Vi ses snart igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2018
  • Opdateret: 2 maj 2018
  • Status: Igang
Novellen handler om en ung pige på 15 år, ved navn Sissel.
Jeg vil ikke rigtig skrive noget om den, da det vil afsløre en hel del.
Jeg håber i kan li' min novelle og jeg modtager meget gerne feedback.

1Likes
2Kommentarer
100Visninger
AA

1. Vi ses snart igen

Vi går omsider ombord på den færge, der skal sejle os til solskinsøen, Bornholm. Alt sammen fordi at mor håber, jeg vil glemme, at det nu snart er et år siden, at far døde. Som om jeg nogensinde kunne glemme hvad den kælling gjorde! Jeg har lovet mig selv, at hun skal komme til at fortryde det hun gjorde, og det vil hun meget snart! Jeg putter musik i ørene og lukker øjnene i, da færgen begynder at sejle. Bølgerne er ikke ret høje i dag, så det er begrænset, hvor meget det gynger. Mor, Lars og Emilia sidder og snakker sammen, men jeg er ligeglad. Jeg overvejede at sætte mig ved et andet bord, men mor skubbede mig ind inderst ved deres bord. Typisk i øvrigt.

​* * *

Fremme ved Bornholm finder vi vej til hotellet. Mit værelse er lille men hyggeligt. Ikke at det interesserer mig, hvordan det ser ud, eller hvor stort det er. Stuen er også lille, men det er lige meget, da jeg ikke kommer til at befinde mig ret meget der. Efter jeg har pakket ud, skal vi ned og have noget at spise. Jeg er ikke specielt sulten, men det ender da med, at jeg spiser lidt. Emilia spørger, om vi ikke skal tage til stranden. Mor og Lars er med på ideen, men jeg takker nej. Mor kigger skuffet på mig og skal lige til at sige noget, men jeg kommer hende i forkøbet ved at sige tak for mad og skynde mig ned på værelset. Jeg lukker mig inde på værelset med musik i ørene og har ikke planer om at vise mig i stuen foreløbigt. De kommer tilbage kort efter mig og gør sig klar til at tage på stranden. Jeg hører to korte bank på døren og slukker musikken. ”Vi tager ned til stranden og går en tur” siger min mor lokkende, men hun kan glemme det. Jeg overvejer kort at lade vær med at svare, men siger så ”ses”. Jeg hører hende sukke og smiler af fryd. Jeg elsker at trodse hende. Lige siden far døde, har jeg trodset hende hver eneste dag. Hun skal ikke bestemme over mig. Da døren til værelset smækker, lister jeg ud fra mit værelse og går i bad. Jeg når kun lige akkurat tilbage i sikkerhed, inden de braser ind ad døren. Jeg smider mig ned under dynen, og lader som om jeg sover. Min mor banker på og åbner forsigtigt døren, da jeg ikke svarer. Døren bliver lukket igen, og så bliver der dejligt stille. Jeg finder min musik og lægger mig godt til rette.

​* * *

Da jeg åbner øjnene næste morgen, bliver jeg nær blændet. Jeg sukker højlydt og kigger på klokken. Halv syv! Endnu et suk. Selvfølgelig skulle jeg også glemme at rulle gardinet ned i går. Jeg lister forsigtigt hen og ruller det ned og springer så tilbage under dynen. Jeg gider ikke at sove igen og finder derfor Facebook frem. Det gider jeg ikke ret længe og giver mig derfor til at lytte efter tegn på, at de andre er vågne. Det lyder det ikke til, at de er. Jeg står op og tager tøj på. Helt musestille lister jeg ud af værelset og op i caféen. Jeg spiser morgenmad og går derefter ned til stranden. Duften af hav fylder mine næsebor. Jeg slukker musikken og lader bølgernes larm fylde mit hoved. Jeg lukker øjnene, kaster hovedet bagover og trækker luften dybt ned i lungerne. En tåre triller stille ned ad min højre kind. Så en på venstre kind. Snart kommer tårerne en efter en og efterlader våde striber på mine kinder. I morgen er det et år siden. Et år siden at min kære far blev taget fra mig. Jeg går længere ned mod vandet. Da jeg når vandkanten, smider jeg skoene og dypper tæerne. Jeg tænker kun på ham. For hvert minde falder en tåre. Vandet kærtegner blidt mine fødder, som et forsøg på at berolige mig. Måske hjælper det. Jeg ved det ikke. Jeg er egentlig også ligeglad. I morgen kan alting være lige meget. Jeg har besluttet mig. Det slutter alt sammen i morgen. Jeg samler mine sko op og går en tur i vandkanten. Den lette vind leger med mit hår, mens vandet bruser ind over mine fødder. Jeg ved, at jeg ikke kan blive væk for længe. Hvis jeg skal lykkes med min plan i morgen, så må jeg ikke lave ballade i dag. Hvis jeg er væk for længe, får jeg ikke lov til at gå i morgen. Det er vigtigt, at jeg går alene! Ruten er planlagt. Jeg har studeret den lige siden, jeg vidste, at vi skulle til Bornholm. Jeg vender om og går hjem. Jeg åbner forsigtigt døren på klem og lytter. Ha, hvor heldig har man lov at være? De er sikkert oppe for at spise morgenmad, så jeg kan uforstyrret lukke mig inde på mit værelse. Jeg tænder for musikken og giver mig så til at læse.

​* * *

Pludselig braser Emilia ind ad døren og kræver, at vi skal lege. Jeg smider hende vrissende ud og låser døren efter hende. De kan rende mig allesammen. Jeg gider ikke at se på nogen af dem. To forsigtige bank og min mors stemme, der spørger om jeg ikke vil være med til at spille minigolf. Jeg lukker mine øjne og sukker dybt. Hvis jeg ikke gør det, er hun endnu mere opsat på, at jeg skal være med til et eller andet i morgen. Måske er det også en god ide at få slået noget af tiden ihjel. ”Jeg kommer lige om fem minutter” svarer jeg så muntert, som jeg nu kan. ”Dejligt” lyder det lettet fra den anden side af døren. Selv om at mine tanker er alt andet end glade, vil jeg forsøge at have det lidt sjovt nu. Bare sådan for allersidste gang.

​* * *

”Hole in one” skråler Lars og danser rundt som en anden idiot. Et bredt og lykkeligt smil fylder min mors ansigt. Emilia springer op i hans arme, og så danser de videre sammen. Jeg kvæler trangen til at himle med øjnene og lader et lille, forsigtigt smil spille om mine læber. Min mor ser over på mig og ler. Hun trækker mig ind til et kram, og pludselig får jeg en følelse af, at alting nok skal gå, at det hele er okay. Jeg trækker mig forsigtig væk fra hende og ryster den underlige følelse af mig. Jeg ved hvad jeg vil og hvornår. Der er ingen, der skal stoppe mig nu. Lars er en rigtig blærerøv, og Emilia tuder hver gang, hun har opbrugt sine skud uden at få kuglen i hul. Min mor ser lykkelig ud. Som om hun har alt, hvad hun behøver og ønsker sig lige nu og her. Men fortjener hun det? Hun har ødelagt mit liv. Er det så ikke også fair, hvis jeg ødelægger hendes? Jeg er så splittet lige nu. Der er en kæmpe diskussion kørende oppe i mit hoved, mens vi spiller færdig. Da vi er færdige med at spille, siger jeg til min mor, at jeg vil gå en tur ned til havet. Hun kigger kort på mig, og jeg bliver pludselig bange for, at hun kan se lige igennem mig. ”Er det okay, hvis vi går med” spørger hun så. Jeg overvejer det kort, men siger så ”selvfølgelig”. Hun smiler, et oprigtigt smil, og kalder på Lars og Emilia.

​* * *

Jeg går for mig selv i vandkanten, som tidligere i dag, og forsøger at få styr på mine tanker. Bag mig pjasker Emilia rundt i vandet, og mor og Lars holder øje med hende. Mine tanker er et stort rod. Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil. Der er en del af mig, som ønsker at blive genforenet med far og lave rod i mors liv. Der er bare også dukket en del op, som holder af mor. Hun er min mor for pokker. Der er bare lige det, at hun tog min far fra mig. Det ville en rigtig mor da aldrig gøre. Jeg har lyst til at skrige, men da jeg ikke er alene, holder jeg mig til de stille tårer. De strømmer til gengæld også hurtigt ned over mine runde kinder. Min mor kalder på mig. Jeg tværer hurtigt tårerne væk og vender mig om. ”Vi går hjem” råber hun. Jeg rømmer mig og svarer ”jeg kommer snart”. ”Okay, vi spiser om en halv time” råber hun grinende. Ham den perfekte Lars har vel sagt noget sjovt. Jeg går videre. Jeg forsøger at tømme mit hoved for tanker, men det er umuligt. Jeg sætter mig ned i det tørre sand og gemmer mit ansigt i hænderne. Der sidder jeg lidt, mens jeg forsøger at samle mig selv.

​* * *

”Er du okay” spørger en blød stemme. Jeg tørrer mit ansigt af i min T-shirt og kigger op. Foran mig sidder en smuk, ung fyr på hug. Han har grønne øjne og smukt nøddebrunt hår. Han sender mig et forsigtigt smil og afslører et par yderst charmerende smilehuller. Jeg sender ham et ret mislykket smil tilbage og trækker på skuldrene. ”Du behøver ikke sige noget” siger han forstående. Som om han forstår noget som helst. Det er der ingen, der gør. Han rejser sig op og rækker sin hånd ned mod mig. Jeg tager imod den, og han trækker mig op at stå. ”Kom” siger han opfordrende og begynder at gå tilbage ad den vej, jeg kom fra. Jeg tøver kort, men giver efter, da han igen fanger min hånd og trækker i mig. Vi går med en afstand imellem os, der afslører at vi absolut ikke kender hinanden. Ingen af os siger noget, men det er ikke ubehageligt. Da jeg skal dreje af op mod hotellet, stopper jeg op. ”Øhm, jeg skal op og spise” siger jeg tøvende. ”Åh, ja. Jeg bor faktisk også deroppe” siger han og klør sig i nakken. Efter en kortvarig akavet stilhed siger jeg ”tak”. Han kigger uforstående op, smiler så og siger ”ingen årsag”.

​* * *

Efter maden tager jeg et bad. Det varme vand virker beroligende, og endelig kan jeg være lidt i fred for mine tanker. Han var sød og flot. Han duftede faktisk også ret godt. Især hans smil fangede mig. Vent… stop! Hvad sker der lige? Han skal slet ikke fylde mit hoved. Så hellere diskussionen fra tidligere i dag. Jeg ryster på hovedet og skyller shampooen ud. Jeg prøver ihærdigt at få mine tanker væk fra ham, men det er som om, han er smedet fast på nethinden. Jeg træder ud af bruseren og tager mit nattøj på. Jeg lister ind på mit værelse og tænder for musikken. Nogen banker på ruden. Underligt, hvem kan det være? Jeg går hen og ruller gardinet op. Udenfor står han og smiler sukkersødt. Jeg smiler og åbner vinduet. ”Hej” siger han kækt. ”Hvad så” spørger jeg sødt. ”Jeg glemte at få fat i dit navn” griner han. ”Jamen jeg hedder Sissel” griner jeg og rækker min hånd frem mod ham. Han ryster den og siger ”Sikke et smukt navn. Jeg hedder Marc”. De smilehuller gør mig altså blød i knæene. ”Mange tak og i lige måde” smiler jeg. ”Jeg tænkte på, om du ikke vil med ud og gå en tur i morgen” spørger han en smule usikkert, men stadig med det charmerende smil klistret på læberne. ”Det vil jeg meget gerne” svarer jeg uden tøven. Nej! Det vil jeg ikke. Det kan jeg ikke. Hvordan skal jeg så udføre min plan? ”Dejligt. Efter morgenmaden” spørger han og smiler over hele ansigtet. Fuck noget lort. Det kan jeg ikke det her. ”Det lyder godt” siger jeg smilende. Hvor er det lige at kommunikationen mellem min mund og min hjerne slår fejl? ”Fedt, jeg må hellere se at komme ind på værelset, inden de gamle opdager, at jeg er væk” griner han en smule usikkert. ”Vi ses i morgen” kvidrer jeg som en anden sangfugl. Han smiler og forsvinder så. Jeg støder panden imod væggen og vælter derefter ned i min seng. ”Store idiot” er de eneste ord, der flyver gennem mit hoved lige nu. Jeg må finde på noget, og det skal være lige nu. Problemet er bare, at min hjerne ikke fungere. Hans søde duft sidder fast i mine næsebor. Hans perfekte smil viser sig hele tiden for mit indre blik, og jeg kan stadig høre ham snakke. Det hele er lige gået i vasken. Jeg sukker højt og putter mig ned under dynen. Jeg må finde ud af det i morgen. Lige nu er min hjerne ikke til at samarbejde med.

​* * *

Så står han der og smiler. Lige ude foran caféen. Han har ventet på mig. Jeg har stadig ikke fundet ud af noget. Han har knælange shorts, en T-shirt og et par Converse på. På ryggen har han en rygsæk, og her står jeg så i klipklapper. ”Skal du gå i dem der” griner han ad mig. ”Meget morsomt” vrænger jeg. Jeg marcherer ned forbi ham, og han følger hurtigt efter. Da jeg har skiftet sko og taget en kasket på, er vi klar til at gå. ”Er der noget bestemt du gerne vil se” spørger han. ”Øhm, jeg havde faktisk planlagt en rute, inden vi skulle på ferie herovre” forklarer jeg. ”Fedt” siger han og griner, ”for jeg har ingen anelse om, hvor vi skal gå hen ad”. Jeg griner kort og fører an. Vi går og snakker om alt muligt. Jeg har fundet ud af, at han lige er fyldt 16. Han er enebarn, og så elsker han fodbold. Derudover er han glad for naturen og er helt vild med hunde. Jeg har, med vilje, opfordret ham til at snakke hele tiden. Derfor har jeg ikke fortalt så meget om mig selv. Kun det mest nødvendige. ”Skal vi ikke holde et hvil her” spørger han. Her er dejligt, og vi er ikke langt fra klipperne og vandet. Jeg sætter mig ned, og han finder to æbler i rygsækken. Solen danser hen over min hud og fuglene synger. Vi sidder ret tæt på hinanden. Indimellem strejfer hans albue min og efterlader kuldegysninger hele vejen op ad min arm.

​* * *

Da vi har spist færdig, rejser han sig op og giver mig en hånd. Præcis ligesom i går på stranden. Vi går videre ud mod klipperne, mens jeg bliver mere og mere usikker. Der er helt vindstille og solen bager. Vi er tavse lige nu. Jeg hører mit eget hjerte slå, hans åndedrag, mit åndedrag og vores taktfaste skridt. Havet raser under os, fuglene synger og så spørger han ”er du her ovre med din familie”. Jeg kigger væk og svarer kort ”ja”. Hvis der er nogen, jeg ikke har lyst til at snakke om, så er det dem. Han lader det ligge og spørger så til mine venner derhjemme. Jeg forklarer, at jeg er lidt af en enspænder, da jeg ikke ligefrem er en bypige. Det er jo rigtig nok. Jeg er ikke en bypige. Jeg elsker naturen. Det er bare ikke derfor, at jeg ikke har nogle venner. Jeg skubber dem alle sammen væk. ”Undskyld, men jeg skal altså lige tisse” siger han lidt flovt. Jeg nikker og smiler. Han forsvinder ind imellem træerne.

​* * *

Det er nu eller aldrig. Min mave vender og vrider sig. Hele min krop stritter imod, men jeg kan ikke mere. Jeg giver efter for tårerne. ”Jeg kommer nu far” tænker jeg. Jeg går ud til kanten af klippen. Jeg kigger op. Ud mellem tårerne ser jeg himlen. Lyseblå med enkelte skyer. Jeg er bange. Hele min krop ryster og skriger, at jeg skal lade vær. Den del af min hjerne, der savner far har taget over. Jeg ville have filmet mig selv, hvor jeg forklarer hele verden, hvad min mor gjorde. At hun dræbte ham. At han ikke begik selvmord. Det var for helvede ikke frivilligt, at han tog alle de piller på én gang! Jeg kan bare ikke nå at filme det. Desuden kan jeg ikke længere gøre det imod hende. Godt nok dræbte hun ham, men hun er som sagt, min mor og jeg tænker, at det er straf nok, at jeg forsvinder. Jeg skal til at skynde mig nu! Jeg ryster vredt den sidste skræk af mig og læner mig forover. ”Nej” skriger Marc bag mig, men det er for sent. Jeg kaster mig ud over kanten af klippen. Jeg er fri nu. En lettet følelse indtager mit sind. Jeg er på vej væk fra det helvede, jeg så længe har været lænket til. Endelig bliver jeg fri for livets tunge, smertefulde lænker. En hånd griber om mit håndled og trækker til. Jeg hamrer ind i klippen. En stærk smerte skyder igennem mig og alting bliver sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...