Live Again I hs

Angelina i daglig tale kaldt Angel, bliver på en køretur hen til hendes kæreste, Harry, udsat for noget af det mest traumatiske hun nogensinde har været ude for, et biluheld. Efter uheldet prøver Angel ihærdigt at finde sin vej tilbage til dagligdagen, men Angel finder hurtigt ud af at det er lettere sagt end gjort. Og hvad sker der da Harry pludselig uden en forklaring beslutter sig for ikke at være en del af den daligdag, Angel ihærdig prøver at kæmpe sig tilbage til?
Er ikke så god til resumere så bare læs med, jeg regner med at du vil blive overrasket (på den gode måde c; )
En Movella jeg regner med tager dig igennem hele følelsesregistret.

4Likes
0Kommentarer
792Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Angels synsvinkel...

 

Mine kald blev mere og mere desperate som de kom ud af min mund, jeg havde aldrig i mit liv følt mig mere hjælpeløs. Med smerten og trætheden der kørte igennem min krop, valgte jeg at opgive at kalde efter hjælp, jeg valgte derfor en anden taktik, nemlig selv forsøge at komme ud af det der før havde været min bil, men nu var blevet til en lille sammenkrøllet kugle. Mine forsøg på at flygte ud af bilen var dog ubrugelig, da det virkede som om at ingen af mine kropsdele, gad at fungere. Jeg satte mig så komfortabelt som muligt, som regn faldt tårerne ned af mine kinder, først kom der en tåre, og et øjeblik efter var der et kæmpe regnvejr.

“Please, please….. kom nu Angel vågn op” hviskede jeg til mig selv, og nev mig i armen i forsøg på, at vække mig selv fra det hæslige mareridt.

Øjenlågene føltes pludselig som om de var i gang med at løfte vægte, vægte der var alt for tunge,  efter ikke særlig lang tid med vægtløftning, lukkede mine øjenlåg i, og min krop sivede langsomt ind i mørket.

 

Det var mørkt og koldt. Det eneste lys der var i mørket, var et bål der stod meget langt væk. Hver gang jeg prøvede at nærme mig bålet for at få varmen, skød der en upålidelig smerte frem i mig, så i stedet for at torturerer mig selv gav jeg op, så dér lagde jeg, midt i mørket. Da min krop begyndte at føles som en istap, kom jeg frem til den konklusion at det bedste nok var, hvis jeg fik min krop bevæget hen til bålet. Så jeg fik kæmpet mig igennem den kæmpe smerte, og hen til bålet.

 

Mine øjne åbnede sig stille op, mine øjne blinkede et par gange for at vende sig til lyset, før jeg kunne se hvor jeg var. Rummet var hvidt, sådan helt hvidt. Mit blik kørte undersøgende frem og tilbage i rummet, før det faldt på det der bekræftede mig i hvor jeg var. Til venstre for mig stod der sådan en maskine der målte ens puls, de grønne streger på maskinen kørte op og ned i forskellige længder, vent lige skal stregerne ikke være lige lange? Jeg begyndte at panikke, hvilket fik maskinen til at gå helt agurk. Læger og sygeplejersker kom væltende ind i det lille rum, alle havde et specifikt job, et specifikt mål. En midaldrende dame sad ved siden af mig, med sin hånd oven på min, jeg vendte hovedet mod hende, også først der at hendes mund bevægede sig, hun snakkede til mig. Jeg prøvede ihærdigt at hører hvad hun sagde, men det eneste mine ører kunne fange var ubrugelige små ord.

“Haaa-rrr-y?“ spurgte jeg med en rusten, uklar stemme.

Sygeplejersken ved siden af mig forstod, mit spørgsmål og svarede; han er her, vi er lige nødt til at kører nogle test på dig, før han besøger dig.

Min hørelse var stadig ikke så god, men jeg fangede dog alligevel, det vigtigste i sætningen. Imens lægerne kørte en masse tests på mig, sad jeg bare og stirrede enten ud af vinduet eller ned i hospitalets dyne, hvis de spurgte om jeg havde nogen smerter, sagde jeg nej, hvilket var en løgn, jeg var i så meget smerte, at jeg næsten ikke kunne trække vejret, jeg var dog ligeglad jeg ville bare se Harry.

“Så har vi kørt de sidste tests for nu, det er på tide du får noget søvn, det har været en lang udmattende dag” Sagde lægen som, som den eneste stadig var her, inden hun forlod værelset.

Et dybt suk forlod min mund, som lægen forsvandt ud på gangen, hvad var det de ikke forstod, jeg ville bare gerne se Harry. Jeg valgte dog at gøre som lægen sagde, og lagde mig ned og prøvede at sove, mine forsøg mislykkedes dog, smerten var for stor, så jeg endte med at ligge og kigge ud i luften. Min stirre konkurrence med luften, blev afbrudt af nogen der åbnede døren forsigtigt, jeg overvejede kort om jeg skulle lade som om jeg sov, men jeg valgte dog at vende mig, så lægen kunne se jeg var vågen, måske han kunne give mig noget smertelindrende til min smerte? Det jeg havde regnet med var en læge, var en Harry som stod med røde blodskudte øjne.

“Hey” sagde jeg, med en halvdød stemme

“Hey love” man kunne hører i hans stemme han tydeligvis havde grædt.

 

_______________________________________________________________________________________________________

 

Hey venner, tak fordi i læser med!

Jeg vil bare lige sige undskyld for ikke at have opdateret i lidt tid, men har haft rigtig rigtig travlt, håber i forstår :))

Bær over med at kapitlet er en ‘smule’ (meget) dårligt, men har virkeligt haft svært ved at skrive det her kapitel, da jeg ikke havde nogen idé om hvordan jeg skulle beskrive situationen. Men bare rolig der kommer bedre kapitler i fremtiden :))))

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...