Opmærksomhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Færdig
Det er sikkert meget svært og forstå, at jeg kan tænke, som jeg gør. Jeg har det også selv meget stramt med det. Jeg syntes ikke, at jeg kan være det bekendt.

1Likes
2Kommentarer
90Visninger

1. ..

24-04-2018

Opmærksomhed

-Af Laura B. Schmidt.

 

Der er mange ting omkring vægtøgning der, som man siger, skræmmer livet af mig. Jeg kan ikke nævne én ting, der er skyld i, at jeg er skrækslagen. For der er flere grunde. Der er så mange grunde, at det er nærmest umuligt for mig at forklare alle grundene. Mange af grundene kommer fra min Anoreksi, og dem har du sikkert en forestilling om hvad er. Sådan er det at have Anoreksi. Anoreksien råber inde i hovedet på mig hele tiden. Det er bare det, at det altså ikke kun er Anoreksien, der gør mig bange for at tage på. Skrækken hænger sammen med en masse andre ting. Ting der er svære at forklare. Ting som gør, at jeg sidder fast i den her onde cirkel.

 

Det er sikkert meget svært og forstå, at jeg kan tænke, som jeg gør. Jeg har det også selv meget stramt med det. Jeg syntes ikke, at jeg kan være det bekendt. Jeg slår mig selv i hovedet alt for tit. Jeg skammer mig over mine tanker. Sagen er bare, at jeg ikke kan fjerne mine tanker. Jeg bestemmer ikke over mine egne tanker. Jeg tror, det er de færreste mennesker, der tænker præcis hvad de vil hele tiden. Det er jo ikke sådan, at man går rundt og planlægger sine tanker. Tankerne kommer af sig selv. Jeg kan godt blive bange for mine tanker, og jeg har også tanker, som jeg, som sagt, skammer mig over at have. Jeg kan bare ikke gøre noget ved det. Selvom det er svært at acceptere, er jeg også bare et menneske. Jeg kan ikke tilfredsstille alle andre. 

 

Hvis jeg giver slip på Anoreksien, og lader mig selv øge min vægt, er jeg bange for, at folk omkring mig mister interesse for mig. Folk vil ikke længere være nysgerrige, have omsorg og tage mig alvorligt.

Jeg ved godt, at det her lyder langt ude, men hvis ikke det var for Anoreksien, ville jeg ikke være noget specielt. Jeg vil igen blive den kedelige, sære og dumme pige. Det skal lige siges, at jeg snakker om min klasse lige i det her sammenhænge. Selvfølgelig vil jeg stadig have min familie. 

 

Efter jeg har fået Anoreksi, er mine klassekammerater begyndt at tage mig mere alvorlig. Hvis jeg er usikker omkring noget, bliver jeg ikke set ned på. Førhen var jeg bare dum og til grin, når der var noget, jeg ikke kunne finde ud af eller svarede forkert på. Nu tør folk ikke sige noget grimt til mig. De hugger ikke på mig mere. Jeg kan stadig godt fornemme de blikke, der bliver sendt rundt, men ingen siger noget direkte til mig.

Folk har fået omsorg for mig. Jeg bliver ikke gjort til grin, hvis jeg kommer til at græde. Jeg bliver ikke længere kaldt barnlig. Jeg er ikke meget for at græde i skolen, men hvis jeg kommer til det, er der straks én eller flere der spørger ind til mig. Jeg er blevet spænende. Folk vil gerne snakke med mig. 

Før Anoreksien var jeg den, man håbede på ikke at komme i gruppe med. Jeg var nederen, og man var åbent bare bange for at miste sin popularitet, hvis man var sammen med mig. Nu er folk nysgerrige. De vil gerne høre omkring sygehusbesøg og så videre.

 

Om jeg syntes, det er rart med alt den opmærksomhed? Det er svært at svare på. Alle kan vel godt lide at få lidt opmærksomhed, og ligeså kan jeg. Jeg er bare ikke sikker på den opmærksomhed jeg har. Det er jo egentlig ikke mig de er interesserede i. Det er jo set fra oven min Anoreksi, der gør mig spænende. Hvordan jeg har det med det, kan jeg ikke helt sige. Jeg er ikke vild med tanken omkring, at det er Anoreksien der har bragt min venner og veninder til mig. Det føles meget falsk, og jeg har svært ved at tænke på det. Det er ikke en rar form for opmærksomhed, men på den anden side, er det bedre end slet ingen opmærksomhed. 

 

Hvis jeg tager på, og slipper af med den her modbydelige spiseforstyrrelse, hvem er jeg så? Hvad er så spænende ved mig? Vil jeg falde tilbage på min gamle plads? Jeg er skrækslagen. Selvom det ikke er rart at indrømme, så er det altså Anoreksien der har bragt mig den opmærksomhed og omsorg jeg får. 

Jeg har under alle omstændigheder ikke lyst til at blive kikset, dum og barnlig igen. Der er der vel ingen, der har lyst til? Mit problem er bare, at hvis jeg vil af med Anoreksien, mister jeg også alt interesse der er for mig. Hvis jeg bliver normal igen, er der ingen der har omsorg. Jeg vil få kritik for hver eneste lille fejl, jeg laver igen.

 

Det lyder total lamt alt sammen, og det er okay, hvis du syntes, jeg er egoistisk. Jeg har bare brug for at dele mine tanker. Jeg er til vejning en gang om ugen hos min behandler på sygehuset. Hver gang jeg skal til vejning, kan jeg ikke sove om aftenen. Jeg ryster af skræk for at have taget på. Jeg er paranoid, og jeg kradser hul på mine arme. Jeg har for det meste vejetider tidligt om morgenen, hvilket gør jeg ikke kommer i skole til tiden, hvis jeg overhovedet kommer. Det afhænger fuldstændig af vægten. Hvis jeg har taget så meget som 5 gram på, kan jeg ikke tage i skole. Jeg føler mig klam og mislykket. Jeg kan ikke tage i skole, og se tyk ud. Jeg er så flov over mig selv. Jeg er bange for de andres reaktion.

 

Jeg ved ikke hvordan, jeg nogen sinde skal acceptere, at jeg skal øge min vægt. Jeg har haft den her spiseforstyrrelse i lang nok tid til, at jeg godt ved, at Anoreksien fylder mit hoved med løgne. Selvom det er en rigtig hård kamp, må jeg blive nødt til at gøre modstand mod Anoreksien. Det kæmper jeg med hver eneste dag. Jeg ved godt, at jeg skal øge min vægt for at blive helt rask. Jeg ved godt, at jeg skal bekæmpe Anoreksien.

Det er ikke nemt. Det er alt andet end nemt, og det gør det ikke ligefrem nemmere, når jeg ved, at Anoreksien er skyld i den opmærksomhed, jeg får. Det er svært at se lyset på den anden side, især når jeg mister alt opmærksomhed og omsorg. Det kører rundt inde i mit hoved. Det hele er én stor ond cirkel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...