Jeg fløj op til stjernerne

Historien handler om en pige der der bliver mobbet. Til sidst får hun nok.

1Likes
2Kommentarer
146Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det brændte. Det flød med tykt mørkerødt blod. Jeg lå alene hjemme i badekaret. Helt alene. Jeg havde fyldt badekarret med vand. Det var ikke længere bare vand, men vand blandet med blod. Tykt tykt blod. Barberbladet lå på bunden af karet. Jeg kiggede over på uret. Mor kom snart hjem, så jeg måtte op af blodbadet. Tankerne kom langsomt tilbage til mig. Rita og hendes slæng der havde kylet mad efter mig, og havde ydmyget mig. De havde mindet om, at jeg ingen venner har, men det passede jo ikke. Jeg havde jo Buller. Han var min hund. En bulldog hvis du undrede dig.

Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort dem.

Jeg har gået i skole og vuggestue med Rita, og hun har altid mobbet mig. Groft.

Jeg fik skyllet det sidste vand og blod ud. Jeg trådte nøgen ind på mit værelse, stadig med blodet løbende fra snittende i håndleddet. Det hjalp altid at skære i håndleddet. Det fik smerten til, at overtage tankerne. Før i tiden skar jeg ikke i mig selv. Jeg vidste ikke, at smerte faktisk kunne gøre noget godt.

Jeg greb noget undertøj, og trak i et par jeans. Bagefter fandt jeg en sort langærmet bluse. Jeg gik altid med lange ærmer, for at ingen skulle se arrene fra snittende. Mor og far vidste heller ikke, at jeg skar i mig selv. Den eneste der vidste det ud over mig var Buller, men han talte jo ikke rigtigt. Han var jo trods alt en hund.

Jeg satte mig ved mit slidte skrivebord, og tændte den gamle computer. En masse beskeder fra facebook, var tikket op. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg tjekkede dem tøvende alligevel. Den første besked på facebook var mig selv. Jeg havde mad i håret og på tøjet. Mine øjne brændte efter at bade i vand. Jeg holdt tårerne tilbage. Jeg bladrede lidt ned og så, at jeg var tagget i opslaget. Det var Rita, der havde lavet opslaget. Over mit hovede på opslaget stod der: “Skær lige ned på maden fede Dina.” Jeg kunne ikke holde dem tilbage mere, så tårerne væltede ud af mine øjne som et vandfald. Hoveddøren klikkede, og jeg tørrede med ét tårerne væk. Min mor trådte muntert og smilende ind på mit værelse, og sagde hej til mig. Jeg smilede et af mine falske smil, som hun altid troede på. Hun lukkede døren efter sig, og jeg gav mig til at læse resten af beskederne. De var alle hadebeskeder, og over halvdelen af dem var fra Rita og hendes slæng.

Der stod alt muligt. F.eks. Bitch, luder, dræb dig selv, forsvind, ingen kan lide dig, osv. Hvor havde de fået alle de ord fra? Jeg brød ud i gråd igen, og lukkede computeren. Jeg råbte at jeg ville gå hen til skolen, og hente nogle bøger jeg havde glemt. Der var bare lige det, at jeg ikke skulle hen til skolen. Jeg spurtede ud ad hoveddøren, og videre hen ad vejen. Jeg havde ikke sko på. Heller ikke jakke. Det var vinter, så for pokker det var koldt. Jeg løb igennem det mudrede døde græs, og over den kolde skovbund. Til sidst var det så koldt, at jeg ikke kunne mærke mine fødder. De blev tungere for hvert skridt jeg tog. Da jeg kom til søen, knækkede jeg sammen. Jeg krøllede mig sammen til en lille kugle, og lå og rystede. Kulden skar sig igennem min hud, og helt ind til knoglerne. Det var som om, der blev stukket tusinde små nåle igennem mig. Det begyndte at regne -troede jeg. Det regnede ikke, men det var mit eget plask. Jeg var sprunget i søen.

Kulden ramte mig med det samme, og smerten kom listende. Smerten tog over mine tanker. Jeg kunne ikke andet, end at ligge og flyde ovenpå. Mine sår på mine håndled begyndte at svie, for dernæst at brænde i smerte. Mit hovede røg under vand. Jeg gad ikke at svømme op til overfladen. Det stak i mine lunger. Jeg landede på bunden med et bump. Jeg åbnede øjnene, og skreg af smerte. Der kom ikke andet end bobler ud af min mund. Jeg indåndede desperat efter luft, men det resulterede bare i at jeg slugte en masse vand. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Efter hvad der havde føltes som flere år, fik jeg min følelse tilbage i fingrene. Det spredte sig til mine arme, og til sidst mine ben. Jeg sparkede mig op til overfladen, og hostede en masse vand op. Jeg plaskede en hel del, inden jeg kom ind til bredden. Det regnede.

Jeg mistede straks følelsen i kroppen, og begyndte at ryste. Mine læber var helt blå. Jeg hostede endnu en mundfuld vand op, og kravlede længere op på bredden. Der var helt mudret, og mit hår hang og dryppede. Mit tøj klamrede sig ind til min krop. Jeg fik rejst mig op, og gik forvirret ud af skoven. Jeg var blevet helt svimmel, af at være så lang tid under vandet. Jeg havde også forfrysninger i fingrene og tæerne. Tankerne kom bombarderede tilbage til min hjerne, og jeg græd igen. Hvorfor mig? Kunne det ikke have været en anden? Nu var det snart nok. Nej, det var nok. Jeg ville ikke være her mere. Jeg ville falde i søvn og aldrig vågne igen. Jeg ville væk fra denne verden. Jeg ville ud at flyve i natten. Helt op til stjernerne.

Jeg kom rystende af kulde ind af døren hjem til. Mor sad ved spisebordet, og så bekymret ud. Ved siden af hende stod to politibetjente. De kiggede alle sammen op på mig, og mor brød ud i gråd. Hun omfavnede mig med det samme. Jeg græd stadig, da betjentene gik ud ad døren igen. Hun fulgte mig hen til pejsen, og pakkede mig ind i et varmt uldtæppe. Hun spurgte, hvor jeg havde været de sidste to timer. Jeg sagde at jeg ikke gad snakke om det. Hun accepterede det, og gik ud for at lave te. Det tog normalt kun tre minutter at gå hen til skolen, og jeg havde været væk i hele to timer. Det havde føltes som meget få sekunder, da jeg havde ligget i søen.

Jeg gik ind på mit værelse. Mor kom med te’en, og gik ud igen med en lille tåre siddende ved hendes øjenvippe. Jeg drak te’en, og varmede hænderne på kruset. Jeg havde savnet varmen. Far kom hjem ikke så længe efter, og kyssede mig på panden. Jeg faldt i søvn, mens jeg hørte dem skændes om, hvad der var galt med mig.

 

Jeg vågnede næste dag, ved at hoveddøren gik. Mor og far var taget på arbejde. Jeg stod op, og gik ud i køkkenet. Der lå en lille seddel på bordet, hvorpå der stod at jeg skulle blive hjemme den dag. Dejligt med en Rita fri dag. Eller næsten en fri Rita dag. Jeg kiggede på min telefon, og en besked fra Rita tikkede frem. Typisk.  Jeg åbnede den, og en lille uskyldig tåre gled ned ad min kind. Jeg tørrede den væk, og satte mig ved min computer. Jeg skubbede den væk, og tog en blok og en blyant frem. Nu var det snart. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg var helt blank, som den blok der lå foran mig. Hvad skulle jeg skrive? Hvordan skulle jeg gøre dét? Ville det gøre ondt? Hvad ville mor og far gøre ved det? Og Buller. Hvem skulle passe ham? Jeg ville nok komme til at savne ham allermest. Jeg blev nødt til at give slip på ham. Også mor og far, men Buller var den

sværeste. Han kom luntende ind på mit værelse, og hoppede op i min seng. Han logrede med halen. Jeg græd igen. Jeg trykkede blyanten ned på blokken, og begyndte at skrive.

 

Jeg skrev dette: “Kære mor og far. Jeg elsker jer af hele mit hjerte. Også dig Buller.

Næsten hver dag inden i er kommet hjem fra arbejde, har jeg ligget i badekarret. Jeg plejede at bruge et gammelt barberblad, til at skære huden op med. Jeg plejede at se blodet pible ud ad mine håndled. Det plejede at jage alle de dumme tanker væk. Sådan har det været de sidste fem år. I har ikke set mig uden lange ærmer. Heller ikke på ferie. Det er grunden til hvorfor.

Jeg har gennemlevet det ene helvede efter det andet. Nu blev det for meget for mig. Jeg vil gerne brændes, og spredes ud over det store egetræ i skoven nede ved søen. Jeg plejede at sidde der, med alle mine tanker. Det sted skal have fred. Nu skal jeg ud at flyve. Jeg vil flyve ud over klippen, ved udkanten af skoven. Der vil i finde mig. Jeg elsker jer.” Jeg rev det våde papir af blokken, og lagde det på køkkenbordet. Der ville mor finde den.

 

Jeg åbnede en sms fra Rita, selv om jeg egentlig ikke havde lyst. Der stod alt muligt hate, og onde ting. Du ville ikke tro mig, hvis jeg sagde hvad der stod. Tårerne pressede på. Det var snart tid. Jeg slettede alt på min telefon. Lige fra grimme sms´er til data osv. Bagefter tog jeg en kødhammer, og hamrede den ned i telefonen. Den splintredes til tusinde bittesmå glassplinter. Buller kom løbende ud køkkenet, hvor jeg lige havde smadret min telefon. Da jeg så ham, brød jeg for alvor ud i gråd. Han stod bare der, og logrede glad med halen. Han vidste ikke hvad jeg var ved at gøre. Han var helt uskyldig. Mine knæ knækkede sammen under mig, og jeg omfavnede ham rystende. Han hoppede op og ned, og slikkede mit ansigt fri for tårer. Det varede ikke særligt længe, for tårerne kom bare igen og igen. Jeg gav ham et sidste klem, og gav så slip på ham. Inden jeg gik, øsede jeg en masse godbidder op i hans madskål. Han logrede med halen, og gøede. Så gav han sig ivrigt til at spise godbidderne. Skide Vær med om han blev tyk.

 

Jeg stod nu ved kanten. Det var et smukt sted. Det var begyndt at sne, og et fnug landede på min næse. Et til fnug landede på min øjenvippe. Jeg blinkede den væk, og en tåre trillede langsomt og trist ned af min kind.

Jeg havde taget min yndlingskjole på. Den var smuk. Den var lavet af silkestof, og var helt hvid. Den sad tæt på min overkrop, og skørtet flagrede i den kølige luft. Mit mørke hår blev fyldt med sne. Jeg hev den sorte elastik ud af håret, og lukkede øjnene. Jeg følte mig fri. Fri som en fugl, der flyver over bjergtoppene. Alle de dumme tanker forsvandt fra mit hovedet. Jeg vendte mig om, så jeg stod med ryggen til kanten. Vinden ramte mig blødt i ryggen, og håret hvirvlede om mit ansigt. Jeg faldt. Nej jeg faldt ikke. Jeg fløj. Jeg fløj ud i uendeligheden. Væk fra den grusomme verden. Jeg fløj op til stjernerne.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...