om Krigsplanen der var beklædt med totempæle og små træfigurer der skulle symbolisere os og fjenderne. Jeg lænede mig indover bordet og tog totempælen der stod i Zenai - den symboliserede statuen til ære for bønnerne – og satte den i Leevang. Rundt om totemmen stillede jeg soldater, jeg gjorde det samme i to andre byer, for at vise hvad jeg mente.

Lige præcis, hvislede Felicity i mit indre.

”Hvad? Jeg forstår ikke…” begyndte Arat.

”Jeg forstår,” mumlede Dax ”Men så mange mænd har vi slet ikke…” Han så opgivende på mig, jeg kunne mærke et suk, var på vej. Jeg smilede af en pludselig indskydelse. På kortet pegede jeg på den sydlige ø.

Vi har ikke nok mænd, men der er hjælp at hente.

”Selvfølgelig!”

Zillian knep øjnene sammen. Han så det også.

Jeg klappede triumferende i hænderne, Dax grinte og delte min glæde. De gamle mænd så ikke tilfredse ud.

”Vi sætter vagter ved de nærmeste byer, får Marquis til at miste folk hvor vi kan, udrydder dem langsomt og derved kan vi vinde krigen!”

 

Efter krigsmødet fløj jeg, så meget som et menneske alene nu kan flyve, udenfor. Det var blevet mørkt, men sneen gengav månens skær og det var muligt at se uden en fakkel.

Felicity var tæt på. Jeg mærkede hende, før jeg så hende glide ned fra himlen og lande foran mig.

”Aurie?” Jeg vendte mig forskrækket om, Dax kom slentrende, fra den samme dør, jeg lige var løbet ud af.

”Du viste virkelig dit værd derinde. Du må have fået meget erfaring dengang du hjalp Lio… og… jeg tænkte på…” han tøvede. Han var kommet helt hen til mig nu. Jeg nikkede til ham.

”Du kunne ikke have lyst til at tage til Barrien sammen vel? Som rådsfører… og som Dragerytter ved min side. Vi ville være på lige fod! Du har en stor kvalitet!”

Jeg tumlede et skridt baglæns, var han seriøs? Selvfølgelig ville jeg det! Men mig? Mig ved Dax, leder af Højre Vinge, den bedste dragehær nu til dags, side?

”Betvivl ikke, Aurie, du hører til blandt de allerbedste.”

 

I Barrien blev vi mødt af hertug von Klopux og hans eneste datter. Han havde haft en søn, men sønnen var gået bort i krigen.

Vores formål var at beskytte byen. Kong Trold havde assisteret med flere tropper, på baggrund af et brev, der beskrev vores behov for at beskytte vores folk fra Marquis.

Min bror.

Dette lands nuværende største fjende.

 

”Velkommen, velkommen, De må være master Dax, men hvem er dog Deres ledsager… Jeg har ikke haft fornøjelsen frøken…?”

”Dette er min ligeværdige partner i kamp, De må ikke blive overrasket, hvis hun en dag overgår mig. Hendes navn er Aurie. Behandl hende med respekt, hun taler ikke, men hun opfatter alting før de sker,” sagde Dax med en fast stemme. Jeg kiggede beskedent ned i jorden, hans ord af ros, havde jeg aldrig bedt om.

”Aurie, velkommen til mit ydmyge palads. Sir Folieh, vis dem til deres gemakker. Giv dem alt hvad de beder om. Lad os mødes senere til strategimøde,”

”Javel hertug von Klopux, skal ske med det samme,” Sir Folieh bukkede dybt og eskorterede os afsted.

 

Om natten havde jeg mareridt om Marquis. Han havde fanget mig i en brønd. Hver time spurgte han: giver du op? Og fyldte brønden med mere vand. Det sluttede ved at jeg druknede. Jeg vågnede badet i sved.

 

De næste dage gik med planlægning af strategi. Jeg opdagede hurtigt, at hertug von Klopux prøvede at få hans datter gift med Dax. Det var frastødende, men Dax tog det pænt, han virkede i hvert fald upåvirket.

 

Jeg sov næsten ikke. Jeg brød mig ikke om krig, jeg var bange og kunne ikke slappe af.

 

”Tag en flyvetur, jeg ved hvor beroligende de kan være,” foreslog Dax. Uden ord havde han endnu engang aflæst mig. Jeg bukkede respektfuldt og fulgte hans råd.

”Du behøves ikke bukke,” sagde han venligt, da jeg gik væk.

Flyveturen gav mig ro. Den nat sov jeg tungt.

 

Da de kom til Barrien, var jeg den, som fik beskeden.

”De kommer fra nord, informer master Dax med det samme,” råbte en soldat og løb hastigt videre, uden at indse, hvem han havde bedt dette om.

Det er okay, løb til Dax og videregiv beskeden. Du er bedre til at tale end du tror.

Det håber jeg sandelig…

 

Jeg løb panikslagende hen i selskabsstuen. Dax, hertug von Klopux, von Klopux datter og væbneren sir Folieh sad alle med hver deres kop te. De spillede Trekant, et taktikspil. Scenen var så bizar, når jeg vidste krig var rundt om hjørnet. De drak te. Te!

 

Jeg stod stivnet i døren, hikstende åndedræt, ingen så op. Jeg følte en panik overtage, fjenden kommer. De vil være her snart. De vil snart dræbe os alle, hvis jeg ikke fik videregivet beskeden. Vi dør. Fjenden kommer. Marquis…

Slå noget itu, kære, mist ikke dig selv. Se vasen.

Vasen…

Jeg tog fat i vasen på kaminen, jeg havde set et eksemplar af den før, så de ville sikkert være okay, hvis den gik i stykker.

Hellere den, end os.

 

Den faldt til jorden og det ekkoede i rummet. Von Klopux datter gav et ryk med kroppen, hun tabte sin kop. De kiggede alle op. Hendes kop smadrede.

 

Frem fra mit bælte tog jeg instinktivt min sølvklinge og pegede panikslagent mod døren.

Dax rejste sig straks.

”De er her…”

Jeg nikkede bekræftende, lettet over Dax var så god til at aflæse signaler.

”Hvor?”

Jeg kiggede desperat rundt i rummet. Uret. Jeg løb over og pegede på 12 og kiggede på Dax.

”Nord?”

Jeg nikkede igen.

”Folieh, giv alle besked om at gøre klar til angreb mod nord. Jeg anråber rytterne,”

”Javel sir,”

 

Jeg løb med rystende ben afsted mod døren, der ledte ud til slotsgården, hvor Felicity ventede mig. Der kom ikke nok luft i mine lunger, ikke nok ilt til min hjerne. Jeg opdagede en følelse af frygt. Jeg skulle op imod min egen bror. Den forfærdelige forræderiske kaptajn Marquis.

”Aurie…” blev der kaldt bag mig, ”Vent.”

 

Jeg sagtnede farten, Dax havde taget min arm i et løst greb og bevægede sig ned af gangen ved min side.

”Jeg vil bare takke dig, du gjorde et rigtig flot og præcist job af at videregive beskeden. Jeg vidste du var noget særligt. Selvom du ikke har nogen stemme, så har du stadig rigtig mange ting at bringe til bordet. Tak for at give mig æren af at ride ved min side i kampen mod Marquis,”

Jeg vendte langsomt hovedet mod ham. Mine øjne mødte hans faste blik og jeg fandt en uventet ro.

Hvis vi dør… tænkte jeg. Mit hjerte hamrede tusind slag i minuttet. Jeg kunne ikke høre andet. Jeg stoppede. Han stoppede. Hans udtryk var fuld af undren.

”Hvad?” spurgte han.

Det her, tænkte jeg og tog et skridt mod ham.

Forsigtigt hev jeg hans ansigt ned mod mit, og han lod mig. Vores læber mødtes og han skubbede mig ikke væk. Fem sekunder senere var det allerede overstået. Han smilede et fjoget smil, jeg aldrig havde set ham bære før.

Mine kinder brændte, jeg løb videre af gangen, en sten var fjernet fra min mave og jeg var klar til kamp.

 

På Felicitys ryg følte jeg mig sikker. Jeg ledte et angreb med en rytter på hver side af mig. Som drageryttere skulle vi fokusere på deres drageryttere, da de kunne gøre mest skade.

Stående skød jeg pile afsted mod deres ryttere. Hvis rytteren faldt, faldt dragen. Det var en gave og en forbandelse at være så tæt forbundet.

 

Et brøl. En skinger dragelyd, jeg kendte alt for godt.

 

Felicity, er du klar?

Ja, hvislede hun.

 

Vi for frem og op. En mørk blå, rød sort draget. Et grumt drageansigt. Den tog efter sin master.

 

Jeg hoppede fra Felicity ned på Rurie, Marquises drage.

Marquis brød ud i latter.

”Sikke en fin genforening Aurie, er du kommet for at undskylde?”

Jeg rystede arrigt hovedet. Aldrig. Frem fra bæltet hev jeg sølvklingen og løftede den imod ham. Dø.

”Åh kan vi ikke tale om det? Nej. Okay,” han undveg min klinge, ”Mor er yderst skuffet over dit valg om at følge klamme ordinære mennesker. Jeg sagde dog altid, det var sådan her, du ville ende op. Hun skulle have dræbt dig. Gah-”

En pil havde ramt ham i siden. Jeg fik øje på Dax. Jeg tog chancen og borede sværdet ind i låret på ham, han faldt i knæ. Rurie slingrede.

”Ha… Aurie,” han hostede, ”selv hvis jeg dør, vinder vi stadig…”

 

Et råb til højre for mig.

 

”Dax!”

 

”Grib ham!”

 

Men han var allerede så tæt på jorden.

 

Åh nej. Nej. NEJ. Grib ham, grib ham, du skal!

 

Panik bredte sig.

 

Marquis grinte.

 

Jeg følte en ild starte i mig.

En kraft så stærk, jeg havde aldrig kendt mage. Omkring mig var der pludselig et blåt skær. Jeg rakte min hånd ud efter Marquis og følte hvordan jeg løftede ham op, han var let som ingenting.

 

Marquis grinte højere.

 

”Selvfølgelig, selvfølgelig,” hvislede han ondskabsfuldt, ”Jeg skulle have set det før.”

Udover det, skete der noget mystisk. Jeg mærkede jeg fik mere og mere energi. De omkringflyvende ryttere opførte sig også mærkeligt. Jeg forestillede mig hvordan jeg tog al kraften væk fra alle.

 

Min krop gjorde ondt.

 

Pludselig faldt jeg.

Jeg mærkede vinden.

Jeg mærkede suset i min mave.

Alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...