Fantasi

Den følelse du får, når du lever dig helt ind i en historie. Når du pludselig bliver en del af historien. Når det pludselig er DIG, der er hovedpersonen.

Det eventyr du udlever, når du læser.

0Likes
2Kommentarer
54Visninger

1. Illusioner

Den røde stol kradser. Men det er den bedste læsestol, jeg har. Og jeg vil læse, så jeg må bruge den alligevel. Den tykke bog har sat et aftryk på mine bare ben. Et rødt mærke som går væk om lidt. Jeg lader pegefingeren køre over det, før jeg skifter stilling. Det er svært at finde den rigtige. Især når man sidder i en lille lænestol og forsøger at presse begge ben op i stolen også. Jeg giver op, sætter mig med benene over kors og retter på bogen. Læser en side. Det tager en side – bare en – så falder jeg i staver og ordene bliver slørede. Alt omkring mig bliver sløret. Næsten som om jeg græder.

Men jeg græder ikke.

Jeg rejser mig og tager en cowboyjakke på. Med de bare fødders klaskelyde ved jeg præcis, hvor jeg er på trappen. Verden er stadig sløret.

Men det tænker jeg ikke på.

Udenfor er luften lun og fugtig. Jeg passerer en anden pige. Hun er på min alder, og da vi krydser hinanden, smiler hun. Et sæt hvide hugtænder glimter mellem de andre skinnende tænder. De glimter ligesom i en tandpastareklame. 

Det tænker jeg ikke på. Jeg går videre.

Jeg drejer – er pludselig nået til parken. Her går tiden altid hurtigere, og timerne føles som minutter. Overalt lyser der en lyserød glød. Solen hænger dovent over bygningerne. Snart er den væk, og så må man klare sig med månens kolde skær.

Selvom jeg ikke kan se nogen, ved jeg, at jeg ikke er alene. Jeg drejer rundt. Mit hjerte banker. Det ved jeg, men jeg kan intet mærke. Mørket er pludselig skræmmende, og stilheden larmer som et tordenvejr, selvom himlen er skyfri. Mit synsfelt er indrammet af en sort tåge, der langsomt sniger sig længere ind mod mine pupiller, langsomt æder mig op. Jeg kan intet mærke. Intet se. Intet høre. Men værst af alt, ved jeg, at selvom jeg intet kan, så ved jeg, jeg har ret i, at der er nogen her.

En hvid tåge kan endelig ænses i det sorte. Den vokser og vokser, og pludselig eksploderer den, og jeg kan se igen. Jeg kan mærke igen. Jeg kan høre igen. Men jeg er stadigvæk ikke alene. Foran mig står en mørk skikkelse.

Der lyder et højt brag, og jeg farer sammen.

 

 

Jeg havde ikke registreret, at alt stadig var sløret. Ikke før det hele forsvinder. Ikke før jeg forvirret stirrer rundt i stuen. Bogen ligger på gulvet. Siderne er bladret, og der er slået op på en helt tilfældig side.

Men det er ikke der, jeg er nået til. Jeg er nået meget længere. Så husker jeg det hele. Jeg husker pigen med hugtænderne, tågen og den mørke skikkelse. Så husker jeg braget og kigger forfærdet på bogen.

 

”Nej,” hvisker jeg, for det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det kan umuligt være væk. Jeg rækker ned efter bogen. Mine fingrer ryster, og da jeg får fat i den, føles det ikke som virkelighed. Det føles som en illusion. Som om det ikke er mine hænder der holder bogen.

 

Jeg finder den rigtige side. Måske hvis jeg læser det samme, som jeg gjorde før. Måske hvis historien fanger mig og trækker mig ind i den eventyrlige verden igen. Måske kommer det hele tilbage, hvis jeg bare læser den side igen. Inderst inde ved jeg godt, at det er sket. Med tårerne i øjenkrogen begynder jeg at læse. Det er sløret. Og denne gang er det fordi, jeg er ved at græde. Jeg ved, at det er væk. Illusioner er flygtige. Hvis man ikke passer på, forsvinder de.

Og jeg passede ikke godt nok på. Det hele forsvandt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...