Secrets we kept

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2018
  • Opdateret: 2 aug. 2018
  • Status: Igang
Ingen vidste noget om dem, de var fyldt med hemmeligheder hele vejen rundt.
Et eventyr
To sider
Måske en lykkelig slutning

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

2. I Miss You

Harrys synsvinkel:

Jeg fik parkeret bilen og kiggede op på lejlighedsblokken og så noget lys fra hans vinduer. Jeg gik mod indgangen og tog en fast greb i håndtaget. Tankerne kørte rundt i hovedet og havde absolut ingen ende. Måske skulle jeg bare vende om nu..det var vel ikke forsent...? Men hvad hvis dem var helt gal?

Jeg tog elevatoren, så doven som jeg nu var. Helt op til 3 sal og stod nu foran hans hoveddør. Jeg fik et sug i maven og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg tog en indånding og bankede på døren. Pludselig kunne jeg høre et par trin som blev tydligere og tydligere. Håndtaget blev taget i også stod han der bare. Jeg var ordløs og anede ikke hvad jeg skulle sige. Han så hæslig ud og lignede alt andet en godt. “Hey Louis”, var det første der kom ud af min mund inden Louis trak mig ind i et kram. Hvis jeg skal være ærlig så havde jeg virkelig savnet ham. Selvom vi begge var ved at være ovenpå efter 2 år så havde jeg inderst inde måske ikke givet slip endnu. “Hva så, hvordan står det til?”.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg haft det bedre”, svarede han mens han kiggede ind mine øjne med hans blå øjne som nærmest skinnende igennem mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, men endte dog ud med at spørge om vi ikke skulle sættes os ind og snakke i stedet for at stå her i døråbningen. Mens vi gik i gennem lejligheden hen til stuen, kom vi forbi mit gamle værelse. Det stod overraskende stadigt tomt. Dog kunne jeg fornemme at min gamle seng stadig stod der.

Louis spurgte om jeg ville have noget og drikke og tog imod en øl som han hentede i køleskabet.

“Så hvordan var koncerten i aften?” spurgte Louis mig, mens jeg satte mig i hans sofa. Louis satte sig ved siden af med benene oppe.

“Den var meget god, folk var oppe på dupperne og humøret var godt” svarede jeg efter at have taget en tår af min øl. Den smagte hæsligt men den skulle bare ned. “Det var godt, bare det var mig der var ude og optrådte” sagde han mens han kiggede ned i jorden. “Hva sker der Louis?, efter 2 år vælger du at skrive til mig efter du opgav det hele sagde jeg mens jeg lænede mig tilbage i sofaen. “Jeg kan ikke holde det her ud mere, det hele er for meget og jeg kan bare mærke at jeg mangler noget af mig”, sagde Louis mens han borede sig ind i mine grønne øjne. “Jeg ved ik hvad jeg skal sige Louis, for sidst du ville prøve, forlod du mig alene”.

Lige nu anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre, altså efter alt vi har været igennem vil han prøve igen. Jeg var jo ved at komme ovenpå og kunne rent faktisk se mig selv i øjnene.

Louis: “Men vi kan prøve igen?”

Harry: “Jeg ved det virkelig ikke Louis, jeg føler bare vi er ved at komme videre”.

Louis: “ Jeg har bare indset en masse ting her i vores pause og jeg er bare ved at falde til bunden her for tiden”.

Harry: “ Jeg er bare så forvirret, altså jeg er bare bange for at blive såret igen jo”.

Louis begyndte at sætte sig op og rykkede sig tættere på mig.

Louis:” Jeg kan bare ikke mere Harry, jeg er ved at give op på alt”.

Louis:”Eleanor og mig færdige, jeg må ikke se min søn for Briana og min familie er nærmest splittet ad og alt min energi er væk og jeg kan ikke holde mig selv ud mere”.

Louis begyndte at få tårer i øjenene mens jeg rykkede mig tættere på ham og lukkede ham ind i kram. Jeg lukkede og åbnede hurtigt mine øjne og fik øje på de billeder der hang på væggen. Et af hans mor som han mistede for snart 3 år siden. Et af ham og Oli. Og i midten hang et af mig og ham fra 2014 hvor vi var stod sammen i Milano på vores alene tur.

Harry: “Det skal nok gå Louis, det lover jeg”. Men inderst inde vidste jeg faktisk ikke om det ville gå denne gang. For aldrig i mit liv har jeg set ham så ødelagt og ude af den. Hele hans krop rystede nærmest ad smerte og holdte sig fast omkring min mave og ryg med hovedet mod mit bryst.

Efter noget tid hvor vi bare sad der, kiggede Louis op på mig og hele hans ansigt var rødt og smurt ind i tårer.

Louis: “vil du ikke please give mig en chance til?”

Harry:” jeg kan ikke Louis, det kommer jo ikke til at gå”.

Louis tog fat rundt min nakke og lænede sit hoved ind mellem min skulder og bryst. Jeg begyndte at puffe lidt til ham i håb om at han ville kigge op og trække sig væk fra mig. Men det skete ikke. Hovedet kom dog op men ham stirrede bare ind i mine øjne.

Louis:” bare en chance”.

Og lige da jeg skulle til at trække mig væk ramte hans læber mine med et lyn. Jeg forstod ikke at jeg sad her igen og var limet fast til ham. Louis bevægede sig langsomt op på mit skød mens han førte hans hænder ind under i min skjorte. Hans hænder kørte rundt mellem mit hår og nakken mens hans læber var klistret fast til mine.

Jeg anede ikke hvad han havde gang og hvorfor jeg ikke fjernede ham. Det her var helt vildt åndssvagt men inderst inde så måtte der jo være noget tilbage for jeg kunne ikke få mig selv til at sige stop.

Louis fik min skjorte af mens han stirrede ind mine i øjne og fik dermed også sluppet mine læber. Jeg holdte om hans hofter i et fast greb mens jeg bevægede mine hænder op mod hans ryg og mave. Han havde virkelig tabt sig, sådan en del. Mine hænder bevægede sig mod hans nakke mens han lod sin hals glide bag over. Jeg kyssede hans hals og masserede hans skulder med mine hænder. Louis tog fat i mit bælte og begyndte at åbne det. Men min hjerne steg af og det gik rent faktisk op for mig hvad fanden vi lige havde gang i.

Harry: “er du sikker på at det her er en god ide?”, spurgte jeg ham mens jeg nussede hans kind. Hvorfor så kærlig Harry, hvorfor?

Louis:” Harry vi ved vidst begge at det her er det rigtige for os begge ”.

Harry:” Jeg..Louis... jeg...kan ik det her, du er fuld og kommer til at fortryde det her imorgen”.

Jeg begyndte at tage fat i hans hænder som var på min underbuksekant og prøvede at få dem væk selvom han var meget ivrig.

Louis:” jeg kommer ikke til at fortryde det her Harry, jeg kan jo ikke lade dig være, det må da betyde noget, gør det ik”?

Harry:” men Louis forhelved, du er jo ik dig selv”?

Louis: “Men du kan hjælpe mig Harry, jeg stoler på dig”

Jeg tog hårdt fat i Louis arme og skubbede ham om på siden af mig i sofaen. Jeg begravede mit hovede i hænder og tog mit hår tilbage og kiggede på Louis som sad og kiggede ud i luften.

 

Louis synsvinkel:

Tankerne fløj rundt inden og havde ingen ende taget selvom der var det jeg prøvede. Tænk han sad ved siden af mig, efter utallige måneder. Men det værste er helt klart at jeg ikke er mig selv lige nu og heller ikke ham. Han virkede så usikker men tog alligevel intiativ til at være en del i det her.

Harry:”jeg bliver nød til at smutte Louis, jeg kan bare ikke det og det kan du hellere”.

Louis:” Undskyld Harry”

Harry:” Undskyld for hvad?”

Louis:” Undskyld for at jeg været sådan en svin overfor dig, jeg skulle ikke have ladet dig gå dengang”.

Harry: “ Louis, det skal du ikke undskylde for, du gjorde det kun af en god grund for os begge”.

Louis:” Hvorfor kom du overhovedet?”

Harry:” jeg tror bare jeg savnede dig og ville bare høre hvordan det stod til”.

Louis:” Nu ved jeg da idet mindste at jeg har en som jeg kan snakke med”.

Harry:”Louis, du kan altid skrive, der skal bare ikke være mere end snak, jeg holder ikke til det”.

Louis:”Forståligt, men hvorfor begyndte du så også på mig hvis ikke du følte noget?”

Harry:” Jeg ved det virkelig ikke, jeg tror bare jeg blev revet med, men Louis jeg blir altså nødt til at smutte nu, så må vi finde en anden dag og snakke hvor du blir nød til at love at du ikke har drukket inden”.

Louis:” Helt i orden, men lov mig at du ikke forlader mig, du er den sidste Harry, den sidste”.

Jeg rejste mig op og gav Louis et kram ind jeg gik ud og tog min jakke og sko på igen. Louis kom ud i gangen og lænede sig op en væg. Hans tårer begyndte at rende igen og inderst ind havde jeg ikke lyst til at forlade ham.

Harry:” Det skal nok gå Louis, kom her”.

Jeg lukkede ham ind i kram som inderst inde varede flere minutter. Jeg havde det så dårligt med at forlade ham men jeg kunne bare ikke få mig selv til at få det her op og kører igen.

Harry:” jeg bliver nød til at køre nu Louis”.

Louis begyndte stille at bevæge sig ud af krammet og holdte mig om mine håndled men hans hænder og kiggede mig i øjnene. Og lige da jeg skulle til at sige farvel kyssede han mig igen på læberne. Men jeg trak mig væk og slap ud af hans hænder.

Harry:” Louis det går ikke det her”.

Og uden jeg så mig om stod jeg i elevatoren igen og havde tårer i øjnene. Jeg gik mod min bil og satte mig ind på førersædet. Jeg lagde min hænder på rettet begyndte at banke hårdt på det. Jeg var så indebrændt. Jeg havde min chance for at gøre det her forhold godt igen, og jeg fejlede.

Harry:” Hva fuck har du gang i”. Råbte jeg mens prøvede at vække mit hovede med hænder klaskene på kinderne. Jeg fik mig taget sammen efter et par minutter hvor jeg bare sad og stirrede op hans lejlighed og kørte derefter hjem i min egen lejlighed.

 

Det var så andet kapitel af Secrets we kept. En smule længere end det første og forhåbenligt kommer det også til at fortsætte sådan. Skriv hvad i syntes om den indtil videre, gerne noget af det gode og det dårlige:) Go dag til alle<3

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...